Hvad ægteskabet med Signe angår, er der dette at sige: Vi holder hinanden ud i gode og dårlige tider. Det siger jeg, selvom vores vielse var kommunal og grå. Der er flest gode dage i den grå lykkes tegn. Om det kødelige tør jeg ikke sige så meget. Om det store mysterium, dette mysterium tremendum et fascinosum tier jeg klogelig stille. Jeg er nok for genert. Men det er ikke bare af generthed jeg tier. Jeg må indrømme en vis uformåenhed hvad det der angår, en ordenes uformåenhed. “Om det inderste møde, om min sjæls møde med din, må jeg være tavs,” læste jeg i et digt en dag. Det er lige mig, tænkte jeg med det samme. Signe er ikke den der mangler ord. Hun er ikke så genert som mig. Hun siger s….k, for eksempel, uden så meget som at rødme. Hun lader uden videre det ord falde som kaster lys over mysteriet. En gang da vi sammen var på vej til lykkens tinde, det var lige før, sukkede hun og sagde: “……”. Nej for resten, de ord will ich schamhaft verschweigen. De ord vil vi holde for os selv. Jeg må nok også indrømme en vis uformåenhed når det gælder selve sagen, det specialisterne kalder akten. Aldrig havde Signe oplevet magen til novice hvad det der angår. Det sagde hun. De ord tør jeg godt citere. En aften i sengen, en af vores første aftener, jeg var i færd med at håndtere hende, da det lød: “Magen til klodsmajor.” Den aften var det hende der håndterede mig. Der gik ikke mange dage før hun gav mig en pænt indpakket gave. Det var Karl Evangs Po­pulært Tidsskrift for Seksuell Oplysning, samtlige årgange, smukt læderindbundet. Karl Evang kunne mere end at spille tennis. Han var ikke plaget af generthed. Han kastede sit projektørlys over mysteriet. Som Signe sagde til mig da jeg åbnede gaven:
– Med den bog i baghånden, Hilmar, kan selv du blive en førsteelsker.
Denne Evang, denne apostel for seksuel oplysning, var han den der skulle fratage mysteriet dets salt? Om der kom en Don Juan ud af mig? Det gjorde der ikke. Og om jeg blev klogere på mysteriet? På ét punkt kom også den oplyste Evang til kort. Om det inderste møde havde heller ikke han noget at sige. Det takker jeg ham for. Jeg takker ham også for at jeg blev noget bedre til at håndtere min elskede i sengen.
– Nå, hvad synes du, Signe? Sagde jeg efter en heftig brydekamp.
Hun svarede ikke. Men ikke længe efter overhørte jeg en telefonsamtale. Signe talte med en veninde.
– Han er så dreven som jeg ved ikke hvad.
Det sagde hun. Og jeg indrømmer at jeg brystede mig som jeg stod der bag hende i døråbningen og overhørte samtalen.
– Han er blevet en mester på det område!
Nej, nu praler du af mig, Signe, tænkte jeg.
– Ja, han svinger den som en tennisketsjer.
Der må være en grænse for indiskretionen! Jeg skulle til at rømme mig for at gøre opmærksom på mit nærvær.
– Ja, når Hilmar svinger havesaksen, så falder bladene!
Jeg listede ind i stuen og satte mig. Jeg lod som om jeg ingenting havde hørt. For i øvrigt har jeg aldrig rørt en ketsjer.
Det med havesaksen kræver en forklaring. Men før jeg kommer til den, er der noget andet der bør komme for en dag. Det handler stadig om det kødelige. Signe var ingen novice. Hun havde en stormfuld forelskelse bag sig. Det var længe siden. Før krigen. Hun talte aldrig om det. Hun nævnte det engang, en passant. Det var tidligt i vores ægteskab. Ja, det var endda under vores hvedebrødsdage, som vi i øvrigt tilbragte på et pensionat i Uddevalla. Min uformåenhed angående det kødelige blev bragt på banen.
– Men du, Signe, er ikke just nogen novice, sagde jeg.
– Nej, men vi var jo også ringforlovede, ved du nok, parerede hun.
Og mere blev der ikke sagt om den sag. Jeg indrømmer at jeg følte et stik af jalousi.
Der skulle gå et år, godt og vel, før hun atter tog tråden op. Det var en søndag formiddag og sensommer. Og her må jeg anticipere det med havesaksen. Skønt det ikke er den der er hovedperson i det drama som skulle til at finde sted, tro mig. Vi befandt os altså i vores lille have. Det var søndag formiddag. Transistorradioen, en Kurér, stod på campingbordet, og evangeliet blev forkyndt. Jeg havde netop klippet hækken. Det gør jeg gerne søndag formiddag under Højmessen fra kl. 10.55 til kl. 12.20. For rigtig at vække naboernes og de forbipasserendes forargelse, vælger jeg netop søndagen til den slags sysler. Jeg svinger havesaksen – ikke akkurat på samme måde som Evang svingede ketsjeren – men ligesom Tjostolf, Hallgerd Høskullsdatters plejefar, svingede øksen. Åh, anstødelighed! “Tjostolf gik med øksen løftet og opførte sig som en trold, men alle lod som om de ikke så det.” Jeg har i øvrigt altid været af den opfattelse at Tjostolf må bøde med livet alt for tidligt, allerede i andet kapitel. Under alle omstændigheder var der heller ingen som lagde mærke til Hilmar Iversen når han svingede sin havesaks søndag formiddag og opførte sig som en trold, midt i kirketiden, til godtfolks forargelse. Jeg indså jo det urimelige i mine anstrengelser. Havde det ikke været for de blade og grene som faldt, så var min gerning gået upåagtet hen. Men man dør da ikke. Har man overlevet både andet kapitel og femte akt og slaget ved Jarama i februar 1937, så er man simpelthen udødelig. Nok om det. Efter endt dyst satte jeg mig til rette i liggestolen for at nyde en kop kaffe og et stykke Wales-kringle. I radioen ebbede gudstjenesten ud med et orgelbrus. Søndagskoncerten kunne overtage. Signe sad i en liggestol på den anden side af bordet. Hun sad med lukkede øjne mod solen. Hun var langt væk. Sagen var den at jeg havde mistet gnisten. Jeg kunne nøjes med så lidt. Intet smager bedre end Wales-kringle en søndag formiddag i august når der stadig er sommer i luften. Jeg tog en bid, lagde resten af stykket tilbage på asietten, rakte ud efter kaffekoppen. Jeg skulle lige til at sige: Hvis ikke det her er lykken, hvad er så lykken? Men Signe kom mig i forkøbet. Hendes ord faldt langsomt og velovervejet, fra et sted langt borte, fra en anden verden, fra en anden tid:
– Han tog til Spanien.
Jeg ved ikke hvorfor jeg umiddelbart forstod hvem Signe talte om. Jeg forstod at det var hendes forlovede hun talte om. Signe mestrede kunsten at vække liv i Hilmar Iversen. Jeg nærmest for sammen. Kaffen sprøjtede ud over mine bukser.
– Hvad er det du siger?
– Han var en charlatan. Min bror kunne ikke fordrage ham. Han var født ind i en Farbenindustriegeschäft, med hovedsæde i Berlin. Han var en ørn med ketsjeren. Danse kunne han også. Men nej, han spillede ikke med Evang. Heller ikke med Oskar. De var ikke fine nok til ham. Han rejste for resten til Olympiaden i 1936. Men nej, nej. Ikke til Barcelona. Til Berlin! Nej, nej, han skulle ikke deltage. Tennis var ikke engang på programmet. Desuden skulle han pleje sine forretningsforbindelser. Geschäften forsvandt i øvrigt i 1945. Tænk engang. Han sendte et kort fra Berlin. “Det her er fremtiden,” skrev han. Han kom ikke hjem fra Berlin. Senere fik jeg et kort fra Lissabon. “Har ladet mig hverve. Har aldrig haft det så sjovt,” skrev han. Siden hørte vi ikke mere fra ham. Ingen ved hvad der blev af ham. Det eneste jeg ved med sikkerhed: Han var ikke republikkens mand. Men han var en eventyrer. Og jeg var purung.
Mens Signe talte, havde jeg rejst mig fra liggestolen. Og ikke nok med det: Jeg var begyndt at spadsere frem og tilbage på den korte havegang. Fra havelågen til trappestenen. Fra trappestenen til havelågen. Frem og tilbage. Signe vidste hvad der var ved at ske med mig. Hun skånede mig ikke. Sagen er den at jeg under psykiske belastninger føler det som om nogen river og flår i mig. Jeg må væk før det er for sent. Jeg må ud af kniben. Derfor rejste jeg mig op. Derfor gik jeg frem og tilbage på den korte havegang. Derfor slog jeg ud med armene. Derfor slog jeg kuskeslag. Derfor lavede jeg knæbøjninger. Det var ikke første gang jeg udførte disse øvelser. Hvis jeg ikke vakte opsigt med min havesaks, så vakte jeg opsigt med mine mensendieckøvelser. Denne gang gik det så vidt at en nabo trak gardinet til side, en forbipasserende kiggede over hækken. Det var et drabeligt anfald. Og Signe vidste hvad der skulle gøres i situationer som denne. Hun løb ind i køkkenet og hældte portvin (vi har altid nogle flasker portvin stående) i et stort mælkeglas og kom ud med det og fik det hældt i mig, med et sugerør om nødvendigt. Portvin var en modgift der sagde spar to. Og spasmerne fortog sig. Hvis Signe var den der ved djævelskab! (undskyld mig) forstod at vække liv i Hilmar Iversen, så var hun også den der forstod at tage brodden af anfaldene. Hun havde med sin sædvanlige intuition fundet frem til den rette medicin. For mig betød portvin og chaiselong stoisk ro. Både portvin og chaiselong har jeg arvet efter min grandtante, digteren Nicolette. Da bomberne regnede ned over Oslo, var hun ikke den der strøg i kælderen. Hun blev siddende på sin chaiselong på femte sal på Ullevaalsveien med et glas portvin. Hun ville dø i sin rede. Jeg tror Epikur ville have billiget hendes courage civil. Vi var under alle omstændigheder blevet enige om, Signe og jeg, at sige, hvis nogen skulle være interesseret, jo, der var engang en forbipasserende som ilede mig til undsætning, at jeg var i gang med min daglige morgengymnastik og efter en tørn på græsplænen var der ikke noget der smagte så godt som et glas æblemost. Hjemmelavet, kunne Signe forsikre om. Og vedkommende, heldigvis bad han ikke om at smage, lettede forundret på hatten og sagde, siden det var søndag og alting:
– Ja, Guds fred da.
Signe fik bugseret mig inden døre og lagde mig forsigtigt ned på chaiselongen. En pude under hovedet. Jeg faldt i søvn. Men jeg sov ikke længe. For da jeg vågnede stod Signe stadig ved siden af mig med et, ikke bekymret, men angrende blik. Hun havde forårsaget denne blamage. Det havde været et af mine mere voldsomme anfald.
– Sagde du hvad han hed?
– Nein, nein. Seinen Namen will ich schamhaft verschweigen. Men Hilmar, du må se at komme til lægen.