Hédi Kaddour: De toneangivende

De toneangivendeOversat af Anne Marie Têtevide.
2017. 542 sider. 350 kr.

Vi er et sted i Nordafrika i begyndelsen af 1920’erne, i den lille fiktive by Nahbès som ligger ved Middelhavet i et fransk protektorat. I Nahbès møder vi Rania, en smuk ung enke, hvis elskede mand gav sit liv for Frankrig i ”den store krig”. Hun er datter af en tidligere minister, veluddannet og belæst, sympatiserer med oprørerne, og drømmer om en friere tilværelse.

Et amerikansk filmhold fra Hollywood kommer til byen for at optage en stumfilm om en ørkenkriger, og det sætter på alle måder byen på den anden ende. Amerikanerne indtager nærmest Nahbés med deres frigjorte og moderne livsstil. Filmoptagelserne i ørkenen uden for byen og amerikanernes tilstedeværelse får konflikterne til at blusse op mellem arabiske traditionelle embedsfolk, franske kolonister og unge selvstændighedshungrende nationalister, og vækker alle slags følelser fra begær til afsky.

Vinder af det franske akademis store romanpris i 2015.

“… er man til store, farverige romaner, der ovenikøbet har solid historisk substans, så er julegaveønsket hjemme.” – Information

★★★★★ – Berlingske

»En stor verdensroman der indkapsler en hel epokes begivenheder,  fra det koloniserede Nordafrika til det besejrede Tyskland … Bogen fremmaner liv og skæbner med stor og letflydende sproglig rigdom, en vidunderlig roman.« – LE MONDE

 

kr.350.00

Beskrivelse


Fra en konsulentudtalelse:
Vi er et sted i Nordafrika i begyndelsen af 1920erne, i den fiktive mindre by Nahbès som ligger ved Middelhavet i et fransk protektorat (som Tunesien og Marokko var dengang). Titlen ”Les prépondérants” betyder de dominerende, betydningsfulde, herskende. I bogen defineres de sådan: ”Mme Doly forklarede hvad ordet betød: det er meget enkelt, vi er meget mere civiliserede end disse indfødte, vi tænker meget mere, altså har vi ret til at styre dem, og det i meget lang tid for de er meget langsomme”. Nahbès har en gammel, indfødt, del og en nyere, fransk, del, adskilt af en kløft med en udtørret flod, det er både symbolsk og bogstaveligt.

I Nahbès møder vi Rania, en smuk ung enke, hvis elskede mand gav sit liv for Frankrig i skyttegravene i ”den store krig”. Hun er datter af en tidligere minister (der er arabiske, indfødte embedsmænd og en fyrste, som samarbejder med de ”protekterende” franskmænd – ja hvad er det de skal beskytte imod, spørges der) og veluddannet og belæst, både på fransk og arabisk og litteratur såvel som aviser: ikke nogen almindelig ting for en kvinde, som kun kan vise sig offentligt fuldstændig tilhyllet for ikke at blive offer for sladder og få et dårligt ry. Hun har sympati for nationalisterne og det vides at hun har bragt mad til familierne til fængslede oprørere. Hun ejer/bestyrer en landejendom, arvet efter en onkel, hvilket giver hende en vis handlefrihed, og hun drømmer om en friere tilværelse.

På grund af jorden har hun en uløst konflikt med Ganthier, den største jordejer blandt kolonisterne, som ønsker at købe et stykke af hendes jord der ligger som en kile mellem hans besiddelser. Ganthier er tidligere officer og tidligere præsteuddannet; måske den eneste af de franske kolonister der faktisk er interesseret i arabisk og berbisk kultur; læser og taler begge sprog. ”Den eneste af de franske kolonister som overherredømmet ikke har gjort dum” siger den arabiske lokale embedsmand, kaid’en. Når det er opportunt kalder kaid’en ham ”min kære ven” og tilskynder Ganthier og sin unge søn Raouf til at omgås hinanden og diskutere litteratur og politik. Det er også Ganthier, som kaid’en beder tage sønnen med sig på en rejse til Europa, da Raouf på et tidspunkt er kommet i efterretningspolitiets søgelys og trænger til at komme ud af landet et stykke tid…

Den attenårige Raouf har netop fået den højeste studentereksamen i hele protektoratet fra det franske gymnasium. Faderen har ønsket ham både vestligt og arabisk uddannet, og han kender og kan citere de store franske forfattere Hugo, La Rochefoucauld, etc. såvel som klassiske arabiske filosoffer. Derudover er han meget interesseret i politik og omgås nationalister, socialister, kommunister (som overvåges tæt). Den nylige omvæltning i Tyrkiet, som jo ikke er så langt væk, vækker interesse og sætter tanker i gang. Raouf ser godt ud og klæder sig i vestligt jakkesæt og anses på en måde som en ”lille præmiearaber”, men er meget vellidt i gruppen af unge mænd som han ”hænger ud med” på caféen Den blå port.

I Nahbès finder vi også den franske journalist Gabrielle, en smuk yngre moderne frigjort kvinde, der selv bestemmer over sin krop, sit tøj og sit liv og som er kendt for sin hvasse og præcise pen. Hun skriver bl.a. for den franske avis l’Avenir (Fremtiden), og selv om nogle (kolonister eller franske embedsmænd) kan føle sig udstillet, er hendes artikler og reportager værdsat i hovedstaden hvor fremtrædende politiske kredse tæt på regeringen gerne vil holdes velorienterede. Ganthier er voldsomt tiltrukket af hende både fysisk og intellektuelt, men har svært ved at finde en måde at nærme sig hende på.

Til denne by kommer et amerikansk filmhold fra Hollywood for at optage en (stum)film om en ørkenkriger, og det sætter på alle måder byen på den anden ende. Amerikanerne er ligefremme, frigjorte og udviser en moderne livsstil med afslappede omgangsformer, betydelig indtagelse af alkohol, kvinder med kortere skørter, kvinder der kører bil og sætter sig alene på caféerne. En af kvinderne er endda sort! Og så repræsenterer de et land, der har gjort sig fri af en kolonimagt, og hvis præsident har udtalt nogle meget berømte ord om alle folkeslags ret til selvbestemmelse. Filmholdet indtager nærmest bogstaveligt le Grand Hotel, der bliver scenen for receptioner og fester, og de omgås både franske kolonister og de indfødte. Både filmoptagelserne i ørkenen uden for byen og amerikanernes generelle tilstedeværelse i byen i flere måneder vækker alle slags følelser fra begær til afsky.

Kaid’en ønsker at Raouf skal gøre amerikanernes bekendtskab, for at lære hvordan de er og hvad de tænker. Raouf gør sig til følgesvend og guide for den kvindelige hovedrolleindehaver, stjernen Kathryn Bishop, som er gift med filmens instruktør. Vi er tilbage i en tid, hvor veluddannede amerikanere taler fransk; og instruktøren Neil får yderligere Raouf til at give ham lektioner i arabisk. Kathryn og Raouf bliver uadskillelige, venner (kun venner?), og Kathryn kommer via Gabrielle også til at kende Rania; der er interesse og sympati mellem de tre unge kvinder. En ekstra dimension ved amerikanernes beretninger om Hollywood til deres nye venner er sagen om den (virkelige) stumfilmstjerne Arbuckle der bliver anklaget for at have forvoldt en ung skuespillerindes død under en vild fest. En historie der løber hele romanen igennem.

Disse fire-fem karakterer: Raouf, Kathryn, Gabrielle, Ganthier og Rania er romanens hovedpersoner. Og det er de fire første der danner gruppe i romanens anden del, som foregår på rejse. Først til Frankrig: ”man skulle ikke tro dette var det land, der havde sejret i krigen”, til Paris og Alsace, der jo netop er ”kommet hjem”, og senere til Tyskland, til Berlin: ”fattige, sultende og ydmygede af fredstraktaten”, og Rhin- og Ruhrlandet. Raouf opsøger klandestine politiske kredse og træffer eksilerede fra andre undertvungne folk, Indokina, Kina, i Paris, og i Rhin- og Ruhrområdet ser han den franske besættelsespolitik udfoldet som i hans eget land. Det bliver en rejse som alle parter lærer meget af, ved de iagttagelser og de bekendtskaber de gør og ved deres indbyrdes samtaler og relationer.

Romanens tredje del udspiller sig året efter, da filmholdet er kommet tilbage til Nahbés for at gøre filmen om ørkenkrigeren færdig. Her kæmper Rania for at undgå et ubehageligt ægteskab med en mand, som hendes usympatiske bror skylder penge. Raouf har studeret jura i Paris i et år og er ikke mere så entydigt politisk interesseret. En kamelkamp, en fagforeningsdemonstration for mere rimelige arbejdsvilkår, og en tragisk hændelse sætter punktum.

Denne roman er på samme tid en dannelsesroman i klassisk forstand, en kærlighedsroman, en historisk og politisk roman; dog først og fremmest en roman om mennesker i en brydningstid hvor magtforhold er i opbrud: mellem samfundsklasserne og mellem mænd og kvinder, mellem herrer og arbejdere, mellem kolonimagten og de underlagte folkeslag. Det kan lyde som om det er tungt stof, men der er en lethed i fortællingen, i dialogerne og når forfatteren er inde i personernes tanker.

Hédi Kaddour tager sig tid til at beskrive og fortælle historier, mange historier, om hovedkaraktererne men også om mange andre personer: tæppehandleren der sætter alt over styr, lægen der også er jordejer og holder de bedste frokoster for ”les prépondérants”, civilguvernøren der har en affære med lægens kone, en ung østrigsk jødisk kvinde som Raouf træffer på båden fra Nordafrika til Frankrig, og mange andre. Man kan kalde det digressioner, men det føles aldrig som om man kommer på afveje, det er snarere detaljer eller tråde i det billedtæppe forfatteren væver. Og det forlænger fornøjelsen.

Jeg har været meget opslugt af romanen og jeg anbefaler den varmt.


Bøger af Hédi Kaddour

Anmeldelser

ALLE KAMELER HAR EN PUKKEL ★★★★★
At Hédi Kaddours murstensroman »De toneangivende« for et par år siden blev belønnet med Det Franske Akademis store romanpris giver den på enhver måde prisværdige udgivelse fra Batzer & Co en særlig vægt, og den prestigefyldte udmærkelse er let at forstå. Forfatteren, der er født i Tunesien med fransk mor og tunesisk far, har leveret et usædvanligt, men velkomment skønlitterært bidrag til den franske histories nordafrikanske afsnit. Romanen, der som sit vigtigste omdrejningspunkt har den fiktive by Nahbès, der ligger i et fransk protektorat ved Middelhavet og på kanten af ørkenen, er farverig som et af de familietæpper, romanens tæppehandler Belkhodja henter ude hos beduinerne i ørkenen, og lærerig som en historisk og politisk afhandling i den bedste oplysningsånd. (-)
Tiltrækningen, begæret, jalousien og skuffelserne i de indbyrdes forhold mellem romanens fem centrale skikkelser administreres med kompetent hånd og sikker sans for det romantisk-spændingsfyldte potentiale af Hédi Kaddour, men det er hverken som kærligheds-eller dannelsesroman at »De toneangivende« gør sit stærkeste indtryk. Romanens store og helt usædvanlige styrke ligger i de detaljemættede og nuancerige skildringer af en brydningsepoke, hvor magtforholdene i Nordafrika forskydes, og relationerne mellem protektoratets samfundsklasser og forskellige grupperinger undergår forandringer. (-)
Romanens egentlige format åbenbares i perlerækken af indskudte historier raffineret krydret med sigende talemåder af typen »for megen viden er vantro viden«, »alle kameler har en pukkel« eller som en slags afsluttende melankolsk indsigt: »Dem der forsvinder lader os sidde tilbage med det svære ved at leve.« Det er her, Hédi Kaddour viser sig som fortælleren, der gør både Det Franske Akademi og den nordafrikanske souks historiefortællere ære.
Jørgen Johansen, Berlingske

PRISVINDENDE OG FARVERIG FRANSK ROMAN
Romanen er en farverig, stemningsfuld fortælling fyldt med gode personer og groteske kultursammenstød, der sikrer underholdningen, mens man som læser bliver klogere på kolonilivet i 1920’erne.
Romanen er fyldt med herlige episoder, der afslører uhæderlighed, intriger og magtkampe i alle kulturerne. Som læser får man også et godt politisk tidsbillede, både af livet i kolonitiden med revolutionære opstande og i Tyskland med spirende nationalsocialisme. Det sidste oplever nogle af hovedpersonerne på en dannelsesrejse til Tyskland og Frankrig.
Romanen vandt det franske akademis store romanpris, og jeg kan varmt anbefale den til før eller under en rejse til et af de tidligere franske områder i Nordafrika som Marokko, Tunesien eller Algier.
Birgit Sloth, Litteratursiden

KOLONIHISTORIE PÅ DEN KULØRTE MÅDE ❤︎❤︎❤︎❤︎
Alene bogens særlige blik kan sammen med dens letflydende, behagelige stil, der ikke desto mindre hele tiden rummer små, stilistiske overraskelser, snildt begrunde, at ‘De toneangivende’ vandt Det Franske Akademis store romanpris i 2015.
Det er en roman, som fra en position midt imellem kulturerne kaster et andet blik på den franske kolonifortid. Et blik, som også inkluderer viden om en økologisk nedslidning af regionen, der går helt tilbage til romertiden, og et indirekte forårsblik på de selvstændige arabiske Maghreb-stater, der ikke er ved at vælte bagover af imponerthed.
Bogens paradoksale svaghed er imidlertid netop det panoramiske.
Hédi Kaddour sætter flere figurer i spil, end man kan nå at engagere sig helhjertet i. Selv i de mest oprivende kærlighedsaffærer befinder man sig som læser i en lidt distanceret position.
Kim Skotte, Politiken

MED ØRKENEN SOM KULISSE
Når jeg alligevel ikke synes, at Kaddours ambition om at skrive den store europæiske roman helt er lykkedes, skyldes det, at han ikke formår at gribe fat i sine karakterer med samme kraft, som han beskriver kulisserne, der omslutter dem. Rania forsømmes undervejs på grund af alt det andet (og alle de andre), Kaddour skal beskrive, hvorimod der zoomes hårdt og længe ind på jalousi-furien Kathryns eskapade med Raouf – selvom denne relation måske er romanens allermindst interessante. Endelig giver bogens kommaer – og især manglen på samme – decideret åndenød, og det er hårdt nok, når man bevæger sig igennem en ørken. Heldigvis er der mange oaser undervejs, som trods alt gør rejsen værd at tilbagelægge.
Katrine Tschemerinsky, Weekendavisen

ET DIABOLSK INDBLIK I ARABISKE HANDELSMÆNDS SELVBEDRAGERISKE FORFÆNGELIGHED OG ØMSKINDEDE ÆRE
Er man til store, farverige romaner, der ovenikøbet har solid historisk substans, så er ‘De toneangivende’ af Hédi Kaddour det gode bud.

Det her er noget så sjældent som en stor historisk roman, fortalt af en alvidende fortæller, der, gennem et mylder af personer folder bådes de enkelte menneskers og den store historie ud ved at lade dem opleve den. (-) Står romanens fremstilling til troende, får man her et diabolsk indblik i arabisk handelskultur, i mændenes selvbedrageriske forfængelighed og ømskindede ære, og som nævnt i deres ualmindeligt veludviklede evne til at tage røven på hinanden. De fleste af skurkene får deres bekomst, men derfor ender det hele ikke af den grund lykkeligt. (-) Der er sindssygt mange tråde, men jeg synes ikke, de alle samles lige tilfredsstillende til slut. (-) Men er man til store, farverige romaner, der ovenikøbet har solid historisk substans, så er julegaveønsket hjemme.
Karen Syberg, Information

Om forfatteren

Hédi kaddour

Hédi Kaddour

Hédi Kaddour, f. 1945 i Tunesien, er forfatter, oversætter samt professor i fransk litteratur ved New York University i Frankrig. Han har både forfattet romaner og en række digtsamlinger.

Forfatterprofil

Forside i høj opløsning

Artikler/Interviews

LA GRANDE LIBRAIRIE: HÉDI KADDOUR ET LES PRÉPONDÉRANTS
Video-interview: SE MERE!