Anmeldelser

FORTÆLLINGEN OM ASLE SKRIVER SIG ENDELIG OP I MESTERKLASSEN ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Beskrivelsen af mødet i ungdommen giver Fosses store projekt om identitet, tid, tro, alkohol, kunst og meningsløshed et nyt og meget tiltrængt nærvær. Og det er ikke kun den anden Asle, der træder tydeligt frem af minderne i femte bind, men også Asles afdøde elskede, Ales, som hidtil har været et sakrosankt minde. Men nu bliver hun lyslevende, og er en ung kvinde med egen lyst og vilje. (-)
I afstanden mellem de første møder med Ales og den anden Asle og så nutiden findes en kamp med misbrug og meget andet, som vi må forvente bliver udfoldet i de sidste to bind. Og det hele virker for første gang – i hvert fald på mig – rigtig interessant og vedkommende, også selvom stilen i bind fem er fuldkommen den samme som i de forrige – én lang ubrudt sætning – men den er altså ladet med en ny intensitet, og der er desuden kommet en ny, meget velkommen fremdrift i fortællingen.
Eller sagt med færre ord: Med bind fem løfter Fosses værk sig omsider. Det er, som om historien løsner sig fra sin egen kværnende og omstændelige stil og begynder at leve og ånde med alle sine fordoblinger, spejlinger og abstraktioner – midt i en jævn og jordbunden virkelighed.” – Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad

JEG ER EN ANDEN KRYBER IND UNDER HUDEN PÅ EN ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Vi er nået til bind fem i “Septologien”. Stemningen forekommer mere modløs og knuget, mere udsigtsløst formørket, end den er i bind fire. Den aldrende kunstmaler Asle har ramt det punkt i sin erindring, hvor angsten kommer ind i hans liv. (–)
Asles liv er stadig fuld af gåder. Vi ved endnu ikke, hvad han angrer så dybt, at hver eneste bog ender med ordene »Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig«. Hvad er det, han har gjort eller undladt at gøre? Sjælens sitrende søgen efter forløsning og tilgivelse forplanter sig umærkeligt, når Asle skiftevis tror og tvivler. Det samme gør hans insisteren på, at Gud er i mørket, dér, hvor han føler sig allermest alene.
De to sidste bind vil vise, om den spiral af varieret gentagelse, som Asles tankesæt følger, bevæger sig opad mod lys og håb eller nedad mod mørke og udslettelse.
Lige nu er det umuligt at forudse. Det kan gå begge veje.
Men ét er sikkert: Efter fem bind er Asle og hans monotone stemme krøbet ind under huden på denne læser.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

KÆRLIGHEDEN TALER
“Der sker ting og sager i femte del af Jon Fosses Jeg er en anden – Septologien V: Brættet er sat, og brikkerne glider rundt og forvandler sig for øjnene af os. Men midt i strømmen af erindringsbilleder og flydende identitet er der noget, som taler uden ord ud af mørket på et sprog uden tvivl, og måske er navnet bare et skalkeskjul, når sandheden bliver for kompleks – og mysteriet lyser?

Det slog mig, da jeg begyndte på femte bog i Jon Fosses Septologien, at en ny nødvendighed synes at have indfundet sig. Noget som tyder på, at tiden begynder at løbe ud. Sproget er stadig det samme, som vi kender det fra de foregående bind: messende, enkelt og fuld af skiftende gentagelser stavrer tankestrømmen derudaf uden punktum, når den gamle maler, Asle, atter står i sit hus i Dylgja og ser på billedet af de to streger.

Men tempoet er – i denne henseende – skudt betragteligt i vejret, der er noget (eller nogen), vi skal nå.” – Simon Lund Petersen, POV. International