Anmeldelser
FULDENDT SEPTOLOGI
“Jon Fosse har sin helt egen skrivestil, som man kan genkende på lang afstand.
Fortællingen har en bølgende puls, med gentagelse på gentagelse, som et stille bølgende hav der gang på gang trækker sig tilbage, men hvor der altid er en ny bølge på vej.
Der er noget meditativt ved stilen, som trækker læseren ind i et drømmende univers. Dette underbygges af de underlige forbytninger og sammensmeltninger.
Den underliggende åndelige tematik og de gentagende kendte bønner gør samtidig hele læsningen til en meditativ bøn, der efterlader læseren med en oplevelse af Guds nærvær, der ligger hinsides tanken og det skrevne ord. Dermed er septologien en læseoplevelse der går langt ud over det sædvanlige.” – Katolsk Orientering
MESTERFORTÆLLEREN JON FOSSE GØR DET PÅ SIN EGEN MÅDE. DET KAN IKKE GØRES BEDRE.
“Septologien er bare ikke et værk, der byder sig til, den er et værk, man selv skal komme til, sådan er det, og sådan er stor kunst så tit, den vinder ved nærmere bekendtskab, og den er ofte netop skøn, fordi der er nogle benspænd undervejs. Det er der i Septologien, men for den, der forstår at lytte, vil den suggestive og punktumløse skrift åbenbare sig som et stykke betagende ordmusik eller måske som en tekst, der næsten er som en bøn.
(-)
Septologien handler om kunsten og kærligheden og det evige, og det er der så meget, der gør, så når værket er et hovedværk i nyere nordisk litteratur, handler det, som altid, når det handler om kunst, mindre om det, der siges noget om, end om måden, det siges på. Jon Fosse, som i årtier har været en vidtberømt dramatiker og forfatter, siger tingene på sin helt egen måde, han gør tingene på sin helt egen måde, og hvad bilder han sig ind, har nogle denne gang tænkt, men det bør man ikke tænke. Man bør give hans septologi en chance.
Ikke for hans, ikke for Guds, men for sin helt egen skyld.” – Søren Kassebeer, Berlingske 
HELLIGÅNDENS GERNINGER
“Som i bind I til V løber fortællerstemmen – Fosses form – som en brusende bevidsthedsstrøm uden et eneste punktum, og Asles minder væver sig helt naturligt ind og ud af romanens nutidsplan. På den måde finder fortidens hændelser og den konkrete nutid sted samtidig, og tid og rum får en fremmed karakter. Som romanperson forener Asle træmandens uartikulerede følelsesliv med et dybt anlæg for det spirituelle, og i hans tanker flyder Gud, kunst og hverdagsliv sammen. Han befinder sig i en norsk bygd i syv dage uden at foretage sig noget særligt, men hans fortællerstemme har adgang til overjordiske perspektiver på eksistensen.
(-)
MOD SLUTNINGEN AF septologien forløses hele værkets formmæssige spænding – alle gentagelser, bønner og genlevede minder – i en strøm af liv, død og lys. Fosses roman opnår en syntese mellem ånd og tekst, der går i ét med Asles tanker i en grad, så man køber forestillingen om, at det er Helligåndens nærvær, man oplever. Det er svært at beskrive det nærmere, for det er en type litteratur, der vanskeligt lader sig videreformidle. Den skal ganske enkelt erfares.
I et interview påstod den franske filosof Jacques Derrida engang en smule provokerende, at »litteraturen er det mest interessante i verden, måske er den endda endnu mere interessant end verden«. Det er et udsagn, der giver mening, når man læser Fosses romanværk. De syv bøger rejser sig som en usynlig bue over verden og viser den i et nyt lys.
Jon Fosse tror fuldt og fast på litteraturens religiøse potentiale. Hvis man som læser er bare det mindste i stand til at acceptere den præmis, kan hans bøger udvide opfattelsen af kunsten og de midler, vi har til rådighed til at bearbejde vores erfaringer. I januar var bind III, IV og V af septologien de første bøger, jeg læste i 2021, og bind VI og VII bliver nu de sidste. Sammen stråler de over alle årets øvrige bøger.” – Lasse Winther Jensen, Weekendavisen
ROMANEN SKYLLER IND OVER LÆSEREN SOM DØNNINGER
“Da Asle stadig malede, malede han lyset frem, nu har han kun ordene, og de kører så mange gange rundt om sig selv, at han til sidst må lade dem ligge og lufte hunden Brage i stedet … »Hvorfor eksisterer jeg?« spørger Asle, der ved, at han som alt andet skal forsvinde, men inden da må han da for himlens skyld opleve nåden, tænker man … Romanen er som havets dønninger: Den bliver ved med at rulle ind over én som en uro fra en tanke langt inde, der endnu ikke er tænkt til ende.”
– Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
JON FOSSE BLIVER TILSYNELADENDE BARE BEDRE OG BEDRE
“Septologien skal ikke forklares, den skal læses, den skal mærkes, den skal tages ind til rytmen fra ind- og udåndinger, det er tæt på at være en meditativ oplevelse.
(-)
Om man vil, kan hele Septologien læses som én lang bøn. Den kan også læses som et langt dødsøjeblik. Eller som et liv. Eller – hvis man kan tillade sig at blive lidt hegeliansk – som noget, der transcenderer begge dele: en vorden, en lang skabelsesakt, tilblivelsen af et liv. Bliver vi i de højere fortolkningsmæssige luftlag kan tallet syv i Septologien, de syv bind og de syv dage i fortællingen, læses som en parallel til de syv dage i Det Gamle Testamentes skabelsesberetning, inklusive hviledagen.
Men nu skal jeg vist passe på, at jeg ikke kommer til at intellektualisere for meget – og dermed bevæge mig alt for langt væk fra det, der egentlig er det stærke i Fosses skrift i almindelighed og værket Septologien i særdeleshed, nemlig skønheden og sandheden i det enkle og konkrete.
Septologien er kort sagt Fosse, når han er bedst – fuldt på højde med mine tidligere favoritter, Morgen og aften samt Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd).” – Kasper Håkonsson, K’s Bognoter (af 5)
Om forfatteren
Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. I udlandet er Fosse mest kendt som dramatiker, og han kaldes ofte vor tids Ibsen.
Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske litteraturpris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.
Forfatterprofil
