Jon Fosse: Septologien VII

Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer
2021. 154 sider. 200 kr.

Det er blevet lillejuleaften. Asle har sovet på køkkenbænken med alt tøjet på, der er koldt i huset, han orker knap nok at tænde op. Han har mistet lysten til at male, og nu pakker han malergrejerne væk og sorterer sine malerier så kun et portræt af hans afdøde kone Ales bliver tilbage. Resten skal udgøre hans sidste udstillinger.

Han kører endnu en gang til Bjørgvin og afleverer en ekstra stabel malerier til Beyer på galleriet, og imens han er i byen viser det sig at der er sket dramatiske ting med to af hans bekendte.

Vi hører om Asles studietid, hvor udlejeren Herdis Åsen vil have Asle for sig selv, og hun betaler ham for at male sit portræt, ligesom hun som ung er blevet malet af en kendt maler.

Ales er utryg ved Herdis Åsen og kræver at Asle flytter ud, og kæresteparret flytter snart sammen selv om de næsten lige har mødt hinanden. Ales er glødende katolik, og Asle der ellers ikke er meget for religion drages af kirken og ritualerne, der giver ham ro.

Asle har for første gang sagt ja til at fejre jul med Åsleik og hans søster Guro. Juleaften sejler Åsleik, Asle og hunden Brage med Sjarken ind i Sygnefjorden til den ø hvor Guro bor. De har strømmen med sig, det fine tøj er pakket ned og de skiftes til at stå ved roret. Med sig har de to malerier som skal være Guros julegaver. Hjemme hos Guro dufter der af røget pindekød, og hun  virker bekendt, selv om hun og Asle aldrig har mødt hinanden.

BRAGEPRISEN
KRITIKERPRISEN

“Septologien er et mesterværk af verdenslitterær karat.” – Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

“Mesterfortælleren Jon Fosse gør det på sin egen måde. Det kan ikke gøres bedre.” – Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Livet bobler og ånder under overfladen, når norske Jon Fosse blænder op for sidste akt i Septologien , der efter denne sublime finale ikke blot føjer sig til forfatterskabets hovedværker, men vil stå som et pejlemærke i ny nordisk litteratur.” – POV International

“I januar var bind III, IV og V af Septologien de første bøger, jeg læste i 2021, og bind VI og VII bliver nu de sidste. Sammen stråler de over alle årets øvrige bøger.” – Weekendavisen

“Det sidste bind i Jon Fosses septologi er en smuk og bevægende påmindelse om, at litteratur læses forlæns, men forstås baglæns.” – Kristeligt Dagblad ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Et nyt navn” afslutter Jon Fosses unikke, tankemyldrende værk om kunstneren Asle, der langsomt trækker sig tilbage fra livet med rosenkransen som fast ledsager.” – Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Jon Fosse bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Hans seneste storværk, Septologien, er mesterligt. Én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden.” – K’s Bognoter ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Det er virkelig genialt og gribende og serien formår at komme flot i mål med sidste bind.” – Bibliotekernes lektørudtalelse

“Det er lyrisk, det er vemodigt, det er smukt, det sitrer af levet liv og forsoning også med det svære” – Litteratursiden

“Jon Fosse tager forfatterskabet til et sted hvor ingen andre norske forfattere kan følge ham.”
– VG ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Septologien oser af storhed.” – Vårt Land ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Mageløst.” – Stavanger Aftenblad ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Mægtig dødsmesse.” – Dagbladet ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️  Bergens Tidende

kr.200.00

Kategori: Tags: ,

Beskrivelse


Bøger af Jon Fosse

Anmeldelser

HUNDEN, DER SKAL FODRES, OG DØDEN DER SKAL DØS
“Det er fuldbragt – Jon Fosses syvbindsværk, som er ét langt sidste åndedrag, en magisk bevidsthedsstrøm, der åbner porten mellem nutid og fortid, virkelighed og mulighed.
(-)
… Septologien er et mesterværk af verdenslitterær karat. Septologien er én lang medrivende bevidsthedsstrøm; en mesmeriserende bøn; et insisterende sidste åndedrag; et stationsdrama med scener, der lyser i mørket; en julekalender, der samler trådene og rammer døden den dag, hvor døden blev aflyst. Det er magisk prosa, intet mindre.”
– Lilian Munk Rösing, Politiken ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

EN STILFÆRDIG OG BEVÆGENDE LOVPRISNING AF KUNSTEN, KÆRLIGHEDEN OG KRISTENTROEN
“Et nyt navn” afslutter Jon Fosses unikke, tankemyldrende værk om kunstneren Asle, der langsomt trækker sig tilbage fra livet med rosenkransen som fast ledsager. (-)
   På de sidste sider af romanen skifter stilen karakter. Asles lange, ubrudte, enstonige monolog afløses af en uregerlig tankestrøm, der hakker minderne op i små, usammenhængende bidder.
   Hans hårdt tilkæmpede forsøg på at fortrænge sine skyggesider, skammen og skylden bryder sammen. I de sidste sekunder, inden livet slukkes, insisterer sandheden på at komme frem.
   Navne, begivenheder, tanker vælter ind over ham i et stort kaos, indtil bønnens ord tager over og giver sindet fred. Og mon ikke det er den nåde, som Asle har bedt så indtrængende om, siden vi mødte ham første gang?
Med bind syv er Jon Fosse endegyldigt færdig med sin forunderlige fortælling om et medtaget menneskes langsomme tilbagetrækning fra livet.
   “Septologien” er en stilfærdig lovprisning af kunsten, kærligheden og kristentroen; en bevægende salme ved rejsens afslutning.” – Henriette Bacher Lind,  Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

VED VEJS ENDE
“I bind seks og syv er livet blevet til en slags vegetativ venten på døden, og som bindene er udkommet, er forestillingerne, om hvordan Fosse vil afslutte det hele, blevet flere. Jeg har haft mine teorier. Men ingen af dem viser sig at holde stik. Og jeg kan jeg godt – uden at røbe for meget – oplyse, at fortællingen finder en både smuk og vemodig slutning juleaften.
(-)
Hvor meget Fosse, der er i Asle, ville ikke være relevant, hvis ikke han selv trak forbindelseslinjer. Asle har som ham langt hår samlet i en pisk, går i sort tøj og store tørklæder. De er begge katolikker, kunstnere og tørlagte alkoholikere. Men værket synes at stille sig på maleriets side frem for litteraturens. Asle mener, at billeder er sandere end ord, tættere på sjælen og Gud, men man kan med rette mene, at de syv bind har været et forsøg på at modbevise netop dette.
   Ja, septologien sætter skred i tanker om tro, tab, sorg, mening og kunst, og at det nu er slut, at der ikke kommer flere bind, sådan som læserne har vænnet sig til gennem to år, føles vemodigt; som en afsked med Asle og de relativt få mennesker, der har udgjort hans liv. Og afslutningen, de sidste sider, der på sin egen stilfærdige facon lukker værket, har en sugende dybde og skønhed. Sådan som hele værket – læst forlæns, men forstået baglæns – har det.”  Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

FULDENDT SEPTOLOGI
“Jon Fosse har sin helt egen skrivestil, som man kan genkende på lang afstand.
Fortællingen har en bølgende puls, med gentagelse på gentagelse, som et stille bølgende hav der gang på gang trækker sig tilbage, men hvor der altid er en ny bølge på vej.
Der er noget meditativt ved stilen, som trækker læseren ind i et drømmende univers. Dette underbygges af de underlige forbytninger og sammensmeltninger.
Den underliggende åndelige tematik og de gentagende kendte bønner gør samtidig hele læsningen til en meditativ bøn, der efterlader læseren med en oplevelse af Guds nærvær, der ligger hinsides tanken og det skrevne ord. Dermed er septologien en læseoplevelse der går langt ud over det sædvanlige.” – Katolsk Orientering

MESTERFORTÆLLEREN JON FOSSE GØR DET PÅ SIN EGEN MÅDE. DET KAN IKKE GØRES BEDRE.
Septologien er bare ikke et værk, der byder sig til, den er et værk, man selv skal komme til, sådan er det, og sådan er stor kunst så tit, den vinder ved nærmere bekendtskab, og den er ofte netop skøn, fordi der er nogle benspænd undervejs. Det er der i Septologien, men for den, der forstår at lytte, vil den suggestive og punktumløse skrift åbenbare sig som et stykke betagende ordmusik eller måske som en tekst, der næsten er som en bøn.
(-)
Septologien handler om kunsten og kærligheden og det evige, og det er der så meget, der gør, så når værket er et hovedværk i nyere nordisk litteratur, handler det, som altid, når det handler om kunst, mindre om det, der siges noget om, end om måden, det siges på. Jon Fosse, som i årtier har været en vidtberømt dramatiker og forfatter, siger tingene på sin helt egen måde, han gør tingene på sin helt egen måde, og hvad bilder han sig ind, har nogle denne gang tænkt, men det bør man ikke tænke. Man bør give hans septologi en chance.
   Ikke for hans, ikke for Guds, men for sin helt egen skyld.” – Søren Kassebeer, Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

HELLIGÅNDENS GERNINGER
Som i bind I til V løber fortællerstemmen – Fosses form – som en brusende bevidsthedsstrøm uden et eneste punktum, og Asles minder væver sig helt naturligt ind og ud af romanens nutidsplan. På den måde finder fortidens hændelser og den konkrete nutid sted samtidig, og tid og rum får en fremmed karakter. Som romanperson forener Asle træmandens uartikulerede følelsesliv med et dybt anlæg for det spirituelle, og i hans tanker flyder Gud, kunst og hverdagsliv sammen. Han befinder sig i en norsk bygd i syv dage uden at foretage sig noget særligt, men hans fortællerstemme har adgang til overjordiske perspektiver på eksistensen.
(-)
MOD SLUTNINGEN AF septologien forløses hele værkets formmæssige spænding – alle gentagelser, bønner og genlevede minder – i en strøm af liv, død og lys. Fosses roman opnår en syntese mellem ånd og tekst, der går i ét med Asles tanker i en grad, så man køber forestillingen om, at det er Helligåndens nærvær, man oplever. Det er svært at beskrive det nærmere, for det er en type litteratur, der vanskeligt lader sig videreformidle. Den skal ganske enkelt erfares.
I et interview påstod den franske filosof Jacques Derrida engang en smule provokerende, at »litteraturen er det mest interessante i verden, måske er den endda endnu mere interessant end verden«. Det er et udsagn, der giver mening, når man læser Fosses romanværk. De syv bøger rejser sig som en usynlig bue over verden og viser den i et nyt lys.
Jon Fosse tror fuldt og fast på litteraturens religiøse potentiale. Hvis man som læser er bare det mindste i stand til at acceptere den præmis, kan hans bøger udvide opfattelsen af kunsten og de midler, vi har til rådighed til at bearbejde vores erfaringer. I januar var bind III, IV og V af septologien de første bøger, jeg læste i 2021, og bind VI og VII bliver nu de sidste. Sammen stråler de over alle årets øvrige bøger.” – Lasse Winther Jensen, Weekendavisen

JON FOSSE BLIVER TILSYNELADENDE BARE BEDRE OG BEDRE
Septologien skal ikke forklares, den skal læses, den skal mærkes, den skal tages ind til rytmen fra ind- og udåndinger, det er tæt på at være en meditativ oplevelse.
(-)
Om man vil, kan hele Septologien læses som én lang bøn. Den kan også læses som et langt dødsøjeblik. Eller som et liv. Eller – hvis man kan tillade sig at blive lidt hegeliansk – som noget, der transcenderer begge dele: en vorden, en lang skabelsesakt, tilblivelsen af et liv. Bliver vi i de højere fortolkningsmæssige luftlag kan tallet syv i Septologien, de syv bind og de syv dage i fortællingen, læses som en parallel til de syv dage i Det Gamle Testamentes skabelsesberetning, inklusive hviledagen.
Men nu skal jeg vist passe på, at jeg ikke kommer til at intellektualisere for meget – og dermed bevæge mig alt for langt væk fra det, der egentlig er det stærke i Fosses skrift i almindelighed og værket Septologien i særdeleshed, nemlig skønheden og sandheden i det enkle og konkrete.
Septologien er kort sagt Fosse, når han er bedst – fuldt på højde med mine tidligere favoritter, Morgen og aften samt Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd).” – Kasper Håkonsson, K’s Bognoter ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (af 5)

MESTERLIG DØDSFUGA
“Mere end noget andet er syvende og sidste del af Jon Fosses mægtige dødsmeditation dog en bog om livet: Det liv, vi har levet, og det liv, som lever i os, fordi billederne stadig taler. Det, vi fik gjort, og det, vi ikke fik gjort.
(–)
Jon Fosse har med sin mesterlige dødsfuga skabt et poetisk testamente, som det er muligt for alle os syndere at læne os ind i: Et stille, sitrende mørke, hvor ethvert møde virker som flammen, der tændes og afslører scenerummets virkelige dimensioner.
Septologien legemliggør henvendelsens under, så det usigeliges ekko har klang af triumf.” – Simon Lund Petersen, POV International 

 

Om forfatteren

Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. I udlandet er Fosse mest kendt som dramatiker, og han kaldes ofte vor tids Ibsen.
Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske litteraturpris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

Forfatterprofil