Tekstuddrag

FØRSTE KAPITEL: Den usynliges hånd
Det var med en følelse af vild glæde jeg vendte tilbage fra Gare du Nord i Paris, hvor jeg havde afleveret min lille hustru der skulle rejse til vores barn som var blevet sygt i det fjerne land.
Fuldbyrdet var mit hjertes offer!
Vores afskedsord: Hvornår ses vi? – Snart! genlød endnu som ikke tilståede løgne for mit indre øre. En fornemmelse sagde mig at det var for altid.
Og dette farvel som vi udvekslede i november måned 1894, blev også vores sidste, for indtil denne dag i maj 1897 har jeg stadig ikke genset min elskede hustru.
Da jeg nåede frem til Café de la Régence, slog jeg mig ned ved det bord hvor jeg for kort tid siden havde siddet med min hustru, min smukke fangevogterske, som dag og nat udspionerede min sjæl, gættede mine hemmelige tanker, vogtede på mine ideer, skinsygt iagttog min stræben mod det ukendte …
I min genvundne frihed oplever jeg pludselig hvordan min sjæl udvider sig og løftes op over smålighederne i den store By, denne skueplads for intellektuelle stridigheder hvor jeg netop har vundet en sejr, i sig selv ubetydelig, men for mig ufattelig stor, da den var opfyldelsen af en ungdomsdrøm som alle samtidige litterater i mit hjemland drømmer, men som kun jeg har virkeliggjort – nemlig at blive spillet på en scene i Paris. Teatret gav mig nu afsmag ligesom alt andet jeg havde opnået, og videnskaben lokkede mig. Stillet over for valget mellem kærlighed og viden havde jeg bestemt mig for at søge at nå kundskabens højder, og idet jeg forsagede mine følelser, glemte jeg den uskyldige som blev ofret på alteret for min ærgerrighed eller mit kald.

*

Tilbage i min usle studenterhybel i Latinerkvarteret rodede jeg i min kuffert og fremdrog af dens gemmer seks små smeltedigler af fint porcelæn, købt for penge jeg havde stjålet fra mig selv. En ildtang og en pakke rent svovl fuldendte laboratoriets udrustning.
En smelteovnsild var tændt i kaminen, døren lukket og gardinerne rullet ned, for tre måneder efter Caserios henrettelse er det farligt at sysle med kemiske redskaber i Paris.
Natten falder på, svovlet brænder med helvedes luer, og ud på morgenen har jeg konstateret tilstedeværelsen af kul i dette stof kaldet svovl, som har været betragtet som usammensat, og dermed tror jeg at jeg har løst det store problem, kuldkastet den herskende kemi og vundet den udødelighed som dødelige forundes.
Men huden på mine hænder, som er blevet forbrændt af den stærke ild, skaller af, og den smerte jeg føler når jeg må bruge hænderne til at klæde mig af, påminder mig om min sejrs pris.
Alene, i sengen som endnu har duft af kvinde, føler jeg mig lykkelig; en følelse af psykisk renhed, af mandlig kyskhed, får mig til at se tilbage på mit svundne ægteskabelige liv som noget snavset, og jeg er ked af ikke at have nogen jeg kan rette min tak til for befrielsen fra disse fornedrende lænker, som jeg uden videre nu har brudt. Jeg er nemlig i årenes løb blevet ateist fordi jeg følte at de ukendte magter har overladt verden til sig selv uden at give et livstegn fra sig.
Nogen at takke! Der er ingen! og min påtvungne utaknemmelighed tynger mig som en byrde!

*

Skinsygt vogtende over min opdagelse undlader jeg at udsprede budskabet om den. Sky som jeg er, opsøger jeg hverken autoriteterne eller akademierne. Desuagtet forsætter jeg eksperimenterne mens sårene på mine hænder forværres, åbner sig og fyldes med kulstøv, blodet pibler frem og pinen er uudholdelig. Alt hvad jeg rører ved, fremkalder smerte, og ude af mig selv over disse pinsler, som jeg vil tilskrive de ukendte magter der i så mange år har forfulgt mig og lagt hindringer i vejen for mine bestræbelser, undgår jeg mennesker, forsømmer selskabslivet, afslår invitationer, støder vennerne fra mig. Stilhed og ensomhed breder sig omkring mig, en ørkenro, højtidelig, forfærdende, hvor jeg i trods udfordrer den ukendte, kæmper krop mod krop, sjæl mod sjæl. Jeg har bevist tilstedeværelsen af kulstof i svovl; nu vil jeg påvise brint og ilt, for det må være der. Apparaterne slår ikke til, jeg mangler penge, hænderne er sorte og blødende, sorte som nøden, blødende som mit hjerte. For på denne tid fortsatte jeg med at udveksle kærlighedsbreve med min hustru og fortalte hende om mine kemiske fremskridt, hvortil hun svarer med rapporter om vores datter og tilføjer små formaninger om det forgængelige i min videnskab og det tåbelige i at ødsle penge bort på den slags.
I et anfald af berettiget stolthed, grebet af et rasende begær efter at skade mig selv, begår jeg selvmord ved at afsende et skammeligt, utilgiveligt brev hvor jeg siger farvel til hustru og barn, idet jeg lader hende forstå at et nyt kærlighedsforhold har lagt beslag på mine tanker.
Skuddet ramte. Min hustru svarer med en begæring om skilsmisse.
Alene, selvmorder og snigmorder, glemmer jeg min forbrydelse i min sorg og bekymring. Ingen kommer og besøger mig, og jeg kan ikke opsøge nogen da jeg har lagt mig ud med alle.
Jeg føler mig opløftet, flydende på overfladen af et hav efter at have kappet ankertovet uden at eje noget sejl.
Imidlertid afbryder nøden, i form af den ubetalte hotelregning, mine videnskabelige arbejder og metafysiske spekulationer og kalder mig tilbage til jorden.

På denne måde nærmer julen sig. Jeg har temmelig brysk afslået en indbydelse fra en skandinavisk familie hvor stemningen mishager mig på grund af en slap livsførelse som jeg finder pinlig.
Om aftenen, alene, fortryder jeg og går derhen. Så snart man har sat sig til bords, begynder réveillonen med en larm og overstadig glæde hos de unge kunstnere som føler sig hjemme der i huset. En fortrolighed der er mig modbydelig, gebærder, minespil, med andre ord en tone som ikke er passende i en familie, fylder mig med et ubeskriveligt ubehag, og midt under saturnalierne får mit tungsind min hustrus fredfyldte bolig til at træde frem for mit indre blik. I en pludselig vision ser jeg stuen, juletræet, misteltenen, min lille pige og hendes forladte moder … Samvittighedskvalerne griber mig, jeg rejser mig, foregiver et ildebefindende og går derfra.
Jeg passerer den afskyelige rue de la Gaieté, hvor folkemængdens kunstige glæde støder mig, den dystre og stille rue Delambre, den mest trøstesløse i hele bydelen; jeg drejer af på boulevard Montparnasse, synker ned i en stol uden for Brasserie des Lilas.
En god absint trøster mig nogle minutter, derefter overfaldes jeg af en flok kokotter anført af nogle studenter som slår mig i ansigtet med ridepiske, og som jaget af furier forlader jeg min absint og skynder mig at få en ny på François Premier på boulevard Saint-Michel.
Det var som at komme fra asken i ilden, et andet følge griner hånligt ad mig: Se den særling! og jeg flygter hjemad pisket af eumeniderne og med mirlitonernes spottende fanfarer i ørerne.

*

Tanken om en straf som følge af en forbrydelse falder mig ikke ind. Over for mig selv spiller jeg rollen som uskyldig, offer for en uretfærdig forfølgelse. De ukendte hindrede mig i at fuldføre mit storværk, og det var nødvendigt at bryde forhindringerne ned inden jeg kunne vinde sejrskronen.
Jeg har haft uret, og alligevel har jeg ret og vil få ret!
Denne julenat sov jeg dårligt. En kold træk strøg gentagne gange hen over mit ansigt, og lyden af en mundharpe vækkede mig fra tid til anden.

*

En begyndende kraftesløshed får lidt efter lidt magt over mig. De sorte og blødende hænder forhindrer mig i at klæde mig på og soignere mig. Rædslen for hotelregningen levner mig ikke længere nogen ro, og jeg vandrer frem og tilbage i værelset som et dyr i bur.
Jeg er hørt op med at indtage føde, og hotelværten råder mig til at lade mig indlægge på et sygehus, men det kommer ikke så vidt da det er dyrt, og man skal betale forud.
Da tilstøder en opsvulmen af årerne på armene, et tegn på blodforgiftning. Det var nådestødet, og rygtet om det spreder sig blandt mine landsmænd, og den gode kvinde fra hvis réveillon jeg var brudt op på en så uhøflig måde, hende som jeg fandt usympatisk, som jeg næsten havde foragtet, opsøger mig, forstår min nød, og grædende råder hun mig til at lade mig indlægge som eneste redning.
Man kan forestille sig min hjælpeløshed og elendighed da min veltalende tavshed gjorde det klart for hende at jeg stod uden midler. Da gribes hun af medynk over at se mig så fortabt.
Hun udstøder et skrig! Hun skal lave en indsamling blandt skandinaverne, hun skal opsøge menighedens præst, hun som selv er fattig og tynget af bekymringer over det daglige udkomme.
Synderinden har vist barmhjertighed mod den mand som netop har forladt sin ægtemage.
Tigger, endnu en gang; bedende om almisser formidlet af en kvinde, begynder jeg at ane tilstedeværelsen af en usynlig hånd som styrer begivenhedernes uimodståelige logik. Jeg kryber sammen for stormen, besluttet på at rejse mig ved først givne lejlighed.

*

Vognen kører mig til Saint-Louis-hospitalet. På vejen stiger jeg ud ved rue de Rennes for at købe to hvide skjorter.
– Ligskjorten! til regnskabets time.
Jeg tænker nemlig på min nært forestående død, umuligt at sige hvorfor.
Indlagt som patient, med forbud mod at forlade stedet uden tilladelse, med hænderne i bandager som umuliggør al beskæftigelse, føler jeg mig spærret inde i et fængsel. En abstrakt stue, kold, udstyret med det mest nødtørftige uden spor af skønhed, lige ved opholdsstuen, hvor man ryger og spiller kort fra morgen til aften.
Der ringes til frokost, og ved bordet havner jeg i et uhyggeligt selskab. Ansigter som på dødningehoveder eller døende; her mangler en næse, dér et øje, på en tredje er læben kløvet, kinden rådnet bort. Her sidder også to individer som ikke ser syge ud, men som har et vredt og fortvivlet udtryk. Det er et par stortyve af god familie der ved hjælp af indflydelsesrige forbindelser er sluppet ud af fængslet under påskud af sygdom.
En kvalmende lugt af jodoform ødelægger min appetit, og da mine hænder er bundet ind i bandager, må jeg bede om hjælp fra mine sidekammerater for at få brødet skåret og glasset fyldt. Og rundt om denne banket af forbrydere og dødsdømte bevæger vores gode Moder, forstanderinden, sig i sin strenge, sort-hvide dragt og giver hver og én hans giftdråber. Med mit bæger arsenik skåler jeg med et dødningehoved som skåler tilbage, i digitalis. Det er uhyggeligt og alligevel skal man være taknemmelig, hvilket gør mig rasende. At skulle være taknemmelig for noget så usselt og ubehageligt!

Man klæder mig på, klæder mig af, passer mig som et barn, og nonnen får ondt af mig, behandler mig som et spædbarn og kalder mig “mit barn”, mens jeg ligesom alle de andre kalder hende “mor”.
Hvor skønt er det ikke at sige dette ord “mor” der ikke er kommet over mine læber i tredive år. Den gamle nonne, der hører til Augustinerordenen og bærer de dødes dragt fordi hun aldrig har levet livet, er mild som resignationen og lærer os at smile af vores lidelser som om de var glæder, for hun ved hvor velgørende smerten kan være. Ikke et bebrejdende ord, ingen formaninger, ingen prædikener. Hun kender de regler der gælder på de sekulariserede hospitaler, og hun forstår at bevilge små friheder til de syge, ikke til sig selv. Således giver hun mig lov til at ryge på stuen og tilbyder at rulle cigaretter for mig, hvilket jeg afslår. Hun skaffer mig tilladelse til at gå ud på ureglementerede tidspunkter, og da hun opdager at jeg sysler med kemi, sørger hun for at jeg bliver præsenteret for hospitalets lærde apoteker som låner mig bøger, og da han er blevet bekendt med min teori om grundstoffernes beskaffenhed, indbyder han mig til at arbejde i laboratoriet. Denne nonne har spillet en rolle i mit liv, og jeg begynder af forsone mig med min skæbne og priser mit gode uheld som førte mig ind under dette velsignede tag.

Den første bog jeg har taget med fra apotekerens bibliotek lukker sig op af sig selv, og som en falk slår mit blik ned på en linje i kapitlet: Fosfor.
Med få ord fortæller forfatteren at kemikeren Lockyer ved hjælp af spektralanalyse havde påvist at fosfor ikke var et usammensat stof og at beskrivelsen af hans eksperiment var indleveret til Académie des Sciences i Paris, der ikke havde afvist resultatet.
Opmuntret af denne uventede støtte går jeg fra hospitalet medbringende mine digler med resterne af det uforbrændte svovl. Jeg indleverer dem på et kontor for kemisk analyse hvor man lover mig attesten næste dags morgen.
Det var min fødselsdag. Da jeg kommer tilbage til hospitalet, venter der mig et brev fra min hustru. Hun begræder mine ulykker, vil rejse tilbage til mig, passe mig og elske mig.
Lykken over trods alt at være elsket fremkalder et behov for at rette min tak … til hvem? Til den ukendte som havde holdt sig skjult i så mange år!
Mit hjerte smelter, jeg bekender den nedrige løgn om min utroskab, beder om forladelse, og så er jeg på ny fanget i en kærlighedskorrespondance med min egen hustru, samtidig med at jeg udskyder vores genforening til et mere belejligt tidspunkt.
*

Næste morgen skynder jeg mig til min kemiker på boulevard Magenta.
I en forseglet kuvert tager jeg attesten på analysen med til hospitalet. Da jeg går forbi Ludvig den Helliges statue i den indre gård, kommer jeg i tanke om helgenens tre værker, nemlig: Les Quinze-Vingts, Sorbonne og Sainte-Chapelle, hvilket jeg oversatte til: Fra Lidelsen, gennem Videnskaben til bodsgangen.

Lukket inde på min stue åbner jeg kuverten som skal afgøre min fremtid:
Jeg læser følgende:
“Det pulver som er indleveret til undersøgelse, har disse karakteristika:
Farve, gråsort. Efterlader spor på papir.
Tæthed: betydelig, større end grafits gennemsnitstæthed, det synes at være hård grafit.
–––
Kemisk undersøgelse
Dette pulver brænder let og udvikler derved kulilte og kultveilte. Det indeholder således kul.”
–––
Rent svovl indeholder kul!
Jeg er reddet: fra dette øjeblik er jeg i stand til at bevise for mine venner og slægtninge at jeg ikke er en galning. Bekræftede er de teorier jeg fremlagde i mit arbejde Antibarbarus der udkom et år tidligere og behandledes af aviserne som et værk af en charlatan eller dåre, hvilket havde til følge at jeg blev jaget bort fra min familie som en døgenigt, en slags Cagliostro.
Der ser I, mine modstandere, nu er I knust! Mit jeg svulmer af berettiget stolthed, jeg vil forlade lazarettet, skrige det ud i gaderne, brøle det ud foran Instituttet, rive Sorbonne ned … men hænderne er stadig i bandager, og ude i gården maner den høje indhegning: tålmodighed.
Apotekeren som jeg meddeler resultatet af analysen, foreslår at jeg over for en kommission demonstrerer løsningen på problemet med et direkte eksperiment.
Men i stedet for at vente, og da jeg ved hvor forsagt jeg er over for en offentlig forsamling, forfatter jeg en afhandling om emnet og sender den til Le Temps, som trykker den to dage senere.
Feltråbet er givet, man svarer mig fra forskelligt hold uden at benægte faktum. Jeg har fået tilhængere, jeg bliver præsenteret i et kemisk tidsskrift og indvikles i en brevveksling som giver næring til min fortsatte forskning.

*

En søndag, den sidste under mit ophold i Saint Louis-skærsilden, sidder jeg ved vinduet og iagttager det der foregår nede i gården. De to tyve promenerer frem og tilbage med deres koner og børn, kysser dem af og til og ser så lykkelige ud når de varmer sig ved den kærlighed som har fået næring af deres ulykke.
Min egen ensomhed trykker mig, jeg forbander min skæbne som jeg finder uretfærdig, og glemmer at min forbrydelse overgår deres i skændighed.
Postbudet kommer med et brev fra min hustru. Hendes tone er isnende kold, min succes har såret hende, og hun lader som om hun ikke tror på den da hun nemlig har rådspurgt en professionel kemiker; hun tilføjer sine synspunkter om faren ved illusioner som kan føre til hjernekriser. For øvrigt, hvad får jeg ud af alt dette? Kan jeg brødføde en familie med min kemi? …
Atter dette valg: kærlighed eller videnskab! Uden at tøve dræber jeg hende med et sidste brev, siger hende farvel, tilfreds med mig selv som en morder efter fuldbyrdet gerning.
Om aftenen går jeg en tur i det dystre kvarter og kommer forbi Saint-Martinkanalen, der er sort som graven og som skabt til at drukne sig i. Jeg standser op ved hjørnet af rue Alibert. Hvorfor Alibert? Hvem er han? Var det ikke sådan at den grafit som kemikeren havde fundet i min svovlprøve, benævntes Alibertgrafit. – Og hvad så mere? Mærkeligt, men indtrykket af noget uforklarligt bliver siddende i mit sind.
Videre: rue Dieu. Hvorfor Gud når han er afskaffet af Republikken der bruger Panthéon til andet formål. – Rue Beaurepaire. Netop et “kønt tilholdssted” for misdædere … Rue de Bondy …
Er det djævelen der leder mig? – Jeg holder op med at læse gadeskilte; farer vild, forsøger at vende om og gå den samme vej, men finder den ikke, viger tilbage foran et kolossalt lager der stinker af råt kød og rådne grønsager, specielt surkål …
Suspekte skikkelser glider forbi mig og slynger om sig med grovheder … jeg er bange for det ukendte, drejer af til højre, drejer af til venstre, havner i en beskidt blindgyde der ser ud til at huse affald, laster og forbrydelser. Skøger spærrer vejen for mig, gadedrenge griner hånligt ad mig … Scenen fra réveillonen gentager sig.
Vae soli! Hvem er det der lægger disse baghold for mig så snart jeg løsriver mig fra verden og menneskene? Der er nogen der har ladet mig fange i denne fælde! Hvor er han? så jeg kan slås med ham! …
En regn blandet med snavset sne begynder at falde, lige da jeg sætter i løb … for enden af en lille gade tegner der sig en port, brunsort mod himmelhvælvet, ufattelig stor, et værk af kykloper, en port uden tilhørende palads som åbner sig mod et hav af lys … Jeg spørger en politibetjent hvor jeg er.
– Porte Saint-Martin, monsieur.
Med et par skridt er jeg ude på de store boulevarder og går ned ad dem. Uret på teatret viser kvart over seks. Netop aperitiftimen, og mine venner venter som sædvanligt på café Napolitain. Jeg fortsætter med raske skridt og glemmer hospitalet, bekymringerne, fattigdommen. Men da jeg går forbi café du Cardinal, kommer jeg til at støde til et bord hvor der sidder en herre.
Jeg kender ham bare af navn, men han genkender mig, og på et sekund siger hans øjne: “De her? De er altså ikke indlagt? Det var altså et bluffnummer, den indsamling!”
Og jeg fornemmer at manden er en af mine ukendte velgørere, at han har givet mig almisser, og at jeg er en tigger som ikke har ret til at gå på café.
Tigger! Det er det rette ord som ringer i mine ører og får mig til at rødme, af skam, af ydmygelse og af raseri.
At tænke sig at for kun seks uger siden sad jeg her ved bordet; min teaterdirektør lod sig traktere af mig og kaldte mig kære mester; journalisterne kom og anmodede om interviews, fotografen udbad sig den ære at måtte sælge mine portrætter … Og nu: tigger, brændemærket, bandlyst af samfundet!
Pisket, radbrækket, jaget til døde driver jeg ned ad boulevarden som en nattevandrer og trækker mig tilbage til min hule hos de pestbefængte. Dér, lukket inde på min stue, føler jeg mig hjemme.
Mens jeg tænker over min skæbne, mærker jeg den usynlige hånd som tugter mig, pisker mig frem mod et mål som jeg endnu ikke kan gætte. Han skænker mig berømmelse samtidig med at han nægter mig verdslig ære; han ydmyger mig ved at ophøje mig, fornedrer mig for at løfte min sjæl.
Da dukker tanken igen op om at forsynet har bestemt mig til en stor opgave, og at det er min opdragelse som begynder nu?

*

I februar forlader jeg hospitalet som uhelbredelig, men kureret for verdens fristelser. Ved afskeden havde jeg villet kysse vores gode Moders hånd fordi hun uden at prædike havde lært mig korsets vej, men en følelse af ærefrygt over for noget helligt holdt mig tilbage.
Må hun i ånden modtage dette udtryk for taknemmelighed fra en vildfaren fremmed som forsvandt til et fjernt land.