Beskrivelse

Fra en konsulentudtalelse:
Vi er et sted i Nordafrika i begyndelsen af 1920erne, i den fiktive mindre by Nahbès som ligger ved Middelhavet i et fransk protektorat (som Tunesien og Marokko var dengang). Titlen ”Les prépondérants” betyder de dominerende, betydningsfulde, herskende. I bogen defineres de sådan: ”Mme Doly forklarede hvad ordet betød: det er meget enkelt, vi er meget mere civiliserede end disse indfødte, vi tænker meget mere, altså har vi ret til at styre dem, og det i meget lang tid for de er meget langsomme”. Nahbès har en gammel, indfødt, del og en nyere, fransk, del, adskilt af en kløft med en udtørret flod, det er både symbolsk og bogstaveligt.

I Nahbès møder vi Rania, en smuk ung enke, hvis elskede mand gav sit liv for Frankrig i skyttegravene i ”den store krig”. Hun er datter af en tidligere minister (der er arabiske, indfødte embedsmænd og en fyrste, som samarbejder med de ”protekterende” franskmænd – ja hvad er det de skal beskytte imod, spørges der) og veluddannet og belæst, både på fransk og arabisk og litteratur såvel som aviser: ikke nogen almindelig ting for en kvinde, som kun kan vise sig offentligt fuldstændig tilhyllet for ikke at blive offer for sladder og få et dårligt ry. Hun har sympati for nationalisterne og det vides at hun har bragt mad til familierne til fængslede oprørere. Hun ejer/bestyrer en landejendom, arvet efter en onkel, hvilket giver hende en vis handlefrihed, og hun drømmer om en friere tilværelse.

På grund af jorden har hun en uløst konflikt med Ganthier, den største jordejer blandt kolonisterne, som ønsker at købe et stykke af hendes jord der ligger som en kile mellem hans besiddelser. Ganthier er tidligere officer og tidligere præsteuddannet; måske den eneste af de franske kolonister der faktisk er interesseret i arabisk og berbisk kultur; læser og taler begge sprog. ”Den eneste af de franske kolonister som overherredømmet ikke har gjort dum” siger den arabiske lokale embedsmand, kaid’en. Når det er opportunt kalder kaid’en ham ”min kære ven” og tilskynder Ganthier og sin unge søn Raouf til at omgås hinanden og diskutere litteratur og politik. Det er også Ganthier, som kaid’en beder tage sønnen med sig på en rejse til Europa, da Raouf på et tidspunkt er kommet i efterretningspolitiets søgelys og trænger til at komme ud af landet et stykke tid…

Den attenårige Raouf har netop fået den højeste studentereksamen i hele protektoratet fra det franske gymnasium. Faderen har ønsket ham både vestligt og arabisk uddannet, og han kender og kan citere de store franske forfattere Hugo, La Rochefoucauld, etc. såvel som klassiske arabiske filosoffer. Derudover er han meget interesseret i politik og omgås nationalister, socialister, kommunister (som overvåges tæt). Den nylige omvæltning i Tyrkiet, som jo ikke er så langt væk, vækker interesse og sætter tanker i gang. Raouf ser godt ud og klæder sig i vestligt jakkesæt og anses på en måde som en ”lille præmiearaber”, men er meget vellidt i gruppen af unge mænd som han ”hænger ud med” på caféen Den blå port.

I Nahbès finder vi også den franske journalist Gabrielle, en smuk yngre moderne frigjort kvinde, der selv bestemmer over sin krop, sit tøj og sit liv og som er kendt for sin hvasse og præcise pen. Hun skriver bl.a. for den franske avis l’Avenir (Fremtiden), og selv om nogle (kolonister eller franske embedsmænd) kan føle sig udstillet, er hendes artikler og reportager værdsat i hovedstaden hvor fremtrædende politiske kredse tæt på regeringen gerne vil holdes velorienterede. Ganthier er voldsomt tiltrukket af hende både fysisk og intellektuelt, men har svært ved at finde en måde at nærme sig hende på.

Til denne by kommer et amerikansk filmhold fra Hollywood for at optage en (stum)film om en ørkenkriger, og det sætter på alle måder byen på den anden ende. Amerikanerne er ligefremme, frigjorte og udviser en moderne livsstil med afslappede omgangsformer, betydelig indtagelse af alkohol, kvinder med kortere skørter, kvinder der kører bil og sætter sig alene på caféerne. En af kvinderne er endda sort! Og så repræsenterer de et land, der har gjort sig fri af en kolonimagt, og hvis præsident har udtalt nogle meget berømte ord om alle folkeslags ret til selvbestemmelse. Filmholdet indtager nærmest bogstaveligt le Grand Hotel, der bliver scenen for receptioner og fester, og de omgås både franske kolonister og de indfødte. Både filmoptagelserne i ørkenen uden for byen og amerikanernes generelle tilstedeværelse i byen i flere måneder vækker alle slags følelser fra begær til afsky.

Kaid’en ønsker at Raouf skal gøre amerikanernes bekendtskab, for at lære hvordan de er og hvad de tænker. Raouf gør sig til følgesvend og guide for den kvindelige hovedrolleindehaver, stjernen Kathryn Bishop, som er gift med filmens instruktør. Vi er tilbage i en tid, hvor veluddannede amerikanere taler fransk; og instruktøren Neil får yderligere Raouf til at give ham lektioner i arabisk. Kathryn og Raouf bliver uadskillelige, venner (kun venner?), og Kathryn kommer via Gabrielle også til at kende Rania; der er interesse og sympati mellem de tre unge kvinder. En ekstra dimension ved amerikanernes beretninger om Hollywood til deres nye venner er sagen om den (virkelige) stumfilmstjerne Arbuckle der bliver anklaget for at have forvoldt en ung skuespillerindes død under en vild fest. En historie der løber hele romanen igennem.

Disse fire-fem karakterer: Raouf, Kathryn, Gabrielle, Ganthier og Rania er romanens hovedpersoner. Og det er de fire første der danner gruppe i romanens anden del, som foregår på rejse. Først til Frankrig: ”man skulle ikke tro dette var det land, der havde sejret i krigen”, til Paris og Alsace, der jo netop er ”kommet hjem”, og senere til Tyskland, til Berlin: ”fattige, sultende og ydmygede af fredstraktaten”, og Rhin- og Ruhrlandet. Raouf opsøger klandestine politiske kredse og træffer eksilerede fra andre undertvungne folk, Indokina, Kina, i Paris, og i Rhin- og Ruhrområdet ser han den franske besættelsespolitik udfoldet som i hans eget land. Det bliver en rejse som alle parter lærer meget af, ved de iagttagelser og de bekendtskaber de gør og ved deres indbyrdes samtaler og relationer.

Romanens tredje del udspiller sig året efter, da filmholdet er kommet tilbage til Nahbés for at gøre filmen om ørkenkrigeren færdig. Her kæmper Rania for at undgå et ubehageligt ægteskab med en mand, som hendes usympatiske bror skylder penge. Raouf har studeret jura i Paris i et år og er ikke mere så entydigt politisk interesseret. En kamelkamp, en fagforeningsdemonstration for mere rimelige arbejdsvilkår, og en tragisk hændelse sætter punktum.

Denne roman er på samme tid en dannelsesroman i klassisk forstand, en kærlighedsroman, en historisk og politisk roman; dog først og fremmest en roman om mennesker i en brydningstid hvor magtforhold er i opbrud: mellem samfundsklasserne og mellem mænd og kvinder, mellem herrer og arbejdere, mellem kolonimagten og de underlagte folkeslag. Det kan lyde som om det er tungt stof, men der er en lethed i fortællingen, i dialogerne og når forfatteren er inde i personernes tanker.

Hédi Kaddour tager sig tid til at beskrive og fortælle historier, mange historier, om hovedkaraktererne men også om mange andre personer: tæppehandleren der sætter alt over styr, lægen der også er jordejer og holder de bedste frokoster for ”les prépondérants”, civilguvernøren der har en affære med lægens kone, en ung østrigsk jødisk kvinde som Raouf træffer på båden fra Nordafrika til Frankrig, og mange andre. Man kan kalde det digressioner, men det føles aldrig som om man kommer på afveje, det er snarere detaljer eller tråde i det billedtæppe forfatteren væver. Og det forlænger fornøjelsen.

Jeg har været meget opslugt af romanen og jeg anbefaler den varmt.

Bøger af Hédi Kaddour