Anmeldelser

VERDEN ER EN SLAGTEHAL★★★★
Handlingen udspiller sig i 1930’erne under Den anden japansk-kinesiske krig. Det er en blodrød tid med en voldsom devaluering af værdien af menneskeliv. Men ud over den fortvivlede kamp med de japanske soldater, har egnens bønder og travlt med myrde hinanden, hvad enten det nu er, fordi det er genvejen til at overtage en hustru eller en virksomhed eller begge dele. Det er voldsomt og voldsomt beskrevet. Der er scener, der virkelig går i kroppen som for eksempel beskrivelser af meget store flokke af herreløse hunde, der får smag for menneskekød. Både lig og levendes. (-)
Mo Yan fortæller familiehistorier gennem flere generationer om forfædre, der var røvere og mordere, undertiden blev guerillaledere og under alle omstændigheder må erkende, at folket er alt andet end »drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.« Det er under Kulturrevolutionen i midten af 1960’erne, bogens jegfortæller vender tilbage til den provins, hvor familien gennem generationer har levet og elsket og drukket og slået ihjel. Således bliver bogen i sin sidste deprimerende konsekvens et billede på, at store dele af verden i lange perioder er en slagtehal.
Torben Weirup, Berlingske

MO YAN MALER OVERFLADEN MED BLOD★★★★
…en osende æstetisk læseoplevelse. (-) Indimellem følte jeg mig fanget i et Edvard Munch-maleri, men det er til gengæld – og selvfølgelig – ment som en kompliment. Alt er rødt og mørkegrønt og rædselsfuldt. Alt er svøbt ind i blod og månelys. Alt er så sansemættet og virkningsfuldt. Ja, på godt og ondt. (-) ‘DE RØDE MARKER’ befinder sig et sted mellem (magisk) realisme (nogle har sammenlignet Mo Yan med Gabriel García Márquez), kinesisk folklore, ekspressionisme og noget postmoderne fragmenteret og upålideligt. Jegfortælleren stykker en ukronologisk fortælling sammen med spredte anekdoter og et befriende skuldertræk tilovers for dramaturgi. Intet beskrives uden at blive gjort til en legende. Sådan bliver det grimme smukt og døden poetisk, sådan giver livet mening. Den meningsløse vold æstetiseres og bliver skøn som sproget. Mo Yan maler overfladen, han skriver ikke så meget for at forstå som for at lave billeder, der kan stå og være smukke og rædselsfulde.
Men det er ikke en overfladisk bog.
Når den gentager sig selv, bliver siderne tunge at vende. Så må man slæbe sig igennem, romanen og sorghummarkerne, og man må fare vild og forsøge at forelske sig i dem.
Alexander Vesterlund, Politiken

MO YAN GØR ET HALVRÅDDENT LIG SMUKT★★★★★
Mo Yans gennembrudsroman er et stemningsmættet drama, der skildrer ødelæggelse med æstetikerens blik for skønhed og ynde. Kan krig være smuk? Kan der være noget betagende over et halvråddent lig, en amputeret krop eller blod, som springer fra åbne sår? Kan et afhugget hoved og en nedbrændt landsby fremstå som et prægtigt kunstværk? Ja. Når navnet er Mo Yan.
Mo Yan har en exceptionel sans for skønheden i alt og overalt. Selv det hæsligste lyser forførende, og romanen De røde marker er et ekspressivt orgie af indtryk. (-)
De røde marker er for længst filmatiseret og belønnet med en Guldbjørn, men også som tekst er den som en film, der får sin beskuer til at vibrere af chok og betagelse.
Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

STORSLÅET BILLEDTÆPPE FRA NOBELPRISTAGER
Kulørt ramasjang er en beskrivelse, der passer på nobelprismodtageren fra 2012 Mo Yans seneste roman på dansk. Det gør intenst farvemættet magisk realisme også. Romanens gennemtrængende motiv er den røde sorghum, som markerne er fulde af. På egnen både spiser de planten og laver brændevin af den, og så er den romanens blod; det er her, i de røde marker, at også menneskene får farve. Alle begivenheder udspilles blandt de røde planter. Elskov, fødsel, død. Allerede i romanens begyndelse slår fortælleren fast: »Gennem årtier, der virkede korte som dage, pendlede grupper af mørkerøde skikkelser frem og tilbage mellem sorghumstænglerne og vævede et storslået billedtæppe. De myrdede, plyndrede og forsvarede deres land; de dansede en heroisk og tragisk ballet, som får os uværdige og nulevende efterkommere til at blegne i sammenligning.« Sådan kan De røde marker beskrives. Den væver et billedtæppe, menneskene skrives frem i tidslig pendulering, heroiske og tragiske på samme tid. Det, der står stærkest tilbage efter endt læsning, er de røde marker selv og alle de farver, der skabes omkring dem. Hvis man overgiver sig til hele romanen, fremragende oversat af Peter Damgaard, fascinerer blandt mange passager morens entré i brønden i bog tre og farmorens genbegravelse i bog fire.
Kristine Kabel, Kristeligt Dagblad

MAGISK REALISME
De røde marker er et epos om mennesker i flerfoldig kamp med sig selv, fjender, konkurrenter og magthavere. Der findes ingen lykkelig udgang, kun de glimt af meningsfuldhed, som gengældt kærlighed kan give. Resten er overlevelseskamp og værn om ære. Man kommer umiddelbart til at tænke på islandsk saga marineret i østerlandsk brutalitet. Mo Yan har selv fortalt, at hans indgang til fortællekunsten var en mand i det hjemlige landbrugskollektiv, som under arbejdet underholdt med historier. Når den unge forfatterspire kom hjem om aftenen, gengav han dem for sin mor. Først da han som soldat skulle finde et middel mod kedsomheden, begyndte han selv at udtænke begivenheder og karakterer. Når han skrev dem ned, havde han Gabriel García Márquez og William Faulkner i tankerne, men var påpasselig med ikke direkte at efterligne dem.
Det lykkedes. Mo Yan har skabt sit eget umiskendeligt kinesiske univers med elementer af magisk realisme. Han pendler mellem hovedfortællingen og et sæt af forhistorier, som væves ubesværet ind i hinanden. Når han er bedst, er sproget forførende, når han er værst, er det overlæsset. Men det affinder man sig med, fordi han er en forfatter, der giver lyst til at forstå Kinas bloddryppende historie.
Birte Weiss, Weekendavisen