Nittenhundrede og enoghalvfems. Efterår ved den kolde Donau-bred, den tilstundende skumring gyder en sur, æblegrøn farve ud over Pestsidens nedslidte palæer med deres forløjede pomp og pragt.
Alt i mig slumrer, dybt og ubevægeligt. Jeg rører rundt i mine følelser, i mine tanker, som i et vognlæs lunken beg.
Hvorfor føler jeg mig så fortabt? Åbenbart fordi jeg er fortabt.
Alt er falskt (gennem mig, på grund af mig: min blotte eksistens forfalsker det).
Når tomheden (min indre tomhed) udløser skyldfølelse, kan man måske derigennem slutte sig til oprindelsen. Forud for skabelsen var angst og bæven; horror vacui er en etisk kendsgerning.
I går, under en overmåde tåbelig konference med den overmåde tåbelige titel “Hungarian-jewish coexistence”, stilede en ældre herre direkte hen til mig i foredragssalen, hans ansigt var grødagtigt og uformeligt, hans hår tyndede ud i sammenhængende plamager, ligesom sæderne på gamle plyskanapéer: ikke et eneste af hans træk forekom mig bekendt. Til min store forbløffelse omfavnede han mig pludselig og præsenterede sig: en ven, vi havde ikke set hinanden i femogtredive år. Han levede i udlandet. Han havde hørt om mig og læst mine bøger. Han kunne ikke begribe “min forvandling”, sagde han. Dengang bemærkede han intet særligt ved mig, dengang viste jeg ingen tegn på mine såkaldte “højere evner”. Jeg undskyldte lidt denne uventede udvikling, men i virkeligheden blev jeg foruroliget over hans ord. Jeg har altid haft en tilbøjelighed til, og har det ikke i mindre grad nu, at betragte mig selv som “Jedermann”, der i hvert fald i én bestemt henseende ikke skyr nogen anstrengelse: nemlig at se klart. Hvilke er så mine “højere evner”? Jeg fulgte ikke dette lands eneste inspiration: den vedvarende, forføreriske sirenesang der lokker til sjæleligt, åndeligt og fysisk selvmord, hvilket dog tyder på en vis vitalitet. Men at vurdere dette minimum som sejr ville i høj grad være tankeløst, ja mere end det, en total mangel på forudseenhed. Hvad har egentlig ændret sig i og med “forandringen”? Er jeg da ikke stadig lige udleveret? Er jeg måske blevet forløst fra mig selv? Der er ikke sket andet end at jeg har fået conditio minima, min personlige frihed, tilbage – fængselscellens dør, bag hvilken man har holdt mig indespærret i fyrretyve år, åbnede sig, om end nok så knirkende, og det er muligvis tilstrækkeligt til at forvirre mig. Man kan ikke nyde sin frihed på det samme sted som man har levet i fangenskab. Altså må jeg tage et andet sted hen, et sted langt, langt borte. Det vil jeg aldrig gøre.
I så fald må jeg fødes på ny, skifte ham – til hvem, til hvad?

Det regner. Gamle partikoryfæer udtaler sig i tv. De “troede” på partiet. De “troede” at der forekom “vildfarelser” og “fejl”, ja, men de “troede” for eksempel, at “Stalin ikke vidste noget”. Og så videre. Man skal dog ikke bilde sig ind at de ikke forvekslede disse udvandede klichéer med ægte indhold, deres såkaldte “tro” med virkelige tanker eller følelser. Læren man kan drage heraf: disse mennesker satsede deres liv på en forkert sprogbrug. Og hvad værre er, de ophøjede denne forkerte sprogbrug til gældende konsensus og efterlod ved deres sortie lutter sproginvalider, der nu alle trænger til moralsk førstehjælp, eftersom de ved den forkerte sprogbrugs værdiløse ord, som opløste trevler af indpakningspapir, afslørede deres moralske skrammer. De moralske proteser klaprer, de moralske krykker knager, og de moralske rullestole triller hvor jeg end ser hen. Det handler jo ikke om at glemme en epoke, som man glemmer et mareridt: det var jo dem selv der var mareridtet, altså skulle de glemme sig selv for at kunne leve videre. Men hvor ved man fra om det overhovedet er muligt eller tillokkende at leve efter at have været død i så lang tid? Hvem er nogen sinde genopstanden – ikke for at forkynde miraklet, men blot for at henslæbe sine dage i al væsentligt for det samme som hidtil (for ingen verdens ting) og ikke engang sanse genopstandelsen? Kan man tænke sig Lazarus i Chaplins rolle?
Tragediens klamme, altfortærende vinde hyler. Jorden åbner sig, og himmelhvælvet styrter ned i dens gab. Mennesker ændrer sig pludselig, falder sammen, ældes. Helvedes ånde blæser farven af deres ansigter. Grå og hvide skikkelser, kadavere, går omkring i gaderne. Apokalypsens metamorfoser. Da jeg på Vérmezõ slentrede forbi statuen af Béla Kun overmalet med jødestjerner, forstod jeg med ét, at det som jeg i min ungdom anså for fejhed, dumhed, blindhed og – i bund og grund – en ubegribelig tragikomisk form for selvmord, i virkeligheden er en slags afmagt der går over i værdighed. Der er en vis værdighed i at man til sidst eksekverer morderens befaling og med sindsro tolererer at blive brændemærket og slagtet. Der er noget storslået ved denne magelighed – offerets magelighed. Hvad mig angår, aner jeg allerede at jeg vil holde ud på min plads, højst min væmmelse vil tiltage. Et langt liv gemmer på stadig flere overraskelser – overraskelser som vi vil forbløffe os selv med.

“Vi må påtage os vor eksistens så vidt det overhovedet er muligt”: Rilke. Kafka: “Jeg er nødt til at være meget alene. Alt hvad jeg har præsteret, er i virkeligheden et resultat af ensomheden.” Nietzsche: “Distancens patos …”
Hvad er det rigtige liv? En evig gåde (for mig)

I går aftes i min seng prøvede jeg længe og af al kraft at forestille mig min ikkeværen. Det subjektive intet. Jeg fornemmede ligefrem hvordan jeg gled ud af min krop – men dermed var eventyret også slut. Så snart jeg forlader hylstret, forsvinder indholdet; alt ophører. Jeg er på liv og død forbundet med min krop, og denne floskel er sommetider svær at fatte. Det ville være en fejl at tro at mit liv tilhører mig. Men det ville være en endnu større fejl at forsømme dette liv, at lade det gå op i røg, gå til spilde. Dette liv er blevet mig betroet – jeg spørger ikke af hvem, eftersom jeg allerede kender svaret og således også ved at spørgsmålet er stillet forkert; jeg kan kun forlade mig på min egen, ubestridelige ansvarsfølelse (min eneste følelseserfaring). Jeg står i et gensidighedsforhold til mit liv. Navnet på dette forhold er: udleverethed. – Så langt så godt. Men hvilken del af dette splittede liv kan benævne sig selv som “jeg”?

“Jeg” er en fiktion vi højst kan være medforfattere til. “Jeg er en anden.” (Rimbaud)