Beskrivelse
Vaffelhjerte er en bog om venskabet mellem Theo og Lena. Lena er tynd og har grønne øjne og syv fregner på næsen. Theos farfar plejer at sige at hun æder som en hest og ligner en cykel. Theo, eller Theobald Rodrik som han egentlig hedder, og Lena bor i den lille by Knald-Mathilde, som farfaren kalder ’vores kongerige’. De er naboer og går i samme klasse og er fulde af gode idéer og skarnsstreger. De laver tovbane, leger anden verdenskrig, optræder som gademusikanter, starter et plejehjem for heste – og nyder faster-farmors vafler. Og da de i søndagsskolen hører om Noahs ark og om hvordan jorden blev forvandlet til et hav, fylder de onklens båd med dyr og insekter.
Maria Parr har skrevet en historie om to viltre og initiativrige børn som finder på det mest utrolige. En bog som taler til både hjertet og lattermusklerne.
Maria Parrs to bøger er solgt i mere end 150.000 eksemplarer. Vaffelhjerte er nu solgt til 16 lande, senest USA, England, Rusland og Kina, og lavet som tv-serie.
”En hyldest til venskab og fantasi.” Aftenposten
Anmeldelser
EN HYLDEST TIL VENSKABET OG FANTASIEN
Det er den gode fortælling om det dejlige barneliv når det er bedst. Alt sammen fortalt med varme af forfatteren som også giver alle sine personer stor troværdighed. Tonen og persongalleriet ligger i den “lindgrenske” tradition, og det er som en opdateret Bulderby fortælling iblandet lidt Pippi og Emil. Til alle som ønsker en rigtig god læseoplevelse med både humor og alvor. En hyldest til venskabet og fantasien.
DBC – bibliotekernes lektørudtalelse
VAFFELHJERTE RIMER PÅ VENSKAB
Den unge norske forfatter Maria Parr (f. 1981) er blevet kaldt Norges svar på Astrid Lindgren mere end en gang. Med god grund. Hendes bøger emmer af hygge, charme og ikke mindst skarnstreger i bedste Pippi Langstrømpe stil. Det store gennembrud kom i 2009 med bogen om ”Tonje Glimmerdal”, men allerede i 2005 debuterede hun med ”Vaffelhjerte”, der nu findes på dansk.
”Vaffelhjerte” er en varmhjertet, vittig og til tider vanvittig børnebog om venskab især. Mest af alt en usædvanlig velskreven en af slagsen. I ”Vaffelhjerte” møder vi de to venner Theo og Lena, der bor dør om dør som var det ”Bulderby”. De to venner kastes ud i alverdens hæsblæsende situationer med Lena som den vilde og vovelystne igangsætter. Theo derimod ser bekymret til, men følger dog trop, når det går løs. Uheld sker der mange af og vildt er det altid, når tynde Lena med de syv fregner på næsen hitter på skøre ideer.
Maria Parrs debutbog er først og fremmest fuld af fis og ballade, men også følelser formidlet med uhyre flot fornemmelse og forståelse for læserens eget univers. At være barn er både en lystig leg og et møde med en virkelighed, der ikke altid er lutter lagkage. Theo og Lena må undervejs i bogen både grine og græde sammen, efterhånden som de oplever at barndommen også indeholder smerte. Det får Maria Parr fortalt på en alle tiders fin og indsigtsfuld måde. Mest af alt er det humoren, der er hendes værktøj og fører hendes pen, men jo længere handlingen skrider frem står det klart, at forfatteren også har et andet ærinde. Hun vil andet end at more os. I Theo og Lena møder vi to børn, vi kan spejle os i og bruge som inspirationskilder. Lena som den frygtløse, initiativrige og insisterende drengepige, der viser vejen. Med åbent sind! Theo er den sande ven, sympatisk, venlig og altid loyal. At de har brug for hinanden synes selvfølgeligt, og venskabet cementeres da også efterhånden som børnene siger goddag til hele følelsesregisteret.
Hos Maria Parr er der på fornem vis plads til både latter og gråd, venskab, vildskab og også til de helt store spørgsmål om kærlighed, afsked, liv, død, smerte og glæde. Maria Parr fortæller bevægende og begavet om barndommens land, så både børn og voksne vil få rig lejlighed til både at blive bevæget og fyldt med glæde. Mest af alt er ”Vaffelhjerte” en latterfremkaldende og livgivende børnebog. ”Vaffelhjerte” er en bog, der lokker legen frem i børn, og sender den voksen læser på en rejse tilbage til de allerbedste barndomsminder.
Nønne Lønne Votborg, Bogmagasinet
Om forfatteren
Maria Parr
Maria Parr (f. 1981) er norsk børnelitteraturs nye stjerne og er af anmelderne blevet sammenlignet med Astrid Lindgren. Hun debuterede i 2005 med Vaffelhjerte og fik det store gennembrud i 2009 med Tonje Glimmerdal. Bogen indbragte både Brageprisen og Kritikerprisen og året efter fik den Die Zeits pris for årets børnebog i Tyskland.
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Theo-drengen og naboens lille splint
Vi går i samme klasse, Lena og jeg. Lena er den eneste pige. Heldigvis var det sommerferie nu, ellers var hun død i koma, som hun siger.
– Du kunne faktisk godt være død hvis der ikke havde ligget en madras under dig da du faldt, sagde jeg til hende senere på aftenen, da vi igen var ude at se på hullet i hækken. Det tvivlede Lena på. Hun ville højst have fået hjernerystelse, mente hun, og det havde hun haft før. To gange.
Men jeg spekulerer alligevel på hvad der ville være sket hvis hun var faldet ned og madrassen ikke havde ligget der. Det ville have været trist hvis hun var kreperet. Så havde jeg ikke haft nogen Lena mere. Lena er min bedste ven, selv om hun er en pige. Jeg har aldrig sagt det til hende. Det tør jeg ikke, for jeg ved ikke om jeg er hendes bedste ven. Nogle gange tror jeg det, og nogle gange tror jeg det ikke. Det kommer an på så meget. Men jeg tænker meget over det, især når der sker sådan noget som at hun falder ned fra tovbaner på madrasser som jeg har lagt der; så tænker jeg at jeg ville ønske hun sagde at jeg var hendes bedste ven. Hun behøver ikke at sige det højt eller noget. Hun kunne bare sige det mens hun rømmede sig. Men det gør hun aldrig. Lena har et hjerte af sten, sådan føles det, indimellem.
Ellers har Lena grønne øjne og syv fregner på næsen. Hun er tynd. Farfar plejer at sige at hun æder som en hest og ligner en cykel. Alle kan slå hende når vi lægger arm. Men det er fordi vi snyder, siger Lena.
Selv ser jeg ret almindelig ud, tror jeg nok, med lyst hår og smilehul i den ene side. Det er mit navn der ikke er helt almindeligt, og det kan man jo ikke se på mig. Mor og far gav mig navnet Theobald Rodrik. Bagefter fortrød de. Det er ikke særlig pænt at give en lille baby sådan et langt navn. Men sket er sket. Nu har jeg heddet Theobald Rodrik Danielsen Yttergård i ni år. Det er lang tid. Det er hele mit liv. Alle kalder mig heldigvis for Theo, så jeg mærker ikke så meget til det, kun når Lena af og til spørger:
– Hvad er det nu du hedder, Theo?
Så svarer jeg:
– Theobald Rodrik.
Og så ler Lena længe og højt. Af og til slår hun sig også på lårene.
Den hæk som Lena og jeg lavede hul i, er skellet mellem vores haver. I det lille hvide hus på den ene side bor Lena med sin mor. Dér bor der ingen far, selv om Lena mener at der godt kunne blive plads til en hvis de ryddede lidt op i kælderen. I det store orange hus på den anden side bor jeg. Vi har tre etager plus et mørkt loft, for vi er så mange i min familie: mor, far, Minda 14 år, Magnus 13 år, Theo 9 år og Krølle 3 år. Plus farfar i kælderen. Det er rigtig mange at holde styr på, siger mor. Når Lena så kommer, bliver det hele lidt for meget, og så går det over gevind.
Nu tænkte Lena på om vi ikke skulle gå ind i køkkenet i mit hus for at se om der var nogen der havde tænkt sig at drikke kaffe og spise kiks.
Det havde farfar. Han kom netop op ad kældertrappen for at drikke kaffe. Farfar er tynd og rynket og har vissent hår. Han er den bedste voksne jeg kender. Nu smed han træskoene og stak hænderne i lommerne på kedeldragten. Han går altid i kedeldragt, farfar.
– Nej, der har vi jo Theo-drengen og naboens lille splint, sagde han og bukkede. – Vi er ude i samme ærinde, ser det ud til.
Mor sad i stuen og læste avis. Hun havde ikke lagt mærke til at vi var kommet. Det var fordi det var helt almindeligt at Lena og farfar opholdt sig i vores køkken, selv om ingen af dem bor her. De dumper bare ind. Lena er så tit på besøg at hun næsten er nabo til sig selv. Farfar tog en lommelygte der stod på køkkenbordet, og sneg sig ind på mor.
– Hands up! råbte han og lod som om lommelygten var en pistol. – Kaffe eller livet, fru Kari.
– Og kiks! tilføjede Lena, for en ordens skyld.
Lena og farfar og jeg får næsten altid kaffe og kiks når vi vil have det. Mor kan ikke sige nej. I hvert fald ikke når vi spørger pænt. Og i hvert fald slet ikke når hun bliver truet på livet med en lommelygte.
Sikke en køn forsamling, tænkte jeg, da vi fire sad rundt om bordet i køkkenet og spiste kiks og fjollede. Mor havde været meget vred over det med tovbanen, men nu var hun god igen, og pludselig spurgte hun om Lena og jeg glædede os til at være Sankt Hans-brudepar.
Lena holdt op med at tygge.
– Igen i år? Har du tænkt dig at gifte os ihjel? nærmest råbte hun.
Nej, mor havde bestemt ikke tænkt sig at gifte os ihjel, forklarede hun, men Lena afbrød hende og mente at det var det der var ved at ske.
– Theo og jeg bliver jo helt forgiftet. Vi nægter, fastslog hun vredt, uden at spørge mig først. Men det var helt i orden. Jeg kunne godt nægte. Det er altid Lena og mig der skal klædes ud som Sankt Hans-brudepar.
– Det duer ikke, mor, sagde jeg. – Kan vi ikke finde på noget andet?
Mor nåede ikke at sige mere før Lena med brask og bram foreslog at jeg og hun kunne lave heksen. Jeg var lige ved at gå bagover. Og så blev jeg glad. Minda og Magnus laver Sankt Hans-heksen hvert eneste år. Det var kun rimeligt at Lena og jeg fik lov til at prøve det for en gangs skyld. Lena tiggede og bad, og rystede mors hånd mens hun hoppede op og ned.
– Lad Theo-drengen og den lille splint lave heksen. Vi skal nok finde et brudepar, sagde farfar.
Sådan gik det til at Lena og jeg fik vores første heksemageropgave. Det bliver højst sandsynligt også den sidste.
Links
Forside i høj opløsning
Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Siri Juell Rasmussen
NRK: ‘VAFFELHJERTE’ TIL STORBRITANNIEN OG USA
Maria Parr si debutbok «Vaffelhjarte» er no selt for utgiving på engelsk. Dette skjer svært sjeldan for norske barnebøker, opplyser forlaget Samlaget. LÆS MERE!
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
