Anmeldelser

IAGTTAGEREN SOM DOBBELTMENNESKE
Forfatteren har selv karakteriseret genren som »løgn og humbug tæt op ad kendsgerningerne«, og med en smule kendskab til datidens litterære miljø i Oslo, er det let at genkende ham selv og den kreds, han da blev en del af med de lokale og storpolitiske begivenheder som reportageagtig baggrund. De er studenter, læser idehistorie på universitetet, blærer sig i sofistikerede lege med litterære citater og hele dannelsesrepertoiret, hører masser af musik, lever sig ind i teksterne fra de nye grupper, Beatles og især Rolling Stones, mentale rullesten som de er. Motto og lyrisk omkvæd er Rimbauds velkendte Jeg er en anden, je est un autre.
Torben Brostrøm, Information

NORSK GENERATIONSROMAN ER VENLIGERE END KNAUSGÅRD ♥♥♥♥
Selvbiografisk stof iklædt fiktionens lette slør er der ingen mangel på i hverken danske eller norske romaner for tiden. Men måden at bruge stoffet på er unægtelig forskellig fra Ib Michael til Knud Romer såvel som fra Dag Solstads personnummeroptegnelser i ’16.07.41’ til Karl Ove Knausgårds endeløst bindstærke rapportering om ’Min kamp’. Haavardsholm og Solstad har holdt trit gennem mere end 40 års norsk litteratur, fra eksperimentel modernisme via maoistisk socialrealisme til sociopsykologiske tids- og selvransagelser – men med hver sin umiskendelige stil. Hvor Solstad sprogligt og motivisk kan hælde mod en mere spekulativ centraleuropæisk tradition, er Hemingways knappe og prægnante prosa blandt Haavardsholms erklærede inspirationer. (-) Året er 1965, da både Haavardsholm og den litteraturstuderende Nils Haa fylder ’Tyve’ og tager på interrail med samme Zakk ned gennem Europa. Rolling Stones og Nikita Khrusjtjov, fremtiden og fortiden, besøger Oslo; på den amerikanske ambassade lyder en ny stemme i radioen, Bob Dylans; og kredsen dyrker Franz Kafka såvel som Dylan Thomas – ham, der skrev ’Portræt af forfatteren som hvalp’. Modsat for eksempel Knausgårds megaloroman – som andre er mere begejstrede for end jeg – er Haavardsholms tonefald trods alle nøgler i grunden blufærdigt og generøst tilgivende, blottet for anklager og forurettelse såvel som for den nu aldrende forfatters eftertanker i dag om tiden dengang. Dem må man slutte sig til af det, der er udeladt. Læs mere!
Søren Vinterberg, Politiken

”… en sympatisk og medrivende fortelling om ungdommens fantastiske høyder og grusomme fall. Om dumskap og overmot, fremmedgjøring og avhengighet, dødsdrift og livsglede … en fortelling som ytre sett er enkel og spennende, men dypest sett avansert og symbolladet.”
VG, ★★★★★

”Espen Haavardsholm gjør slentrende oppriktighet til en kunstform … I Tjue tas det logiske skritt videre fra forrige boks oppvekstskildring … Haavardsholm fanger den ungdommelige følelsen av at verden ligger ny og erobringsklar på sjeldent overbevisende vis. Så bruker han da også uhemmet, og utvungent, av det som fremstår som svært nær hans egne erfaringer … først og fremst er spillet med virkeligheten så finstemt gjort at den ikke går i den åpenbare “groupie-fellen”, fristelsen til å lene seg tilbake på det faktum at man en gang var i et miljø folk er nysgjerrige på. Haavardsholm er ingen groupie, men fullt ut sin egen herre med total kontroll over denne teksten. Dette er opplevd, gjennomreflektert og gitt en form som virker som den eneste rette, i en uanstrengt tone det er vanskelig å beskrive med et annet ord enn oppriktig … Det kan virke som om Haavardsholm har funnet en nærmest magisk oppskrift: Han kan skrive slentrende og uavsluttet uten at det oppleves som om det gjør så fryktelig mye.”
Dagens Næringsliv

”Det er en sjarmerende og humoristisk skildring av forholdet mellom de to guttene … Haavardsholm har skrevet en overbevisende psykologisk roman om usikkerhet og motstridende følelser i et 20-årig guttesinn … Haavardsholm skriver muntlig og godt … Det er en trend blant forfattere å skrive oppvekstromaner … Og når en lykkes å allmenngjøre erfaringene, opplevelsene og følelsene, blir dette god lesning. En slik roman er Tjue.”
Nordlys, ★★★★★