Merethe Lindstrøm: Stensamlere

Oversat fra norsk af Jannie Jensen
2022. 320 sider. 300 kr.

Professor Hammer og hans sekretær gennem fyrre år, Dagmar Grüner, som er passioneret stensamler, tager afsted på en rejse til Skjolden i det vestlige Norge hvor filosoffen Ludwig Wittgenstein havde en hytte. Hammer har skrevet en række artikler om Wittgenstein, som skrev de berømte ord: Det man ikke kan tale om, må man tie om. I løbet af bogen afdækkes det særegne forhold imellem Hammer og frøken Grüner, hvor meget er usagt og gådefuldt.

CITAT FRA BOGEN:
“Et kort stykke uden for selve Skjolden så vi det blå vejskilt: Wittgenstein 500 meter – som om der var tale om henvisningen til et finere spisested. Der var sat et træskilt op med information nede ved vandet. Wittgensteins hytte befandt sig på den anden side og var selvfølgelig svær at komme til. Egentlig var det en skuffelse, selv om jeg hele tiden havde vidst at der kun var lidt tilbage som vidnede om at der engang lå en hytte der. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, en pludselig inspiration, som pilgrimme får når de rejser til et sted de længe har ønsket at se.”

“… en virtuos opvisning i slowmotion og tilbageholdt drama” – Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Lindstrøms roman er under alle omstændigheder enormt dragende læsning. Det er én af de bøger, jeg ved, jeg kommer til at vende tilbage til om fem, ti eller tyve år …” – Litteraturnu.dk

“Merethe Lindstrøm skriver personer og hændelser frem i et glasklart sprog, der ikke slår om sig med finurligheder, men rammer dæmpet lyrisk og præcist. De to fortællerstemmer bærer romanen, og det gør de godt.” – Information

“… den sproglige udforskning af, hvor uendeligt langt der kan være mellem to mennesker, er formidabel.” – Jyllands-Posten

“Et listigt hviskende, langsomt psykologisk portræt af to menneskers ravage og nødvendighed i hinandens liv. Professoren og sekretæren 2.0.” – Litteratursiden

“Merethe Lindstrøms stilistik er enestående, når hun med langsom og poetisk lethed skræller lag af ind til kernen af hovedpersonernes liv og relation med fortættet kammerspilsstemning i et præcist og smukt sprog.” – Bibliotekernes lektørudtalelse

“I fraværet af et stort drama, fortælles man langsomt og nærmest tyst ind i nogle mennesker, som bliver holdt tilbage fra livet af dem selv, af det, de kommer fra, af manglende mod. Fremmedheden mellem os, broen, vi aldrig krydser. Jeg måtte læse den igen. Overrasket over, at jeg havde vendt hver en side med langsomt voksende spænding. Men den var god nok.” – Kristeligt Dagblad

“En fin, intelligent og tankevækkende roman.” – Linn Ullmann, Dagbladet

kr.300.00

Beskrivelse


Bøger af Merethe Lindstrøm

Anmeldelser

EN SAMLING AF USAGTHEDER
“Merethe Lindstrøm skriver personer og hændelser frem i et glasklart sprog, der ikke slår om sig med finurligheder, men rammer dæmpet lyrisk og præcist. De to fortællerstemmer bærer romanen, og det gør de godt.
Wittgensteins måske mest berømte læresætning fra Tractatus gennemløber romanen som ledemotiv: »Det man ikke kan tale om, må man tie om« . Stensamlere er blandt andet en interessant og nuanceret skildring af to liv, hvor det at tie skiftevis fungerer som våben og skjold. Men det er også en roman om alt det i et liv, der lige ved og næsten sker, men så alligevel ikke, når man vælger tavsheden frem for den risiko, der altid er forbundet med at sige til, sige fra, erklære sig.” – Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Information

STENSAMLERE ER EN VIRTUOS LITTERÆR OPVISNING I SLOWMOTION OG TILBAGEHOLDT DRAMA
“Professoren og hans sekretær undlader med omhu at tage de skridt, der kan føre dem ud af deres ensomhed og ind i et fastere forhold. Karakteristisk for fortælletonen er de regelmæssige nedslag i erindringssekvenser, hvor et stykke fortid foldes omhyggeligt ud og føjer sig til personsignalementerne. Det absolut mest opsigtsvækkende bogen igennem er alt det, der lige akkurat ikke sker, og ikke mindst den ekstraordinære tiltrækningskraft det lykkes forfatteren at tilføre netop dette fravær.
Der er virkelig tale om en kraftpræstation af de lavmælte. Sådan som hele Merethe Lindstrøms fascinerende roman i al sin neddæmpethed er en usædvanlig bedrift.” – Jørgen Johansen, Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

STILLE, TRIST OG SMUK
“Lindstrøms roman er under alle omstændigheder enormt dragende læsning. Jeg har svælget i dens melankolske stemning, af at noget gik galt eller tabt for mange år siden, og at der nu ikke er andet at gøre end at lade som ingenting. Det er én af de bøger, jeg ved, jeg kommer til at vende tilbage til om fem, ti eller tyve år, for igen at forsøge at forstå, hvad det er, der ikke må siges. Stensamlere var Lindstrøms litterære gennembrud i 1996. Hvis resten af forfatterskabet er lige så godt, er det fuldt forståeligt at hun i 2012 vandt Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for en anden roman. Det er også fuldt forståeligt at Batzer & CO har valgt at udgive denne roman. Den er en god tilføjelse til det danske bogmarked.”
– Jonas Wedel-Brandt, Litteraturnu.dk

Om forfatteren

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1963 og er i dag bosat i England. Hun er en af Norges mest anerkendte forfattere og har fået en række priser, bl.a. Dobloug-prisen og Amalie Skram-prisen. I 2012 fik hun Kritikerprisen og Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Dage i stilhedens historie.

Forfatterprofil

STILLE, TRIST OG SMUK
Anmeldelse i Litteraturnu

“Professoren og sekretæren 2.0.”
Link til anmeldelse, Litteratursiden