Bare han kunne slippe for at ligge i sengen sammen med gamle Oline, hver aften siger Oline at nu skal du komme, min fine gode hund, siger hun, og selv om hunden Websterr slet ikke har lyst til at krybe op i sengen til gamle Oline, som ligger der med sin store skvulpende mave, så bliver han nok nødt til det.
– Kom nu Websterrhund, siger gamle Oline, blid i mælet.
Og hunden Websterr hopper op, han kan ikke andet, selv om han er blevet så gammel, og lægger sig så lang han er ved siden af gamle Oline, med hagen strakt ud på hendes lagen. Og gamle Oline slår armene ud og trækker hunden Websterr ind til sig og hun siger du min elskede hund, du min eneste hund, min kære kære hund Websterr, siger gamle Oline og hunden Websterr bliver så flov at han ikke tør åbne øjnene i lang tid, tænker hunden Websterr, for tænk en gang at han, den ensomme hund Websterr, skal ligge sådan i armene på gamle Oline, presset ind mod hendes store skvulpende mave. Bare han var stukket af fra gamle Oline, så var han nok med det samme blevet til den ensomme hund Websterr, som han altid har ønsket sig at være, tænker hunden Websterr, og nu må han snart se at komme væk, tænker han, for venter han meget længere, bliver han så gammel at det er for sent, og så får han nok heller aldrig set havet som han har så meget lyst til, tænker hunden Websterr, og så ser hunden Websterr sig selv gå i skov og mark, med snuden nede i mosset, med snuden i vejret. Og hvad er det så han får færten af, mens han ser sig selv gå rundt i skoven? Er det en lille hundemor med det hvideste krøllede hår? Er det en lille hundemor i allerstørste nød som han, den ensomme hund Websterr, nu skal hjælpe? Og er der ikke nogen der kalder på ham, langt derinde i skoven, kalder den lille smukke med alt det hvide krøllede hår ikke på ham? tænker hunden Websterr og han ser sig selv løbe ind i skoven for at komme den lille hundemor til undsætning, og i det samme presser gamle Oline ham hårdt ind til sig og siger du min egen mand, du min eneste ven, du min dejlige dejlige Websterrhund, siger gamle Oline og hunden Websterr tænker at han heller ikke skal finde sig i hvad som helst. Der må da være grænser, tænker hunden Websterr, og han åbner øjnene og ser lige frem for sig og ud i gamle Olines mørke sovekammer. Og hunden Websterr sukker dybt og længe.
– Sikke du sukker, siger gamle Oline. – Åh stakkels dig, siger gamle Oline og trykker ham ind til sig med sine lange arme, og hunden Websterr tænker at han må passe på ikke at sukke mere, ikke så højt i hvert fald. Og hunden Websterr mærker at gamle Oline bøjer sig ind over ham.
– Åh nej, så triste dine øjne er, siger gamle Oline. – Dine dejlige dejlige øjne. Du min bedste ven. Min allerbedste ven. Lad mig klappe dig lidt, siger gamle Oline.
Og hunden Websterr kniber øjnene sammen igen, for nu skal gamle Oline også helt op i ansigtet på ham. Men han må vel finde sig i det? hvad skal han ellers gøre? han er jo en hund! tænker hunden Websterr, og så tænker han at han ikke er nogen helt almindelig hund, selv om det måske kan virke sådan, for han er jo den ensomme hund Websterr og det er slet ikke nogen almindelig hund. Og hun siger så mange dumme ting, hende gamle Oline, men hun har vist også sagt at han er en ualmindelig hund, der er ingen ligesom ham, en mageløs hund, har gamle Oline sagt at han er, og det har hun jo ret i, om ikke andet, tænker hunden Websterr.
– Min bedste ven, siger gamle Oline og trykker ham ind til sig så det næsten gør ondt.
Nej, nu må hun da snart holde op, tænker hunden Websterr, men om lidt falder gamle Oline nok i søvn og så kan han da i hvert fald komme ud af sengen, og det er da også noget, tænker hunden Websterr og sukker dybt igen.
– Som du da sukker min bedste ven, siger gamle Oline. Men suk du bare, siger hun.
Og nu må han ikke sukke mere, tænker hunden Websterr, for gør han det, falder gamle Oline aldrig i søvn, og nu må hun da snart falde i søvn, så han endelig kan komme ud af sengen og det i en vis fart, tænker hunden Websterr og er lige ved at sukke igen, men han tager sig i det og bider tænderne sammen og trækker vejret almindeligt. Lig helt stille nu, ikke sukke, ikke røre sig, siger hunden Websterr til sig selv. Og hunden Websterr ligger helt stille. Og han mærker at gamle Olines åndedræt bliver roligere. Og nu falder hun nok snart i søvn gamle Oline, så han kan komme ud af sengen, tænker hunden Websterr og ligger så stille han overhovedet kan. Og så hører han at gamle Oline trækker vejret som hun plejer når hun sover og så, tænker hunden Websterr, er der jo ikke så længe til at han forsigtigt kan smyge sig ned på gulvet og luske ind i stuen og igen kan være den ensomme hund Websterr som han altid har været, tænker hunden Websterr. Og så må han se at komme den lille hundemor med det hvide krøllede hår til undsætning, han må løbe gennem den store skov, på sine lange lette ben må han løbe, snusende sig frem, meter for meter, ind mod byen hvor den lille smukke hundemor sidder og venter på at han skal komme og redde hende fra de væmmelige hunde der gør hende så bange at hun ikke tør røre sig ud af stedet. Og nu sover gamle Oline roligt. Men gamle Oline holder jo armene om ham, så han må prøve at mase sig forsigtigt nedad og ud af hendes favn. Men forsigtigt, forsigtigt, så gamle Oline ikke vågner. Og hunden Websterr maser sig nedad. Og han hører gamle Oline sige så så i søvne. Og så ligger hunden Websterr helt stille. For bare nu ikke hende gamle Oline vågner og begynder at klamre sig til ham igen. Men gamle Oline vågner ikke. Og så maser hunden Websterr sig længere nedad under dynen.
– Kom nu herop til mig, siger gamle Oline så.
Men hunden Websterr ved at gamle Oline taler i søvne, det har hun det med, hende gamle Oline. Og nu har hunden Websterr maset sig helt ned i fodenden af sengen, så nu er faren næsten drevet over, tænker hunden Websterr, og idet han kryber varsomt ned på gulvet, hører han gamle Oline i søvne sige du min smukke smukke hund. Hunden Webster står helt stille til han hører at gamle Oline sover roligt igen. Og så går hunden Websterr på lette poter hen mod døren ud til gangen mens han tænker for sig selv at det her går ikke længere, han er jo bare den ensomme hund Websterr, men gamle Oline vil altid klamre sig sådan til ham, hvis bare han kunne være i fred for gamle Oline, ville han ikke klage, i hvert fald ikke hvis han kunne slippe for at ligge sammen med hende i hendes seng, for det at han skal ligge sammen med hende i sengen, er jo så flovt at det næsten ikke er til at holde ud at tænke på, tænker hunden Websterr og går så, på tåspidserne, langsomt og forsigtigt, hen over gulvet i gamle Olines sovekammer. Først ud i gangen, så måske ind i stuen, eller hvad med en tur ud i køkkenet? tænker hunden Websterr, måske står der tilmed en steg fremme ude i køkkenet? ligesom dengang? du store kineser! tænker hunden Websterr og går ind i stuen. Hunden Websterr lægger sig fladt på maven på gulvet, strækker sig og kigger op mod loftet. I morgen må der ske noget, tænker hunden Websterr. Han kan ikke blive her hos gamle Oline længere. Årene går, han er ikke ung længere, nej, han er faktisk ved at blive gammel, og dag ud og dag ind trisser han rundt i huset sammen med gamle Oline. Nej, der må ske noget. I hvert fald vil han gerne se havet. Der må ske noget allerede i morgen. Ellers bliver han for gammel. Men hvad? Hm, tænker hunden Websterr. Hvad nu hvis han så sit snit til at stikke af, for eksempel kunne han luske uset efter gamle Oline når hun går ud for at hente sin avis om formiddagen, og så smutte ud af hoveddøren når gamle Oline åbner den? Og så må han løbe alt hvad han kan væk fra Olines hus. Det kan han da finde ud af. Inden han bliver for gammel, og det varer ikke så længe, tænker hunden Websterr, må han se at komme væk, han skal i hvert fald se havet, tænker hunden Websterr mens han ser sig selv løbe gennem skoven for at komme den lille bange hundemor til undsætning, hende med det hvide krøllede hår. Og så falder han i søvn.