Anmeldelser

KONGENS FALD II En virtuos roman om en konges fald. SKAL hypes!
Da jeg modtog den svenske forfatter Ellen Mattsons historiske roman Sne, tænkte jeg: »Hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette?« Da jeg havde læst bag på og omkring bogen og var blevet helt sikker på, at jeg aldrig havde hørt om Ellen Mattson (f. 1962). Og da jeg læste, at romanen følger en halvgammel og smådeprimeret mand i 1718 i en lille by på den svenske vestkyst, kort efter den svenske konge Karl den Tolvte er afgået ved døden, tænkte jeg: »Nej, det er mig, der dør. Det her kommer jeg aldrig igennem.« Jeg kan huske det, fordi det står på min notesblok. Fadæsen, for sådan en er der vitterligt tale om, skyldes naturligvis, at jeg er et stakkels fordomsfuldt menneske. (-)
Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt. Sne er på alle måder et værk af høj kunstnerisk kvalitet, og jeg har nu tatoveret ELLEN MATTSON på min indre lystavle. (-) Både i tema og i mørkningsgrader kan jeg, når jeg læser Sne, ikke lade være at tænke på Johannes V. Jensens Kongens Fald.  (-) Det var ELLEN MATTSON, det var SNE. Køb den, læs den, dyrk den! – Nanna Goul, Information

SÅ KOM DER LIGE EN HÆR FORBI ❤️❤️❤️❤️❤️
“Svenske Ellen Matssons ’Sne’ handler om om krigens menneskelige skadevirkning og er et lille mesterværk.” – Thomas Bredsdorff, Politiken LÆS MERE! (kræver abonnement)

KUNSTEN AT LÆSE ET LIG
“Sne udspiller sig i et nationalt resigneret stemningsleje efter det militære kollaps.
Soldaterne vender slagne hjem med krigs og frostskader, forkomne og elendige. I baggrunden ulmer utilfredsheden mod enevælden, de kongekritiske opviglere vejrer morgenluft. (-)
Nu er ikke alene Karl den Tolvtes liv, hvoraf halvdelen blev tilbragt på slagmarken, slut.
Det samme er Sveriges status som europæisk stormagt, og Den Store Nordiske Krig er tabt. (-) Det er den militære feltskær Karl Vogel og den hjemsendte soldat Jakob Törn, der står for behandlingen af liget. Jakob, romanens hovedskikkelse, er apoteker til hverdag, netop nu på flugt fra hjemmet, hvor hans kone dolkede ham i armen, da han overbragte hende nyheden om kongens død. Hvorfor hun gjorde det, ved han ikke. Vi ved det heller ikke. Men nu står Jakob altså ved liget, der skal præpareres og føres til Stockholm, og Vogel lærer ham at aflæse kroppen, forstå den. (-)
Samtalen hen over kongekroppen fører Vogel og hans elev steder hen, hvor man ikke kommer i normal passiar. De diskuterer slet og ret livets mening. Vogel mener, at vi fødes for at sløse med vores liv, ødsle det væk, ødelægge det for at sætte pris på det: »Meningen er at vi skal holde op med at sætte pris på det.« Jakob forsøger sig med, at Guds eksistens ikke er givet. Vogel modsiger ham arrigt: »Gud eksisterer for at vi ikke skal kunne tro på ham, kan du ikke begribe det? Vinden eksisterer for at vi ikke skal kunne fange den, solen eksisterer for at vi skal kunne mærke hvor koldt der er i skyggen hvor vi står. Eksistenssamtalen over kongens lig er romanens tænksomme omdrejningspunkt, som gør den til andet og mere end en temmelig pertentligt skrevet romanreportage fra fortiden. Det veludførte nøglegreb i Sne er, at kongens død har fundet sted. Samtalen om livet hen over den håndværksmæssige håndtering af døden fungerer storartet.”
– Klaus Rothstein, Weekendavisen

“MESTERLIG ROMAN
… der beskriver stemningen i Sverige, da Karl 12. dør, men også krigens rædsler og meningsløshed skildret gennem apotekeren Jakob Törn. (-) Det er andet og mere end en historisk roman, Ellen Mattson har skrevet, og man bliver suget ind i romanens univers, som både indeholder kras realisme og drømmeagtige scener. Hun kommer ind under huden på sine personer, og hun formår at skildre den forvirrede folkestemningen i Sverige, da den konge, der har ligget i krig det meste af sin regeringstid, pludselig dør. (-) Forlaget Batzer & co. skal have tak for at have fundet forfatteren og for at have fået Anne Marie Têtevide til at oversætte.”
– Litteratursiden