Anmeldelser

KUNSTNEREN SOM FORELSKET UNG MAND OG GAMMEL SKÆLVENDE DRANKER ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Om Jon Fosses nye roman har jeg egentlig ikke lyst til at skrive andet end: Læs den! Fra første sætning bliver du suget ind i en skriftstrøm, som river dig med, og når du når sidste side, ønsker du bare at starte forfra igen. Og det kan du roligt gøre, for romanen begynder med et »Og«, som om det ikke er en begyndelse, men en fortsættelse, ligesom slutningen ikke helt er en slutning, for der er ikke noget punktum, hverken her eller nogen andre steder i romanen; der er bare sætning efter sætning, kædet sammen med komma og »og«, én lang tankestrøm, kun afbrudt af replikker og det tilbagevendende »tænker jeg«, der ikke så meget er en orientering som et mantra, et omkvæd, et rytmisk indslag. (-)
Bogen er en strøm, bogen er bølgeslag, men den er også en bøn. Vor jegfortæller har en rosenkrans, og teksten er isprængt stumper af latinske bønner, til vi til sidst får Ave Maria i sin fulde længde og slutter med »hora amortis nostræ«, vores dødstime, og måske slutter vi virkelig med en dødstime, men som sagt er der heldigvis ikke noget punktum, og begyndelsen er en fortsættelse, og alle romanens scener står i deres lysende mørke som noget, der ikke kan slukkes for.” – Lilian Munk Rösing, Politiken

JON FOSSE RAMMER LIGE DÉR HVOR MANGE HAR ONDT I NUTIDEN ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Den aktuelle roman, »Det andet navn«, smukt oversat af Arild Batzer og Jannie Jensen, er lige netop så karakteristisk for forfatteren, at selv den mest inkarnerede Fosse-fan kun kan nikke bifaldende: (–) På mange planer får »Det andet navn« karakter af en pilgrimsfærd til et stykke udkanternes Norge, hvor en verden af i går lige netop overlever. Nærmest ude af trit med en moderne storbytilværelse gør Jon Fosse, der er vokset op i et religiøst miljø ved den norske vestkyst, og som er konverteret til katolicismen, sig sine overvejelser i teksten om troen, livet og døden og sammenfaldet mellem kunst og religion. Lyder det ikke umiddelbart af bestseller, så er det måske alligevel lige netop i kraft af sine modbilleder til en tidsånd, hvor både langsomheden og troen er under pres, at Jon Fosses bøger appellerer så stærkt. Med deres strømmende, suggestive poesi og intense stemninger rammer de måske præcist der, hvor mange har ondt i nutiden.” – Jørgen Johansen, Berlingske LÆS MERE!

TANKER UDEN PUNKTUM
I den lille, fortættede trilogi Andvarke, Olavs drømme og Kveldsvævd, der i 2015 fortjent fik Nordisk Råds Litteraturpris, er Jon Fosses unikke omgang med sproget legendarisk. I septologiens større format er det sværere at fastholde fortryllelsen ved brug af ord og sætninger, der med små afvigelser gentages, vendes og vrides, igen og igen. Og alligevel drives man for hvert gensyn længere ind i fortællerens univers, hvor harmløse hverdagshandlinger og ordknappe samtaler gradvis får farve og betydning, både på grund af det, der siges, og det, der ties om. Gennem tankestrømme bygges historien op med åben adgang mellem nutid og fortid, nuance for nuance, lavmælt, men insisterende. Det er overlegen skrivekunst. (–)

Det kræver stilhed omkring læsestolen at få det fulde udbytte af Det andet navn, der er skrevet som én lang sætning over 259 sider uden ét eneste punktum. Det er en af den slags bøger, som får forfatterens fanskare til at tage en dyb indånding af begejstring, sådan som det i 100 år har været tilfældet med James Joyce, hans bevidsthedsstrøm og Ulysses. Andre vil elske at hade den. Der er også en tredje position, min. Den drister sig til at kalde Det andet navn en lidt gammeldags, men forførende første mundsmag af et værk, som har seks bind mere til at føre læseren gennem en labyrint af kunstneriske, religiøse og filosofiske grublerier forklædt som hverdagsliv. Hvis det løbende lykkes at få dem gjort almenmenneskelige, kan septologien blive et tidløst udråbstegn midt i Norges frodige, aktuelle litteratur.” – Birte Weiss, Weekendavisen

SVØMNING I LUN BOGHVEDE ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Siden trilogien “Andvake”, “Olavs drømme” og “Kveldsvæv”, som den norske forfatter Jon Fosse (født 1959) fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 2015, har man ventet spændt på nyt fra en gudbenådet skribent, der har ryddet næsten alle hylder for litterære priser.
At læse Fosse er som at svømme i lun boghvedegrød eller lade sig synke ned i veltempereret kviksand -hvis De forstår, hvad jeg mener.
Der bliver sat et komma hist og her, men punktum og andre stopsignaler er overflødige i en tekst, der glider som en stor, doven bølge og river dig fuldstændig med som læser.
Det er fortællerens bevidsthedsstrøm og hans lavmælte højttænken, der er grundtonen i den messende og meditative roman, hvor banaliteter befinder sig på et højt niveau, og hvor en besindig humor dirrer i hver anden linje. (–)
Persongalleriet er i den grad til at overse, i tid kommer man næsten ikke ud af stedet, og det tager vel ca. 100 sider at komme fra Bjørgvin til Dylgja.
For der er jo så mange funderinger om livet og døden, om alkoholisme og katolicisme, man kan gøre sig undervejs.
Men man overgiver sig, og er læseren først kommet indenfor i Fosses univers, da klapper fælden, og man anmoder begærligt om at få mere serveret.” – Hans Nielsen, Nordjyske

FORFØRENDE OG FORTRØSTNINGSFULD
“Du turde ikke gynge? siger han Kun en lille smule, siger hun Det unge par står tæt sammen i mørket, og det er som om, der kommer et lys fra, der hvor de står, så tæt sammen, som om de var èt, og mørket falder og jo mørkere det bliver, jo mere lyser det fra dem, og jeg tænker at jeg skal male dem frem og væk, som de står der, urørlige”
Et svimlende suk, der vil pege på noget, som du godt ved i forvejen, men som du har glemt. Forførende og fortrøstningsfuld.
Køb bogen.
Den passer til dig.” – Pia Stærmose, Helsingør Dagblad

DET ER SMÅ DRAMAER DER SKRIVES FREM I DENNE BESÆTTENDE FORTÆLLING
”Besættende fortælling om maleren Asle, der ser begivenheder fra fortiden som billeder, der skal males. I en strøm af tanker bakser han med meningen med det hele, fordi hans kone ikke er der mere. (-)
Det andet navn’ er en særegen og dybt original fortælling om maleren Asle, der ser tilbage på sit liv. Han bor alene i Dylgja, og de nærmeste venner er naboen Åsleik og galleriejeren Beyer, der bor i Bjørgvin. Her bor også den yngre Asle, der ligger og skælver og overvejer at gå ud i havet.
Både første og andet bind er skrevet som en lang strøm af tanker om Asles nuværende liv og det liv, der var. De er skrevet uden punktummer, men med fine dialoger og tanker i gentagende temaer om at male, om Gud, eksistens, venskab, alkoholisme og om tiden, der bare går.
(-) Det er de små dramaer, der skrives frem i denne besættende og enkle nordiske fortælling, der bliver som en lang bøn om kunst, tro, livet og tidens gang. Oplevelsen af før og nu er transparent og ses i billeder i lys og skygge. Langsomt får man mere at vide om Asles liv og virke. Der skulle komme i alt syv bind, så der er virkelig noget at glæde sig til.” – Anne Skov Madsen, Litteratursiden