Tekstuddrag

Efter sejlads havn. Efter krig hvile. Efter sygdom rekonvalescens. Min krig er forbi. Jeg har nedlagt våbnet. Det vil sige: Geværet, en mauser model 1918, blev taget fra mig som jeg lå hårdt såret, ja døende, blandt vinranker et sted vest for floden Ebro. Jeg var på dødens tærskel. Men så viste det sig at min tid slet ikke var kommet. I stedet befinder jeg mig på republikkens hospital i Murcia, “La Pasionaria-hospitalet”, opkaldt efter kommunisternes store, ubestridte leder: Dolores Ibár­ruri, La Pasionaria er hendes heltenavn, hendes “nom de guerre”, hendes partisannavn. Jeg overlevede krigens store slag, det endelige slag, et slag der endnu står på og som jeg efterhånden bliver mere og mere overbevist om for vores del vil ende med fuld tilbagetrækning, på samme måde som vi oplevede tilbagetrækningen i marts og april. Jo, jeg er sikker på det. Jeg tør ikke sige det højt. Men dette er begyndelsen på det definitive sammenbrud. Vi er i færd med at blive tromlet ned af det fascistiske krigsmaskineri. Det er ubønhørligt.
Jeg har gjort mit. Også jeg var med i den store offensiv, denne gigantiske manøvre som skulle vende krigens gang, som skulle få historien i lave igen, som skulle bringe os den nødvendige og logiske sejr vi længtes efter. Men så blev jeg ramt af et projektil efter få dages fremrykning. Min lidelseshistorie begynder i det øjeblik dette projektil ramte mig. Og det der er så forbistret, det er at det kom fra vores egne. Det kom bagfra, det ramte mig i maven. Det betyder ikke andet end at jeg et øjeblik havde vendt mig om, for at se hvor de andre blev af. (Når vi rykkede frem på linje gennem det ofte uvejsom­me terræn, var det nemt at miste forbindelsen med dem der gik til højre og venstre for en.) Det var nemt at blive borte i tumulterne. Pludselig befandt jeg mig alene. Og jeg husker ved en anden lejlighed, en anden lejlighed … hvad var det nu det gjaldt? Jeg benytter mig af ordet husker, men det er forkert. Det drejer sig om glimt i hukommelsen, billeder dukker op, uden sammenhæng, uden årsag, uden virkning. Lægen har kaldt det hvide pletter, det der er blevet borte altså. Det er en partiel amnesi. Men det er forbigående, siger lægen. Det skyldes vistnok den sidste tids belastninger.
Men dette husker jeg: Jeg havde vendt mig om og plud­­­selig blev jeg slået over ende af en eksplosion i maveregionen. En eller anden, en nervøs efternøler (eller var det mig der befandt mig foran de andre?) havde sendt et skud af sted mod noget han mente bevægede sig fem-ti meter forude, mod noget der kunne være en fjendtlig soldat. Fjenden var der, allestedsnærværende, synlig eller usynlig. Kuglerne hvinede, flyene strøg over os, barken sprang af stammerne, granaterne hvislede og eksploderede, røg og grus og jord sprøjtede til vejrs, og mere end én gang har jeg set mennesker blive parteret i den slags eksplosioner. Nogle billeder er ikke til at glemme. Det gjaldt om at beregne granaternes nedslagsfelt. Det gjaldt om at søge dækning når de andre søgte dækning. Og da vi rykkede frem … det var ikke nemt at orientere sig. Det hændte at vi mødte nogle af vores egne, på vej væk fra fronten. Hvor var øst, hvor var vest? Hvor var krigen? Hvem skød på hvem? Vi kunne mødes i et ingenmandsland. Hvem som helst kunne dukke frem af intet. En ven. En fjende. Det var i denne forvirring jeg blev ramt af et projektil. Forvirring? Her må jeg tage et lille forbehold. Der var en vis målrettet bevægelse midt i det hele. Der var ikke tale om sammenbrud. Vi havde forbindelse. Det var ikke så slemt som tilbagetrækningen nogle få måneder forinden, i marts og april. Men det er ikke det jeg skal fortælle om her. Nu drejer det sig om mig, om den tilskikkelse som, for mit vedkommen­de, betød afslutningen på borgerkrigen. Jeg anklager ik­ke nogen. Jeg var uheldig. Men det er ikke sandt. Jeg var udsat for et mageløst held, et mirakel. Soldaten der skød mig, skal have min tak. Han reddede mit liv. Ham der uforvarende, det vil jeg tro, skød mig, han reddede jo mit liv. Efter al sandsynlighed at dømme.
Jeg faldt over ende, bagover, og blev liggende i en lidet heroisk stilling. Det var sådan de faldt, dem der deserterede. Og alt drejede sig om smerten i mavere­gi­onen. Så husker jeg ikke mere. Men nogen må have indset at det skyldtes en misforståelse at jeg lå sådan. Jeg må være blevet genkendt af mine egne. Ham der skød mig, var han der? Indså han sin brøde? “Men det er jo Hilmar!” Og de var raske nok med at bringe mig i sikkerhed, hen til en ambulance. (Feltlægerne befandt sig aldrig langt bag de forreste linjer. Et tegn på at der var en ledelse i offensiven.) En ambulance må have kørt mig til et feltlazaret. Dér ved jeg at jeg vågnede til bevidsthed. Hvor lang tid var der gået? Jeg mærkede at jeg lå på en briks i en ambulance. Og jeg indså i et øjebliks klarhed, før smerterne tog mig: Jeg er ude af krigen, om jeg dør eller overlever, jeg er ude af krigen. Så blev jeg smerte, helt og holdent. Jeg blev paralyseret af smerte, jeg blev borte i smerte. Dette er et forsøg på at rekapitulere. Og jeg må her delvis støtte mig til andres vidnesbyrd. Men den sag lader jeg ligge foreløbig. Og beder om forståelse for det.
For nu befinder jeg mig på terrassen til dette hospital. Det er en dejlig mild efterårsdag. Eller sensommerdag. Svalerne flyver lavt. Det gør de. Og selv om de synger vederstyggeligt, så er der stille. Jeg hører til de oppegående nu. Jeg er uden for farezonen. Nu samler jeg kræfter til … hjemrejsen. Jeg skal ikke tilbage til fronten, det har lægen sagt. Jeg skal hjem.