Beskrivelse
Morgen og aften handler om livets morgen og aften, om fødsel og død, om den første og den sidste dag i Johannes’ liv. Vi befinder os et sted på Vestlandet i Norge, i verdens udkant, hvor folk lever af at fiske og livet drejer sig om de ting som spiller en afgørende rolle i dagligdagen: Mad, vand, bolig, arbejde, redskaber. Konen, barnet, venskabet. Og sproget udgøres af en slags ordenes elementarforråd.
Den korte første del handler om fødsel. Fiskeren Olai farer forvirret omkring mens gamle jordemor Anna bistår hans kone Marta med at føde sønnen Johannes. I anden del er et menneskeliv passeret. Johannes er blevet gammel, hans kone er død, og han selv befinder sig i livets aftentime. Vi følger ham gennem en dags trivielle rutiner, tilsyneladende er alt ved det gamle, men langsomt går det op for Johannes hvor fremmed alt er. Han er nærmest lige så frisk som da han var ung, men alt er som forandret. Johannes møder personer der længe har været døde, han taler med dem og foretager sig ting sammen med dem, men pludselig er de væk igen. Og da han på et tidspunkt møder sin datter Signe går hun direkte igennem ham og hører ham ikke da han taler til hende. Gradvis går det op for en at Johannes i virkeligheden er død, og at hans gamle ven Peter, som færger ham over på hans sidste rejse, til stedet hinsides, er stand-in for Skt. Peter. Og da Johannes spørger hvor de skal hen, svarer Peter:
– Det er ikke noget sted, og derfor har det heller ikke noget navn. – Er det farligt? siger Johannes. – Farligt er et ord, der er ingen ord dér hvor vi skal hen, siger Peter. – Er det ondt? siger Johannes. – Der er ingen kroppe dér hvor vi skal hen, så ondt findes ikke, siger Peter. – Men sjælen, gør det ondt i sjælen der? siger Johannes. – Der er ikke noget dig og mig dér hvor vi skal hen nu, siger Peter. – Er det godt at være der? siger Johannes. – Det er hverken godt eller ondt, men stort og roligt og lidt sitrende, og lyst, hvis jeg nu skal sige det med ord som ikke siger så meget, siger Peter
Morgen og aften er således både en roman om det enkle livs grundvilkår og livets store spørgsmål. Bogens musikalitet og varme humor og dens langsomhed, som får en til at tænke på Tarjei Vesaas, gør den til en vidunderlig læseoplevelse. Ikke mindst overgangen mellem liv og død og den sidste rejse er smukt skildret. Og på den sidste side i romanen, hvor Johannes tager skridtet over i dødsriget og ser sin egen begravelse fra oven, ophører sproget:
– Nu skal ordene forsvinde, siger Johannes, og Signe ser præsten kaste jord på Johannes’ kiste og hun tænker at du var lidt af en type du kære Johannes far, sær og egen var du, men også god, og svært havde du det, det ved jeg, brækkede dig hver morgen du stod op, men god det var du, tænker Signe og hun ser op og hun ser hvide skyer på himlen og hun ser havet så roligt i dag lyse blåt og Signe tænker at du Johannes far, du Johannes far
Bøger af Jon Fosse
Anmeldelser
Man imponeres og bevæges over, at Jon Fosse har kunnet rense det store eksistentielle stof ned i en konkret hverdagsramme, indledt med fødselsøjeblikket, hvor ordene bliver til, og afsluttet med dødsrejsen, hvor sprogets forsvinden betegner det egentlige slutpunkt. Derimellem ligger et menneskeliv, så meget og så lidt.
Sådan er romanen også. Den er sin tone, sin langsomhed, sine endeløse, dagligdags optegnelser. De bliver i sine gentagelser til en slags musik, overlejret af en metafysisk dimension. Artistisk gennemført i al sin dagligdags beskedenhed. Men den skal man ikke tage fejl af. Fosse vil skildre det uudsigelige, det vi ikke har ord for. Ingen i Danmark skriver i denne spænding mellem det højstemte og det dagligdags (-) og som med et godt stykke musik, lytter man opslugt efter, mens det varer.
May Schack, Politiken
Noget af det smukkeste, der er skrevet om et menneskes ankomst til og farvel med verden.
Karin Johansen, Kristeligt Dagblad
I Jon Fosses sprog er rytmer og intervaller så mesterligt gennemarbejdede at man må tænke på bestemte stykker af Bach.
Mathilde La Bardonnie, Mathilde La Bardonnie
Der findes skønlitteratur som er dygtig, ambitiøs, underholdende – derudover findes den litteratur hvor man mærker nødvendigheden. Til den hører Fosses store roman Melancholia. Også Morgen og aften vil jeg regne med til det eksklusive selskab.
Eva Adolfsson, Dagens Nyheter
Den gamle fisker Johannes ligger i sin seng og dør. Eller er han allerede død, i den samme seng hvor han blev født for mange, mange år siden. Fødsel og død – livets yderpunkter. To dage i et menneskes liv som måske ikke kan gribes af sproget, men hvor sproget lige fuldt og paradoksalt nok udgør den eneste mulige kommunikerbare passage. I den forstand er Morgen og aften ikke kun en roman om indgangen og udgangen til livet, men også om indgangen og udgangen til sproget. For i romanens første del, hvor Johannes bliver født, ‘fødes’ også sproget i form af barnets vokaler: a, e, o og å. De er sprogets rudimentære dele. Og på sidste side af romanen, hvor Johannes tager det endelige skridt over i dødsriget mens han ser sin egen begravelse fra oven, ophører sproget: Nu skal ordene forsvinde.
Runge Teigen, Klassekampen
Fosse er et forfatterunikum med en sjælden stemme. Kombinationen af plottets ekstreme enkelhed og formens kompleksitet er hans varemærke.
Anne Lise Jomisko, Aftenposten
Om forfatteren
Jon Fosse
Jon Fosse, f. 1959, har siden debuten i 1983 udgivet henved 50 bøger, romaner, digte, børne- og billedbøger og skrevet omkring 40 dramaer. Han er oversat til 40 sprog, modtog i 2007 Svenska Akademiens nordiske litteraturpris, også kaldet den lille nobelpris, og i 2010 Ibsen-prisen. I 2015 fik Fosse Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.
Forfatterweb om Jon Fosse
Wikipedia om Jon Fosse
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Uddrag fra bogens sidste del
Ja han er død, ja, siger lægen
Han er sovet stille og fredeligt ind, siger han
Det må være sket i nat eller måske tidligt i dag, siger han
Tidligt i dag ja, siger Signe
Men han har ikke forsøgt at stå op? siger hun
Det ser ikke sådan ud, siger lægen
Han er nok bare sovet ind, siger han
Ja så har jeg vel ikke så meget mere at gøre her, siger han
Det er selvfølgelig sørgeligt, men han fik jo lov at leve et langt liv, siger han
Ja, siger Signe
Ja jeg kan ikke gøre mere, siger lægen
Ja tak skal du have, siger Signe
og hun ser Leif komme ud i køkkenet og han ser på lægen
Jeg kan følge dig ud, siger Leif
og han går hen mod køkkendøren og han åbner den og lægen går ud og Leif går ud efter lægen og Signe lægger smøgen fra sig i askebægeret og hun går ind i stuen og ind i kammeret og dér ser hun Johannes far ligge og rolig ser han ud, næsten som om han sov, tænker Signe og hun tager ham i hånden, næsten som da jeg var en lille pige, tænker Signe og hun mærker det presse på bag øjnene og øjnene fyldes og Signe mærker Johannes fars lange ru og tynde fingre og hun ser at de er blevet helt blå ude ved neglene og det er søndag eftermiddag og Johannes far går med hende i hånden, de går dér hen ad vejen og Johannes tænker at nu må Peter vel snart komme, han skulle jo klippe Peter i aften, det aftalte de jo, tænker Johannes, men han kan da ikke blive siddende her på Peters havebænk, selv om det er en lys og dejlig sommeraften og lige for et øjeblik siden så han jo svigersønnen Leif køre forbi, hvad han nu end skulle, tænker Johannes, men blive sidden-de her kan han ikke, det er sikkert, tænker Johannes og han rejser sig og dernede på vejen kommer Leif jo kørende tilbage og ved siden af ham på forsædet sidder Signe, hans yngste datter, nej at hun ikke kunne genkende ham, at hun ikke ville svare da han snakkede til hende, det var fælt, tænker Johannes, og hvis der er en kurre på tråden mellem dem må han vel bare gå op til hende og spørge hvad det kan være, det må de jo have klaring på, tænker Johannes, og han ville have gjort det med det samme, havde det ikke været for den aftale han har med Peter, tænker Johannes og han tænker at her kan han ikke blive, måske skulle han banke på hos Peter igen, måske lå han og hvilede til middag da Johannes banke-de på for lidt siden, det kan godt være, tænker Johannes og han rejser sig og går op til yderdøren i Peters hus og han banker på, én gang, to gange, flere gange, men der er ingenting at høre og så hører Johannes skridt bag sig og han vender sig om og dér står Peter jo
Endelig er du der Peter, siger Johannes
og Peter retter sig op
Nu må du komme Johannes, siger han
Skal vi ikke gå indenfor og klippe dig? siger Johannes
Nej nej, siger Peter
Det troede jeg ellers vi havde aftalt, siger Johannes
Nej klippe mig kan du ikke mere, siger Peter
og så fører Peter den ene hånd op og stryger den lige gennem håret som om der ikke var noget hår
Du forstår? siger Peter
Det ved jeg ikke, siger Johannes
Du er også død nu, Johannes, siger Peter
og Johannes ser på Peter og det er jo fælt det han siger nu, at han skulle være død
Er jeg død? siger Johannes
Du er også død nu Johannes, ja, siger Peter
Og siden jeg har været din bedste ven, blev det til at jeg skulle hjælpe dig over, siger han
Hjælpe mig over? siger Johannes
og Peter nikker
Nu ligger du død hjemme i dit hus du Johannes, siger Peter
Så det gør jeg, siger Johannes
Ja, siger Peter
Kom nu Johannes, siger han
og Johannes går hen til Peter og så begynder Johannes og Peter at gå hen ad vejen
Skal vi vesterud i Vågen, siger Johannes
Ja, siger Peter
Hvad skal vi dér? siger Johannes
Vi skal rejse bort nu, du og jeg, siger Peter
Ja, siger Johannes
Vi går om bord i min gavlbåd, og så rejser vi til et andet sted, siger Peter
Ja det bestemmer du, siger Johannes
Det gør jeg vel ja, siger Peter
og Johannes tænker at hvad er nu det her, nej det her forstår han sig ikke på, for har han ikke været sammen med Peter i dag og trukket krabbetejner, og har de ikke også været ovre i byen og lagt til kaj dér for at prøve at få solgt krabberne, men krabber fik de ikke solgt, de kom kun af med en plasticpose fuld af krabber som Peter gav gamle frøken Pettersen, eller som Peter efterlod til hende på kajen og lidt efter kom hun jo og hentede plasticposen, lige efter at de havde bestemt sig for at vende hjem kom gamle frøken Pettersen jo, alt det er jo sket, og så skulle han være død
Nu er du også død Johannes, siger Peter
I dag tidligt døde du, siger han
Og siden jeg har været din bedste ven, så blev jeg sendt af sted for at hente dig, siger han
Men hvorfor har vi fisket krabber? siger Johannes
Du må vænne dig af med livet, noget måtte vi jo lave, siger Peter
Så det er sådan, siger Johannes
Sådan er det, siger Peter
og de drejer til højre og begynder at gå ned ad den tilgroede vej mod Vågen
Men jeg kan jo se dig, siger Johannes
Jeg fik lidt krop tilbage, så jeg kunne hente dig, siger Peter
Men nu går vi to om bord i gavlbåden og så rejser vi, siger han
Hvor rejser vi hen? siger Johannes
Nej nu spørger du som du stadig var i live, siger Peter
Ikke til et sted? siger Johannes
Nej dér hvor vi skal hen nu, det er ikke noget sted, og derfor har det heller ikke noget navn, siger Peter
Er det farligt? siger Johannes
Farligt nej, siger Peter
Farligt er et ord, der er ingen ord dér hvor vi skal hen, siger Peter
Er det ondt? siger Johannes
Der er ingen kroppe dér hvor vi skal hen, så ondt findes ikke, siger Peter
Men sjælen, gør det ondt i sjælen dér? siger Johannes
Der er ikke noget dig og mig dér hvor vi skal hen nu, siger Peter
Er det godt at være der? siger Johannes
Det er hverken godt eller ondt, men stort og roligt og lidt sitrende, og lyst, hvis jeg nu skal sige det med ord som ikke siger så meget, siger Peter
og Johannes ser på Peter og han ser at Peter smiler bag det grå hår som nu er blevet endnu længere, langt ned over skuldrene når Peters hår nu og det er blevet tykt nu og sundt og det er som gult lys stråler om hans hoved
Ja du Peter, du Peter, siger Johannes
og Peter og Johannes går ved siden af hinanden ned mod Vågen og så pludselig, uden at være gået om bord i Peters gavlbåd, er de bare om bord i hans gavlbåd og så, lige så pludseligt, er de på vej ud af Vågen
Nu skal du ikke se dig tilbage Johannes, siger Peter
Nu skal du bare se op mod himlen og lytte til bølgerne, siger han
Du hører ikke motorens dunken længere, gør du vel? siger han
Nej, siger Johannes
Og du fryser ikke længere, siger han
Nej, siger Johannes
Og bange er du heller ikke, siger Peter
Nej, siger Johannes
Men Erna, er hun der? siger Johannes
Alt hvad du holder af er der, alt hvad du ikke kan lide er der ikke, siger Peter
Så min søster Magda er der også? siger Johannes
Ja da, siger Peter
Skønt hun døde før hun blev voksen, siger Johannes
Ja, sådan er det, siger Peter
Ja da, siger Peter
og Johannes ser op og han ser at Peters gavlbåd har sat kursen ud mod det åbne hav i vest
Kan vi sætte direkte til havs, det blæser jo og stormer siger Johannes
Det kan vi, siger Peter
og Johannes ser at de nu nærmer sig Storeskær og Lilleskær og aldrig før har Johannes vel vovet sig vesterud på havet i sådan et vejr, for det blæ-ser og bølgerne er høje og Peters gavlbåd krænger op og ned i bølgerne og så er det ikke læn-gere Peters gavlbåd de sidder i, men en båd er det, og på havet er de, og himmel og hav er som et og det samme og sø og skyer og vind er som et og det samme og så er alt som vand og lys i et og det samme og dér er Erna jo og hendes øjne lyser og lyset fra øjnene er også som alt det andet og så kan Peter ikke ses længere
Ja nu er vi på vej, siger Peter
og både Peter og han selv er sig selv og samtidig ikke, alt er et og samtidig forskelligt, det er et og alligevel netop det det er, alt er adskilt og uden skel og alt er roligt og Johannes vender sig om og langt dernede, langt langt under sig ser han Signe stå, kære Signe, dernede, langt dernede står hans kære yngste datter Signe og Johannes fyldes af en kærlighed så stor til Signe som hun står dér med sin yngste datter lille Magda i hånden og rundt om Signe står alle hans andre børn og alle børnebørnene og naboer og kære kendinger og præsten står der og så tager præsten lidt jord op og Johannes ser Signes øjne og i dem er også det lys han så i Ernas øjne og han ser alt mørket og alt det fæle som er dernede og han
Der er fælt dernede, siger Johannes
Nu skal ordene forsvinde, siger Peter
og Peter er så bestemt i stemmen
og Signe ser præsten kaste jord på Johannes’ kiste og hun tænker at du var nu noget for dig selv du kære Johannes far, sær og egen det var du, men også god, og svært havde du det, jeg ved det, brækkede dig hver morgen når du stod op, men god det var du, tænker Signe og hun ser op og hun ser hvide skyer på himlen og hun ser havet så roligt i dag lyse blåt og Signe tænker at du Johannes far, du Johannes far
Oversat af Arild Batzer & Karsten Sand Iversen
