Tekstuddrag

Jeg var med dagtoget, det var midt om vinteren – slutningen af december, desuden kørte toget mod Leningrad – nordpå, derfor begyndte det hurtigt at mørkne uden for vinduerne, – kun stationerne i Moskvas opland dukkede glimtvis op og forsvandt bagud som kastet af en usynlig hånd – sommerhusområdernes tilsneede trinbrætter med en række flimrende lamper der flød sammen til et lysbånd, – stationerne fór forbi med en dump rumlen som om toget kørte over en bro, – støjen dæmpedes af de dobbelte vinduesrammer med matte, halvt tilisede ruder der lukkede kupeen næsten hermetisk til, men stationslysene trængte alligevel igennem glassene og tegnede et lysbånd, og derude, længere borte, anedes de umådelige snevidder, og vognen duvede fra side til side som et rullende skib – især helt henne ved mellemgangen, og da det blev helt mørkt bag ruderne og kun sneens utydelige hvidhed var tilbage og moskvaområdets sommerhuse hørte op og genspejlingen af kupeen med alle dens afskærmede loftslamper og siddende passagerer hastede af sted sammen med mig, tog jeg fra kufferten i nettet over mig den bog frem jeg var begyndt på allerede i Moskva og specielt havde taget med på turen til Leningrad, og jeg slog op på det sted hvor der var indlagt et bogmærke med kinesiske skrifttegn og en yndefuld orientalsk tegning, – bogen havde jeg lånt af min tante som var indehaver af et stort bibliotek, og inderst inde var jeg besluttet på ikke at levere den tilbage – jeg havde indleveret den til indbinding eftersom den var meget skrøbelig, nærmest ved at falde fra hinanden – bogbinderen havde beskåret siderne så de alle kom til at ligge ensartet ind til hinanden, og forsynet den med et solidt bind hvorpå han havde opklæbet bogens forblad med titel, – det var Anna Grigorjevna Dostojevskajas dagbog, udgivet på et dengang endnu muligt liberalt forlag – Vekhi (“Milepæle”) eller Novaja Zjizn (“Nyt Liv”) eller noget i den retning – med datoangivelser efter både ny og gammel tidsregning, med ord og hele sætninger på tysk eller fransk uden oversættelse, med det obligatoriske “Mme” anvendt med en gymnasiasts flid – en udskrift af hendes stenografiske optegnelser som hun førte den første sommer efter at hun var blevet gift, i udlandet.
Ægteparret Dostojevskij forlod Sankt Petersborg midt i april 1867 og var allerede næste morgen i Vilnius. På hotellet blev de på trappen hele tiden antastet af irriterende jøder der falbød deres tjenester og endda løb efter Anna Grigorjevnas og Fjodor Mikhajlovitjs drosche for at sælge dem cigaretmundstykker af rav, indtil de blev jaget væk, og om aftenen kunne man i de gamle snævre gader se de samme jødetampe med slangekrøller gå tur med deres jødemadammer. Efter yderligere et par dage ankom de til Berlin og derefter til Dresden og gav sig til at lede efter et logi, for tyskerne, især de tyske kvinder, alle mulige fräuleinere – indehavere af pensionater eller blot nogle få møblerede værelser, flåede ubarmhjertigt nyankomne russere og gav dem en elendig forplejning, tjenerne snød dem for byttepenge, og ikke kun tjenerne, tyskere var i det hele taget et ubegavet folkefærd, for de var ikke i stand til at forklare Fedja hvordan man kom til denne eller hin gade, og sendte dem uafladeligt i den stik modsatte retning – mon ikke med vilje? Irriterende jøder havde Anna Grigorjevna allerede tidligere noteret sig – dengang hun først gang besøgte Fedja i Olonkinhuset, hvor han skrev på Forbrydelse og straf, og dette hus mindede straks Anna Grigorjevna, ifølge hendes senere udsagn, om det hus Raskolnikov boede i, også her stødte man på jøder blandt de øvrige beboere som færdedes på trappen. (I øvrigt må det retfærdigvis bemærkes at der ingen omtale er af irriterende jøder på trappen i Anna Grigorjevnas Erindringer, skrevet kort før revolutionen, måske efter at hun havde lært Leonid Grossman at kende).
På fotografiet i Dagbogen havde Anna Grigorjevna, dengang endnu ganske ung, et ansigt midt imellem en fanatikers og en helgenindes, med et tungt, dybtliggende blik. Fedja var allerede noget op i årene, ikke ret høj, kortbenet så man skulle tro at hvis han rejste sig fra den stol han sad på, ville han ikke være ret meget højere, han havde et ansigt som en mand af almuen, og det var tydeligt at han elskede at lade sig fotografere og at han bad flittigt til Gud. Hvordan kunne det være at jeg med en sådan bæven (jeg er ikke bange for at bruge dette ord) havde gennemstrejfet Moskva, indtil jeg fandt en bogbinder, og siddende i sporvognen begærligt gennembladede de skrøbelige sider og med øjnene søgte de steder i bogen jeg syntes at have set før, og derefter, da jeg hos bogbinderen havde hentet bogen som med ét havde fået tyngde, havde lagt den på mit skrivebord og ikke flyttet den derfra, hverken dag eller nat, som var den en Bibel. Hvorfor var jeg nu på vej til Petersborg – nej, ikke til Leningrad, men til Petersborg, hvor denne lavstammede (som sikkert de fleste andre indbyggere i forrige århundrede) mand med et ansigt som en kirkeværge eller en hjemsendt soldat havde færdedes? Hvorfor sad jeg nu og læste i denne bog i en togvogn, i det usikre, flimrende skær fra lamper som snart lyste kraftigt op, snart svandt ind til ingenting afhængigt af togets fart og dieselmotorernes præstation, til støjen fra de klaprende døre ud til mellemgangen hvor rygere og ikkerygere gik ud eller kom tilbage fra med små krus i hænderne med vand til deres børn eller for at vaske frugt eller ganske enkelt for at gå på toilettet, hvis dør smækkede efter døren ud til mellemgangen, til lyden af alle disse døres klapren og smækken, til denne slingren fra side til side som hele tiden fik teksten til at glide ud til den ene eller den anden side, alt imens jeg indsnusede lugten af kul og lokomotiver som for længst var forsvundet, mens lugten af dem af en eller anden grund blev hængende?
De indkvarterede sig i et værelse hos Mme Zimmermann, en høj, mager schweizerinde, men allerede samme dag som de ankom, tog de et værelse på et hotel på pladsen midt i byen og besøgte straks malerimuseet, – uden for Pusjkinmuseets bygning i Moskva havde der dannet sig en enorm kø, folk blev sluppet ind i grupper, og dér, et eller andet sted på en repos mellem etagerne, hang “Den sixtinske Madonna”, og under hende stod en militsmand, – mange år senere udstilledes i det samme museum Leonardos “Mona Lisa”, bag dobbelt, skudsikkert glas og i særlig belysning, – køen af besøgende “med forbindelser” nærmede sig bugtende billedet, eller rettere panserglasset, hvor billedet af madonnaen og landskabet i baggrunden befandt sig, som et balsameret lig i en sarkofag, og Madonnas smil havde virkelig været virkeligt gådefuldt, eller måske skyldtes indtrykket bare den måde det almindeligvis blev beskrevet på, og ved siden af billedet stod der yderligere en militsmand som skyndede på køen, taktfuldt eftersom den formentlig bestod af fagfolk eller særligt indbudte, og sagde: “De må gå videre De må gå videre”, – ud for billedet bestræbte folk sig på at sætte tempoet ned og gik så videre, sluttede sig til køen idet de vendte sig om og blev ved med at se på billedet, vred hovedet næsten hundred firs grader så de var ved at brække halsen, – Den sixtinske Madonna hang på vægfladen mellem to vinduer så lyset faldt ind fra siden, dertil kom at det var gråvejr – der lå ligesom et tågeslør over billedet. Madonna svævede oppe i skyerne der virkede som en æterisk søm på hendes kjole, eller også smeltede de bare sammen med den, – og forneden til venstre sås en underdanigt bedende apostel med seks fingre – jeg talte dem selv, der var virkelig seks, – der hænger et fotografi af dette billede, som Dostojevskij havde fået i fødselsdagsgave mange år efter rejsen til Dresden, ganske kort tid før sin død, fordi det blev anset for hans yndlingsbillede, skønt hans yndlingsbillede nok var Holbein den Yngres “Den døde Kristus”, men altså: der hænger et fotografi i træramme af Rafaels “Madonna” i Dostojevskijmuseet, oven over den lædersofa som Dostojevskij døde på, – den æteriske Madonna holder et lige så æterisk svøbelsesbarn på skrå, i halvt opret stilling som om hun skal til at give det bryst, sådan som en sigøjnerkvinde gør det, i fuld offentlighed, men med et uudgrundeligt ansigtsudtryk ligesom hos Mona Lisa, – og det samme fotografi, blot mindre og sikkert af ringere kvalitet fordi det er fremstillet i vor tid, står, ligesom skødesløst anbragt, bag glasset i min tantes bogskab.