Beskrivelse
Bøger af Lív Maria Róadóttir Jæger
Lív Maria Róadóttir Jæger: Jeg skriver på vådt papir
Poesi. Oversat fra færøsk af Erik Skyum-Nielsen
2021. 126 sider. 200 kr.
Fortælleren skriver i sin NOTESBOG om farmoren der er som en fersken og om andre som
skriver søvnen ud af øjnene. Og i 12 BILLEDER går hun tilbage og fremkaldererindringsbilleder af sin farmor der ligger i en åben kiste og er død, selv om man egentlig ikke kan tage et billede af død. Først var hun barn og lærer nye ord, som ordet kronisk. Så kommer tiden med kærester, og det er ikke altid nemt, som dengang fyren tager hende over skulderen og bærer hende udenfor og siger go home. Hun begynder at læse digte, og hun læser Marguerite Duras, og Hannah Arendt som skriver om ondskaben og Adolf Eichmann. Hun skriver på vådt papir og husker hvad farmoren sagde: Mænd er ikke til at stole på. Til sidst skriver hun BREVE til sin farmor om at livet er apokalyptisk. Og farmoren skriver tilbage: Det er som om solen skinner hver gang du er her. Her er en smule du kan købe noget for.
“Hvor skal jeg opbevare sætningen, spørger jeg? Jeg kan grave den ned i haven ovre ved skuret ved siden af det store løvtræ for at huske hvor den er. Jeg kan give den til hestene, dem der går tavse omkring på græsmarken ude ved diget. Eller kaste den i havet, sådan at den kan skylle op som drivtømmer med en bølge der leger let mod en anden kyst.”
“Smukt, raffineret og læseværdigt. Det er en eksperimenterende digtsamling og det kan anbefales at læse den både på grund af dens indhold og dens poetiske og samtidig ligefremme sprog … Det bliver spændende at læse flere digte af Lív Maria Róadóttir Jæger, som oser af potentiale.” – Bogblogger.dk
Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021.
kr.200.00
Anmeldelser
Fra begrundelsen for at nominere bogen til Nordisk Råds Litteraturpris:
“Når man skriver på vådt papir opløses ordene mens man skriver. Bogstaverne suges op i papiret, og ordene begynder måske at ligne andre ord end dem, man egentlig ville skrive. Det er næsten umuligt. Men det skrevne står tilbage, standset på vejen mellem tilblivelse og opløsning.
Hvert enkelt digt afsluttes med en næsten overrumplende præcision, og samtidig hænger digtene sammen, for der er et tydeligt narrativt element i samlingen, enkelte relationer går igen, de flettes ind og ud af digtene. Centralt står en farmor, “saftig rødgul”, og hendes barn, der drukner i en elv. Betegnelsen digtsamling er egentlig også upræcis, for digtene har meget forskellige formelle træk, og de udforsker med skiftende stile og sprog (man fristes til at bruge ordet klange) relationer og oplevelser, der generelt må betegnes som en ikke- eller førsproglig virkelighed, hvad enten det er en intim kontakt, en lugt, en fin følelse, en irritation, et minde. Jeget i digtene skriver og forstår undervejs, nogle gange eksplicit med sætningen “Jeg skriver”.
Farmoren er unik, enestående, og samtidig er hun ligesom mange andre farmødre, og jeget ser med øjne der måske er arvet fra hende, og ser med et blik der er påvirket af hendes. Følelser udtrykkes ikke direkte, forbindelsen til farmoren viser sig fx i gentagelse af hendes konstateringer “mænd er ikke til at stole på”, “åh, rend og hop” eller i registreringer af hendes forfald.
Titlen angiver digterens sprogbevidsthed og derudover et forunderligt udadvendt og analytisk følsomt blik, der i skiftende former går igennem samlingens 8 dele.”