Beskrivelse
Demian er resultatet af en krise i Hesses liv. På grund af hans erklærede modstand mod den tyske nationalisme og krigschauvinisme, bliver han stemplet som “landsforræder”. På det personlige plan er han hjemsøgt af sorger og lidelser, hans far dør, hans yngste søn bliver alvorligt syg og hans kone indlægges på grund af psykiske forstyrrelser. Alt dette fører til “den anden store forvandling” i hans liv, hvor han er nødt til at søge roden til alle lidelserne, “ikke udenfor mig selv, men i mig selv”. Forsøget lykkes med hjælp fra psykoanalytikeren Dr. Lang, der var elev af Jung. På “få brændende måneder” skriver han i efteråret 1917 “Demian. Historien om en ungdom”, som bliver offentliggjort i foråret 1919 i “Neue Rundschau” og få måneder senere kommer som bog under pseudonymet Emil Sinclair, for at markere en ny begyndelse og for ikke “at afskrække ungdommen” ved at bruge “en gammel onkels” kendte navn.
Bogen nåede at udkomme i 16 oplag og forfatteren fik endog en pris, før Hesse i 1920 trådte frem som bogens ophavsmand og undertitlen blev ændret til “Historien om Emil Sinclairs ungdom”.
I Demian står hovedpersonen, Emil Sinclair, mellem to verdener. Den ene er hjemmets – bibel, pligt, dårlig samvittighed og fast orden. Den anden er syndens og kønnets dunkle, kaotiske og truende verden. Gennem vennen Max Demian, hans gode dæmon, der er tilhænger af guden Abraxas, lærer han at acceptere kaos i sig selv og derigennem frigøre sig fra moderhjemmet og blive voksen. For som Hesse skriver i indledningen:
“Hvert menneskes liv er en vej til sig selv. Intet menneske har nogensinde været sig selv fuldt og helt, enhver stræber dog efter at blive det. For os alle er ophavet fælles, mødrene, men enhver stræber mod sit eget mål. Vi kan forstå hinanden, men kun sig selv kan man tyde.”
Læst psykoanalytisk er Sinclair og Demian to sider af det samme jeg, Sinclair er uskylden og det lyse jeg, mens Demian er hans mørke jeg, det dæmoniske jeg, der samtidig er hans forfører og forløser. Lys og mørke er to sider af det samme jeg, kun ved at acceptere kaos, eller helvede, som Blake kalder det, kan himmel og helvede blive et helt jeg.
Bøger af Hermann Hesse
Anmeldelser
Man gør ikke bogen ret, hvis man kalder den usædvanlig; den er i virkeligheden en af hundrede, et af de sjældne eksempler på ægte litteratur, som anmelderen altid søger, men næsten aldrig finder. Den er skrevet med en indfølingsevne og en varme, som kun kan opstå af den dybeste oprigtighed; den udmærker sig ved en levende fantasi, ved sans for skønhed og åbenbarer et beundringsværdig indblik i ungdommens psykologi.
Stefan Zweig, New York Times Book Review
Deres bog virkede på mig som lyset fra et fyrtårn i en stormnat. Deres bog har den bedst mulige slutning, hvor alt som gik forud også virkelig har en ende, og hvor alt det begynder på ny, som bogen begyndte med, nemlig det nye menneskes fødsel og opvågnen.
C.G.Jung
Det magiske ungdomsvenskab mellem Sinclair og Demian er en skildring af uforglemmelig skønhed.
Tom Kristensen
Demian er en klassiker … Mødet med Kromer er en sublim beskrivelse af barnets skridende verden. Så for det bør den læses – og for det klarhedens lys, der strømmer fra siderne.
Liselotte Wiemer, Berlingske Tidende
Om forfatteren
Da Hermann Hesse døde i 1962, 85 år gammel, omfattede hans forfatterskab 40 bøger, romaner, fortællinger, digte og betragtninger, oversat til 40 sprog og udkommet i mere end 70 millioner eksemplarer. Mest berømt er han for sine romaner Demian, Steppeulven, Siddhartha, Sol og måne og den utopiske fremtidsroman Glasperlespillet, der i 1946 indbragte ham Nobelprisen i litteratur.
Forfatterweb om Hermann Hesse
Wikipedia om Hermann Hesse
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Fra indledningen
Jeg ville jo blot forsøge at leve det som af sig selv
ville ud af mig. Hvorfor var det så umådelig svært?
Skal jeg fortælle min historie, må jeg begynde helt forfra. Hvis det var muligt, måtte jeg gå endnu længere tilbage, til de allertidligste år af min barndom og endnu længere tilbage til min fjerne herkomst.
Når digterne skriver romaner, plejer de at lade som om de var Gud og som om de kunne overskue et menneskes historie fuldstændigt og fremstille den som om Gud fortalte den til sig selv, uden nogen form for slør, overalt væsentligt. Det kan jeg ikke gøre, lige så lidt som digterne kan. Min historie er imidlertid vigtigere for mig end nogen historie er for en digter, den er nemlig min egen, og den er historien om et menneske – ikke et opfundet, muligt, ideelt eller på anden måde uhåndgribeligt menneske, men et virkeligt, enestående, levende menneske. Hvad det vil sige at være et virkelig levende menneske, det ved man imidlertid mindre om i dag end nogen sinde, og man skyder da også mennesker i massevis, mennesker der hver især er kostbare, enestående forsøg fra naturens hånd. Var vi ikke andet end mennesker, som kun lever én gang, kunne man slet og ret skaffe os af vejen hver især med en flintekugle, så havde det ikke længere nogen mening at fortælle historier. Ethvert menneske er imidlertid ikke blot sig selv, det er også det enestående, helt særlige, i hvert enkelt tilfælde vigtige og bemærkelsesværdige punkt, hvor verdens fænomener krydser hinanden, lige præcis på denne måde og aldrig nogen sinde igen. Derfor er ethvert menneskes historie vigtig, evig, guddommelig, derfor er ethvert menneske, så længe det lever og opfylder naturens vilje, vidunderligt og opmærksomhed værd. I hver enkelt har ånden taget form, i hver enkelt lider skabningen, i hver enkelt bliver en frelser korsfæstet.
Få ved i dag, hvad et menneske er. Mange føler det og dør derfor lettere, ligesom jeg vil dø lettere, når jeg har skrevet denne historie færdig.
Vidende tør jeg ikke kalde mig selv. Jeg var en søgende og er det stadig, men jeg søger ikke længere i stjernerne og bøgerne, jeg begynder at høre den lære, som bruser i mit blod. Min historie er ikke behagelig, den er ikke sød og harmonisk som de opfundne historier, den smager af meningsløshed og forvirring, af vanvid og drøm som alle menneskers liv, når de ikke længere vil lyve for sig selv.
Hvert menneskes liv er en vej til sig selv, forsøget på en vej, antydningen af en sti. Intet menneske har nogen sinde fuldt ud været sig selv; hver især stræber vi dog efter at blive det, én dumpt, én lysere, hver især som han kan. Hver især bærer vi rester med af vor fødsel, slim og æggeskaller fra en urverden, lige til det sidste. Nogle bliver aldrig menneske, forbliver frø, forbliver firben, forbliver myre. Nogle er menneske foroven og fisk forneden. Men hver især er vi et udkast fra naturens side i retning af mennesket. Fælles for os alle er vort ophav, mødrene, vi kommer alle fra samme svælg; men hver især stræber vi, et forsøg og udkast fra dybet, mod vort eget mål. Vi kan forstå hinanden; men tyde kan man kun sig selv.
På dansk ved Hans Chr. Fink
