Beskrivelse
En Årstid i Helvede er sammen med Illuminationer, de to hovedværker i Rimbauds produktion. Længe opfattede man En Årstid i Helvede som Rimbauds sidste værk, som hans “afsked med poesien”, hans nekrolog, skrevet i en nærmest epileptisk eksplosiv stil, hvor han lever op til ordene i hans berømte seer-brev: “Digteren bliver seer ved en umådelig langstrakt og bevidst forvirring af alle sanser.”
Digteren er et medium, han må eksperimentere med alle former for kærlighed og galskab, han må i sidste ende være villig til at ofre sig selv, for at nå frem til det ukendte, “at se det usynlige og høre det uhørte”. Han må om nødvendig være villig til at stige ned i Helvede for at blive “en skygge af den evige bevidsthed”.
Bøger af Arthur Rimbaud
Anmeldelser
ET MESTERVÆRK
Bogen er i bogstavelig forstand rasende god. ’Digtene er på én gang er vilde udladninger fra bevidsthedens undergrund og dunkle, esoteriske meddelelser fra en anden verden, skrevet med ildskrift på litteraturens himmel’som der så præcist står på bogens bagside. De er intet mindre end besættende, oprivende, visionære og fuldstændig ubeskrivelige. Rimbaud skriver i et poetisk symbolsprog, der er fuldt af surrealistiske drømmebilleder, hallucinationer og fantastiske febersyner. Rimbaud skriver i et poetisk symbolsprog, der er fuldt af surrealistiske drømmebilleder, hallucinationer og fantastiske febersyner. ‘Man må være absolut moderne’, som der står i bogens sidste digt ‘Farvel’, og “En årstid i helvede” er en af de mest moderne bøger, jeg har læst. Et sandt lille mesterværk, der er sin egen vægt værd i guld.
Signe Langtved Pallisgaard, Villabyerne
Det er ægte pionerånd over rækken af små bogudgivelser fra Dostojevskij til Blake, som Roskilde Bogcafe har udsendt i det forløbne år. Lettere upåagtet for det meste. Og det er synd, for vi har her at gøre med bøger af høj kvalitet. Nu er turen kommet til den franske symbolist, digterkometen Arthur Rimbaud, som sammen med Charles Baudelaire har skabt grundlaget – og vist vejen – for den poetiske modernisme. Baudelaire var formens mester, Rimbaud den anarkistiske sabotør, der satte verset fri og fornyede dermed det digteriske sprog radikalt.
Rimbauds prosadigte er besatte, vrede, oprivende og visionære. Man fornemmer tydeligt desperationen i dette, Rimbauds definitive forsøg på at beskrive og ophæve menneskelivets dobbelthed af smerte og henrykkelse, afgrund og himmel, død og drøm. Han skaber et ursjælens poetiske symbolsprog, fuld af surrealistiske drømmebilleder, hallucinationer og fantastiske og mystiske febersyner.
Neal Ashley Conrad, Information
En Årstid i Helvede – med Robert Jacobsens illustrationer – udkom på forlaget Cordelia i 1992 og blev hurtigt udsolgt. Anmelderne skrev bl.a.:
Den europæiske lyriker, der par excellence knytter det nittende og det tyvende århundrede sammen er A.R., der i 1875 som 21-årig opgav poesien for at blive handelsmand i Østafrika. Indtil dette tidspunkt havde han nået at skrive fire bøger, som siden har fået sin naturlige plads blandt verdenslitteraturens bedste værker.
Lektørudtalelse
En ny stor bedrift fra Harders oversætter-værksted.
Berlingske Tidende
… et mesterværk.
Per Højholt, Jyllandsposten
Om forfatteren
Arthur Rimbaud (1854-1891) skrev i løbet af fem ungdomsår nogle digte som hører til de smukkeste og mest originale i europæisk litteratur. Digte der på én gang er vilde udladninger fra bevidsthedens undergrund og dunkle, esoteriske meddelelser fra en anden verden, skrevet med ildskrift på litteraturens himmel.
Forfatterprofil
Tekstuddrag
Uddrag fra VANVID II
Jeg holdt af åndssvage malerier, dørkarme, sætstykker, billeder af gøglere, skilte og folkelige illustrationer; forældet litteratur, kirkelatin, erotiske bøger uden retskrivning, vore oldemødres romaner, eventyrsamlinger, småbøger for børn, gamle operaer, troskyldige omkvæd, naive rytmer.
Jeg drømte om korstog, opdagelsesrejser, som der ikke findes beretninger om, republikker uden historie, kvalte religionskrige, omvæltninger af sæder og skikke, racers og kontinenters omflytninger; jeg troede på enhver fortryllelse.
Jeg opfandt vokalernes farve! – A sort, E hvid, I rød, O blå, U grøn. – Jeg fastlagde enhver konsonants form og bevægelse og med instinktive rytmer smigrede jeg mig med at opfinde et poetisk udtryk som, før eller senere, ville blive tilgængeligt for alle sanser. Jeg forbeholdt mig oversættelsesretten.
Jeg endte med at finde min sindsforvirring hellig. Jeg var uvirksom, offer for en tung feber; jeg mis-undte dyrene deres lykke, – kålormene, der repræsenterer dødsrigets uskyld, muldvarpene, jomfruelighedens søvn!
Jeg elskede ørkenen, de afbrændte frugthaver, de visnede butikker, drikke, der var blevet lunkne. Jeg slæbte mig gennem de stinkende gyder og bød mig med lukkede øjne til for solen, ildguden.
Mit helbred blev truet. Rædslen kom. Jeg faldt i søvn og sov flere dage i træk og når jeg stod op igen fortsatte jeg de sørgeligste drømme. Jeg var moden til at dø og ad en vej fuld af farer førte min svaghed mig til grænsen mellem verden og Cimmeria, mørkets og hvirvelstormenes fædreland.
Jeg havde brug for at rejse, opløse den fortryllelse, der havde bemægtiget sig min hjerne. På havet jeg elskede, som om det havde vasket mig ren efter en besudling, så jeg det trøstende kors rejse sig. Jeg var blevet fordømt af regnbuen. Lykken var min skæbne, min anfægtelse, min orm: mit liv ville altid være for umådeligt til at blive viet styrken og skønheden.
Oversat af Uffe Harder. Efterord ved Erik Skyum-Nielsen
