Beskrivelse
Guldbæltet er en samling skarpt sansede historier om livet i en jysk landsby i 1950’erne. Til tider realistisk-registrerende som brune familiefotografier fulde af erindring om en barndom der er forbi. Andre gange drømmeagtige eller surrealistiske, hvor jegfortælleren ser sig selv udefra, nærmest som en voyeur.
På overfladen hersker der fred og idyl, et stille liv hvor der ikke sker alverden, men pludselig revner idyllen næsten med et brag, som når bagerkonen hænger sig fordi bageren ligger i med bagerjomfruen. Og overalt synes der at råde en følelsesmæssig indestængthed, hvor det meste forbliver usagt og det vigtige står mellem linjerne.
Som snapshots brænder historierne sig ind på læserens nethinde, som øjebliksbilleder hvor man på én gang ”ser livet og ser igennem det”, som Liselotte Wiemer skrev om Annas ansigt. ”Og hvor verden derfor et kort øjeblik bliver svimlende og grænseløs – før den samler sig igen. Men aldrig igen den helt samme verden. Noget er forandret. Noget er set og indset. Et punkt er passeret.”
Guldbæltet er en bog om at vokse op i efterkrigstidens Danmark, hvor mørke understrømme af vold, utryghed og overgreb råder under overfladen af landsbysamfundet. Men selv om grundtonen kan være dyster og det dominerende mentale træk synes at være en følelsesmæssig indestængthed, er personerne ikke blottet for håb. Som når Inger fra barakkerne, der vokser op i en familie hvor vold hører til dagens orden, finder trøst i et særligt bælte der ”skinner som guld” og dermed åbner en dør mod omverdenen.
Anmeldelser
BEGRÆNSNINGENS KUNST
De er som en forunderlig blanding af de sære øjeblikke, de glasklare erindringer, vi alle kender og som uden forklaring, uden direkte association træder frem på den indre skærm komplet med lyd, dufte og farver – og en politirapport, kold, klar og ind til benet. Sådan er Birgit Filskovs 16 korte prosatekster samlet i en uanselig bog på ikke engang 100 sider. Selv kalder hun dem ‘Stilleben’, altså fastfrosset liv, øjebliksbilleder, snapshots, og formen er tæt på lyrikken, som Birgit Filskov i de seneste 20 år har gjort mest i. Teksterne har bevaret tvetydigheden, åbenheden for fortolkning, men i disse skalpelskarpe fortællinger om landsbyliv i 1950’erne er der i virkeligheden ikke noget at rafle om. Uanset om de handler om Van Gogh eller om bagerkonen, der resigneret giver op i konkurrencen med bagerjomfruen og går og hænger sig. Her råder en uafvendelighed, en slags naturens ubønhørlighed, der ikke skelner mellem ondt og godt, smukt og grimt. Birgit Filskov lever til fulde op til Schillers ord om, at først i begrænsningen viser mesteren sig. ‘Guldbæltet’ er fornem sprogkunst, der ubesværet sammenstiller kølig saglighed med varmt emmende sanselighed.
Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende
HALVTREDSERNE SANSET TIL LIVE
Guldbæltets egentlige historie er den sansede barnebevidsthed, der på små 88 sider lader 1950’ernes provins genopstå så lyslevende og knugende, indestængt og madosende, så man, hvis man var barn dengang, er der igen, bragt tilbage af Birgit Filskovs tryllestøv. Som også drypper den pludselige glæde og de store syn ud over siderne.
Var man ikke født dengang, står tidsmaskinen nu klar. Med venlig hilsen Birgit Filskov, Borris, Vestjylland, Danmark, Europa, Jorden, Universet.
Karen Syberg, Information
BIRGIT FILSKOV VÆKKER LYSTEN OG NYSGERRIGHEDEN
Forfatteren Birgit Filskov har skrevet en fascinerende lille bog. Stilleben, kalder hun de minimalistiske historier. Med få ord river hun sin læser ind i handlingen og efterlader denne med bankende hjerte og tilbageholdt åndedræt. For hva’ nu? Hun fortæller – men man er aldrig helt sikker på, hvad man hører. Det sker ingenting – og alligevel er indtrykkene så koncentrerede som en maggiterning. Filmen kører. Og idyllen revner som ved et trylleslag. (-) Det er så sanseligt. (-) Der er mørke undertoner, drømmeagtige sekvenser og stærkt blændende sollys. Man læser i et stræk – og får mange film på nethinden, film man ikke slipper lige med det samme. (-) En lille smuk og inciterende bog, skrevet i et fornemt sprog.
Marianne Hein, Fyns Amts Avis
… knipskarpe snapshots … billeder tegnet så lysende nøjagtigt, at det skærer i både øjne og erindring … Apropos denne tids debat om litterær opdragelse og kanon, så kunne noveller som disse gøre god fyldest i dansktimer hos store skoleelever, HF eller gymnasiet.
Beth Høst, DBC-lektør
Om forfatteren
Birgit Filskov er f. 1941 i Borris i Vestjylland, men har siden 1965 boet i V. Åby ved Fåborg. Uddannet bygningsmaler. Har skrevet digte siden midten af 50´erne. Digte i Hvedekorn, Victor B. Andersens Maskinfabrik, Sidegaden og Gyldendals Magasin. Debuterede i 1975 og har siden udgivet en række digtsamlinger og en enkelt prosabog, Annas ansigt, som fik mange lovord af kritikerne.
Forfatterprofil
Tekstuddrag
TO TEKSTER
WILLIAMS GÅRD
Williams gård så Anna da hun badede – så hendes kraftige lår og balder idet hun trådte ud i åen. Hun stod et øjeblik stille i vandkanten før hun gik længere ud. Hun tilbragte hele eftermiddagen med skiftevis at bade og opholde sig på den lave brink hvor hun lagde sig i det stride græs og lod solen bage sin krop.
Måske var der andre ved åen den dag, nogle børn der stod og gyngede og hoppede på broen og hujede og råbte og skreg?
Williams gård så det, hørte det.
Anna var ligeglad, lod sig ikke forstyrre. Der var lyst, ingen skygger. Kun når skyerne et øjeblik gled for solen, blev det flade landskab ved åen mørkere, fik andre farver. Williams gård var bagved, var af røde mursten. Taget var et bliktag der blinkede i solen. Anna læste i et ugeblad, eller hun gik endnu en gang ud i åen hvor vandet nåede hende til midt på livet. Så svømmede hun et stykke og gik ind igen. Gården bagved iagttog hende – så, da hun vendte sig, brysterne sank ned på hendes mave. William var der ikke. Han var omme på den anden side af den røde gård. Hun så ham ikke, kun noget af muren – taget, der glimtede i lyset. Hun gik ind og rystede vandet af sin krop.
CASTILIEN
Bagerens kone gik op på loftet og hængte sig. Bageren fløjtede muntert. Han tænkte på noget andet, gik fra bageriet tværs over gården med en kurv på hovedet. Der var brød i kurven, der var alle mulige slags brød i alle mulige faconer, der var runde, aflange, ovale, der var kryddere, birkes, rundstykker. Det var varmt og hedt, det var søndag morgen. Spurvene var stille, de kom ikke og hakkede.
Hun var i en tynd sommerkjole, men svedte i det varme vejr og tænkte at det var sådan, at det nødvendigvis måtte være sådan. Bagerjomfruen vidste det når hun om aftenen lagde sit hoved ind til bagerens bryst, hviskede til ham. Barnet skreg. Hun kunne høre det, havde hele tiden barnets skingre skrig i sit hoved, i sine ører. Hun havde sagt til datteren at hun selv måtte passe det, hun gad ikke. Det sidste havde hun ikke sagt højt, men datteren grublede over det bagefter. Barnet var datterens, hed Isabella og lå i sin barnevogn og sparkede med sine tykke, bare ben. Navnet var forkert, var malplaceret. Isabella var en dronning engang, en barnedronning der legede i et kongeligt palads. Hun snakkede med en hofnar der pludselig trådte frem imellem to søjler.
Sommeren var tør og hed, ond og bitter. Bagerens kone orkede ikke mere, ville ikke mere. Hun kunne mærke sin krop under kjolen, den var tør, huden rynket og i flere lag. Bagerjomfruens krop var glat og smidig.
Datteren stod i køkkenet den morgen. Hun puslede barnet på køkkenbordet. Hun var lille, tæt, mørk, havde et blankt sølvspænde i håret, stod i en sort skjorte, havde hvide trusser på inden under skjorten, stod med bare, brune ben. Hun fik et glimt af moderen i det øjeblik, hun gik forbi døråbningen. Moderens kjole skinnede ind i hendes øjne, havde samme blå farve som en stump himmel bag ved en bjergtop hun engang havde set et billede af i en eventyrbog. Hun drejede sig fra vinduet, lyttede. Hun ventede sin kæreste, lyttede efter hans skridt, men det var moderen hun hørte komme op ad trappen.
Dronningen bar en spids hat. Hun havde et gennemsigtigt slør ned for ansigtet. Hun legede i det kongelige palads. Der var sommervarme og hedt i landet mellem bjergene langt nede i Europa. Hun havde en fornem kjole, den klæbede og klistrede til hendes hud. Hun mødte narren der trådte frem imellem to søjler. Landet hed Castilien. Dronningen legede videre da hun havde snakket med narren. Hun tabte sin ring, den trillede fra hende og blev væk i en revne imellem marmorfliserne.
Hun kunne mærke kjolen klistre. Landet Castilien var fantasi, var langt borte. Barnebarnet Isabella lå i sin barnevogn, skreg og sparkede. Bageren og bagerjomfruen, tænkte hun … De skulle bage om natten og sove om dagen, de kunne være sammen det meste af natten.
Når han om morgenen gik over gården, sås hans skygge på murene rundt om ham og på stenene han gik over. Så var hans tøj udenpå hvidt af mel, som havde det været rullet i mel – det der var inde under tøjet var hvidt af noget andet. Han fløjtede muntert, tænkte at hun nok sov tungt, at hendes krop var rullet sammen til en klump under dynen. Hun var fed, havde trætte rynker i sit ansigt. Bagerjomfruens krop var glat, hun stønnede af vellyst, når hun lå under ham på melsækkene i bageriet. Hun cyklede hjem da hun havde solgt morgenbrødene.
Datteren bar barnet ud af huset. Hun sørgede for at dreje barnevognen i en bestemt vinkel i forhold til solen før hun lagde barnet derned. Moderen gik op på loftet. Der stod en stige under en af loftsbjælkerne. Der sad en krog i bjælken der stirrede som et mørkt øje ned på hende.
2004. 88 sider 169 kr.
