Tekstuddrag

FRA UFFE HANSENS FORORD

Det er helt kafkask er en sætning, som er gået ind i vores dagligsprog. Hvis man er i tvivl, om Franz Kafka har haft større betydning for vort århundredes forestillingsverden end de andre store digtere i vor tid, kan man jo blot prøve sig frem med sætninger som: Det er helt joycesk, eller: Det er helt proustsk. Ingen vil forstå, hvad man mener med det. Men kafkask, det er forestillingen om en på samme tid knugende realistisk, pedantisk, bureaukratisk, uigennemskuelig og absurd verden, som fylder én med en følelse af afmagt. Det er samtidig en verden, hvor man ikke bliver overrasket over, at en lidt sølle og forjaget handelsrejsende en grå regnvejsmorgen vågner op i sin seng og i nattens løb er blevet forvandlet til en skarnbasse i menneskeformat, sådan som det sker i fortællingen Forvandlingen. Med Kafka blev en ny slags litteratur mulig, og det satte sig varige spor.
Også mennesket Kafka har en profil, som træder skarpt frem. Det er næsten blevet en myte i sig selv, symbolet på det moderne menneskes udsathed. Da han kom til verden i Prag i 1883 som ny borger i det Habsburgske Dobbeltmonarki, var ni tiendedele af byens indbyggere tjekkere. Men den ganske velhavende Kafkafamilie tilhørte det tysktalende mindretal, og som jøder var de et mindretal i mindretallet. Oven i det hele følte Kafka sig fremmed og isoleret i sin egen familie, især i forholdet til faderen Hermann Kafka, forretningsmanden, der havde kæmpet sig op fra meget små kår og ikke kunne begribe, hvorfor sønnen ikke var tilfreds med at være blevet jurist og have fået en god stilling i den halvstatslige Arbejderulykkesforsikringsanstalt. I november 1919 skrev Kafka et 60 sider langt brev til sin far, der nok mindre er tænkt som et egentligt brev end som en status over hans hidtidige liv. I hvert fald fik Hermann Kafka det ikke at se. Det er først og fremmest stor litteratur i skildringen af, hvordan en lille splejset og nærtagende dreng næsten bliver mast af en robust, vital og ganske grovkornet far. Samtidig er det et rystende vidnesbyrd om, hvordan den voksne Franz Kafka forgæves forsøgte at befri sig fra denne fars misbilligende blik og skabe sig sit eget liv. Dette liv skulle hvile på tre søjler.
Den første var tilhørsforholdet til det jødiske folk. Men hvad havde “vestjøden” Hermann Kafka kunnet give ham i den henseende? En overfladisk og vanemæssig holdning til den mosaiske tro, stort set begrænset til fire årlige besøg i synagogen, hvor den lille Franz kedede sig gudsjammerligt. En foragt for de østjøder, hvis religiøse lidenskab og trofasthed mod deres sprog og traditioner Kafka år for år blev mere og mere fascineret af. En afvisende holdning til den zionistiske bevægelse, som Kafka følte sig mere og mere forbundet med. I 1917 begyndte han endog på egen hånd at lære sig hebraisk og tog senere regelmæssig undervisning i sproget, adgangsbilletten til en emigration til Palæstina. Den kom der dog aldrig noget ud af.
Den anden søjle var hans forfatterskab. Han kunne i 1919 se tilbage på en ganske vist lille, men fornem produktion: to samlinger af fortællinger, Betragtning og En Landlæge, separatudgivelser af tre store noveller, Dommen, Forvandlingen og I Fangekolonien og første kapitel af romanen Amerika. Men når han gav sin far en af sine bøger, var modtagelsen mere end koldsindig: „Læg den på natbordet”. Ganske vist kunne Kafka og hans tre søstre i smug more sig over faderens stereotype vending, men det gjorde ondt: „Min digtning handlede om dig, jeg klagede jo der kun over det, som jeg ikke kunne klage over ved dit bryst. Det var en afsked med dig, som jeg bevidst trak i langdrag.”
Den tredje var ægteskabet. Kafka var glad for kvinder, men bange for at han ikke duede i rollen som ægtemand og bange for, at ægteskab ikke ville gå sammen med den digtning, der var en livsnødvendighed for ham. Hermann Kafka derimod hvilede trygt og tyrannisk i sin rolle som ægtemand og far, og seksualiteten, der gav sønnen så mange skrupler, så han på med en skræmmende håndfast kynisme.
Oplevelsen af en fundamental fremmedhed, den psykologiske dybdeboring i den irrationelle skyldfølelse og følelsen af manglende selvværd, længselen efter at blive bekræftet i en fast identitet, alt dette har fundet et enestående udtryk i Kafkas digtning. Lige så vigtig er imidlertid forankringen af disse psykologiske problemer i samfundet og dets institutioner. Den deformering og undertrykkelse af individet, som begynder i familien, gentages i arbejdstagerens forhold til arbejdsgiveren og i borgerens forhold til magtapparatet. Hvor ubarmhjertigt klart Kafka så på det uundgåelige magtmisbrug i selv de nærmeste menneskelige relationer, kan man, hvis man ikke har nok i romanerne og fortællingerne, læse i de fire breve han i efteråret 1921 skrev til Elli Herman, hans ældre søster. De er hans reaktion på, at hun desperat modsatte sig sin mands ønske om, at deres niårige søn Felix skulle indskrives på en kostskole uden for Prag. I disse breve beskriver Kafka – med udgangspunkt i Jonathan Swifts Gulliver’s Travels – børnefamilien som ét “familiedyr”, én organisme, hvor forældrene langsomt, men ubønhørligt “opæder” barnets personlighed. Hvor brevet til faderen er et ganske gribende vidnesbyrd om den uopløselige blanding af ømhed og afsky i sønnens sind, er klangen i det essay om barnets udvikling, som brevene til Elli udviklede sig til, hård og kompromisløs.
Disse strejftog i biografien er kun af interesse, fordi de handler om den mand, der skrev de tre store romaner Amerika, Processen og Slottet og klassiske fortællinger som Dommen, Forvandlingen, I Fangekolonien og En Landlæge. Kafkas digtning er stor kunst på egne præmisser og behøver ikke noget biografisk stillads for at blive forstået og værdsat.
Det er en anden, men særpræget gren af Kafkas forfatterskab, der her for første gang forelægges i dansk oversættelse: aforismerne. Med ordet aforisme, der på græsk betyder afgrænsning eller definition, betegner man en litterær genre med rødder tilbage i oldtiden. Den er karakteristisk ved det korte og prægnante, ofte paradoksale udsagn. Aforismen er et indfald, en pludselig indsigt, der uden nærmere argumentation fremsættes som en påstand om almengyldige forhold som menneskets natur og livets mening. Blandt Kafkas efterladte manuskripter fandt hans mangeårige ven, forfatteren Max Brod, en konvolut med nummererede aforismer. Der var tale om udskrifter fra de sidste to af de otte blå kladdehefter, de såkaldte oktavhefter, hvori Kafka fra 1916 til 1918 havde nedfældet en broget skare af litterære udkast. Aforismesamlingen har altså efter alt at dømme været beregnet på udgivelse. Den blev ikke trykt i hans levetid, men det blev hans tre romaner jo heller ikke. Det er altså vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er private dagbogsoptegnelser, vi har at gøre med, ikke noget direkte indblik i “Kafka dybest set”, men et værk, der er lige så “litterært” som hans fortællinger og romaner. Det gælder både for de mange aforismer, Kafka nedskrev i vinteren 1917-18 og for de tilløb til aforismesamlinger, der stammer fra januar-februar 1920 (“Han”), fra september – december 1920 og oktober – december 1922.
Den uforberedte læser vil nok stå ret hjælpeløs, for ikke at sige måbende over for mange af disse ultrakorte tekster. Men det vil være forkert at affærdige dem som lommefilosofi eller blot tågede pseudoreligiøse dybsindigheder. Der er, som jeg vil vise, tale om en tankeverden med en klar indre sammenhæng. På den anden side får man det indtryk, at Kafka her bruger sproget på samme måde som den blinde sin stok. Hans formuleringer er som sonder, hvormed han prøver sig frem for at finde noget, der nok er skjult for det menneskelige øje, men som er selve grundlaget for vores eksistens.
Beslutningen om at bruge aforismen som udtryksform kom pludseligt, tilsyneladende natten mellem den 18. og 19. oktober 1917. Sommeren 1917 havde været den mest kritiske periode i Kafkas liv. Der var først forholdet til hans forlovede, den fire år yngre Felice Bauer fra Berlin. De havde lært hinanden at kende i august 1912 og forlovede sig i juni 1914. I disse knap to år, hvor de kun havde været sammen et par gange, skrev Kafka i et næsten hektisk tempo næsten 600 sider breve til hende. Men selve forlovelsens håndfaste realitet gik han i stykker på, så den blev hævet allerede i juli samme år. Først i januar 1915 sås de igen, og forholdet udviklede sig i de næste to år så langt, at de i begyndelsen af juli 1917 forlovede sig for anden gang. Også denne gang gik det skævt. Allerede i midten af juli havde Kafka det elendigt og følte, at han stod over for en opgave, han ikke magtede.
Også livsnerven i hans eksistens, digtningen, var inde i en kritisk fase. Midt i juli havde han ganske vist kunnet sende sin forlægger de fjorten fortællinger, som udkom i 1919 under titlen En Landlæge. Men de var resultatet af en frugtbar periode i vinteren 1916-17, og inspirationen var tørret helt ud i løbet af foråret 1917. Hertil kom, at arbejdet i forsikringsanstalten mere og mere føltes som et fængsel.
Natten mellem den 12. og 13. august fik han en svær blodstyrtning fra lungerne, og kort tid efter kunne lægen konstatere en tuberkulose i udbrud. I et brev til Max Brod i midten af september beskrev Kafka, hvordan han opfattede sin sygdom: „Undertiden forekommer det mig, som om hjerne og lunge uden mit vidende var blevet enige. Sådan kan det ikke blive ved med at gå, har hjernen sagt, og efter fem års forløb har lungen erklæret sig parat til at hjælpe.” Med sygdommen som hjælper kunne han vikle sig ud af det net, han var fanget i, og var nær ved at føle sig lykkelig.
Kafkas lillesøster Ottla, der havde haft mere held end broderen til at sætte sig op mod Hermann Kafka, var i april 1917 flyttet hjemmefra og havde slået sig ned på en bondegård i landsbyen Zürau i Nordbøhmen, som hendes svoger ejede. Det var hendes plan at skaffe sig en landbrugsuddannelse, som hun engang ville kunne bruge i en kibbutz i Palæstina. Den tolvte september flyttede Kafka ind hos Ottla i Zürau og blev der i de næste syv måneder. Han havde fået orlov fra sit arbejde. Felice kom på besøg den tyvende, opskræmt ved meddelelsen om hans livsfarlige sygdom, men Kafka havde lukket sig til. I julen 1917 var de for sidste gang sammen i Prag.

Det er på denne baggrund, aforismerne fra Zürau blev til. De er skrevet af en fri mand, der er trådt et skridt tilbage fra sig selv som person og fra sit eget livs fortrædeligheder. Det, der interesserer denne mand, er ikke mere problemet med at skabe et nyt sandere litterært sprog, konflikten mellem fædre og sønner, den vanskelige kærlighed mellem mand og kvinde, outsiderens usikre eksistens, individets afmagt over for magtens ubegribelige arrogance, ikke engang udforskningen af sjælelivets krinkelkroge i Freuds fodspor. Alt dette er for ham kun symptomer på en fundamental og tidløs spaltning i verden, den spaltning mellem åndens og materiens virkelighed, som er de store religiøse systemers og mystikernes genstand.