Anmeldelser

GUDS NÆRVÆR
“De første fem af de syv bind rummer et væld af livfulde personer og sanselige hverdagsskildringer, men det hele er underordnet stilen og strukturen. Den manglende brug af punktum bevirker, at Fosse kan skabe et dragende fortællerum, hvor alting finder sted på samme tid, og noget af det mest fascinerende ved bøgerne er, hvor naturlig og florlet den intrikate stil føles som læseoplevelse. Asles erindringer synes at udspille sig på samme plan som nutidsskildringerne, ligesom Asle synes at være den samme person som sin ven, der også hedder Asle og også er maler, som han finder døddrukken i sneen i seriens første bind. På samme vis insisterer Asles fortællerstemme på, at han taler med og lægger armen om sin afdøde kone Ales, og de ting, han forestiller sig om mennesker, han observerer, fremstår med samme karakter af virkelighed som det, han selv oplever. (-)
Fosse synes selv at skrive af samme årsag, og den største cadeau, der kan gives til hans værk, er, at det føles sandt, når Asle siger, »og jeg tænker at Bibelen skal tolkes, læses billedligt, ja netop billedligt, ja som et billede, som et maleri, med sin egen sandhed, for Bibelen er litteratur, og når det kommer til stykket er litteratur og billedkunst det samme, tænker jeg«. Ved afslutningen af de tre midterste bind vibrerer Septologien stoisk og medrivende som en decideret sublim syntese af form og indhold.
Bind seks og syv udkommer senere i år og vil vise det endelige omfang af de litterære og spirituelle højder, Jon Fosse ender med at skalere, og vi vil få at se, hvordan han vælger at afslutte sit værk.
Med en bøn eller med et punktum.” – Lasse Winther Jensen, Weekendavisen

TANKESTRØMMEN HAR ÅNDEDRÆTTETS RYTME, DEN ER EN SKRIFTENS ILTMASKINE
”Vi er nået til tredje bind, tredje dag, i Jon Fosses septologi om den aldrende kunstner og hans tidligere jeger. Det handler om at male indre plagsomme billeder ud af hovedet og om at ånde ud og ind.
Bogen slutter med et åndedræt: »Mens jeg ånder dybt ind Herre og mens jeg ånder langsomt ud Jesus og mens jeg ånder dybt ind Kristus og mens jeg ånder langsomt ud Forbarm dig og mens jeg ånder dybt ind Over mig«. Vores jegfortæller, den aldrende kunstmaler Asle, har sat sig til at sove i sin parkerede bil, han har rosenkransen mellem fingrene og beder sine katolske bønner. Det er nok ikke tilfældigt, at vi ender på en indånding; fortælleren udånder ikke, han lever stadig, der er ikke noget punktum.
Det afsluttende åndedræt giver mig den tanke, at jegfortællerens tankestrøm hele vejen igennem har åndedrættets rytme, og at den hele vejen igennem er til for at holde ham i live, en slags iltmaskine. (-)
Og det blev morgen, og det blev aften den tredje dag. Nej, ikke helt aften, det er stadig dag, da jeg-Asle ånder ind, og bogen slutter, så vi i spænding kan vente på den næste udånding, det næste ‘ og’, det næste bind i denne medrivende tanke-og erindringsstrøm fra en kunstner, der krydser sine spor.” – Lilian Munk Rösing, Politiken

JON FOSSES LIVTAG MED GUD, FLASKEN, KÆRLIGHEDEN, KUNSTEN OG ENSOMHEDEN
”Har han humor, Jon Fosse? Jo, da. Men den er underspillet, næsten usynlig, og hans stil er, som man også kan se, monomant insisterende – eller hypnotiserende, om man vil, for den, der fanges af den. Ét langt dødsøjeblik har han selv kaldt sit store romanprojekt. Et hovedtema i denne, den aktuelle del af »Septologien«, er den ensomme voksnes tilbageblik på ungdommens håb om forandring. Et andet, og beslægtet, er dette overhovedet at klare sig gennem tilværelsen, med eller uden alkohol. Et tredje det forhold mellem tro og ikke-tro, der også er en del af ædru Asles evige samtale med sig selv. (-) Der er lang vej endnu, men den er værd at følge. I al sin smukt kværnende egensindighed.” – Søren Kassebeer, Berlingske