Anmeldelser

MED EN BOREMASKINE I BAGAGEN ❤️❤️❤️❤️❤️
“Åh, sikken fryd at læse en roman skrevet af en kvinde om en mand, der kalder sig ’jeg’. Fra første side udsender den et signal om, at nu kommer der ikke igen en af de 50 nuancer af autofiktion, men et produkt af en forfatters fantasi, ikke bare af hendes fortid. (-)
DEN 60-ÅRIGE Auður Ólafsdóttir behersker en prosa, der fører læserne direkte ned til eksistensens grundpiller. Det er længe siden, jeg har læst noget, der – stærkt hjulpet på vej af Erik Skyum-Nielsens førsteklasses dansk – kommer så tæt på Samuel Becketts ingenmandsland, hvor vagabonden altid kan se de lyse sider i mørket. Og finde humoren midt i gruen. En dansk slægtning er Peter Seebergs prosa.
’Ar’ er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Det må blive et godt år. For vinder Auður Ólafsdóttirs ’Ar’ ikke prisen, bliver det en endnu bedre bog, der får den, hvis der er retfærdighed til.”
– Thomas Bredsdorff, Politiken

RØRENDE ROMAN DER GÅR LIGE I HJERTET
Ar er en dejlig, humanistisk og ganske rørende roman, den går lige i hjertet, i hvert fald i mit. Hun, Auður Ava Ólafsdottir, har på smukkeste vis allerede slået sit navn fast med romanerne Stiklingen og Svaner bliver ikke skilt. Nu er hun så aktuel igen med ’Ar’, som oven i købet er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2018 fra Islands side. Og det er en fin, nærmest minimalistisk, lille roman, enkel og stilfærdig, men den er først og fremmest livsbekræftende og tilsat en god portion humor.
– Preben B. Christensen, Litteratursiden LÆS MERE!

TO GODE GRUNDE TIL AT HOLDE SIG I LIVE
“Auður Ava Ólafsdóttirs nye sørgmodigt opbyggelige roman om at ville døden, men blive holdt fast af livet er med god grund indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Auður Ava Ólafsdóttir skildrer Jonas’ stille fortvivlelse indefra med en imponerende fornemmelse for hans beherskede følelsesudbrud og omsorgsfulde dilemma: Han vil gerne dø, men hans død må ikke være belastende. Forfatteren afholder sig fra enhver form for følelsesbefamling og koncentrerer sig om at skabe en karakter, der er både typisk og enestående. (–)
Nogle gange er livet heldigvis ikke sådan at slippe af med, og “Ar” er noget så vidunderligt som en sorgfuld roman med en lykkelig slutning.”
– Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

DEN FLINKE SELVMORDSKANDIDAT
Ar, som er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, er Audur Ava Ólafdóttirs femte roman, hvoraf to – Stiklingen (2009) og Svaner bliver ikke skilt (2016) – er oversat til dansk. Hun har også skrevet digte, skuespil, sange og analyserende tekster i forbindelse med sit job som leder af Islands Universitets Kunstmuseum. Uanset hvad hun beskæftiger sig med, bevæger hun sig med en stilistisk ubesværethed, der har gjort hende til en populær skribent både hjemme og ude. I Ar skaber hun en antihelt, som rejser ud i den grumme verden og fikser sin livslede med hjælp fra en boremaskine. Det er en finurlig fortælling med eksistentiel rækkevidde formidlet med stille humor.
– Birthe Weiss, Weekendavisen

EN MAND DER VIL DØ
“Kan man forestille sig en livsbekræftende roman om selvmord? Et værk som behandler tunge temaer, men som samtidig er overraskende let og humoristisk?
Auður Ava Ólafsdóttirs finurlige Ar, som er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, er tilnærmelsesvis netop dét. Den er lidt rodet, alvorlig og dybtfølt, men med en mild grundtone, som løfter læseren igennem. (–)
Ar er en pudsig roman, ikke kun på grund af den originale fortælling, men på grund af måden, den er fortalt på. Der er tale om en slags fortættet romanunivers, hvor brudstykker af samtaler og drømme væves sammen og gentages, sådan at forholdet til menneskene derhjemme bliver ved med at rumstere i teksten, længe efter at Jonas har forladt øen. Ofte dukker mindet om en samtale op næsten som et løsrevet fragment, lidt ligesom morens demente enetale om krige og fødsler, da Jonas ved romanens begyndelse besøger hende på plejehjemmet. Det er dialogerne, der bærer romanen, og de er som regel ladet med betydning. Der er noget lidt uvirkeligt ved det. (-)
Jonas vil bryde alle bånd, men han kan ikke gardere sig imod, at andre mennesker trænger ind i hans liv. Den voksne datter i romanen står helt tydeligt for mig. Det samme gør naboen, Svanur – et venskab, viser det sig, som måske har betydet noget alligevel. Kontrasten til det, han har forladt, bliver tydelig, når Jonas pludselig befinder sig i et land, hvor man ikke taler om den nære fortid. Hvor man ikke spørger en mand, hvad han har gjort, og en kvinde, hvad hun har oplevet. I stedet ser man fremad. Ikke alle møder og samtaler i Ar gør lige stort indtryk på mig, men ikke desto mindre rører romanen mig med sin skildring af ensomhed.
Det er på én gang trist og håbefuldt.”
– Kristin Vego, Information