Beskrivelse

Lundberg har taget det, han kalder en omvendt klasserejse. Han har levet som feteret forfatter og digter, men lavet en række skandaler, været alkoholiker og amfetaminmisbruger og er endt på samfundets bund med at arbejde for et bemandingsfirma. Her danner uforudsigeligheden grundlaget for de ansattes eksistens. Man ved aldrig om der er arbejde til en, når man møder op og man har ingen rettigheder. Det er primært papirløse indvandrere, der arbejder på denne måde. Lundberg fortæller i brudstykker om sine oplevelser med dette arbejde, og om de refleksioner, det har sat i gang. Han taler om, hvordan man i denne type arbejde bliver andres ejendom. Han fortæller om de meningsløse regler og den overvågning, man udsættes for og kalder det en systematisk krænkelse af individet. Dette fører til en refleksion over kærlighedens og sprogets rolle. Lundberg antyder, at det er med sproget, man kan give sin egen eksistens berettigelse og dermed blive sin egen ejendom.

Fortælleren spørger på et tidspunkt: ”Hur kan jag ta platts i mit eget liv?” Og dette spørgsmål er
grundlæggende for bogens udgangspunkt. Både når det gælder tilgangen til arbejdet på havnen og
hans opvækst. Men det handler også om sprogets utilstrækkelighed. Og alligevel er det tydeligt at sproget for Lundberg er den eneste vej til at ”tage plads i sit eget liv”. Sprogets sammenhæng med identiteten og kærligheden antydes. I sin fortælling trækker Lundberg også tråde tilbage til sin barndom, hvor han er vokset op med en skizofren mor. Her handler det også om, hvor svært det er med kærligheden, at det ikke nødvendigvis er nemt at elske og være knyttet til et menneske med psykisk sygdom. Men Lundberg nævner også, at han selv fik en diagnose som 12-årig og antyder sin angst for at have arvet morens sygdom. Til slut er der en kort passage, hvor han fortæller at han, i en mørk periode af sit liv, har lavet en såkaldt dødsbog til sin søn. Her har han skrevet minder om sønnen ned og navnene på nogle af hans venner, som sønnen kan opsøge, hvis han får brug for hjælp. Det er en meget smuk og
rørende passage, og dem er der mange af i bogen. Den fokuserer på, hvad der har formet Lundbergs liv og alle de tragedier han har oplevet og udsat andre for på en sådan vis, at man som læser også reflekterer over sit eget liv. Det ”budskab” som Lundberg maner frem er, at mennesket har brug for kærlighed og anerkendelse, uanset hvem man er.

Bogen er fuld af gentagelser og fortælleren begynder hele tiden forfra med sin fortælling. Han kører i cirkler, som han selv siger. Det er med til at give teksten et poetisk præg og ud af gentagelserne skrives fortællingen om kærlighed og identitet frem. Der er mange fine metaforer og beskrivelser af byen, Malmö, som bliver et bagtæppe for fortællingen, og strategien med gentagelsen afspejler det menneskelige liv. Bogen bliver ofte helt skitseagtig, men det generer mig ikke. Denne form skaber den undersøgende tilgang til bogens tema. Det er lidt som om, at læseren bliver vidne til forfatterens proces og får mulighed for at følge fortællingen tage form i hans bevidsthed.

Ved at knytte forbindelse mellem menneskets værd (og selvværd) og dets arbejde gør Kristian Lundberg noget jeg finder meget sympatisk og smukt. Det gør jeg, fordi han sætter det ind i en litterær, poetisk sammenhæng, hvor det bliver en del af et større narrativ, der handler om en søgen efter meningen med livet. Han fletter et politisk tema sammen med det eksistentielle. Mennesket
mister sin menneskelighed og sin identitet, når det gøres til andres ejendom. Det er her kærligheden for Lundberg kommer ind i billedet, fordi den ikke ser mennesket som ejendom. Och allt … er en meget relevant og interessant bog, især fordi vi lever i en tid, hvor økonomi og det enkelte menneskes økonomiske bidrag til samfundet synes at danne det største grundlag for den politiske dagsorden.

Bøger af Kristian Lundberg