Tilbud

Håvard Syvertsen: I lyset

Oversat af Mone Hvass
2002. 176 sider. 229 kr.

I lyset fortæller en 10-årig drengs historie, på én gang rystende og fuld af varme og lys, fortalt af en forfatter der er i stand til at røre en sten.

“Det er en menneskelig, stilfærdig historie af den slags, der griber en, som lister sig langsomt ind under huden på læseren, en uafrystelig skæbnefortælling, der ikke trænger sig på med voldsomme virkemidler, men simpelthen er verden ifølge en tiårig dreng, der også har en historie at fortælle.” DBC Lektørudtalelse

“Et lille mesterværk.” Jyllandsposten

kr.100.00

Beskrivelse

I lyset er den 10-årige Arnes historie, fortalt i jeg-form. Arne vokser op i en arbejderfamilie i udkanten af en mindre norsk by i begyndelsen af 1970’erne, faren arbejder på en våbenfabrik, moren er hjemmegående. Arne er nært knyttet til sin mor og man mærker hans kærlighed til hende, men også hans bekymring og angst for hvad der er i vejen, noget der blandt andet får ham til at søge tilflugt i lægebøger. Han mindes tiden før hun blev psykisk syg. Dengang boede de et andet sted, solen stod ind gennem vinduet og moren smilede til ham. Nu sidder hun blot derhjemme, ryger cigaretter og drikker kaffe og tør ikke gå uden for en dør og sender Arne til købmanden for at ordne indkøbene. Lyset er der stadig, men noget er gået i stykker, og mørket rundt om dem er blevet tættere.

I den korte anden del, der er fortalt i tredjeperson, får man et indblik i morens historie. Hun er forelsket og på vej for at møde Eldar, som siden hen bliver Arnes far.

I lyset er en intens og rystende beretning, men det er også en bog fuld af varme. Gennem fortællerens nøgterne, sanselige og usentimentale fremstilling kommer vi ind under huden på drengen og konfronteres med hans følelser og tanker. Historien er smukt og rytmisk fortalt med tilsyneladende enkle men stramme midler, hvilket giver romanen en stærk gennemsigtighed og får hverdagsbillederne til at stå krystalklart, på én gang lysende og gribende, og skaber perspektiver som strækker sig langt ud over Arnes familie. Håvard Syvertsen er – som en anmelder engang skrev – i stand til at “røre en sten”.

Anmeldelser

Et lille mesterværk
Håvard Syvertsen er endnu en af de norske realister, som man absolut ikke bør snyde sig selv for. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Gå blot efter Batzer & Co., der er tilsynladende ikke andet end vinderlodder i det forlag for tiden.

I lyset” er således endnu et lille fulendt mesterværk fra den kant. En roman, der er skrevet så lavmælt og tyst, at der bliver helt stille indeni én, medens man læser. I modsætning til den norske forfatter Per Petterson, som også netop har sendt en fremragende bog ud på det danske marked, er Håvard Syvertsens realistiske stil mere eksperimenterende og følelsesbåret.

I lyset er en rigtig blues. Melankolsk fra først til sidst, og jeg mindes ikke nogensinde før at have læst så lamslående en skildring af depressionens væsen. Uden storladne bevægelser og dramatik løber dens gru ud og ind mellem det fortalte og usagte og sætter sig som en dyb tone af mol et sted i kroppen, hvor kun poesien normalt har adgang.
Henriette Bacher Lind, Jyllandsposten

Lykkeland tur – retur
… en lille toakter for violin og harpe om barndommens uskyld, om kærlighed og glæde og om det store, bratte tab. I lyset er fortællingen om den 10-årige Arne og hans mor, der er hjemmegående husmor i en norsk provinsby. Mor er lys og nærvær. Hun ligner Ingrid Bergman, hun plukker ribs og bliver solbrændt om sommeren og dufter sødt. Og hun synger for sin lille dreng: sammen med dig vil jeg erobre selve lykkeland. Far er mere fjern, som fædre var dengang, han arbejder på fabrik. Det er i begyndelsen af 70erne.

Men lykkeland bliver ikke ved. En dag lyser moderen ikke mere, eller hun lyser kun i en tynd, tynd stråle, der knap kan nå omgivelserne.

Forfatteren Håvard Syvertsen forstår i dette lille, fine menneskekoncentrat af en bog, at gøre barnets skridende oplevelse af undergang og tab på en gang ubærligt og lettonet, uigennemtrængeligt og gennemsigtigt. Netop fordi den store smerte er set med barnets optik; og derfor på den ene side kun er halvt opfattet, i flagrende sætninger og kroppe, der vender sig bort – og på den anden side registreret så skarpt, som kun barnets øjne kan, fordi intet slør endnu har sænket sig imellem livet og det åbne sind.

Der er ingen falske opsving i Håvard Syvertsens roman. Kun en langsom, uafvendelig bevægelse fra lyset til, nej, ikke mørket; men den grå, uvirkelige dis, der hverken kender dag eller nat. Og dog vælger han at slutte i lyset. Til allersidst klippes billedet tilbage til fortiden, hvor Arnes mor smuk, forelsket og forventningsfuld er på vej til et stævnemøde med ham, der senere bliver Arnes far.
Liselotte Wiemer, Weekendavisen

STILFÆRDIG OG FREMRAGENDE
“I lyset” er en lille intens, stilfærdig og fremragende roman. Selvom den ikke efterlader læseren noget håb om bedring af forholdene for den hårdt belastede lille familie, er det alligevel varme og en lidt sørgmunter følelse jeg sidder tilbage med. Forfatteren formår at få kærligheden mellem disse tre mennesker til at sive ud mellem linjerne, og de afmålte leksikonafsnit med beskrivelser af hundegalskabens udvikling er en herlig og grotesk humoristisk afbrydelse midt i al det sørgelige.
Nina Wegner, Litteratursiden.dk

I Arnes verden
Det lille mesterværk I lyset af Håvard Syvertsen udkom i foråret i Norge. Via det lille kvalitetsforlag Batzer & Co bliver nu endnu en stor norsk forfatter tilgængelig for et dansk publikum i Mone Hvass’ fine oversættelse … Det er en af den slags lavmælte romaner, som leder tankerne hen på store norske forgængere som bl.a. Tarjei Vesaas.
Jannik Lunn, Bogmarkedet

Et intenst familieportræt
Den lille usædvanligt sikre roman er stille og langsomt illuminerende på sin egen uimodståelige facon.
Connie Bork, Politiken

Da verden gik under
Syvertsen skriver et sprog, der skaber fryd, giver genlyd af grundfjeld og store vidder, en nøgtern nærmest minimalistisk prosa skåret ind til benet men så fornemt økonomiseret, at han f.eks. er i stand til at beskrive årstidernes skiften – komplet med lyde, lys og dufte, så intense som var man lige der – på hver enkelt af den gode bogs små sider. Det kalder man stort talent.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

Den fyrreårige forfatter, der siden 1992 har en lille håndfuld bøger bag sig, har her suppleret med en fintformet, sprød roman, der i partier ganske lakonisk registrerer en fremmedfølelse ved hverdagen og en balancegang på almindelighedernes tynde låg over uforståelige dyb, især set fra drengens tegnverden med dens særlige lys.
Torben Brostrøm, Information

Det er en menneskelig, stilfærdig historie af den slags, der griber en, som lister sig langsomt ind under huden på læseren, en uafrystelig skæbnefortælling, der ikke trænger sig på med voldsomme virkemidler, men simpelthen er verden ifølge en tiårig dreng, der også har en historie at fortælle.
DBC – lektørudtalelse

Om forfatteren

Haavard Syvertsen

Haavard Syvertsen

Håvard Syvertsen, f. 1962, debuterede i 1992 med novellesamlingen Nå ville han ikke tenke på det og har siden udgivet romanerne Etterpå (1995) og Rast (1997) og novellesamlingen Betzys sommer og andre fortellinger (2000), som fik mange roser af kritikerne. Anmelderne skrev at Syvertsens noveller på en gang er ”renskårne” og ”ladet med mening”. Hans nye roman, I lyset (2002), fik en kritiker til at tale om en ny norsk forfatter ”i superligaen”, mens en anden skrev: ”Lavmælt, inderlig, gribende.” Alt tyder på at I lyset vil blive Syvertsens store gennembrud som forfatter.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Første side i bogen
VI SAD VED KØKKENBORDET. Stolen havde rødt plasticbetræk med sorte kanter. Mine fødder kunne ikke nå gulvet. Mor sad på den anden side. Hun lo. Det glimtede i hendes briller. Der var så lyst. Jeg boede i det lys. Når jeg tænker på det nu, er det som om mørket rundt om os bliver tættere. Lyset er stadig lige stærkt, men det område det lyser op bliver mindre. Der er kun en lysstråle tilbage, mellem mor og mig. Hun synger.
1. kapitel
MOR STOD I VINDUET OG SÅ EFTER MIG, jeg tænkte at hun havde stået der siden jeg gik. Jeg så hende nede fra lågen, men hun forsvandt i det samme hun fik øje på mig. Da jeg kom ind, sad hun ved køkkenbordet. Hun havde tændt sig en cigaret, hun bladede i et ugeblad der lå foran hende på bordet. Hun spurgte hvordan jeg havde haft det, og slog cigaretten mod kanten af askebægeret. Hun så på mig. Jeg satte skoletasken fra mig henne ved væggen. Jeg sagde at jeg havde haft det fint. Hun vendte sig og så ud ad vinduet, op mod landevejen. Jeg satte mig ved bordet og så også op mod vejen. Roys bedstefader gik deroppe med sin jagthund, den trak i snoren. Mor vendte ansigtet om mod mig, hun havde tårer i øjnene. Jeg rejste mig og gik hen til hende og lagde armen på hendes skulder. Jeg stod tæt ind til hende og så på røgen der snoede sig op fra cigaretten. Mor tog brillerne af, hun tørrede sig over øjnene med bagsiden af hånden. Jeg lænede hovedet mod hendes skulder, og jeg mærkede det grove kjolestof mod kinden og hendes søde duft, af og til var den sursød ligesom sovsen vi fik til kødet efter suppen. Det var den blå kjole. Den havde korte ærmer, hendes hud var så hvid. Hun blev ikke brun længere. Jeg kunne huske at hun havde siddet i solen i shorts og soltop, at hun lænede sig tilbage og løftede ansigtet mod solen. Hun plejede at flytte campingstolen rundt på gårdspladsen for at undgå skyggen fra birketræet.
– Hvad skal du, sagde hun hvis far eller jeg rejste os.
Vi sad i skyggen ved bordet. En gang imellem rejste mor sig og kom hen til os og skænkede sig et glas saftevand fra kanden. Om aftenen var hun solbrændt. Far smurte hende på skuldrene, cremen lugtede sødt.
– Vil du have en mad, spurgte mor.
Hun så på mig, hun havde taget brillerne på igen.
– Jeg vil gerne have puffede ris, sagde jeg.
Mor skoddede cigaretten og rejste sig. Hun tog en tallerken frem, posen med puffede ris og mælk. Hun var holdt op med at sige at jeg skulle spise andet end puffede ris. Det går nok over, plejede hun nu at sige. Hun sad sammen med mig mens jeg spiste. Hun så ud ad vinduet, som om hun ventede på at der skulle komme nogen forbi oppe på landevejen. Jeg kunne huske at hun havde sunget for mig. Hvad var vel livet uden dig. Det var da jeg var mindre. Dengang boede vi et andet sted, solen skinnede ind gennem vinduet, og hun vendte sig om mod mig og lo.
– Vil du ikke nok synge, sagde jeg.
Hun så på mig. Ikke nu, sagde hendes øjne, en anden gang. Men så bøjede hun sig frem og ruskede mig i håret. Hun sang. Hvad var vel livet uden dig. Sorg og bekymring kan jeg tænke mig. Livet er skønt som et eventyr. Sammen med dig vil jeg erobre selve lykkeland.

Mor gik ikke ud. Hun gav mig nettet med pungen og huskesedlen. Du skal komme lige hjem, sagde hun. Jeg vendte mig om nede ved lågen. Hun stod i vinduet og så efter mig. Jeg vidste at hun stod der så længe jeg var væk. At hun så mig forsvinde bag naboens udhus, og at hun allerede var begyndt at vente. Da jeg kom ud på landevejen gik jeg ikke på asfalten, men langs grøftekanten. Der var støvet. Mine sko var grå da jeg gik over vejen.
– Nå, der har vi så kalorius, sagde købmand Karlsen.
Han sagde det samme hver gang. Han sad bag kassen og læste avis. Nå, der har vi så kalorius, og så grinede han dumt. Der var noget han lo af, men jeg vidste ikke hvad det var. Jeg gik ind mellem hylderne. For enden af butikken hang der et stort spejl oppe under loftet, og i det sad Karlsen og grinede dumt. Han havde slips på under kitlen. Den havde et orange S på brystlommen. Karlsen fløjtede mens han læste avis.
Jeg stod i nærheden af kaffemøllen og kunne mærke duften af nymalet kaffe. Jeg gik helt hen til den og snusede dybt ind.
– Skal du have kaffe, råbte Karlsen.
Jeg rystede på hovedet. På vej hen til kassen havde jeg hans ansigt i spejlet bag mig og hele ham foran mig. Han foldede avisen sammen da jeg lagde varerne på disken.
– Hvordan står det til hjemme, spurgte han.
– Godt, sagde jeg.
– Det er længe siden jeg har set din mor, sagde han.
– Hun har travlt, sagde jeg.
Karlsen smilede. Jeg så hans hånd tage varerne en for en mens han slog prisen ind. Jeg betalte og lagde varerne ned i nettet.
– Hils hjemme, sagde han da jeg gik ud ad døren.
Jeg gik hurtigt hjem. Jeg så mor nede fra lågen, hun forsvandt idet hun fik øje på mig. Jeg skyndte mig op ad vejen. Ribsene var ved at være modne, det lyste rødt mellem bladene. Sidste år var alle ribsene rådnet på buskene. Mor var ikke hjemme, men året før havde vi plukket ribsene sammen. Mor havde en stor, gul spand, min var mindre, men den var også gul. De røde bær skinnede mod den gule farve i spanden. Mor sad på en skammel, det er næsten som at malke, sagde hun. Selv om det var sent på sommeren, så hun svedig ud da hun sagde at nu skulle vi have en mellemmad. Vi spiste ude under birketræet. Jeg åbnede dåsen med makrel i tomat inde i køkkenet, og vi smurte brødet og lagde det på et fad. Mor lavede kaffe. Vi bar det hele ud på den store bakke. Om aftenen stod den store saftkoger på komfuret. Det var en stor gryde med et hul hvor saften kom ud. Der sad en gennemsigtig plasticslange i hullet. Da gryden havde stået et stykke tid, løb den første saft gennem slangen. Sent om aftenen begyndte mor at tappe. Hun havde rene saftflasker. De lå til varme i ovnen, og mor måtte tage dem ud med grydelapper. Jeg fik lov til at holde de første flasker mens hun fyldte dem med saft, og jeg kunne mærke varmen fra flaskerne gennem grydelapperne. Der var en klemme på slangen, og når flasken var fuld, klemte hun til igen. Så satte vi flaskerne på køkkenbordet, men efter nogle få flasker skulle jeg i seng. Da jeg stod op næste morgen, var køkkenbordet fyldt med flasker. Jeg talte dem. Mor smilede, det bliver godt at have til vinter, sagde hun.
Men sidste år var hun ikke hjemme. Far og jeg havde besøgt hende. Det havde været varmt. Mor og jeg havde siddet på en bænk i den store have, og mor havde strøget mig over ryggen. Hendes hånd var varm og lugtede af tobaksrøg. Hun havde læbestift på, den var helt rød. Jeg havde spurgt om den var ny. Tænk at du lægger mærke til sådan noget, sagde mor. Men det var nærmest som om det var far hun sagde det til. Han havde ikke sagt noget om læbestiften. Da vi var kommet ud, havde han gået rundt i grusgangene, vi så ham stå med ryggen til nede ved en sø, han stod og så på fugle.
– Hvad lavede du nede i haven, spurgte mor da han kom tilbage.
Far svarede ikke, han satte sig sammen med os på bænken, og han så på mig. Mor så på ham. Hun spurgte en gang til hvad han havde lavet dernede.
– Jeg så mig bare omkring, sagde far.
Bagefter var vi gået ind. Vi havde fulgt mor hen til spisestuen, for hun skulle spise middag. Hun havde vist os sin plads inden hun fulgte os hen til trappen. Hun standsede på trappeafsatsen. Hun så på mig, og hendes blik virkede tungt, det sank som en klump ned i maven.
– Nu må du være forsigtig og passe godt på dig selv, sagde hun.
På begge sider af vejen væk fra sygehuset stod der høje træer. Far kørte langsomt.
– Det er ikke en have, sagde han, – det er en park.
Vi standsede et sted og købte pølser med brød i en kiosk, vi sad i bilen og spiste. Da far var færdig, startede han bilen og kørte videre. Det var varmt, og jeg tænkte på mor. Hun stod øverst på trappen og vinkede til mig. Hun smilede med den røde mund. Så var vi gået ud og havde sat os i bilen. Jeg havde set op på de store bygninger. Der var lange rækker af vinduer. I et af dem stod mor og så efter mig.
Dørene var blevet låst efter os da vi gik. Jeg sad på forsædet hvor der var sikkerhedssele. Far sagde ingenting. Jeg så hans fod på speederen, hans sko var blanke. Vi havde pudset sko inden vi tog af sted. Vi havde hver sin skobørste der lugtede godt af den brune skosværte. Jeg fik lidt på fingrene og måtte vaske hænder. Da jeg havde taget skoene på, havde far hentet køkkentaburetten. Jeg stod med skoen oppe på taburetten mens far polerede, han havde fundet en lang klud som han trak fra side til side. Bagefter havde han gjort det samme med sine egne.
Jeg så ud på de marker vi kørte forbi. Jeg tænkte at hvis far døde, ville jeg ikke kunne finde mor igen. Der var alt for mange vinduer. Jeg ville heller ikke kunne finde vej. Jeg kom i tanke om birkealléen, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme dertil.

Efter at mor var kommet hjem fra sygehuset, gik hun ikke ud mere, kun nogle få gange var hun med for at hente mig fra skole om lørdagen, men så holdt hun op med det. Jeg havde musik i sidste time, jeg sad ved vinduet: Jeg sad der for at se hvornår bilen ville svinge ind på parkeringspladsen. Jeg forestillede mig at den ikke kom, men ikke at der var sket nogen ulykke. Jeg forestillede mig bare at den ikke kom, at de var blevet væk.
Far havde fri fra arbejde om lørdagen. Mor plejede at skrive en huskeseddel til far, og han kørte til byen, til de store butikker. Han fyldte bilen med varer inden han hentede mig. Dagen endt og ingen penge tjent, sagde han, når jeg satte mig ind i bilen. Vi kørte hjem. Nede ved lågen så jeg mor stå mellem gardinerne i stuevinduet. Når vi kom ind, stod hun ved komfuret og lavede fiskefrikadeller og brasede kartofler. Hun smilede til os.
– Er I sultne, sagde hun.
Ingen af os svarede. Far bar poserne ind, han satte dem på bordet. Jeg gik ind på mit værelse med skoletasken.
– Hvad skal du, spurgte mor.
Jeg hørte hende spørge far om han havde mødt nogen de kendte. Jeg satte skoletasken fra mig og gik tilbage til køkkenet. Jeg stod i døren og så på mor. Hun pakkede indkøbene ud og satte dem på plads, så begyndte hun at dække bord. Far havde allerede sat sig, han bladede i avisen.

Alt stod stille den vinter. Der var bare sneen der faldt, den lagde sig tungt hele den lange vej op til huset, sneen der sneede og sneede. I weekenderne sad jeg på mit værelse og læste. Mor stillede sig i døren, hun så på mig.
– Jeg ville bare se hvad du lavede, sagde hun.
Jeg hørte deres dæmpede stemmer inde fra stuen. Da jeg gik derind, holdt de op med at tale. Efter et stykke tid så mor på mig, af og til smilede hun. Senere sad far inde på mit værelse. Han lånte kassettebåndoptageren, sad i stolen ved vinduet og fortalte om den flyveulykke hvor Jim Reeves døde. Han drak øl af et mælkeglas, der sad hvidt skum på indersiden af glasset. Jeg gik ind i stuen til mor. Hun sad på gulvet og vuggede frem og tilbage, da hun så mig strakte hun armene frem. Hun klemte mig tæt ind til sig. Vi vuggede frem og tilbage. Efter et stykke tid rejste jeg mig.
– Hvor skal du hen, spurgte mor.
– Jeg går ind på mit værelse, sagde jeg.
Jeg så ud ad vinduet, det sneede igen, tætte, hvide fnug. Far stod i køkkenet, han så ind i køleskabet, men lukkede det igen og vendte sig om da han hørte mig. Han så på mig.
– Skal du ind på dit værelse, spurgte han.
Jeg nikkede og gik forbi ham og ind på mit værelse. Jeg tog en stak tegneserier ned fra hylden og satte mig ved skrivebordet. Jeg hørte at far gik ind til mor. Jeg gik ud i køkkenet igen, jeg hørte fars stemme inde fra stuen.
– Hvad er det du gør, sagde han, – hvorfor gør du det?
Mor sagde ingenting. Hun sad og vuggede frem og tilbage på gulvet. Jeg stod i døren til stuen og så på dem. Far stod foran mor, han så på hende, men hun så ned i gulvet. Far forstod ikke at han skulle sætte sig ned til hende. Han ville have at hun skulle sige noget, men hun kunne ikke. Det var kun mig hun kunne tale med. Men denne gang svarede hun.
– Ester, sagde far, – sig nu noget, fortæl hvad det er.
Der lød en tuden, først var det så svagt at jeg ikke forstod hvad det var, men så forstod jeg at det var hende, at det var hende lyden kom fra. Jeg kunne høre at det var hendes stemme, selv om den lød anderledes end den plejede. Hun holdt sig om hovedet, men pludselig slap hun og slog håndfladerne mod gulvet. Hun skreg og så lige på far.
– Hvad vil du have jeg skal sige, skreg hun.
Fars stemme var næsten forsvundet da han svarede. Jeg så at hans blik bevægede sig rundt i stuen. Jeg tog et skridt baglæns for at han ikke skulle se mig.
– Du kan vel fortælle hvad det er, sagde far.
Det var knap nok at jeg kunne høre ham. Mor var begyndt at græde, jeg hørte nogle lyde og tog et skridt frem, og jeg så at mor skrabede med neglene hen over gulvet.
– Jeg er så bange, sagde hun, – jeg er så bange.
– Hvad er det du er så bange for, sagde far.
Han havde sat sig på hug ved siden af hende. Mor rystede på hovedet, hun græd højere, og jeg hørte hendes negle, de skrabede hen over linoleumet.
– Jeg ved det ikke, råbte hun, – jeg ved det ikke, jeg er bare så bange.
Far lagde armen om skulderen på hende. Pludselig så han lige på mig. Han rejste sig.
– Hvor skal du hen, spurgte mor.
– Jeg er straks tilbage, sagde far.
Han kom hen imod mig, jeg gik ud i køkkenet, jeg tænkte på at mor sad alene på gulvet inde i stuen.
– Arne, sagde far, – måske skulle du gå lidt ud. Så vil det nok være bedre når du kommer ind igen.
– Går du ind til hende, sagde jeg.
– Det er klart, sagde far.
Jeg så ud ad vinduet, det var ved at blive mørkt, det sneede og sneede. Jeg gik ud i gangen og tog overtøjet på, og jeg hørte far gå ind i stuen og at mor igen begyndte at græde.
– Jeg ved ikke hvad det er, råbte hun igen.
Sneen glitrede i lyset fra udendørslampen, den blev ved med at falde. Jeg vadede ned mod lågen. Jeg vendte mig om og så efter mor i vinduet, men hun var der ikke. Hun sidder på gulvet, tænkte jeg, men hun vil snart rejse sig op. Jeg tænkte at hun sikkert sad i sofaen når jeg kom tilbage, at hun hæklede, at hun trak mere garn ud fra nøglet når jeg kom ind i stuen. Hun ville se på mig og smile.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tage mig til. Jeg gik op til landevejen, jeg stod ved frakørselen og så på bilerne der kørte forbi. Sneen føg op bag dem og ramte mig i ansigtet. De røde baglygter forsvandt i svinget oppe i retning af heden. Vejen var fuld af sne. Nu kommer sneploven snart, tænkte jeg. Jeg så ned ad vejen. Jeg ventede på at sneploven skulle komme frem i svinget neden for købmanden, og jeg tænkte på det gule, blinkende lys, og at jeg måtte løbe væk fra vejen for ikke at få al sneen over mig.

Det blev ved med at sne. Hver dag blev snedriverne lidt højere. Jeg forestillede mig at mor var sneet inde. Hun fandt skøjterne frem til mig, og jeg hængte dem på styret på sparkstøttingen og løb hen til legepladsen, hvor bilen fra kommunen havde sprøjtet. Far havde købt en ishockeystav til mig. Sakkerhusene stod store og sorte i mørket oven for skøjtebanen. Der var tre huse, i dem havde minearbejderne boet fra mandag til lørdag. Om lørdagen gik de over åsen ind til byen. Der var lys i et af vinduerne. Der boede Jens. Han var dansker, og nogen sagde at han fandt sølv i åsen og solgte det. Af og til stod han og så på os mens vi spillede, og hunden sad ved siden af ham og spidsede ører. Den lyttede til pucken der smældede mod stavene. Hver gang der lød et smæld, lagde den ørerne lidt ned. Sneen faldt gennem lyset fra lysmasten. Nogle blev hentet, og det hele gik i opløsning. Mor stod i vinduet. Hun kom mig i møde ude i gangen, hun smilede, hun havde tårer i øjnene.
– Der er du endelig, sagde hun.
Isen på skøjtebanen blev blød, gruset kom til syne. Far havde taget cyklen frem til mig, om aftenen plejede jeg at cykle hen til badedammen. Vandet havde været tappet ud om vinteren, men dæmningen ville snart blive lukket igen. Somme tider cyklede jeg helt op til stationen oppe på åsen, jeg måtte trække op ad de stejleste bakker. Jeg stod med hænderne mod vinduet og så ind i den tomme ventesal på stationen. Da mor var ung havde togene standset her. Hun havde taget toget herfra dengang hun var rejst for at begynde at arbejde og bo på værelse. Pludselig så jeg hende sidde på bænken inde på stationen. Hun ventede på toget. Hun er så pæn, tænkte jeg. Det så ud som om hun glædede sig. Hun sad med billetten i hånden, og med jævne mellemrum kastede hun et blik på den. Stationsforstanderen stod bag skranken, jeg så at han kiggede hen på mor. Jeg tænkte at han også havde lyst til at rejse, at han var der hele tiden mens togene kørte forbi, og at han hver gang han gik ud for at tage imod et tog ønskede at han kunne stige på toget og køre af sted med det.
Jeg så igen på mor. Hendes blik var rettet mod mig, men hun så mig ikke. Hun vidste ikke noget om mig. Hun ved ikke noget endnu, men hun glæder sig, tænkte jeg. Hun havde en kortærmet kjole på, den var blå med hvide blomster, og jeg vidste at hun selv havde syet den, for hun havde fortalt mig om den. Hun var solbrændt i ansigtet og på armene. Det var sandt at hun lignede Ingrid Bergman, jeg havde ikke lagt mærke til det før, men nu så jeg det. De sagde at jeg lignede Ingrid Bergman, sagde mor af og til. Hun havde vist mig billeder af hende i ugebladene. Ja, du ligner hende, havde jeg sagt, men det havde ikke været sandt. Nu kunne jeg se at hun lignede hende.
Jeg mærkede at det begyndte at blive koldt. Solen var forsvundet, jeg opdagede at det var sent og jeg måtte hjem. Mor var væk, og venteværelset så ud som det plejede. Det var tomt, og jeg tænkte at der nok var lige så koldt indenfor som udenfor. Jeg hørte et tog fløjte, og jeg vendte mig om, stod stille og ventede, det var et godstog der kom. Det kørte forbi uden at sætte farten ned. Vognene hvirvlede støv op, og pludselig var luften grå, jeg stod på perronen mens støvet lagde sig over mig.

Artikler/Interviews

DAGBLADET: Anmeldelse: Minimalistisk merkevare om mor og barn
Overbevisende rekapitulasjon av et barns opplevelser av tap og savn. LÆS MERE!