Beskrivelse
Jedenew er navnet på en polsk landsby der forvandles til en krigsskueplads da tyske soldater og lokale bønder angriber jøderne på egnen. Det lykkes den jødiske dyrlæges døtre at undslippe, og fra deres skjulested iagttager de hvordan deres familie bliver udryddet mens barndomshjemmet brænder. Ligesom i et stykke klassisk musik gentages temaerne. Mens tyske soldater, bønder og hunde indkredser deres skjulested, fortæller de hinanden egnens og familiens historie.
UDDRAG FRA EN ARTIKEL AF PETER WIVEL I POLITIKEN OM DEN TYSKE UDGAVE
”Dette er den bedste litterære tekst, der inden for de seneste år er skrevet af en forfatter under 30 år«, skrev Helmut Böttiger i Süddeutsche Zeitung. »Denne bog er mere end blot en talentprøve. Den er et stort litterært løfte.« Ugeavisen Die Zeit bragte sin anmeldelse på forsiden af litteratursektionen under overskriften ‘Den smukkeste, sørgelige historie’ og kalder bogen »en ny generations første krigsroman«. Vennemann prøver meget i sin bog, og meget lykkes for ham, skriver anmelderen Georg Diez. »Bogen hypnotiserer læseren, tager ham ved hånden, den lader ham fare vild, stå stille, den er klar og direkte og dog ikke så let at åbne«, mener Diez. Ingen tidligere bog er skrevet som Vennemanns debutroman. Böttiger kommer mest af alt til at tænke på Borges eller Kafka. De to søstre, der vel er omkring de 10 år, opruller i deres skjul i haven to familieliv i 1930’erne som en uoverskuelig jungle af indtryk og øjeblikke, der snor sig om hinanden, gentager sig selv, mens de langsomt, men sikkert fortættes som fugt til dråber og i sidste ende til tårer.“
Anmeldelser
DEN SIDSTE STEMME ★★★★★★
Det lille forlag Batzer & Co står bag flere omsorgsfuldt tilrettelagte udgivelser. Her af den unge tyske forfatter Kevin Vennemanns første roman, som udkom i hjemlandet i 2005 og nu præsenteres for danske læsere i Karsten Sand Iversens udsøgte fordanskning.
Man skal vel helt tilbage til Franz Kafka for at finde sidestykker til Kevin Vennemanns fortællekunst, f.eks. en af hans allertidligste småfortællinger “Børn på landevejen”.
Kafkas jegfortæller sidder her i en gynge under træerne i sine forældres have, og børnene der i løbetrav passerer forbi, spørger ham, hvorfor han sukker: “Hvad er der da sket? Er det en ganske særlig helt uoprettelig ulykke? Vil vi aldrig kunne komme over det? Er nu alt gået tabt??”
Ja, må man sige, når man vender sidste blad i Kevin Vennemanns korte roman – alt gik tabt, da den sidste stemme forstummede.
Alt undtagen fortællingen og dens nådesløse magi.
Otto Pretzmann, Nordjyske Stiftstidende
ÅNDELØS BETAGELSE OG SPÆNDING ♥♥♥♥♥♥
Man trækker ikke vejret under læsningen, men er åndeløs af betagelse og spænding … Af og til undrer man sig over, hvor de store forlag har deres øjne. Men på den anden side er det godt, at deres stordrift levner guldkorn til de små. Som nu Batzer og Co, som med Karsten Sand Iversens imponerende oversættelse af ‘Nær Jedenew’ beriger den danske litteratur … ‘Nær Jedenew’ er et litterært musikstykke, som man bæres med af som af en strøm – ud i den store afgrund mellem indholdets gru og formens skønhed … At læseren ikke trækker vejret, skyldes, at hun holdes oppe af de lange strømmende sætninger og er åndeløs af spænding og betagelse. LÆS MERE!
Marie Tetzlaff, Politiken
ÅNDENØD
Der er bøger, der ikke kan analyseres. Ja, de kan knap nok læses. De skal indåndes. Sådan er det med Kevin Vennemanns første og meget roste roman Nær Jedenew, der i Karsten Sand Iversens oversættelse nu foreligger på et næsten vægtløst dansk … I Tyskland er der tradition for at huske historien. Huske, til det gør ondt. Og den unge Kevin Vennemann har i denne roman taget fortiden på sig med en uhørt smertegrad. Igen og igen gennemspiller han historiens nulpunkt – hypotetisk, hudløst. Det er næsten ikke til at bære. Og det er næsten ikke til at bære, at det næsten ikke er til at bære. Med bøjet hoved må man til sidst kapitulere. Formen bliver fælden. Og trangen til luft simpelthen for overvældende.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen
EN SMUK, GRUSOM OG POETISK ROMAN
Det er en utrolig flot romandebut, men også meget vanskelig tilgængelig. Det er ikke andet at gøre end at overgive sig og lade sig rive med, så opstår logikken i historien langsomt af sig selv … I en artikel i Politiken sammenligner Peter Wivel Vennemann med Borges og Kafka, og selv om det kan virke som en stor mundfuld, er jeg enig … En smuk, grusom og poetisk roman på højt niveau for trænede læsere.
Per Månson, DBC
FORFÆRDELIG SMUK
Den tyske forfatter Kevin Vennemann har skrevet en forfærdelig smuk bog om det hæsligste i tilværelsen … Den første sætning i bogen lyder: “Vi trækker ikke vejret”. Med disse skæbnesvangre ord kastes læseren ind i et drama på liv og død, skildret så intenst og så bevægende, at man læser alle de følgende sider med tilbageholdt vejrtrækning. Først efter bogens sidste ord, “Jeg trækker ikke vejret”, kan man igen trække vejret nogenlunde roligt og begynde at tænke over, hvad det i grunden er, man har læst og været vidne til de foregående timer af ens liv. Bogen kan altså læses i et hug som en lang novelle, en kort roman – eller som en musikalsk komposition. Den er skrevet af den unge tyske forfatter Kevin Vennemann, og i Tyskland har den lille bog allerede vakt stor opsigt. Takket være Karsten Sand Iversens smidige oversættelse og forlaget Batzer & Co’s eksistens kan bogen forhåbentlig også få nogle danske læsere. LÆS MERE!
Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
BIBLIOTEKET ANBEFALER
Kevin Vennemann har skrevet en bog uden mage. Man hypnotiseres af hans rytmik og gentagelser, der næsten som et stykke klassisk musik suger én ind i sin helt egen særegne, cykliske rytme, hvor de samme temaer gentages. Man farer vild på hver eneste side og kan hverken finde hoved og hale, men netop deri ligger værkets styrke. For den forvirring, man føler som læser, åbner på mesterlig vis én op for at føle pigernes uoverskuelige rædsel for at blive fundet, mens både familiens og egnens historie(r) oprulles med en overdøvende skønhed. LÆS MERE!
Signe Langtved Pallisgaard, Villabyerne
UAFRYSTELIGE UDRYDDELSER ★★★★★
Den unge (f. 1977) tyske forfatter Kevin Vennemanns debutroman, “Nær Jedenew”, er en rystende og uafrystelig roman om en flok polske bønders overfald og mord på deres jødiske naboer i en lille landsby, kaldet Jedenew … Romanen er et stilistisk mesterværk, hvor pigernes fortællinger gentages med små og evige variationer, som var romanen et stykke klavermusik spillet af Glenn Gould. Det er smukt, det er velskrevet, det er velspillet, og det er – naturligvis – helt igennem grusomt. LÆS MERE!
Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende
ÅNDELØS
Åndeløs. Kevin Vennemann imponerer med smuk og grum kortroman. NÆR JEDENEW er tyske Kevin Vennemanns (f. 1977) romandebut, og det tjener forlag og oversætter til stor ros, at vi nu har den på dansk … Den tyske reception har påpeget ligheder med Borges og Kafka, men denne anmelder kom mest til at tænke på Imre Kertész’ KADDISH FOR ET UFØDT BARN under læsningen. NÆR JEDENEW giver store løfter for Kevin Vennemanns fremtidige forfatterskab. LÆS MERE!
Martin Baake-Hansen, LitteraturNu
GULD
På trods af at det er en kort bog på ca. 140 sider er det en bog, som nok skal læses forholdsvis langsomt for at få alle detaljer med – men også gerne læses mere eller mindre i ét stræk for at få stemningen af mundtlighed og stream of consciousness med fuldt udbytte.
Det er en rigtig god bog, hvor den aktuelle virkelighed og ikke mindst den angst , der driver fortællingen, gemmes væk, så det skrækkelige træder så meget stærkere frem. Endnu engang har forlaget Batzer & Co fundet guld! Hatten af for Arild i Roskilde
Michael Krarup, Litteratursiden.dk
Tekstuddrag
Vi trækker ikke vejret. Landsbyen ligger nær Jedenew, vi hører Jedenew-bønderne synge, skråle, spille klarinet, akkordeon og hører allerede i timevis deres sange, gamle partisansange, de spiller og synger og skråler på underfuld vis melodiøst. I timevis sidder Jedenew-bønderne nu i skoven bag huset og drikker og ler og synger og spiller, og først efter flere timer, langt om længe, hører vi dem gå ud af skoven og højlydt syngende marchere over volden og ind i haven. Om natten klirrer ruderne i køkkenet, så klirrer hver eneste rude i huset. Om aftenen sidder vi bag huset i højsommeraftenens sol på den smalle træbro der fører ud på dammen bag huset, og sidder og ligger og svømmer i solen og sidder læsende sammen og drikker årets første og sidste sommerbowle, svømmer og sprøjter vand på hinanden, om natten sidder vi klemt sammen i spisekammeret i badedragt. Om aftenen sidder vi ni sammen, om natten er vi seks, hvis man tæller Zygmunt og Julia med, selv om Mariusz siger at Zygmunt og Julia er alt for små endnu til at tælle med. For at fratage Zygmunt angsten siger Mariusz: Hvis de får os, tager de kun os fire. Om aftenen lytter vi til far der læser eventyr, gamle sagn, digte op af sine bøger, om natten hører vi Jedenew-bønderne synge, spille, marchere uordnet. Om aftenen tæller vi myggestikkene på vores ben og fletter fletninger på hinanden, om natten sidder vi klemt sammen i spisekammeret. Om aftenen ligger vi på langs i græsset bag huset i solen, om natten glider vi omstændeligt, så stille som muligt, ned på knæ efter hinanden fordi der altid kun er plads til at én kan knæle ned i spisekammeret. Om aftenen tager vi Zygmunt i arme og ben, kaster ham leende, med stor kraft ud i dammen, om natten ser vi knælende, gennem sprækken mellem gulv og spisekammerdør, det hvidblå måneskær fordelt på køkkengulvet, hører Jedenew-bønderne synge og spille klarinet, akkordeon, som stod de lige ved siden af os, og ser deres skygger, nitten i alt, skåret i stykker i det knuste glas overalt på gulvet, langsomt drage forbi vinduet, vi trækker ikke vejret, vi tænker: Vi er seks, hvis man tæller Zygmunt og den lille Julia med, selv om man ikke rigtig kan tælle nogen af dem med endnu, som Mariusz siger, Zygmunt og Julia tager de bestemt ikke med, siger Mariusz for at fratage Zygmunt angsten, vi tænker: De er nitten, Sapetow er med, Kaczmarek, Varta, Sieminski, Geniek, Dzielski og Sobuta er med, selv Kradejew-dyrlægen, vi tænker: Selvfølgelig er Krystowczyk med, og vi tænker: For det første har Krystowczyk kun ét øje. For det andet er han langt over tres og langsom i bevægelserne, vi tænker: Han har ikke andre muligheder end at fange os her i spisekammeret, alle andre steder, uden for spisekammeret, udenfor, får han os ikke. Vi hører, de lader vores hus bag sig, vi hører, længere henne ad vejen synger, spiller de en ældgammel tysk vandrersang, deres sang er et kompas for os, og deres tysk lyder underligt når de synger, som om de først lige havde lært det, i dag, i går, tilfældigt opsnappet det i forbifarten et sted, selv om de har talt tysk i århundreder. Vi hører Krystowczyk højest, synge, tale, skråle, befale på tysk, meget højere end de andre, så sent som i sidste uge, midten af juni, far og Mariusz kører ud til Krystowczyks gård for at nødslagte femogtyve af Krystowczyks svin der er dødssyge af svinepest, synger Krystowczyk stille sange på russisk under slagtningen, velsagtens for at gøre sig lystig over os, Mariusz og mig, siger far om aftenen. Så om natten, allerede i dag, synger, taler, skråler, befaler Krystowczyk så godt han nu kan på tysk, vi hører ham og de andre ankomme uden for Wasznars og Antoninas gård under høje jubelråb, og hører Krystowczyk give de andre ordre til branden, på tysk, vi trækker ikke vejret. Vi sidder klemt sammen i spisekammeret, støttet på knæene, og ser på skift ud gennem sprækken under døren månen hvidblåt splintret i vinduesskårene. Vi hører dem forstumme og så nitten mand høj huje og skråle og skyde op i luften af glæde igen og igen, og i splinterne og skårene på gulvet og i den smule glas der sidder tilbage i vinduesrammen går Wasznars og Antoninas gård hvidblåt op i flammer, vi trækker ikke vejret. Mariusz tager Zygmunt på armen. Antonina tager den lille sovende Julia på armen, vi går fra spisekammeret ud i køkkenet. Mariusz må næsten med magt forhindre Antonina i at begynde at feje skår og splinter op med Julia på armen, han smider kosten, fejebladet af metal på gulvet og haler Antonina med sig. Der er meget varmt, himlen bag poplerne i haven og bag fyrretræerne i skoven og bag egetræerne og bag grantræerne og bag bøgetræerne i skoven er lys som dagen af branden, for vores ansigter og over græsset i haven ligger der tåge. Vi trækker ikke vejret, vi tilbringer ikke stort mere end et sekund eller to i det hvidblåt dampende køkken, men vi tæller til hundred, vi tæller til tusind, vi står ved køkkenbordet, vi læner os mod Katarzynas arbejdsbord, vi støtter underarmene på stolelæn, vi prikker forsigtigt med neglene på den endnu halvfulde glasskål med sommerbowle der står på køkkenbordet, om natten skvulper bowlen i skålen frem og tilbage, om aftenen, den sidste aften, drikker vi af bowlen, et glas hver, om aftenen, den sidste aften, siger Antonina på træbroen i haven bag huset med ét stille: De kommer, og da vi springer op, løber væk, falder vores bowleglas i vandet eller splintres på træbroen eller tømmes ud over fars bøger, nogle af bøgerne falder i vandet da vi løber væk, vi trækker ikke vejret. Om natten i det hvidblåt dampende køkken rører vi forsigtigt ved skålen med fingerneglene, en lyd der drukner i Wasznars højt knitrende gård. Vi står lænet op ad ovnen, Mariusz og Anna sammen ved køkkendøren, og vi tæller til hundred, og vi tæller til tusind, og vi tæller til Mariusz råber Nu og løber, så vi løber efter ham, snubler gennem haven bag huset og over volden bag huset i retning af skoven, i retning af marken, og Antonina med den lille Julia på armen forvrider anklen og falder, græder og bliver liggende i det skår vi hugger i marken i maj, og lægger hovedet i armene, som vi kunne se hvis vi vendte os om, men vi vender os ikke om, vi løber videre, vi løber ind på marken og tænker: Hun falder, hun lægger hovedet i armene, hvad vi kunne se hvis vi vendte os om, men vi vender os ikke om, vi løber videre, vi løber ind på marken, vi tænker: Hun falder, hun lægger hovedet i armene, hvad vi kunne se hvis vi vendte os om, men vi vender os ikke om, vi løber videre, vi løber ind på marken, vi tænker: Vi løber uden i det mindste at vende os om mod Antonina endnu en gang. Mariusz har en lang køkken-, brødkniv. Løbende hakker han hist og her det der står i vejen af, og på alle fire når vi frem til vores lysning, vi synger, det er maj. Vi synger og folder syngende borddugen ud på markjorden, Mariusz stikker sin køkken-, brødkniv i lommen og lægger leen sådan at Zygmunt ikke kan træde på den. Mariusz lægger sig ned og strækker sig ud, han er høj, den afmejede rundkreds er lige akkurat bred nok til den lange Mariusz, Antonina lægger sit hoved på hans bryst, Anna lægger sit hoved på Antoninas mave og hører Julia sparke. Antonina deler maden ud mens vi stille synger. Mariusz siger: Læg jer ned, jeg vil fortælle jer om at skyde musvåger, og derovre, ved det skår vi hugger i marken i maj, begynder den lille Julia at skrige da Jedenew-bønderne og Kradejew-dyrlægen nitten mand høj syngende, skrålende, spillende hiver i hende. Anna mellem os skriger op og springer op, og Mariusz lægger hånden over hendes mund og trykker af alle kræfter Anna til jorden under sig, slipper hende så, snubler og kommer op at stå og vil løbe alene gennem kornet tilbage til Antonina og Julia, så forstummer sangen, skrålet, spillet umiddelbart ud for os ved det skår vi hugger i marken for nogle uger siden bare, i maj. Julia skriger, hun er baby endnu og skriger som babyer nu skriger, uden at vide hvorfor. Hun skriger stadig på afstand da Mariusz igen sidder på hug ved siden af os, ryster på hovedet, borer hænderne ind i håret, Annas hånd ligger på hans skulder, vi trækker ikke vejret, vi ser faklernes måner svæve langs markvejen da Jedenew-bønderne går tilbage til huset og dukker os lige i tide da de lyser ud over marken med en lygte. En vind går over marken, aksene danser, og ser man bare længe nok på aksene med forgrædte øjne, står de stive som tremmer. Vi hører en slæben på afstand og Antonina med ét skrige at det gør ondt, vi hører noget falde i dammen i haven bag huset eller hører Jedenew-bønderne kaste noget i dammen bag huset, vi hører Antonina springe i vandet og komme op igen, springe i igen og skrigende kravle op igen, vi hører Jedenew-bønderne le, skråle, siddende i vores lysning hører vi Krystowczyks stemme, den højeste stemme af alle de nitten stemmer, rungende, vi hører Krystowczyks stemme le over alle de andre atten, Krystowczyk taler og råber og ler på én gang, og Mariusz hvisker: Nu står Antonina ved dammen og vender sig om mod os og ser ud over de hvidblå marker, ser så for sig den lille Julia flyde med ansigtet nedad i dammen og ser de samme aks som vi røre sig i vinden, ser så for sig den lille Julia drive langsomt over mod den anden bred. Og ser tågen for sit ansigt og over markerne, selv for Jedenew-bøndernes ansigter, dampe hvidblå, nøjagtig ligesom vi ser den, han siger: Den samme mark, de samme aks, den samme måne, den samme nat, den samme tåge, Mariusz siger: Tågen redder os i nat, han siger: Hun ser sig om efter os og venter på os, Mariusz holder os fast ved håndleddet, han siger: Men vi kan ikke komme, og vi lukker øjnene og tænker: Hun ser sig om efter os og venter på os, vi tænker: Vi kan ikke komme. Vi holder øjnene lukkede, Mariusz’ ringe skærer os i håndleddet da Antonina på afstand holder op med at skrige. Med Mariusz’ ringe i vores håndled hører vi Antonina springe, hører hvordan vandet værger sig mens vi tæller, vi tæller kun i et sekund, tæller til ti tusind og længere, hører hvordan vandet kæmper med Antonina, hører så ikke mere, og Mariusz mumler: En idé. Om natten trækker han os ved håndleddet efter sig ud til fars bil der ubevogtet står parkeret på markvejen. Om natten holder Anna Zygmunt på armen og holder med den frie arm hans småbarnsmund lukket, Mariusz vender sig om mod hende og hvisker med ildens knitren i baggrunden: Ikke for hårdt, og råber så fordi hun ikke forstår ham, med brandens knitren i baggrunden: Ikke for hårdt, og selv med brandens knitren i baggrunden hører vi Jedenew-bønderne stå bag huset, synge, skråle ved dammen mellem bowleglas, bøger, håndklæder, spille klarinet, akkordeon og hører allerede i timevis deres sange, gamle partisansange, tyske vandrersange, de synger og skråler på underfuld vis melodiøst. Om aftenen tager Mariusz imod den lille Julia fra Wasznar og vugger hende til hun falder i søvn i hans arme, han siger: Deres stemmer, gamle partisaners stemmer, er kun tilpassede, hjemlige patrioters stemmer, Mariusz siger hæst: Nu om dage er de glade hvis man lader dem være i fred, hvis de bare skal klare lidt beskidt arbejde til gengæld. Han peger på det sted på volden hvor markvejen fører op på volden og munder ud i vejen til Jedenew hvor en halv snes lastvogne fra Jedenew drejer ind på markvejen, styrer hen mod vores hus og Wasznars brændende gård. I vores køkken splintres de øvrige ruder. Så splintres hver eneste rude i huset.
Oversat af Karsten Sand Iversen
Kevin Vennemann, f. 1977, debuterede i 2002 med en samling fortællinger. Nær Jedenew er hans første roman og har vakt stor opmærksomhed. ”Vi trækker ikke vejret.” Sådan åbner romanen, der er fortalt af et par tvillingepiger og udspiller sig i løbet af fire dage, det meste af tiden i et lille legehus bygget i skjul oppe i et træ.
