Anmeldelser

ERINDRINGEN OM DEN STORE EVENTYRFORTÆLLER ★★★★★
Fremragende roman om det nye lys, som alderen kaster over ens liv og identitet – hvis man tør se.
Til at begynde med nød jeg igen at inhalere den tykke melankoli, der er typisk for Westö og muligvis en slags nationalkaraktertræk (hvis den slags findes), men så midtvejs blev det lidt for meget med al den patos – indtil det efterhånden gik op for mig, at det var der en pointe med. Det er ikke romanen, der har et problem, det er fortælleren. Kan vi stole på ham? Kan han stole på sig selv? Ikke bare viser det sig mod slutningen, at han bærer på mindst et voldsomt minde, hvis virkelige rollefordeling han helt har fortrængt. (–) Fremfor alt er det en fin roman om det at passere 50: Man skal til at tage det faktum alvorligt, at man ikke lever evigt, noget der også kaster et andet lys over det liv, man har levet, og ikke mindst over den centrale gåde, der er ens egen identitet. På sin vis burde romanen begynde forfra i slutningen, fordi hovedpersonen begynder at ane sine egne blinde vinkler. Men som i andre romaner af Westö handler det ikke kun om spændende enkeltpersoner, han forbinder vellykket deres livsløb med det moderne Finlands blodige historie. For det første skramler de nationale traumer i den ældre del af det store persongalleri, ligesom de kulturelle, sociale og sproglige spændinger i det flersprogede Finland klinger med.
Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

EN SMUK OG SØRGELIG VERDEN ★★★★★
Den svovlgule himmel er i samme bevægelse et portræt af Finland fra 1960erne til 2010erne, en belysning af klasseskel og en indkredsning af det mørke og den resignation, der melder sig, når man har set nok af egen og andres svaghed, selvbedrag og opportunisme. (-) Westö viser også det mesterskab, der gjorde ham til en fortjent modtager af Nordisk Råds Litteraturpris 2014: Han har en særlig evne til at lade sine karakterer med flere, ofte modstridende følelser. På samme tid, vel at mærke. Ambivalensens kunst, kunne man kalde det. Som når fortælleren ser tilbage på sit liv, og melankolien lyser sammen med sorgen – og lykken. (-) Den svovlgule himmel er en bevægende fortælling, hvor de tre centrale karakterer netop ikke fremstår sådan. Som karakterer. Men som mennesker. Det er en kunst. Måske den største.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

DEN VEMODIGE LÆNGSEL EFTER NOGET SOM MÅSKE IKKE EKSISTERER ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Finske Kjell Westö har skrevet en fængslende og intens roman om store følelser. Om kærlighed der bliver til venskab og venskaber der synker i grus.Mange danske læsere vil kende Westö fra hans formidable førkrigsroman ‘Luftspejling 38′, som fortjent fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2014. I den er det borgerkrigen mellem de røde og de hvide i Finland, der trækker i skæbnetrådene.
I denne omgang spiller krig kun en marginal rolle, selvom den ligger et eller andet sted under det hele, til gengæld skrues der helt op for de følelsesmæssige konflikter og den form for krig, som folk, der er i familie med hinanden eller engang var venner, kan føre mod hinanden. (-) Handlingen strækker sig fra 60’ erne til nu, men referencerne til forskellige begivenheder, fra Tjernobyl-katastrofen til 11. september, finanskrak og nutidens terror, er pligtskyldige. Det er de stærke følelser i vennegruppen, der også tæller Linda, og jegfortællerens erkendelse af fortiden, som fængsler. Det gælder i høj grad hans stærke erotiske binding til Stella. De klikker fra første færd, og uanset hvordan de har det følelsesmæssigt, er det, som om deres kroppe som to magneter bare må have hinanden, når de (gen) ses. Det gælder også vekseldriften med Linda, som fortælleren har »plastersex« med, når forholdet til Stella fra tid til anden bryder sammen. Alle har brug for en hemmelighed, siger fortælleren: »Min er, at jeg begærer to kvinder.« (-) Det hænder, at den nogle gange er svovlgul, men himlen over Helsinki og Ramslandet har mange farver i denne bittersøde fortælling om at vikle sig ind og ud af det forgangne og endelig blive fri. Måske. Et sted nævnes hiraeth, et walisisk ord, der udtrykker længslen efter steder, som aldrig har eksisteret. Westös særlige evne til at udtrykke denne længsel farver alt, hvad han skriver, også i denne bredt anlagte episke kraftanstrengelse, og holder læseren fanget til sidste suk.
Jes Stein Pedersen, Politiken

DET RABELLSKE MØRKE
Trekantdrama. Kjell Westös nye århundredroman handler om kærlighed og klasse, magt og vold.
Hovedhistorien er relationen mellem fortælleren, hans ven Alex Rabell og dennes lillesøster, Stella, som fortælleren som teenager stormforelsker sig i og bliver kæreste med. Stella kan han tværs igennem brud og genforeninger ikke blive færdig med gennem de årtier, som romanen gennemløber. Hun er hans livs kærlighed og umulighed, og den historie fortæller Kjell Westö medrivende og smukt. (-)
Den svovlgule himmel har den bredt og dybt fabulerende fortællemåde, som er velkendt fra Westös tidligere bøger, og man har ingen problemer med at hænge på gennem de 526 sider. Det er klassisk Westö uden det stramme psykologisk-historiske plot, som holdt Luftspejling 38 i et stramt og fremaddrivende fortællegreb. (-)
Westös nyeste er meget anbefalelsesværdig, omend ikke på højde med hans bedste, Luftspejling 38 og 1920r-portrættet Der hvor vi gik engang.
Arne Hardis, Weekendavisen

STOR OG GRIBENDE FORTÆLLING
Finsk-svenske Kjell Westö har skrevet en stor samtidsroman, som rummer både kærlighed, venskab og svigt. (-) Det er fristende at se Kjell Westö som fortællerens alter ego, da de har samme alder og begge er forfattere, men Kjell Westö påstår hårdnakket, at det er en roman, ikke autofiktion. Han er meget optaget af Finlands – specielt Helsingfors´ historie, og ligesom i hans store historiske romaner blander han historiske facts med fiktion. ’Den svovlgule himmel’ er på alle måder en stor og gribende fortælling om os alle sammen. Kjell Westö modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Luftspejling 38, men jeg blev personligt endnu mere grebet af denne historie om min egen tid.
Anne Klara Bæhr, Litteratursiden

STORSLÅET ROMAN FRA HELSINGFORS
Det kan siges ligeud. Samme år som Finland fejrer sit 100-årsjubilæum som selvstændig nation udkommer efterårets bedste svenske roman fra Finland . I det mindste har jeg svært ved at forestille mig at noget kan overgå finlandssvenske Kjell Westös nye roman ’Den svovlgule himmel’ i de kommende måneder.  Det er en episk beretning som gør at man genvinder troen på den klassiske roman som kunstform – en sådan bog man længes efter mens man læser den og siden savner når den er slut … Akkurat som i klassiske familiekrøniker som Thomas Manns ”Buddenbrooks” og Giuseppe Tomasi de Lampedusas ”Leoparden” fremmaner Kjell Westö en svimlende følelse af svindende tid … I hvert fald er ‘Den svovlgule himmel’ en roman med en uhørt intensitet. Man læser den med en blanding af nydelse og vemod, fuld af medfølelse med de mennesker som befolker den – og for verden omkring os. Det hører til sjældenhederne at man synes at en roman på næsten 500 sider er aldeles for kort.
DAGENS NYHETER

GENSYN MED FORTIDENS MØRKE
Kjell Westös nye roman Den svovlgule himmel er, med en omskrivning af fortællerens egne ord, en beretning om det, der gør eventyr gribende: At der findes et afgrundsdybt mørke i ethvert eventyr, som er sit navn værdigt – og det mørke kommer fra fortiden.
Romanens navnløse fortæller deler tid og beskæftigelse med forfatteren, og romanen er fortalt i jeg-form og på en måde, så man føler sig tæt på fortælleren. Det er en nutidig dramatisk begivenhed, som får den midaldrende fortæller til at se tilbage på sit liv. (-) Kjell Westö skriver sanseligt forførende, næsten filmisk. Man mærker solvarmen mod huden og den erotiske spænding i det første seksuelle sommermøde med Stella, og man føler kedsomheden og melankolien på de regnvåde dage. (-) Efter den første fortabelse i romanen går det op for læseren, at fortælleren måske ikke er slet så sympatisk, som han giver sig ud for. Erindringen er en bedragerisk herre, og måske fortæller han mere om sine egne drømme end om, hvordan virkeligheden egentlig var. Så fortælleren egentlig de andre, eller så han bare sig selv og sine egne behov i relationerne? I lige så høj grad som romanen er en ungdomsfortælling om erotisk begær, viser den sig at være en fortælling om nedarvet vold, ikke mindst den vold, som kommer fra de finske krigserfaringer og fra nådesløse klasseskel, og som ingen af bogens hovedpersoner er sig rigtigt bevidste. Fortiden spiller med som blind makker gennem flere generationer, og pludselig stikker dens aggressive væsen hovedet frem hos fortællerens generations børn.
Mai Misfeldt, Kristeligt Dagblad ★★★★