Anmeldelser

STRINDBERGS HELVEDE VIBRERER AF ANGST ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
”Inferno-trilogien, der hovedsagelig blev skrevet på fransk, er noget af det vildeste og mest sindsoprivende i August Strindbergs på alle måder vældige værk, der alene på bogsiden omfatter mere end 70 bind, fyldt med meget forskelligartede tekster – fra naturalistiske romaner, poesi og banebrydende dramatik til kulturhistorie og sprogteorier, men som også strækker sig fra malerierne, tegningerne og fotografierne til de kemiske eksperimenter og gådefulde alkymistiske teorier. I de tre Inferno-bøger tager forfatteren for alvor dæmonerne i øjesyn.
Trilogien, der blev skrevet i årene 1895 til 1898, og som ud over titlerne »Inferno« og »Legender« omfatter fragmentet »Jakobs kamp«, er af det uundværlige forlag Batzer & CO blevet samlet i to bind, der suverænt overgår det meste af, hvad der siden er blevet udgivet som selvbiografier, bekendelseslitteratur eller såkaldt autofiktion. (-)
Paranoiaen står i fuldt flor på bogens sider. Men forfølgelsesvanviddets smertefulde journalføring blandes op med bibellæsninger og religiøse grublerier, og ikke mindst studierne af teosoffen og mystikeren Swedenborg bliver en rød tråd og en slags mental energikilde.
Som læser betages man af sensibiliteten og præcisionen i både selviagttagelserne og blikket på den omgivende verden. Det vibrerer af angst, når Strindberg registrerer de truende tegn i omgivelserne og i alle mulige tilfældige, tilsyneladende uskyldige hændelser.(-)
I autofiktionens tidsalder er det slående, hvor sindsoprivende levende Strindbergs udforskning af tvivlens og overfølsomhedens nedslag i personligheden fremstår, og så er det simpelthen så sindssygt godt skrevet, at både engle og dæmoner må fryde sig.” – Jørgen Johansen, Berlingske

TAG OG LÆS ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“I det afsluttende årti af det 19. århundrede gennemlevede den store svenske dramatiker en skelsættende livskrise, kendt som Infernokrisen, der kløvede hans forfatterskab i to. Fra den fortumlede tid har vi tre selvbiografiske skrifter; ” Inferno” (1897), ” Legender” (1898) og ” Ensom” (1903), der hver på sin vis er en rastløs gennemrejse i sjælens krigszone. Undervejs martres han af forfølgelsestanker, registrerer sammenhænge og ser tegn; dulgte meddelelser, onde øjne, der belurer ham fra pudens folder, og elektricitet i væggene.
Led ved poesien og ansporet af tidsånden kaster han sig over naturvidenskabelige eksperimenter og forsøger sig sågar en tid som alkymist.
Men alle forsøg på at undslippe sit personlige inferno støder på grund, indtil han stifter bekendtskab med okkultisten Swedenborg, som bliver hans guidende Vergil gennem Helvedet.
Værkerne bør læses i sin sammenhæng for til fulde at fornemme den religiøse sjælevandring frem mod lyset, som de tre værker udgør. Og derfor er det også glædeligt, at det lille kvalitetsforlag Batzer og Co nu udgiver trilogien i en flot, gennemarbejdet oversættelse af Gregers Steendahl i behændige lommeformater. (–)
Stilistisk er vi et sted mellem Knut Hamsuns ” Sult” og Arthur Rimbauds ” En årstid i Helvedet”, og Strindbergs selvbiografiske bidrag er således et uvurderligt kig ind i maskinrummet i en tid, hvor prosaen finder nyt skælvende udtryk. (–)
Med sine selvfremstillinger angav Strindberg vejen for en ny tids litteratur – og en ny tids tvivl. Han tegner et ætsende ærligt selvportræt af det moderne menneskes religiøse vægelsind, så man kun kan nyde at færdes i hans Helvedet og må citere forfatteren selv: ” Urolige sjæl, lidende hjerte, tolle et lege!”. Tag og læs!” – Kathrine Maria Amann, Kristeligt Dagblad

STRINDBERG SOM KRISETERAPEUT
“Jeg kender ingen anden, der som Strindberg kan gøre sin personlige livskrise til et titanisk, verdenshistorisk og storkulturelt drama – og i med denne næsten patologiske forstørrelse producere de mest overraskende og frugtbare værker på stribe. (–)

Strindberg lægger ud med nulpunktet: »Bandlyst, udelukket, hånet af fædre og mødre som en ungdommens forfører ligner min situation slangens i myretuen, så meget mere som jeg ikke kan rejse fra byen på grund af pengemangel!« – »byen« er Lund, hvor Strindberg frister en ydmygende tilværelse som løstansat lærer ved universitetet og deler logi med støjende studerende.
Det, han nu tager livtag med i Legender, er imidlertid ikke kun en ordinær midtlivskrise. Det er også – set med Strindbergs briller – en religiøs prøvelse: »Forberedt på alt svælger jeg de allersidste ydmygelser; og straks melder soningslidelserne sig. Den ubekymrede og velopdragne ungdom udsætter mig om natten for musik i korridoren! Jeg affinder mig med det som en retfærdig straf, og uden at kny. (–)
Strindberg skriver i en »Efterskrift« kritisk om Jakobs kamp, at den er »forblevet et fragment, og har som alle religiøse kriser opløst sig i kaos«. Legender er imidlertid alt andet end kaotisk, og efterfølgeren Ensom viser, hvordan Strindbergs undertiden vilde og næsten komiske udlægning af sine angivelige prøvelser rent faktisk udmunder i sjælero og afklaring.« – Mikkel Bruun Zangenberg, Weekendavisen