Side 24-32

– Du sagde det, Hilmar. Vores hus er i splid med sig selv.
Havde jeg sagt det? Men eftersom kammerat NN allerede havde tiltalt mig ved fornavn, så ville jeg gøre gengæld, jeg ville tiltale ham, ikke ved hans civile navn, men ved hans nom de guerre fra modstandskampens dage. Situationen kaldte på hans heltenavn. Jeg vidste at han havde gået under navnet Oskar. Oskar søgte et vidne, en indviet. Jeg blev den indviede. Han lagde sine ord på mig.
– Det sagde jeg. Og hvad du end har på hjerte, Oskar, så bringer jeg det ikke videre, det bliver mellem os to.
Jeg kunne se at han fór sammen da jeg tiltalte ham ved hans gamle krigernavn. Han må have syntes om at høre navnet blive nævnt. Han genkendte og satte pris på klandestiniteten som dette navn var forbundet med. Situationen krævede klandestinitet. Og Oskar vidste at han kunne stole på Hilmar. Han levede i en verden af mistro. Hvorfor viste han mig denne tillid? Nu stod vi i porten, og Oskar tog et hurtigt skridt ud på fortovet. Han ville forvisse sig om at der ikke var nogen i nærheden. Igen stod han over for mig, i bælgmørke. Vi kunne ikke se hinanden. Så hviskede han:
– Hilmar, noget er frygtelig galt i Sovjetunionen. Hilmar, vi må ryge denne ingeniør ud. Ligesom det for nylig er blevet gjort i Prag. Gennem processen mod Slánský har partiet talt til os, fordringen er stillet. Gennem denne højeste jura har partiet villet sætte vores loyalitet, vores tro, vores tillid på prøve. Forstår du det, Hilmar? At bede om en forklaring er det samme som at mistro selve den demokratiske centralismes idé. Og det er i næste instans at mistro kammerat Stalin. Og at mistro kammerat Stalin, at drage hans evner, hans visdom, hans kræfter i tvivl, det er at grave sin egen grav. Det var det matroserne fra Kronstadt gjorde. De gravede deres egen grav. Det kan vi lære af Kronstadt. Det er der vi sættes på prøve. Følge Stalin eller afmønstre. Eller blive mejet ned i den blodige skumring.
Således talte Oskar. Han var ikke til at standse. Jeg kunne ikke få indført et eneste ord. Oskar ledte efter sin fjende. Hans indtrængende forsikringer var et værn. Han bar på tvivl og mistro. Han søgte en indviet, en medskyldig. Han lagde sin mistro over på mig, den mistro jeg genkendte fra min egen daimon. Oskar var i splid med sig selv. Han var sin egen fjende. Nu vendte han tilbage til den arme ingeniør. Han så ingeniøren i Slánskýs billede. Han så sig selv i det billede.
– Hilmar, processen mod Slánský kan forvirre den mest loyale af os, den kan se ud til at være uden grund og i direkte modstrid med den dialektiske materialismes lovmæssighed. I processen mod Slánský har den maksimale fornuft givet sig til kende. Den menige fornuft kan have svært ved at forstå det. Det der i dag fremstår som den højeste uret, det vil i morgen, i overmorgen, om nogle år, vise sig at være det rigtige, det eneste nødvendige. Det der sker, sker i partiets interesse. Hilmar, tragedien ender ikke der. Hilmar, vi vil komme til at opleve det der er værre.
Og idet han sagde de ord drejede en bil ned ad Osterhausgaten hvor vi befandt os. Og i et sekund, eller to, ramte lyset fra billygterne Oskar. Og i det lys så jeg hans ansigt. Og det var ikke det ansigt jeg havde forventet at se. Jeg troede at jeg stod over for et ansigt der udstrålede viljestyrke og klippefast tro, det samme ansigt der havde talt til os tidligere den aften. Det ansigt jeg nu så, sagde ikke: stol på mig. Det sagde: hjælp mig. For det var et krakeleret ansigt jeg så. Og det var som om det krakelerede fremkaldte et andet ansigt, Slánskýs ansigt, det billede af hans ansigt som havde floreret i judasorganet Arbeiderbladet. Hvad var det Slánský forsøgte at skjule når han bøjede hovedet foran fotografer og mikrofoner? Det var ikke brøden eller skammen. Jeg mente at kunne se det i Oskars ansigt som Slánský forsøgte at skjule. Det var et nødråb. Det var krænkelsen, det stumme nødråb, jeg stod over for i mørket. Men jeg havde set det i lyset fra billygterne. Ensomheden stod malet i det ansigt. Det sagde alt det som stemmen undlod at sige. Stemmen ville have sagt: vi er af den gamle Atreus’ hus. Det var det stemmen ville have sagt. Jeg ved at det var det den ønskede at sige, for vores samvær, ja, jeg tøver ikke med at kalde det et venskab, bemyndiger mig i denne sag. Men om det andet, det andet i hans ansigt, det knuste, må jeg være tavs.
Men mørket havde lukket sig igen, og Oskar fortsatte sin domfældelse over ingeniøren fra Moskvas undergrundsbane. Og jeg forsøgte at komme den pågældende ingeniør til undsætning. Jeg gentog hvad jeg netop havde sagt.
– En rulletrappe og et gelænder lader sig simpelthen ikke synkronisere. Det strider imod mekanikkens love.
Men det var Oskar jeg skulle komme til undsætning. Denne ingeniør var en redningskrans han ikke kunne nå. Slánský var en redningskrans han ikke kunne nå. Skulle jeg træde i Slánskýs sted? Være den redningskrans?
Og jeg forsøgte at bringe ham et offer. Jeg forsøgte at så tvivl om den højeste rets retfærdighed. Og jeg forsøgte at sige, så diplomatisk som muligt, at Slánský jo ikke havde gjort andet end til enhver tid at føre direktiverne fra Moskva ud i livet. Nej, Oskar vendte det døve øre til, lukkede sit ansigt – fornemmede jeg i mørket. Ikke bare var Slánský lige så uduelig som denne ingeniør fra Moskvas undergrund, han var … Og nok en gang blev hans synderegister remset op.
– Når Slánský er henrettet, kan vi sætte os ned og vente på finalen, Hilmar. Og det bliver ikke morsomt. Det kan jeg love dig. Hilmar, det begyndte med Kronstadt. Kun den stålsatte matros afmønstrede ikke ved Kronstadt. Hilmar, vi har den bitreste kalk til gode. Og kom ikke her med nogen indsigelser.
Nej, Oskar greb ikke redningskransen. Han var ude af stand til at dømme. Stalin ofrede Slánský, skænkede ham som offer til kammerater i alle lande, med ordene: her er redningen, døm ham! Men Oskar fandt det for tungt at dømme. Og han fandt det for tungt at erkende Stalins fejlbarlighed. Oskar vidste ikke hvor han stod. Skulle han dele den uskyldiges skyld?
Oskar havde mødt sit Kronstadt i Moskvas undergrund. Der havde han nået det yderste punkt. Den redningskrans han rakte ud efter, var en løgn, en nødløgn. Og det vidste han, selvom han forsøgte at overbevise sig selv om noget andet.
For jeg havde set det krakelerede i hans ansigt. Der var noget han ikke talte om. Det talte for sig selv. Det var et nødråb der kom til syne. Jeg havde set det ske. Jeg siger det som det er. Jeg var sat til vægs. Jeg var solgt.
Kammerat NN kunne ikke bære mere skyld. Kammerat NN vaklede. Men stod det i min magt at holde ham på benene? Hvad i alverden skulle jeg gøre? Kunne jeg være det halmstrå, den redningskrans han tydeligvis havde brug for?
Og jeg forstod at her gjaldt det om træde varsomt. Et uagtsomt ord og han ville trække sig tilbage. Og jeg forsøgte, så forbeholdent og snedigt jeg kunne, at komme ham i møde.
– Nej, sagde jeg, – jeg tager ikke enhver erklæring fra partiet for gode varer.
Og han sagde:
– Det er lige det, Hilmar, du er en tvivler. Du tror ikke nok. Der kan stilles spørgsmålstegn ved din loyalitet.
Og jeg var villig til at give ham mere. Jeg ville være Oskars medmenneske. Hans bror. Og Oskar fortsatte, nu med sit ansigt, sit eget sande ansigt i mørke.
– Partiet er i krise. Det har brug for din hjælp. Din støtte. Dit offer, Hilmar, dit offer.
Men hans ansigt havde talt sin ordløse tale. Og hvis jeg skulle udlægge den tale, hvis jeg med ord skulle nærme mig hvad dette ansigt sagde, og som det siger, og som det vil sige til mig så længe jeg lever, så ville det være noget i denne retning: “Jeg er tvivleren. Jeg er den fremmede i partiet. Hvor er du, bror?” Og jeg tror at det var de ord Slánský ikke kunne få frem, da han forsøgte at skjule sit ansigt for verden: hvor er du, bror?
Men Oskars stemme fortsatte sin tale, den fordrede og fordrede og fortsatte med at fordre på partiets vegne.
– Hilmar, vær den tvivler, vær den fjende. Vi har brug for en forræder, en håndgribelig 5. kolonnemand. Hilmar, vær undergraveren. Se mod Prag, Hilmar. Se hvordan partiet der kommer styrket og renset ud af processen. Se hvordan der er renset og luftet ud, som i Augias’ stald. Og se hvordan vi svækkes. Fordi vi ikke kan finde fjenden, Hilmar. Du er ikke den eneste tvivler iblandt os. Og det er ikke nok at være tvivler. Vi har brug for en der tør fremvise sin tvivl, en der tør så sin tvivl. Vi har brug for en undergraver. En der bevidst og med vilje driver konspirationsvirksomhed. Så partiets tilbagegang kan forklares, Hilmar. Ikke at du har gjort dig skyldig i noget som helst. Men du kunne gøre det, Hilmar. Du passer perfekt til det. Var du ikke i Spanien? Det var Slánský også. Plejede du ikke omgang med trotskister og anarkister og andet pak?
Jeg tillod mig at komme med en indvending. Hvordan skulle jeg have undgået det? Det var i folkefrontens dage. Vi blev stuvet sammen dernede. Alle som én i samme bataljon, kommunister og arbejderpartifolk, sømænd og skomagere, østlændinge og nordlændinge. Der var endda en fra Sunnmøre iblandt os. Jo, jeg plejede omgang med trotskister. Det var simpelthen ikke til at undgå, sagde jeg.
– Der ser du, sagde Oskar. – Det vigtige er at det kan bruges mod dig. Og Hilmar, du er en borgerlig dekadent. Du er drikfældig.
Igen tillod jeg mig at protestere.
– Kald mig anarkist, kald mig trotskist, kald mig hvad som helst. Men kald mig ikke dekadent.
Hvor havde Oskar det fra? Der var blevet spredt rygter om Hilmar Iversen. Der var blevet sat kræfter i sving for at få mig fjernet. Det skulle jeg tidsnok sande.
– Og nogen drukkenbolt er jeg heller ikke.
Og her kunne jeg delagtiggøre Oskar i et af min mors utallige visdomsord: Har du først en gang fået ry for at være en morgenmand, så kan du sove så længe du vil. Jovist, rygtet stammede fra den mindeværdige orlov i Madrid sommeren 1938, jovist, Hilmar Iversen havde nok fået et glas for meget inden for vesten den dag. Oskar gav sig ikke.
– Jo, jo, jo, men du kunne have været en drukkenbolt, Hilmar. Og det er mere end rigeligt. Vi fordrer ikke mere.
Hvad var det han ønskede? At jeg skulle kolportere en tilståelse, bekende en forbrydelse jeg ikke havde begået? Men som jeg kunne begå – og så råbe det ud over hustagene? Jeg så bestyrtelsen for mig. Nu kommer den fåmælte Hilmar Iversen og åbner sin mund. Og hvad er det han fortæller os? At han har lånt øre til betænkelige elementer i den internationale brigade? Du milde himmel! At han under en livlig orlov i Madrid måske fik et glas for meget? Du milde himmel! Og så videre. Og så videre. Åh ja, de havde meget på mig. Og! jeg havde aldrig været en kommunismens ridder. Og hvad er en kommunist som ikke samtidig er sagens ridder? Som ikke åbenlyst tør læse Friheten, for eksempel i sporvognen? Som ikke tør forsvare sagen – med næb og kløer – når bølgerne går højt om partiets anliggender og fordømmelsen er unison, for eksempel i en biografkø. Jeg tav. (Men at jeg i det mindste forsvarede sagen med næb og kløer under middagene hos min søster og svoger, det var der jo ingen der fik at vide.) Og hvad er en kommunist som ikke går fra dør til dør og sælger Friheten? (Men at jeg langtfra var fedtet når det gjaldt Frihetens utallige økonomikampagner, det var der heller ingen der fik at vide.) Men jeg gjorde ikke mine hoser grønne hos Kreml. Det var der nok der gjorde allerede. Jo, jeg var den fødte syndebuk.