Fra En tuvinsk historie

Floden og pilekrattet lå bag os, og steppen begyndte. Hestene var våde efter svømmeturen over floden, og myggesværme klæbede til deres kroppe som askegrå hullede dækkener. Hestene slog med halerne, og vi ryttere fægtede med armene, men alle anstrengelserne var nytteløse, røverbanden foretrak åbenbart at dø mætte frem for at leve sulte.
Det tegnede til at blive en varm dag. Den opstigende sol brændte som ild i ryggen, og snart blev også hestene tørre. Men de rester af myggesværmen der havde overlevet, forfulgte os og så nu nærmest violette ud.
“Det bliver varmt i dag,” sagde jeg. “Sludder!” mumlede min jagtfælle, gamle Dshaniwek. “Vi får tordenvejr og sne!” Forundret vendte jeg mig om og opdagede en bleg sky-boble mellem solen og horisonten. Resten af himlen strålede kølig, dybblå. Hen imod middag kommer der måske regn, tænkte jeg og iagttog min ledsager, den gamle hyrde som alle tilsyneladende undgik.
“Ham Dshaniwek lader jeg dig ikke tage af sted sammen med!” havde mor truet da hun hørte jeg tænkte på at tage på ulvejagt med ham. Og hun havde først givet sit samtykke da jeg lovede at finde en tredje der ville ride sammen med os. Men vi var kun i juni måned, og ingen kunne overtales til at gå på jagt, for på det tidspunkt var det kun ulve der måtte skydes, og man troede ikke på at gamle Dshaniwek ville opspore ulve som han havde bedyret.
Rygtet sagde at han havde skudt en flygtning der ikke havde gjort nogen noget. Andre fortalte derimod at flygtningen havde været en bevæbnet desertør, og at Dshaniwek udelukkende havde haft til opgave at anholde ham. Det var kommet til et skyderi hvor desertøren var blevet dræbt. Man kunne ikke med sikkerhed sige hvis kugle han var blevet ramt af, for Dshaniwek havde ikke været alene. Ud over ham havde også andre mænd affyret skud, og hændelsen havde fundet sted ved daggry.
Desuden fortalte man at Dshaniwek først havde været folkelærer, derefter kredsformand og senere partisekretær. Nogle tiltalte ham stadig med “kammerat lærer” eller “kammerat chef”, men den tone det blev sagt i, var spottende og somme tider ligefrem fjendtlig.
Jeg kendte ham kun gennem hans arbejde og så også det som forklaringen på hans levevis. Som kooperativets kamelopdrætter havde han ingen jurte, men kun et telt der stod et sted hvor andre sjældent kom, for kamelen er et meget krævende dyr der ikke har nok i det sparsomme græs i bjergene og på græsgangene.
At han levede alene, var der ikke noget usædvanligt i, for verden var nu engang sådan indrettet at den ene havde ti sønner og hundrede slægtninge mens den anden gik alene omkring med sin skygge.
I mit stille sind tog jeg parti for Dshaniwek og mente at hans medmenneskers fjendtlige indstilling over for ham var en uretfærdighed af den slags som ofte overgår folk der kæmper for samfundets og fremskridets interesser og derved får en masse fjender. For i den revolutionære nyordnings og den kontrarevolutionære uordens år, i årene med krig og mangel på kræfter og midler, måtte det nye samfunds interesser forsvares med hård hånd.
Og hvad mordet angik, var det ikke andet end en vag mistanke. Selv hvis han havde været den fra hvis gevær den dødelige kugle stammede, ja, hvis han havde skudt ham ned ved højlys dag, så havde det været en nødvendig handling, det havde simpelthen været tegn på at han var pligtopfyldende, for den anden var bevæbnet, var desertør, og det var han blevet på et tidspunkt hvor folkedemokraterne hverken vidste ud eller ind for bare bekymringer.
Dshaniwek syntes dog ikke at tage sig af sladderen. Han var aldrig den første der åbnede munden, men hvis han endelig var begyndt at fortælle, havde han svært ved at holde op igen. Han var venlig og sørgede godt for kooperativets kvæg. Det havde jeg fundet ud af få dage tidligere da jeg ved et tilfælde stødte på hans ensomme telt midt oppe i bjergene efter at have flakket om den halve nat og været urolig og anspændt af frygt for sjakalerne der hylede omkring mig.
Da han den nat fortalte mig om sjakaler, ulve og andet, bad jeg ham næste morgen om engang at tage mig med på ulvejagt.
Hestene skridtede rask ud, deres brede hove slyngede det tørre sand tilbage, og mange års finmalet hvidt støv stod i luften et øjeblik inden det steg højere op og trak bort uden hastværk. Det var som fløj et vindsel af sted under dyrenes ben og spolede en skælvende hvid tråd af, der nåede helt ud til horisonten. Jægerkarret i hjorteskindssækken slog mod saddelknappen i takt med hestens skridt og frembragte den evindeligt samme dumpe, søvndyssende lyd der mindede om den vidtstrakte steppe.
Efterhånden som det blev mere og mere lyst, svulmede sky-boblen op og blev mørkere, men endnu strålede solen utilsløret og stadigt varmere. Det sparsomme steppegræs stod ubevægeligt, hist og her sprang tykke grå græshopper ud til vejkanten, blev siddende på jorden og stirrede på hestebenene med forskrækkede, mørke øjne.
Det så virkelig ud til at et uvejr var ved at trække op. Vi red tavse som alle stepperyttere så længe der ikke sker noget uventet. Dshaniwek sad sammensunken i sadlen som om han sov. Hans furede ansigt lignede et stejlt bjerglandskab der i en grå fortid var blevet såret af nedstyrtende klipper og som vand, vind og sol havde ædt sig ind i fra det blev født. Munden var tæt lukket som vogtede den over en hemmelighed. To dybe, skinnende blanke ar krydsede hinanden i panden. Lammeskindshuen med de lange øreklapper var slidt, under den vatterede jakke tittede hans lasede lawschak frem, støvlerne var næsten nye. Hans karabin virkede gammeldags, om låsen var lagt en tyk forbinding som blev dette mægtige dødens værktøj holdt i lænker. Bag det flimrende blå i det fjerne ragede Besch-Bogda-bjergene op som en ubetvingelig mur, og deres snetinder strålede så hvidt i solen at man fik ondt i øjnene.
Jeg tænkte på Island, denne plet på Jorden som jeg ganske vist aldrig havde set og alligevel var kommet til at holde så meget af, tænkte på disse store naturbørn der havde hævdet sig gennem en mangetusindårig historie. Jeg tænkte på den skytsånd der havde fået mig, bjergsønnen på den anden side af vor Jord, til at lægge mig sin hjemstavn og sit folk på sinde, tænkte på den som på en fjern broder og fik tårer i øjnene. Jeg så min rejsefælle, denne gamle tuviner med det furede ansigt og munden der vogtede over hemmeligheder, så det ridende mindesmærke fra en epokes slutning og en verden i forandring. Jeg så ham og græd tårer der havde ophobet sig i mig i tidens løb. De var frugten af en stor sorg der intet havde at gøre med civiliserede folks sorg omkring cafébordet. Denne sorg var ikke beklemmende, den var et minde om noget stort der havde været og ikke måtte forgå, den formanede og ruskede op og antydede at noget stort var ved at tage form. Jeg græd og tænkte på den lykkelige ånd der en dag ville få fjerne brødre til at lægge sig også vort folks skæbne på sinde og derved gøre menneskehedens evige glæder og lidelser en dråbe rigere.
Det tordnede. Hestene spidsede øren, blev urolige. Dshaniwek åbnede kun øjnene så meget at man så to mørke streger, og prøvede at bestemme den retning støjen kom fra. Jeg tørrede øjnene med håndryggen, fulgte hans eksempel og opdagede efter et stykke tid et lyst punkt der bevægede sig mod øst højt på himlen.
Luften var pludselig fuld af fugle. Glenter, krager, sanglærker, duer og måger, disse ynkværdige havets naboer der stadig forvildede sig hertil ad de vide blå veje deres forfædre var fløjet ad. Men det var dengang, langt, langt tilbage i fortiden, for millioner af år siden, og af havet var nu kun den udtørrede havbund tilbage: steppen med hundrede millioner af afslebne sten og muslinger.
Fuglene fløj i et virvar så man næsten blev svimmel af at se på det, og de kurrede, kvidrede, hvinede, skræppede og skreg, skreg som pinte og plagede væsener der var prisgivet undergangen. Deres vinger piskede luften så voldsomt at man kunne høre vingeslaget trods tordenbuldren og nødskrig, og det føltes som at gå gennem en frådende brænding.
Den grå flyvemaskine fløj oppe over den vidtstrakte steppe og forsvandt bag skyerne der nu ikke længere var let svulmende bobler, men et bølgende hav som var skyllet hen over solen.
Vi sagde ikke et ord, strammede tøjlerne, rettede os op i sadlen og drev hestene frem i strakt galop ved siden af hinanden. Vinden rejste sig og forvandlede støvtråden til en støvhale. Steppen drønede under hestenes hove, kun snebjergene i det fjerne ragede roligt op i himlen, deres gletsjere funklede, og da jeg så dem ligge dér, tænkte jeg på den forestående jagt, tænkte at Dshaniwek helt sikkert ville opspore ulve, og jeg ønskede at det ville begynde at sne, jeg ønskede det så brændende som et barn.