Tekstuddrag

Engang hen på sensommeren 1559 kom to mennesker vandrende over sletterne i Holland. De undgik trængslen på landevejene og bevægede sig gennem landskabet på kryds og tværs. Hånd i hånd trængte de gennem småskove og travede over stubmarker, og når de stødte på vandløb, vadede den ældste af dem over med den yngste på ryggen. I skovene havde de gode stunder når de havde fanget et stykke vildt som de stegte på spid. Men opbruddet var aldrig langt borte, og ude i det åbne landskab sled vinden så voldsomt i deres klæder at de måtte holde dem sammen om sig og kæmpe sig frem af alle kræfter.
Efter alt at dømme kom de langvejs fra og havde længe været på vandring. De var begge forkomne og så usikre på benene at de snarere vaklede end gik. Den store og den lille skikkelse forsvandt næsten i de tunge klæder der snart sugede væde til sig og snart tørrede i vinden. Kun ansigterne der stak frem fra hætterne og fødderne der flyttede sig, røbede at pjalterne ikke flagrede frit i luften, men rummede to viljer der holdt sig oprejst og var på vej mod et bestemt mål.
Den ældste af dem var en mand af ubestemmelig alder, med et magert, nærmest indfaldent ansigt. Det virkede som om han hastede af sted af gammel vane, mens selve tyngden i hans væsen var blevet tilbage et sted i fortiden. Når vinden lagde sig, forsvandt det intense udtryk fra hans ansigt og fandt hvile i et udtryk der lignede mild bekymring.
Barnet var en spædlemmet pige i elleveårsalderen, lysere i huden og med et lysere hår end faderen, men med det samme dybe blik og de samme ansigtstræk der røbede maurisk eller semitisk afstamning. Under kappen var hun klædt i falmet drengetøj med tætsiddende bukser og en knælang trøje, holdt sammen om livet med et bælte.
Engang ved rejsens begyndelse havde hun protesteret mod denne forklædning der stred mod hendes spirende instinkter, og som indebar at også hendes navn måtte forandres. Men efterhånden havde hun vænnet sig til tøjet, indtil hun var vokset ind i det skyggebillede som engang havde været hendes broder, der havde mistet livet på en så frygtelig måde.
Men først og fremmest var hun barnet som overalt og til alle tider unddrager sig kønnets begrænsninger. En skabning hvor et væld af tilbøjeligheder står på spring og finder sig til rette med de herskende forhold. Hun havde aldrig kendt sin moder, og så langt hun kunne huske tilbage, havde faderen været hendes forbillede og den målestok hun i al stilhed rettede sig efter.
For eksempel ærgrede det hende at han kunne lade vandet stående og med et så praktisk redskab, mens hun måtte trække bukserne ned og sætte sig på hug. Engang da hun havde beklaget sig over denne uretfærdighed og ville vide hvorfor hendes eget køn var så skjult, lo faderen og forklarede at sådan havde det ikke altid været. I sin tid havde mennesket været fromt nok til at gå på alle fire, sagde han, og da var det mandens køn der var skjult og kvindens der stak frem.
Dermed var der åbnet for timelange belæringer som brød dagsmarchernes monotoni og gjorde vandringen til en ambulant friluftsskole. Foruden brokker af latin beherskede den lille allerede tre talesprog og kunne slå om fra det ene til det andet, alt efter hvad situationen krævede. Bag hendes høje pande ophobedes en lærdom der rakte langt ud over hendes alder, kundskaber der svævede i det blå og aldrig blev fæstnet til papir. Hukommelsen var den store beholder, hvor alt blev nedfældet og sank til bunds.
Men glemslen, forklarede faderen, var hukommelsens dybsindige søster, som heller ikke var at foragte. Hun gemte alt som var værd at bevare, optog fremmed stof og gjorde det til sit eget, ligesom når kroppen fortærede korn og rødder og skabte det om til kød og blod.

Så længe hun måtte trodse vejr og vind, snublede hun af sted ved faderens hånd med halvt lukkede øjne. Hun vidste ikke hvilken klods hun var ham om benet, men lod sig trække af sted uden tanke på at hjælpe til eller stritte imod. Men når vejret var godt, kunne hun efter en lang nats søvn blive helt ustyrlig og storme frem over sletterne som et blad for vinden. Da var al hukommelse som blæst ud af livet på den lille skikkelse der løb en fremtid i møde som blev gjort usikker af faderens slæbende skridt. Da var det ham der var hende en klods om benet, en træg masse som skulle flyttes med alskens tilråb og ellevilde forhåbninger.
Mens deres kroppe stred sig frem, var det som om to modsatte kræfter virkede i dem. Snart blev de af en ukuelig vilje drevet frem med raske skridt, snart blev de holdt tilbage af en uklar erindring, til de trådte ud af tiden og lod sig opsluge af det tomrum som kaldes øjeblikket eller evigheden.
Alligevel tilbagelagde de hver dag en passende strækning og kom stadig den by nærmere som var deres bestemmelsessted. De befandt sig i et landskab der var gennemtrukket af kanaler, barnet gjorde store øjne, og den ældre nikkede i tavshed til disse føletråde som det sumpede landskab strakte ud mod havet.
Om morgenen når de brød op fra et gæstgiveri, var tågen så tæt at de ikke kunne se en hånd for sig. Men et blindt instinkt drev dem mod vest og lod dem finde den korteste og mest fremkommelige vej. Efterhånden som solen steg på himlen, blev de synlige i tågedisen, som først var grå, så mælkehvid og siden stadig mere gennemsigtig af lys. Pludselig kom dagen stormende mod deres dagblinde øjne og slyngede mennesker, træer og huse i synet på dem.
Af og til var det uundgåeligt at de måtte krydse en landevej og følge den et stykke. Det virkede altid oplivende på den lille, men huede ikke faderen. Selv om solen brændte, samlede han altid kappen tættere om sig og trak hætten frem så den dækkede det meste af ansigtet. Mens barnet så sig vågent om til alle sider, spejdede han vagtsomt ud fra sit skjul med et par øjne som ikke længere så noget nyt.
I sådanne stunder vidste han ikke hvad der skar ham mest i øjnene, landevejen med dens myldrende liv eller det ubevægelige landskab som strakte sig til begge sider. Han vidste kun at han hørte til den skare af hjemløse der altid var på vej og sled fødderne til blods mellem opbrud og ankomst.
Når han lyttede bagud, var det som om han hørte en blodhund snuse i sine fodspor, men han vidste ikke mere om det var hans egen angst der kom halsende, eller om nogen atter var på sporet af ham. At standse og bosætte sig var det samme som at slå hætten bort fra ansigtet og udlevere sig til ny mistanke. At fortsætte vandringen var en uoverkommelig anstrengelse som før eller senere ville få ham til at banke på en byport og under falsk navn at bede om husly.

På byens rådhus gik det lettere med at få opholdstilladelse end han havde forventet. Han lod sig indskrive som Johannes Cartophilus, et navn han var faldet over i en gammel armensk krønike, og som var en tidligere benævnelse for den evige jøde.
Klog af skade udgav han sig for rejsende håndværker og fortiede sine mere tvivlsomme bedrifter. Derimod indrømmede han åbent at han var en landflygtig jøde, tiltrukket af Amsterdam på grund af byens blomstrende handel og frisind i trosspørgsmål. At han også var udstødt af sine egne, fandt han det ikke for godt at nævne. Han kendte de rettroendes strenge hakkeorden og vidste at af konfessionsløse var en jøde uden tro den mest mistænkelige.
Han opgav Venedig som sit sidste opholdssted, selv om han i sandhedens navn snarere burde have nævnt Basel, Lyon, Genève eller Strasbourg. Det var snart mange år siden han var blevet udstødt af synagogen i Venedig og i al hast havde måttet forlade byen ved lagunerne.
Han foreviste brev på at han var udlært glasmester, og hemmeligholdt at han det meste af livet havde ernæret sig som bogtrykker og var ophavsmand til en række forkætrede skrifter. Han påpegede at hans fagkundskaber kunne være af stor nytte for Nederlandene, hvor glaspusterkunsten endnu var meget tilbagestående. Som vederlag for sine tjenester håbede han at finde beskyttelse hos de sytten stater og at hans indrejse blev holdt skjult for den venezianske legation. Som bekendt forbød Venedig sine glaspustere at rejse udenlands, og blev det kendt at han havde røbet kunstens hemmeligheder i et andet land, ville han snart have en snigmorder i hælene.
Da præfekten mindede ham om at jøder ikke havde adgang til lavene, skyndte han sig at forklare at han ikke havde i sinde at drive selvstændig næring. Han ville tilbyde sine tjenester til et af de værksteder som allerede fandtes i byen og som måske havde brug for en rådgiver eller en konstruktør.
Som sin specialitet fremhævede han fremstilling af spejle og prismer og forelagde et dokument som bevis på sine omfattende kundskaber i matematik og alkymi. Han havde længe eksperimenteret med lysets brydning, sagde han, og vidste med hvilke tinkturer man fremstillede det bedste spejlglas. Ja, han havde endog midler til at skabe optiske bedrag, forlænge eller forkorte linjerne i en spejlet genstand, mangfoldiggøre den i et utal af facetter og trække proportionerne helt ud i det groteske.
Men alt dette var naturligvis blot snurrepiberier, føjede han til da han blev opmærksom på præfektens betænkelige mine. Hans fornemmeste opgave var at fremstille spejle som forskønnede det menneskelige legeme og ikke efterlod nogen tvivl om at det var skabt i Guds billede.

Denne gang spillede barnet sin rolle uden at stamme og skånede ham for de forviklinger der var opstået andre steder.
Da præfekten henvendte sig til hende, løftede hun hovedet som hun havde gemt bag faderens kappe og aflirede fejlfrit den lektie som var indøvet ved rejsens begyndelse. For ikke at gøre det alt for vanskeligt for hende havde faderen givet hende et navn der var en afledning af hendes rigtige navn og som med små ændringer var brugbart i alle de lande de havde gennemstrejfet. Efter mange fortalelser og tilbagefald vidste hun at navnet Juana var gået tabt sammen med hendes kjoler og broderede hætter, og at det var de usynlige landegrænser og skiftende tungemål der bestemte om hun skulle hedde Johannes, Hans, Juan, Giovanni eller Jean.
Da alle spørgsmål var besvaret, blev faderen bedt om at udlevere sine papirer og vente ude i forhallen til magistraten havde truffet en afgørelse. I et par timer som føltes uendelig lange, sad han og hørte klokken i tårnet måle tiden med hel- og halvtimeslag. Han frygtede at den lange ventetid kunne skyldes en uforsigtighed i hans optræden eller en selvmodsigelse i hans forklaringer. Når han hørte en dør blive åbnet og fodtrin nærme sig, bankede hans hjerte voldsomt, og han overvejede om han skulle prisgive sine papirer og endnu engang redde sig bort mens tid var.
Men han slog sig til ro og stolede på det vandtætte i sit alibi og den nøjagtighed hvormed de falske dokumenter var udarbejdet. Hvis han kunne blive fældet på et af dem, måtte de høje herrer derinde være skarpsindigere og mere sprogkyndige end han anså dem for at være.
Han gennemgik sine data en sidste gang i hovedet og fandt at navnet Cartophilus var det eneste tvivlsomme. Men latiniserede navne var jo tidens store raptus, og det var usandsynligt at disse kræmmersjæle skulle have kendskab til den evige jøde og hans mange navne.
Endelig blev hans navn råbt op, og han fik sin opholdstilladelse udleveret ved skranken mod at underskrive en troskabsed til den officielle religion. Strengt taget var det kun lovligt for tilrejsende jøder at opholde sig i byen en måned, fik han at vide. Men på grund af hans fortjenester havde magistraten fundet at de kunne give ham dispensation, for så vidt at han fortiede sin jødiske afstamning. Det var en ære for byen at byde ham velkommen, og han kunne gøre regning på al den velvilje og beskyttelse som var hans fag værdigt.
Efter en udveksling af høfligheder blev han overladt til en klerk der fulgte ham til dørs med så dybe buk som om hans vadsæk var en velfyldt pengepose og hans slidte kappe en kongekåbe.
Da han omsider stod ude på pladsen med barnet ved hånden og overvejede sine næste skridt, slog tårnuret seks slag, og byens kirketårne ringede til vesper. Det mindede ham om at dagen gik på hæld, og at det var på tide at komme under tag inden natten faldt på.

Van Droutens glasværk var en virksomhed som fyldte det meste af en karré, med værksteder og lagerbygninger som lå bag en port med spydlignende stænger. En høj trappe førte op til privatboligen som ifølge landets byggeskik ragede et stykke ud over underetagen. Indgangsdøren var af svært egetræ med jernbeslag, og i en bue foroven var der indfældet glasruder i alle regnbuens farver.
Da de havde stået længe og trukket i klokkestrengen uden at der skete noget, gik de ned ad trappen, og faderen gik hen og ruskede i porten som var låset for natten med en jernkæde. Men han opnåede kun at opskræmme en hund der bevogtede området. Den sprang op af porten og fulgte dem knurrende og gøende på den anden side af plankeværket da de gik nogle skridt ned ad gaden for at stifte nærmere bekendtskab med stedet.
Pludselig blev der åbnet et vindue i overetagen, og en kvinde lænede sig ud for at se hvad der var på færde. Da hun havde stået lidt og iagttaget de to fremmede som nu for anden gang var på vej op ad trappen, trak hun sig tilbage og lukkede vinduet med et smæld. Kort efter hørtes fodtrin indenfor, døren gik op, og en fyldig kvinde i solide klæder kom til syne i døråbningen. Det blik hun sendte dem var ikke uvenligt, men da hun havde set dem an, rystede hun på hovedet og forklarede at huset ikke tog imod logerende. Men der lå et gæstgiveri ikke langt borte, sagde hun og løftede en rund arm for at vise i hvilken retning de skulle gå.
– Men Sara Maria, det er jo din bror Juan, kan du ikke kende mig, sagde manden indtrængende og på et tungemål der for længst var gået af brug.
Ved lyden af hans stemme fór kvinden sammen og løftede hovedet på en egen opmærksom og lyttende måde.
Hun stod nogen tid og så forskende på den fremmedes ansigt, hvor alle de fortrolige træk var forsvundet i en ørken af rynker og furer. Så gik der en skælven gennem hende, og hun styrtede frem og kastede sig i armene på den genfundne broder.

Da de rejsende havde sat et godt måltid mad til livs, og et værelse var gjort i stand til dem for natten, fyldte kvinden en balje med vand for at give sin brodersøn et varmt bad inden han skulle i seng.
Mens den lille klædte sig af, så hun flere gange spørgende hen på faderen, men han sad som i sine egne tanker og lod afklædningen foregå uden at gribe ind. Da hun til sidst stod midt på gulvet uden en trevl på kroppen, var det husets frue der så mest forlegen ud. Så snart hun havde hjulpet barnet op i karret, vendte hun sig om mod broderen med en mine der bad om en forklaring.
Men han sad som før og stirrede fjernt frem for sig, fordybet i dunkle overvejelser og tabt for den synlige verden.
For at vinde tid, bøjede kvinden sig ned og gav sig til at samle de slidte klædningsstykker op som lå spredt ud over gulvet. Da det var gjort, blev hun stående og strøg sig usikkert over panden, mens hun sendte lange blikke mod det fordægtige kønsvæsen der sad nedsænket i vandet.
– Men i Herrens navn, det er jo et pigebarn, råbte hun med ét, som om der først nu gik et lys op for hende. – Hvad er meningen, om jeg tør spørge? Har du i sinde at holde os alle for nar?
Manden smilede svagt, men så til siden, og det varede længe før han sagde noget.
– Jeg har i dag ladet mig indskrive på rådhuset med en elleve år gammel søn, forklarede han omsider. – Han hedder Juan ligesom jeg selv, men lyder også andre navne når det skal være.
– Men broder, det er jo at spotte Guds skaberværk, sagde kvinden bebrejdende. – Og det er synd for barnet som må leve sit liv i usandhed.
– Spørg ham selv, om han har noget imod det, sagde manden og livede mærkbart op. – Jeg lover at rette mig efter det svar du får.
Kvinden sukkede og stod lidt og strøg sig rådvild ned over kjolen, før hun vendte sig mod den lille som ubekymret sad og øste vand op og lod det løbe ud mellem fingrene.
– Nå, mit stakkels barn, hvad siger du så, spurgte hun.
– Jeg siger at jeg gerne vil være Juan. Far havde engang en søn som blev slået ihjel og en datter som reddede sig ved at krybe ind under en trappe. Nu har han dem begge to i samme krop.
– Det strider jo mod naturen, klagede kvinden og gjorde en bevægelse med hånden som om hun korsede sig. – Men du kan være tryg, jeg skal nok tie, hvis det ikke kan være anderledes.
– Jeg synes det er spændende at være en anden end den jeg er, sagde barnet og så fra den ene til den anden med et lysende blik. – Far siger at på den måde skaber jeg et helt nyt menneske, som aldrig har været her før. Akkurat som Gud i himlen.
– Tys, vil du tie, råbte kvinden. – Der er ingen andre end den almægtige som kan skabe levende liv.