Anmeldelser
MEDRIVENDE SLÆGTSKRØNIKE
“Kjell Westös debutroman fra 1996 er en solid slægtskrønike, som strækker sig fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til årtusindskiftet. Med udgangspunkt i familien Bexar fra det svensktalende mindretal i Helsingfors udfoldes historierne til en lang række personer, men det handler lige så meget om tidsånden og om samfundsforandringerne i de sidste årtier af det 20. århundrede. (-)
Der er en vemodig grundtone i romanen, men også strålende stunder undervejs. Det afgørende spørgsmål er: Hvordan
bliver man lykkelig? (-)
Westös roman er en medrivende saga om forholdet mellem skæbne og valg; om det, som var, det, som kom, og om det, som aldrig rigtig blev, som man havde forestillet sig.”
– Kristin Vego, Information
EN AF EUROPAS VIGTIGE LITTERÆRE STEMMER ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Bilmærkerne, ishockeykampene og beatmusikken hører til de stemningsskabende tidsmarkører i den finlands-svenske forfatter Kjell Westös debutroman »Dragerne over Helsingfors«, der bevæger sig i luftlagene mellem den bredt anlagte slægtskrønike og det skarptskårne tidsbillede og generationsportræt. (-)
Når dragerne flyver over Helsingfors, og menneskenes drømme bliver synlige, er der ingen tvivl om Kjell Westös position som en stor finlandssvensk forfatter, en af Nordens og Europas vigtige litterære stemmer.” – Jørgen Johansen, Berlingske
TANGERER DET MESTERLIGE ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Dragerne over Helsingfors er ikke Westös mest helstøbte roman.
Alligevel tangerer den i store træk det mesterlige.
Nye Westö-læsere kan passende starte her.” – Mikael Busch, Jyllands-Posten
Om forfatteren
Kjell Westö (f. 1961) er en af de store finlandssvenske forfattere i vores tid. Den svovlgule himmel knytter an til gennembrudsromanen Dragerne over Helsingfors (1996) og den række Helsingforsromaner som bl.a. består af Det ulyksalige ved at være en Skrake (2000) og Der hvor vi gik engang (2006). Romanen Luftspejling 38 (2013) blev nomineret til Augustpriset og Finlandiaprisen og tildelt Nordisk Råds Litteraturpris 2014. Hans bøger udkommer på 25 sprog.