Lutz Seiler: Stern 111

Oversat fra tysk af Paul Klitnæs
2022. Indbundet. 576 sider. 350 kr

To dage efter murens fald forlader Inge og Walter Bischoff deres tidligere liv, nærmest over hals og hoved og overlader deres lejlighed til sønnen Carl. Men Carl nægter at overtage barndomshjemmet og flygter til Berlin. Her bliver han optaget i en gruppe af unge kvinder og mænd som fører en guerillakamp for at indtage tomme huse, og samtidig driver et kælderværts­hus kaldet Assel, Bænkebideren. I Assel klarer Carl sig gennem kaosset efter murens fald, hele tiden med håbet om at finde sammen med Effi, “den eneste kvinde han nogensinde har været forelsket i”.

Efter murens fald opstår der et tomrum hvor et broget univers af farverige eksistenser, lyk­keriddere, hippier og kunstnere besætter tomme huse og danner kreative og autonome ­fællesskaber. Carl er egentlig uddannet murer, noget som han har stor glæde af når Assel skal restaureres. Men egent­lig vil han gerne skrive og drømmer om at få ud­givet en digtsamling. Og en dag møder han helt tilfældigt Effi, som han altid har været betaget af, og de to ind­leder et kærlighedsforhold.

“Lutz Seilers mesterlige berliner-roman funkler som den østtyske radio, den er opkaldt efter.” – Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Lutz Seiler bringer tysk litteratur op på nye højder med sin på en gang stærkt realistiske og eventyrlige fortælling om, hvad der – også – skete, da DDR brød sammen.” – Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️

“At læse Stern 111, der er alenlang, men usandsynlig veloplagt og båret frem af en genuin fortælleglæde med sikker sans for episk swung, er som at flytte ind i et kæmpestort hus, der ved første øjekast forekommer hjemligt, men hvor der hele tiden dukker nye og ukendte rum op. …” – Kristeligt Dagblad ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Seiler er en stor stilist, Pauls Klitnæs´ oversættelse er på niveau (…) Stern 111 er en både poetisk og klog roman om små skæbner i historiens brændpunkt, der har lige så prosaiske ting som alle os andre at bakse med.” – Information

“… ligesom Lutz Seiler, som den fiktive Carl vist ligner til forveksling, forvandledes han det år fra en usikker lyriker til en livsklog lyrisk fortæller. Det fremgår af den smukke roman.” – Weekendavisen

Stern 111 er både et historisk freskomaleri, en roman om en by og en gribende beretning om en personlig og kunstnerisk frigørelse som i høj grad er selvbiografisk.” – Le Monde 

“Det er atmosfærefyldt, sand verdenslitteratur. Verdenslitteratur er jo det der får mig til at se verden med andre øjne, der viser mig en del af verden som jeg endnu ikke har set.” – SWR2

Stern 111 fortæller imponerende om det kaotiske opbrud i Øst-Berlin efter DDR’s sammenbrud.” – Frankfurter Rundschau

“Seiler fortæller en frihedshistorie i et poetisk-præcist sprog.” – Der Spiegel 

“Præcis, poetisk, medrivende.” – Stern 

“Imponerende og velskrevet roman om en af Europas helt store kulturelle og politiske forandringer. Fortællingen beskrives gennem skildringer af dette sprudlende miljø og den menneskelige og søgende dimension er dygtigt skrevet ind i en glimrende miljøfortælling.” – Bibliotekernes lektørudtalelse

“Lad mig sige det med det samme: Stern 111 er en dejlig bog. Den er fuld af levende mennesker, spændende scenarier, store følelser og interessante problemstillinger. Det er i ordets bedste betydning en underholdende roman. Jeg har læst den med stor glæde i en i øvrigt bekymrende tid.” – Steen Klitgård Povlsen

kr.350.00

Kategorier: , Tags: ,

Beskrivelse


Bøger af Lutz Seiler

Anmeldelser

FRIHEDEN FINDES KUN I HOVEDET. OG I MUSIKKEN
“Undervejs gennem de mange siders nydelse bliver ’Stern 111’, opkaldt efter en virkelig transistorradio, både en historisk, kollektiv roman, beretningen om at finde sin egen identitet i en smertelig kærlighed og ikke mindst en smuk skildring af forholdet mellem forældre og voksne børn – især i bogens sidste del. Til trods for at denne faktabaserede roman er delvist selvoplevet, formår Lutz Seiler at skabe noget så sjældent som et moderne eventyr baseret på noget, vi vel kan kalde poetisk realisme. Som for eksempel denne tur ned ad motorvejen:
»Overalt den samme triste etplansverden, parcelhuse, bungalower med gitter for døren, reklamer, biografer, parker og supermarkeder og et par grå, forhutlede palmer; og så varmedisen der fik alt til at flyde sammen og gjorde det ubegribeligt (…) Det gode ved at køre var, at alting bare gled forbi, blødt, rytmisk, betydningsløst«.
Med sin poetiske præcision gør Lutz Seiler livet i denne tidslomme påtrængende og nærværende. Derfor er det en fornøjelse at læse endnu en bog om Murens fald, og hvad deraf fulgte. Et hul i verdenshistorien, som vi nu kan kigge tilbage på med ’Stern 111’ som værktøj.
I bogens fine slutning må vi indse, at friheden ikke findes i sammenstyrtede politiske systemer eller ideologier, i forfaldne huse, man kan besætte, i reklamernes lokketoner for kapitalismens forbrug, ja, måske ikke engang i kærligheden. Den findes kun i hovedet. Og musikken.” – Erik Jensen, Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️

LUTZ SEILER HAR SKREVET EN BLÆNDENDE ROMAN OM SMÅ SKÆBNER I MIDTEN AF VERDENSHISTORIEN
Seiler er en stor stillist, Paul Klitnæs’ oversættelse er på niveau, og det er i Inges breve, at humoren og spidsfindigheden klarest kommer til udtryk. I hendes skarpe betragtninger af personer, landskaber og sociale situationer, som da hun kontant og præcist beskriver en arbejdsgiver således: »Hun ryger men hendes drag er korte, til gengæld følger de hurtigt efter hinanden, det er mere en udmattet og nervøs sutten.«

Brevene afslører to mennesker, hvis indre liv, Carl aldrig har kendt, og får en til at blive lettere trist over, at brevkorrespondancer hører fortiden til. Carl nærmer sig langsomt en karriere som forfatter, men ellers er Seiler ikke til den nemme forløsning og syntese. Carls forhold til drømmekvinden Effi bliver aldrig nemt og lykkeligt, ligesom fortællingen om Berlin og forholdet til forældrene ikke gør det. Seiler holder alting åbent og tvetydigt, og Stern 111 er en både poetisk og klog roman om små skæbner i historiens brændpunkt, der har lige så prosaiske ting som alle os andre at bakse med. – Johann Sten Nielsen, Information

BAGTROPPENS FANEFLUGT
Lutz Seiler skildrer en verden, der på den ene side er klassisk realistisk, på den anden nærmest kakask i sin absurditet, og denne genkendelige uvirkelighed er blot et af de paradokser, der står stærkt i ”Stern 111” og suger læseren ind i dens univers. Et andet er fremmedgørelse og hjemløshed som et af de eksistentielle grundvilkår, der forekommer lige så stærkt for dem, der er blevet, som for dem, der er lygtet. Som Carl på et tidspunkt siger til sine forældre: ”Jeg tror, I undervurderer det, – det med at høre til, mener jeg.” – Lotte Kirkeby, Kristeligt Dagblad

Om forfatteren

Lutz Seiler, født 1963 
i Thüringen, bor i dag 
i Berlin og Stockholm. 
Har tidligere udgivet 
digte og fortællinger.
 Kruso er hans debutroman. Har modtaget 
flere priser for sine
 bøger, bl.a. Ingeborg 
Bachman-prisen. For
 Kruso fik han i 2014 Deutscher Buchpreis, Tysklands største litteraturpris.

Forfatterprofil