Anmeldelser
LYSENDE STJERNE
Alice er på alle tænkelige måder en fremragende novellesamling. Judith Hermann har igen skrevet en bog i et nøgternt, enkelt og overbevisende sprog. Hertil kommer at beskrivelserne af Alice og hendes hverdag er så overbevisende at læseren næsten får gåsehud af at læse novellerne. Judith Hermann kan altså sit kram, hun beviser gang på gang at hun er en lysende stjerne, der er klog på mennesket og på tilværelsen så jeg kan naturligvis ikke sige andet end:
Læs denne bog, den er intens og er beviset på, at litteraturen stadig lever i bedste velgående og at forfatterens danske forlag, Batzer & Co gør et aldeles fremragende stykke arbejde i valget af forfattere de vælger at udgive. LÆS MERE!
newyorkcitygirl, Bogrummet
ET LILLE UNDER AF EN BOG ♥♥♥♥♥♥
Det er den tredje bog og tredje novellesamling af tyske Judith Hermann. Et lille under af en bog. LÆS MERE!
Thomas Thurah, Politiken
STOR LITTERÆR KUNST
Hvis man kan forestille sig en slags legering af Helle Helle og Christina Hesselholdt, så har man en idé om Judith Hermanns prosa. Sætningerne er korte og afpudsede som Helle Helles, men mættede med refleksion og dødsbevidsthed som Christina Hesselholdts. Eller som en prosa, både Hesselholdt og Hermann tydeligvis er inspirerede af: Virginia Woolfs. (-) Det er stor litterær kunst. LÆS MERE!
Lilian Munk Rösing, Information
ET SMUKT BEKENDTSKAB
Den tyske forfatter Judith Hermanns fine novellesamling Alice er fem fortællinger om afsked og død. Fintfølende, lavmælt sanselige, knugende tunge og andre gange lette som helium, når en skovtur eller en svømmetur i en italiensk sø beskrives. I løbet af de fem noveller, som hver især er opkaldt efter en døende mand, kommer vi ind under huden på kvinden Alice gennem beskrivelsen af hendes forhold til de døende og deres nærmeste, til erindringer og minder. Et meget fint portræt af det at være menneske. Alice er et smukt bekendtskab.
Henriette Rostrup, Alt for Damerne
USIGELIG SMUK
Når man læser Judith Hermanns lille bog Alice genopdager man glæden ved at læse. Man er taknemmelig for, at hver eneste side er blevet skrevet, og kan næsten ikke holde ud, at den nogensinde slutter. (-) Alice er en usigelig smuk bog, som hører hjemme i alle de feriekufferter, den kan finde vej til og dermed basta.
Signe Langtved Pallisgaard, Gentofte Bibliotekerne
STILLE JORDSKÆLV I VERDENSKLASSE
Judith Hermanns noveller er små, stillestående tableauer – og alligevel måler de mindst 6,5 på Richterskalaen. (-) Det er formidabel skrivekunst, stille jordskælv i verdensklasse.
Simon Hastrup, BogMagasinet
DØD OG AFSKED ★★★★★
Det er en både fascinerende og fremragende novellesamling, Judith Hermann har skrevet, og den er mesterligt oversat. LÆS MERE!
Jens Henneberg, Nordjyske
LITTERATURSIDEN ANBEFALER
Fem stærke og stille noveller, der stramt struktureret fortæller om tab, erindring og refleksion. En unik og usentimental læseoplevelse, hvor de små detaljer er i fokus.
Ann Luther Petersen, Litteratursiden
FYENS STIFTSTIDENDE ANBEFALER ★★★★★
Judith Hermanns enestående smukt komponerede ‘Alice’ indeholder ikke er et ord eller en sætning, der ikke er velovervejet. Alt er gennemarbejdet, sproget så intenst, så præcist og skarpt og alligevel så stille og afdæmpet. Så troværdigt.
Peter Hagmund, Fyens Stiftstidende
MESTERLIGE DØDSNOVELLER ★★★★★
Judith Hermann er både for stor en forfatter og for raffineret en stilist til at give klare svar på noget som helst. Ellers ville fortællingerne heller ikke virke så realistiske, som de gør.
Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
DEN UBEGRIBELIGE DØD ★★★★★
Gennem de fem fortællinger vendes og drejes dette til stadighed uforstående faktum, at vi er og holder op med at være, at et menneske, vi talte med i går, kan være borte i dag. Og at livet, selv om der ligger et menneske bag vinduet og dør, fortsætter ude omkring, som om intet var hændt.
Mai Misfeldt, Berlingske
VENDEPUNKT
En kreds af fortællinger om det at dø og det at være tilbage. Lavmælt, næsten begivenhedsløst, meget intenst og ekstremt fintfølt.
Klaus Rothstein, Weekendavisen
TYSK SUCCESS
Anmelderroste Judith Hermann skriver dybt fascinerende om døden og dens betydning for de levende. (-) Der er tale om fremragende fortællinger, som både fungerer hver for sig og som samlet udgivelse. Det særlige ved Hermanns novellesamling er, at hun ikke så meget skriver om selve døden, men snarere om døden som noget, de efterlevende skal forholde sig til. I stedet for at skrive om selve dødserfaringen har hun i disse noveller fokus på de voldsomme rystelser og den tomhed, som døden efterlader. (-) I sin nye novellesamling er Hermann blevet voksen: Nu konfronterer hun dette liv, vores dagligdag, med den største eksistentielle forstyrrelse, der findes: døden.
Moritz Schramm, Kristeligt Dagblad
”Judith Hermann skaber i sin novellesamling Alice fem variationer over det at dø. Fem etuder over afskeder, fem øvelser i det at lægge ting fra sig og slippe dem fri. For hvor Alice må slippe den døde, tingene og erindringerne fri, der måtte forfatteren igen og igen lægge fra sig, indtil kun vægtløse, uanstrengte hovedsætninger stod tilbage … Hendes kunst består i at få det tunge til at synes let og i at få alt hvad der er endegyldigt til at svæve … Hun gør ikke noget stort ud af sig selv eller af de begivenheder som hun nøgternt og sagligt fortæller om. Men netop den indre spænding mellem det tilsyneladende fordringsløse sprog og de diskret antydede eksistentielle rystelser som rammer Alice, giver disse historier en usammenlignelig skarp kontur og farve.” LÆS MERE!
– Neue Zürcher Zeitung
”En ny bog af Judith Hermann er i alle tilfælde en begivenhed. Hun er en af de vigtigste forfattere de senere år, hendes talent er enormt, og hendes stemme kan ikke forveksles med nogen anden”
– Die Welt
”I Alice, dette diskrete portræt af en kvinde, … lærer vi igen den gamle lykke det er at læse.” LÆS MERE!
– Die Tageszeitung
MANDELCROISSANT-ELEGI
“Med Alice har Judith Hermann skrevet en bog om at dø” Læs mere!
– Der Tagesspiegel
Deutchland Radio: Anmeldelse af Alice
LÆS MERE!
Om forfatteren

Judith Hermann
Judith Hermann blev født i 1970 i Berlin. Her oplevede hun som nittenårig murens fald, og her bor og arbejder hun den dag i dag. I sine to første bøger, novellesamlingerne Sommerhus, senere (1998) og Spøgelser, overalt (2003), portrætterede hun sin egen rastløse og rodløse generation. Ordknapt og realistisk, men samtidig også poetisk skildrede hun de nogle og tyveårige tyskeres ambivalente længsel efter forpligtende kærlighedsforhold. Begge bøger blev en stor succes i hendes hjemland og oversat til en lang række sprog, herunder dansk. Dele af Spøgelser, overalt blev filmatiseret i 2006.
Forfatterweb om Judith Hermann
Wikipedia om Judith Hermann
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Fra MALTE
Den dag Alice så Friedrich for første og eneste gang, regnede det. Let regn, men uden ophør, skrå streger på vinterhimlen. Midt i november. Fried-rich havde sagt at han under alle omstændigheder skulle til Berlin, han havde ikke valgt det her vejr, det havde Alice heller ikke, selvom hun sådan set følte sig udmærket tilpas i det. Grund nok til at være søvnig og langsom, regn nok til en paraply. Bilen stod, som den plejede, langt væk, mere end ti gader borte i udkanten af kvarteret. Alice var taget for tidligt af sted, med paraply og på højhælede sko, i en grå frakke, håndtasken over skulderen og en følelse af at være klædt på til statsbesøg. Friedrich havde et hotelværelse midt i byen, lige ned til floden, det havde været hans idé, Alice anså det for at være en idé, men måske var det bare praktisk sådan, et værelse i centrum. Med udsigt til vandet og en bro af stål hvor togene kørte fra øst til vest og tilbage igen, og på hvis støttepiller duerne holdt til. Snavset grønt vand med glitrende striber af olie. Den smukke Spree, dens rustne lastpramme, udflugtsskibe, slidte slæbebåde, alt stadig i dag som dengang, for fyrre år siden. Måske havde Friedrich netop derfor valgt at gøre det sådan.
Alice skulle hente ham på hotellet, lidt i elleve.
På værelset?
I foyeren. Ikke på værelset. Jeg kommer ned i foyeren.
Hun vidste ikke nøjagtig, hvor gammel Friedrich var. Omkring halvfjerds år, egentlig et mirakel, at han overhovedet stadig fandtes, han kunne sagtens have været væk allerede, ja det ville vel sådan set have været mere sandsynligt. Hun havde ringet til ham. Han havde taget telefonen. Faktisk var hun blevet så forskrækket over det at hun var lige ved at lægge på igen. Hans stemme havde lydt blid og dæmpet. Ikke affældig, men netop blid. Hun havde taget en dyb indånding og sagt: Goddag, mit navn er Alice. Vi kender ikke hinanden, men jeg er Maltes niece.
Friedrich havde i et kort øjeblik intet sagt. Så havde han spurgt hvor hun havde hans telefonnummer fra, hverken venligt eller uvenligt, sagligt.
Fra telefonbogen, havde Alice svaret, som sandt var.
I det øjeblik hvor han intet havde sagt, i det lillebitte tidsrum, havde Friedrich, det vidste Alice, måttet tænke næsten fyrre år tilbage. Om han ville det eller ej – tilbage. Tilbage over stok og sten til den dag hvor hans ven Malte havde taget sit eget liv. Var det vanskeligt? Alice havde med sin opringning revet Friedrich ud af hans verden, ud af det som han netop nu havde beskæftiget sig med, ud af sin nuværende verdens ligevægt. Ubetænksomt og påtrængende. Med mindet om et navn, udtalt så blidt og omsorgsfuldt, som det nu lod sig gøre.
Aha. Og hvad drejer det sig om, havde Friedrich sagt.
Trods alt havde Friedrich sagt aha, og hvad drejer det sig om, og Alice, der var taknemmelig for det næsten afslappede tonefald, havde sagt at hun faktisk ikke vidste, hvad det drejede sig om for hende, hun ville bare gerne se ham.
Jeg ville gerne møde Dem. Ganske enkelt. Jeg kan ikke give Dem nogen egentlig grund til det.
Det forstod han tilsyneladende. Eller det var tilsyneladende i orden. Han sagde, bor De da i Berlin – og mente, sådan som Malte, bor De da i Berlin sådan som Malte havde boet i Berlin, eftersom De jo, til forskel fra Malte, ikke er død – og Alice sagde, ja, hun boede i Berlin, og så i samme øjeblik en plante for sig i en lerpotte i en vindueskarm i en stuelejlighed med udsigt ud mod en baggård uden lys og med affaldsspande og tørrestativer. Et knitrende slør af insekter rundt om potten. Det var det der i samme øjeblik faldt hende ind. Hvem ved hvorfor.
Nå, jeg skal under alle omstændigheder til Berlin, sagde Friedrich. Stadigvæk, ofte. Vi kan mødes i Berlin. Giv mig Deres telefonnummer. Jeg ringer til Dem når jeg er der næste gang.
Han havde bestemt hvordan det skulle foregå. Hans stemme havde pludselig lydt kraftfuld, lysvågen. Alice havde opgivet sit telefonnummer en enkelt gang, han havde ikke bedt hende gentage det. Det kunne være blevet ved det. Men han havde faktisk ringet, to måneder senere.
Links
Forside i høj opløsning
Forfatterportræt. Maleri af Ina Christensen 2011
Forfatterside – Judith Herman.de
Oplæsning fra Alice på tysk
Information: EN BOG OM AT LEVE VIDERE
Interview: Den tyske forfatter Judith Hermann var 19 år, da Muren faldt. I sine to første bøger skildrede hun sin egen rodløse og rastløse generation. I dag er hun 41, og døden har holdt sit indtog i hendes liv. LÆS MERE!
Politiken: »Jeg overvejede, om jeg skulle lade en kvinde dø«
Interview: Judith Hermann sætter ord på, hvad det er, der sker, når nogen dør. LÆS MERE!
Spiegel Online: Interview med Judith Hermann
“Die große Party ist vorbei”. LÆS MERE!
Die Welt: Interview med Judith Hermann
“Ich bin ein sehr abergläubischer Mensch”. LÆS MERE!