Beskrivelse
Bådehuset handler om det trekantsdrama der udspillede sig sidste sommer da Knut og konen kom hjem på ferie. Fortælleren og Knut voksede op sammen, mødtes i Bådehuset, deres hemmelige mødested, og startede et rockband, men nu har de ikke set hinanden i ti år. Knut flyttede fra bygden, blev musiklærer, fik kone og børn. Fortælleren derimod er ikke rigtig blevet til noget. Han bor stadig hjemme hos sin mor selv om han er over tredive, og ud over at tage nogle småjobs spiller han en gang imellem op til dans med Torkjells duo. Men siden sidste sommer er der kommet en uro over ham som han nu prøver at skrive sig ud af.
TEKSTUDDRAG
”Jeg går ikke ud længere, der er kommet en uro over mig, og jeg går ikke ud. Det var i sommer uroen kom over mig. Jeg mødte Knut igen, jeg havde ikke set ham i nok ti år. Knut og jeg, altid var vi sammen. Der er kommet en uro over mig. (-) Det er derfor jeg har besluttet mig for at skrive, jeg vil skrive en roman. Jeg må gøre noget. Denne uro er ikke til at holde ud. Måske hjælper det hvis jeg skriver. Det var i sommer uroen kom over mig. Jeg mødte Knut igen. Han havde giftet sig, fået to døtre. (-) Jeg mødte Knuts kone. Det var samme dag jeg havde mødt Knut igen. Jeg havde ikke set Knut i nok ti år, nu havde han giftet sig, fået to børn. Knut danser med en fra klassen. Det var den dag uroen kom over mig, senere er den bare blevet større og større. Knuts kone. Jeg sidder her og skriver, er nødt til at holde uroen borte. En gul regnjakke. (-) Hendes øjne. Jeg er over tredive år, og det er ikke blevet til noget med mig. Jeg bor her, sammen med min mor.”
Omslagsbillede: Udsnit af maleriet ”Utsikt mot Pyntesundet og Sølyst” (1870’erne) af Lars Hertervig (1830-1902), som Fosses roman Melancholia handler om. Hertervig var i perioder så fattig at han ikke havde råd til at købe lærred til at male på, men brugte papir han faldt over. Dermed er det ikke sagt at valget af papir var tilfældigt, og trykket på papiret inddrog han som en del af maleriet. ”Utsikt mot Pyntesundet og Sølyst” er malet på tobakspapir fra O. P. Moe & Søns Tobaksfabrik, Christianssand.
Bøger af Jon Fosse
Anmeldelser
EN ROMAN SOM FORTJENER OPMÆRKSOMHED
Den norske forfatter Jon Fosse er for længst brudt igennem til et internationalt publikum. Både som dramatiker og romanforfatter vækker han opsigt. I Danmark udsender det lille forlag Batzer & Co nu oversættelsen af hans roman “Bådehuset” fra 1989. En roman, som fortjener opmærksomhed. Jon Fosse har en usædvanlig måde at skrive fortællinger på. Han går kun langsomt frem. Forsigtigt, prøvende nærmer han sig emnet og holder bevidst læseren hen i uvished om, hvad der er på færde. (-) Læseren kan faktisk ikke vide, hvad der egentlig sker og er sket, for læseren har kun fortællerens ord at støtte sig til. Der er ingen udenforstående instans at spørge. På samme måde som i Martin A. Hansens “Løgneren” er man ikke helt tryg ved denne jeg-fortæller, der sidder og skriver for at holde uroen borte. Om fortælleren ved læseren, at han er meget belæst. Det vil sige, han kender til den forførelseskunst, det er at skrive en roman. Betyder det, at han fortæller historien, sådan som han oplever den, eller sådan som han ønsker, andre skal opleve den? Hvad er det i det hele taget for en tekst, vi læser? Er det en historie om fortællerens liv, eller er det fortællerens egen historie?
“Bådehuset” er en roman, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Det er romanens styrke. Den ansporer læserens nysgerrighed efter at kende sandheden og umuliggør samtidig et endegyldigt svar. Jon Fosse lader tilværelsens gådefulde sammenhænge forblive gådefulde i denne drilagtige roman.
Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad
UD AF MELANKOLIENS UVEJSOMHED
I det lille kystsamfund på vestlandet kommer barndomsvennen Knut på sommerferie med kone og børn, et første, forlegent gensyn efter ti år. Som drenge havde de et rockband. Knut er blevet musiklærer, skriveren er gået aldeles i stå som spillemand, med sin guitar som baggrund for skolelærerens harmonika, men med kun få akkorder i sit liv. Et gammelt nag fra skoletiden blusser op ved erindringen om, at Kurt vandt en pige fra ham, en lillebitte affære, som nu vokser sig stor, genant, men uudtalt. Den modsvares af, at konen nu sætter sine brune øjne i jeg’et. Ulidelige spændinger opstår hos alle parter, den frigjorte kvinde og de to hæmmede, ordfattige mænd. En fisketur på fjorden, et forsamlingshusbal, en halvkvalt intim vandring i aftenmørket og en ubærlig slutning. Med få streger er miljøet præcist opmålt i sin kvælende trivialitet. Det udtrykkes i indre monolog, i dækket direkte tale og korte replikker af den skrivende, hvis projekt bliver en egenartet musik som det litterære eksperiment det er. Livet som skrift og skriften som liv – ind i en blindgyde. Den norske spillemand bliver en livsfarlig modernist.
Torben Brostrøm, Information
TILBAGE TIL FOSSELAND
… romanen fra 1989 rammer lige dér i centralnervesystemet, hvor den norske mester ud i puritanisme og repetitioner har sat sig som en art velklingende tinnitus siden det første danske Fosse-boom på 1990’ernes teaterscene. Og pludselig hører man atter det hele, skærende klart og uafviseligt som en postmoderne, nordisk komposition – fjorden, der giver og tager, bruser og tier og lever sit dobbeltbundne symbolske liv med hilsener til salig Ibsen.
Lise Garsdal, Politiken
URO I KROPPEN
Hvis man tidligere har læst romaner af Jon Fosse – der er almindelig anerkendt som Norges største dramatiker siden Henrik Ibsen – ved man udmærket, at han skriver om store emner uden at hæve stemmen. Jon Fosse har en nærmest henkastet, hviskende og diskret forfatterstil, og allerede i denne tidlige roman, som er blevet en norsk nyklassiker, havde han udviklet det lavmælte til perfektion. Naturligvis er sprogets repetition en pointe i sig selv, fordi det afspejler fortællerstemmens mentale stilstand og hverdagens begivenhedsløse gentagelser. Han skriver selvterapeutisk for at komme af med sin uro. Om det lykkes for ham eller ej, vil jeg ikke røbe, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at han i hvert fald har held til at give uroen videre. Den forplanter sig simpelthen til læseren. Hvis man vil lære uroen at kende, kræver det dog – paradoksalt nok – stor læsekoncentration. Men den rytmiske, insisterende, repeterende, irriterende og enerverende tone bider sig fast, og på den måde når den malende og mystiske ordstrøm i Jon Fosses minimalroman sit mål. At skabe uro i kroppen.
Klaus Rothstein, Weekendavisen
Tekstuddrag
Det var i sommer jeg mødte Knut, og da var det uroen kom over mig. Min mor. Knuts kone. En gul regnjakke. Cowboyjakken. Hendes øjne. Jeg havde ikke set Knut i nok ti år. Aftenen efter at jeg mødte Knut igen spillede vi til bygdefest. Torkjells duo. Knut dansede med en gammel klassekammerat. For jeg ved ikke hvilken gang spillede jeg til dans i ungdomshuset. Der er kommet en uro over mig. Jeg er holdt op med at spille, siger til Torkjell at jeg ikke vil spille mere. Jeg går ikke ud længere. I sommer mødte jeg Knut igen. Der er kommet en uro over mig. Knut og jeg. Det var også dér vi øvede, i ungdomshuset. Torkjell og jeg øver aldrig mere, jeg nægter, siger at jeg ikke vil øve, jeg er heller ikke taget med på flere spillejob. Jeg går ikke ud længere. Jeg sidder her og skriver, det er det eneste. Men også tidligere øvede vi sjældent, og skulle vi øve så øvede vi hjemme hos Torkjell. Nu går jeg ikke ud mere. I sommer spillede vi til bygdefest, og siden det har jeg ikke villet spille mere sammen med Torkjell. Jeg går ikke ud mere. Min mor går over gulvet nede i stuen. Jeg hører lyden af fjernsynet herop. Der er kommet en uro over mig, det værker i den venstre arm, i fingrene. Min mor er ikke så gammel. Det var to dage efter at jeg havde mødt Knut igen at vi spillede til bygdefesten. Der var, som der plejer at være, ikke ret mange da vi begyndte at spille, et og andet par. Torkjell står forrest, én meter bag scenekanten, bag ham står der en lille forstærker, og jeg står til venstre for Torkjell, en hel del længere bagude, og bag mig står der en lille forstærker. Jeg står ret op og ned. Jeg slår og slår over strengene, vals, rheinlænder. Slår og slår over strengene, greb efter greb. Jeg ser ud over salen, den er næsten tom, ingen danser, jeg ser på Torkjell. Han står som han plejer at stå, den venstre fod langt fremme, hovedet lidt på skrå, og overkroppen der svajer frem og tilbage i takt med den melodi han spiller. Af og til kaster han med hovedet. Af og til smiler han. Jeg står lige op og ned. Vi spiller os gennem det første sæt. Der er stadig væk ikke mange i salen da vi tager den første pause. Jeg sætter mig i kulisserne på scenen, der er stablet stole op der, er mange stabler, jeg sidder højt oppe, på en af stablerne, en mængde tomme flasker står på gulvet. Jeg hører folk snakke nede i salen. Jeg sidder der bare. Så kommer Torkjell hoppende over scenekanten, og han siger at vi må se at komme i arbejde. Er snart godt med folk nu, siger han. Vi gør os klar. Lægger ud med en vals. Med ét er der fuldt på gulvet. Nogle synger med hist og her. Jeg ser på Torkjell, han er virkelig livet op. Han har det godt nu. Smiler næsten hele tiden. Kaster med hovedet. Håret falder ned i panden, bliver kastet op igen, om og om igen. Folk danser. Vi spiller. Der bliver mere og mere fyldt op. I pauserne mellem to melodier stiger snakken højt i salen. Folk danser. Af og til klapper nogen når vi er færdige med en melodi. Jeg står ret op og ned, slår over strengene. Jeg kender de fleste af dem der danser. Ægtepar, de fleste. Nogle ungkarle. Nogle pebermøer. Næsten ingen unge. Jeg slår og slår over strengene. Dér ser jeg Knut, han og konen står nede ved døren. Jeg nikker til dem. Vi spiller. Jeg ser Knut svinge sig over gulvet, han danser med en af konerne, en han gik i klasse med. Hans kone står nede ved døren. Knut danser med en pige han har gået i skole med i ni år, i samme klasse. Jeg ser hendes mand gå hen til Knuts kone, bukker, byder hende op til dans, men hun ryster på hovedet, hun smiler, hun siger noget til manden, og han vender sig om, vender sig snert, ryggen til hende, og han løfter på foden, foden ud i vinkel, og så klasker han til foden med flad hånd, og igen står han vendt mod hende, han smiler, hun siger noget, og han siger noget. Vi spiller. Melodi efter melodi, jeg slår og slår over strengene. Knut danser. Og hans kone står nede ved døren, taler med en mand, jeg kender ham ikke, har aldrig talt med ham, manden er en hel del ældre end konen, hende der danser med Knut, og så ser jeg Knuts kone og fyren går over til den lange væg, på min side, de går fremad, næsten helt frem til scenen, og de sætter sig, der er bænke langs væggene, træbænke, og der er ledig plads langt fremme på bænken, den bænk der står på min side, og dér sætter de sig. De snakker. Knuts kone ser på mig, smiler til mig. Jeg smiler tilbage. Manden snakker. Lidt efter rejser han sig, går lidt ned langs bænken, byder en op der sidder der. Han begynder at danse. Knuts kone sidder på bænken, helt fremme. Hun sidder alene. Hun ser på mig. Sort hår, og hendes øjne. Tykt og kort hår. Øjnene. Cowboyjakken. Knut danser, og så kan jeg ikke se ham længere. Hans kone sidder på bænken. Der er kommet en del unge nu. En flok drenge er gået frem mod scenen, over i det venstre hjørne, jeg kan ikke se dem, men de står i hjørnet ved siden af scenen, på venstre side, foran det sted hvor Knuts kone sidder. Et par af dem er allerede godt fulde. Torkjell afslutter en melodi, trækker en lang tone ud, nikker til mig, så trækker han den fremstrakte fod til sig, den står stift og skråt mens han spiller, så vrider han den ene rem på harmonikaen af sig, presser harmonikaen sammen, sætter klemmerne fast, sætter den fra sig, tæt ved scenekanten. Jeg tager guitaren af. Slukker for forstærkeren. Stiller guitaren skråt langs forstærkeren. Jeg går ned i salen, ser at der har samlet sig en halv snes unge drenge i hjørnet, rundt om den kakkelovn der står der, nu er det sommer, man behøver ikke fyre i ovnen. De står i en gruppe. De står og drikker. Et par gamle mænd går også derhen. Knuts kone sidder på bænken ved siden af dem. Der er pause nu, og mange er på vej ud. Vil have frisk luft, tage sig en dram. Jeg gider ikke gå ud, går op mod scenen igen, går op ad scenetrappen. Jeg ser mig ikke omkring. Så bliver der råbt, og Knuts kone er på vej hen mod mig. Jeg ser flokken henne i hjørnet vende sig om efter hende. Jeg standser op, hun spørger om jeg ikke vil snakke lidt, og jeg går ned i salen igen, hun går hen til bænken langs væggen igen, sætter sig. Jeg går hen til hende. Jeg kan mærke et par unge drenge vende sig om, de griner til mig. Jeg sætter mig. Hun lægger sin hånd på min overarm, vender sig mod mig. Der er flere der vender sig om mod os, i flokken henne ved kakkelovnen. De er godt fulde, kan jeg se. Knuts kone holder sin hånd på min overarm. Jeg spørger hende om hun kan lide det her, og hun siger at det er interessant, hun har aldrig været til bygdefest, ikke sådan en fest som den her, har været til almindeligt bygdebal, mange gange, men det er noget andet, noget som det her har hun aldrig været med til, er egentlig lidt af en oplevelse. Hun taler hurtigt. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg kunne ikke have forestillet mig at det var sådan, siger hun, men hun har ikke set Knut igen, siger hun, og her er der ingen hun kender, må vel snart komme nu Knut, siger hun, om jeg måske har set ham. Og jeg siger at jeg ikke har set ham et stykke tid, jeg så ham danse, siden har jeg ikke set ham, og hun siger at hun ikke dur til at danse gammeldans, har aldrig lært det, og så må hun vel bare sidde her til han dukker op, siger hun. Han kommer vel snart, har sikkert bare mødt gamle kendinge, siger jeg. Men det er så kedeligt at sidde her alene, siger hun. Hun holder sin hånd let på min overarm. Han kommer nok, siger jeg. En af de unge drenge i flokken bryder ud, raver lidt mere end han behøver, vender sig om, går over gulvet, vender sig om igen, ser på væggen ved siden af det sted hvor vi sidder, ser ned på os. Han fæster blikket på mig. Han misser med øjnene ad mig.
Har du fundet dig en dame nu, siger han.
Jeg ser på ham.
Var fandeme også på tide.
Nej, siger jeg, trækker på det.
Jeg kan jo se du har fundet dig en dame, siger han.
Ikke min dame, siger jeg.
I sidder jo og lirer, siger han, og han raver over til flokken igen, står der, lidt uden for flokken nu, trækker i en af dem der står der, i jakkeærmet, får ham med sig ud på gulvet.
Se, siger han, ser over på os, og fyren ser lydigt over på os med et bekymret udtryk i ansigtet.
Se hvem der sidder dér, siger han. Kan du ikke se, hva! Han har fundet sig en dame nu!
Den anden fyr kigger hurtigt over på mig.
Hun ser også godt ud hende der, siger han. Fandens til dame. Var sgu på tide du fandt dig en dame, kan fandeme ikke bolle med den guitar, mand, hva.
Jeg kaster med hovedet.
Skide godt skår, sgu, siger han. Det skulle fandeme være …
Han puffer til kammeraten, og de begynder at le. De tumler sammen hen over dansegulvet, mod udgangen. Jeg kan mærke at hendes hånd kniber hårdt om min overarm. Den ene unge mand, ham der kom først, jeg ved hvem han er, men jeg har aldrig talt med ham, hans kammerat har jeg også set, men jeg ved heller ikke hvem han er, de er begge tit med til ballerne, og de kommer begge tilbage, kammeraten går hen til flokken igen der står rundt om kakkelovnen, han stiller sig op på gulvet, lige foran os, og jeg kan mærke hendes hånd knibe hårdere om min overarm, og hun hvisker i mit øre at vi går et andet sted hen, det her bliver for barnligt, siger hun, og jeg nikker.
Hold da kæft som de rålirer, siger fyren.
Jeg rejser mig.
Skal du kneppe hende nu? siger han, og han laver en cirkel med venstre hånds tommel og pegefinger, stikker højre hånds pegefinger igennem, holder hænderne foran sig.
Nu skal han fandeme kneppe hende, siger han.
Vi begynder at gå over gulvet.
Jeg ville ønske det var mig der skulle kneppe hende, siger fyren.
Jeg ser mig over skulderen, og han har vendt sig om efter os.
Spillerik har sgu fundet sig en dame, siger han, og han brøler næsten nu. Stakkels skide dame, siger han.
Der lyder latter fra hjørnet, jeg ser derover, og hele flokken står og ser hen på fyren. De ser efter os. Griner. Vi går op på scenen.
Han skal pule hende omme bag scenen, skråler fyren.
Oversat af Karsten Sand Iversen
