Anmeldelser

KUNSTEN AT LEVE ET LIV ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Selvom romanens fugle i bure, kasser og volierer kan virke som lovlig bastant symbolik, fremstår det ikke sådan under læsningen, og ” Fuglenes anatomi” hører i mine øjne til blandt Merethe Lindstrøms stærkeste romaner.
Blandt andet fordi dens uhyre enkle ydre handling er i stand til at bære en så kompleks skildring af depression, familie, aldring, fastlåsthed, lillebyliv, dyr, natur og omkostningerne ved at være kunstner.
Men uden Lindstrøms fintmærkende, klichéfri sprog var romanen kollapset. Uden hendes silkestærke forening af prosa og poesi, af sanselighed og refleksion. Som når der om den unge mand står: ” Han giver mig en adresse, noterer med tykke fingre på en afrevet papirlap, holder blyantstumpen mellem tommel- og pegefinger og holder ligesom hånden over det han skriver, et svanehoved, når halsen bøjer sig over bryst-fjerene, det lægger jeg mærke til.” Det gør læseren også. Lægger mærke til skønheden i alt. Og smerten. Det er måske Lindstrøms største bedrift. At give os øjne. Uden at vi behøver at distancere os fra det sete.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad

TRISTHED SOM BARE ER DER
“Den smukkeste af de romaner, jeg hidtil har læst af Merethe Lindstrøm, er romanen Fra vinterarkiverne fra 2015. Romanen handler om en mand og en kvinde som bor i et hus på landet med deres store hunde og deres to døtre. Den handler om psykisk sygdom, om landskabet, skriften og om, hvordan man bærer fortiden med sig.
Lindstrøms nye roman, Fuglenes anatomi, føles som en slags selvstændig efterfølger til denne og er, om muligt, endnu smukkere.
(–) Lindstrøms prosa mimer landskabet, den beskriver: den tunge våde jord, regnen som siler i dagevis. Der er fugt over væggene og på notesbogens sider: »Alt er vand.« (–) Fuglenes anatomi er en dvælende, lidt stillestående roman. Den er drevet af »en tristhed som bare er der, som ikke kommer noget sted fra«. (–) Når jeg bladrer igennem romanen anden gang, ser jeg, hvor elegant komponeret den er.

Fuglenes anatomi kan have en næsten eventyrlig stemning, romanen er fuld af fugle, af spejlinger mellem mødre og døtre, regn og lys, og tråde som binder fortællinger sammen. På et tidspunkt finder Tom et gammelt heksetegn ridset ind i træværket ude i laden – en slags besværgelse, eller beskyttelse, over hjemmet.
Ligesom det var tilfældet i Fra vinterarkiverne, skriver Lindstrøm utrolig stærkt om at leve tæt på og elske et menneske med depression. Hun skriver om den komplekse kærlighed som kan føles næsten destruktiv. Der er noget sejt og slidstærkt mellem personerne i romanen, mellem Sirke og fortælleren og mellem mor og datter. Det er dystert, men også meget smuk og opløftende læsning.” – Kristin Vego, Information

“Merethe Lindstrøm – en af vores mest elegante stilister – flyver højt og lander sikkert … Det er de stivnede mennesker Lindstrøm skildrer så fint, dem som fryser fast et sted uden evnen til at række en hånd ud eller bede om nærhed. Hun beskriver de vanskelige følelser som tøj der ikke passer …  Det er medrivende, springende og poetisk på en måde som ofte føles svævende og suggererende, men samtidig solidt forankret i skildringen af det grønne, fugtige landskab med marker, gummistøvler, katte, hunde, kaniner – og fugle. Det er mørkt, efterår og vinter, men det åbner sig i et lys. Jeg-fortælleren skriver sig ud af smerten. Samme lysende effekt har Merethe Lindstrøms nuancerige, finslebne sprog” — Dagbladet

“En af årets store læseoplevelser … efterhånden som læsningen skrider frem er det som om det tågeagtige ved teksten letter, og når billedet af personerne og hændelserne træder frem bliver jeg mere og mere grebet. Formodentlig er formen både bevidst og nødvendig – det tager tid at trænge ind i det forfatteren ønsker at skrive om … Efter endt læsning sidder jeg tilbage med en af årets mest interessante læseoplevelser. Fuglenes anatomi er en roman som kræver læserens tålmodighed, men som også giver tilbage i rigt mål til den som er villig til at komme den i møde” — Vårt Land

“I Fuglenes anatomi er Merethe Lindstrøm mere forførende end nogensinde … genkendelig i sin insisterende, metodiske afdækning af vores indre, skrøbelige landskaber … Det handler om at balancere på grænsen til det udholdelige, finde lyset som gør det muligt at overleve … en bevægende roman om tre kvindeskæbner, pakket ind i Merethe Lindstrøms sobre, poetiske sprog, af og til med så overraskende og rammende billedbrug at det gibber i læseren … Lindstrøm henter også filosoffer og andre forfattere ind, som Descartes og Roland Barthes. De bidrager til fylden og kompleksiteten. De tager ikke megen plads, men understreger alvoren og forsøget på at forklare og belyse det næsten uforklarlige. Merethe Lindstrøm har givet os en ny, stor læseoplevelse” — Dagsavisen