300 kr.

Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen
2023. Hæftet med flapper. 314 sider
Katja Kettu

Rose er væk

Den midaldrende Lempi vender hjem til det indianerreservat i USA hvor hun voksede op, for at få klarhed over hvad der skete dengang for fyrre år siden hvor hendes mor, indianske Rose, forsvandt sporløst. Lempis finske far Ettu mistede hukommelsen dengang og har siden også mistet forstanden, men da datteren vender hjem begynder han langsomt at kunne huske, og Ettu og Roses smukke kærlighedshistorie med dens bratte slutning kan gradvist stykkes sammen.

En mørk skikkelse, Wendigo, lurer i periferien og spiller muligvis en rolle i både fortidens og nutidens forbrydelser. Baggrundstæppet for den medrivende handling er personernes rødder blandt finske emigranter og amerikanske indianere, og Katja Kettu har selv forfædre blandt finner der slog sig ned i USA og giftede sig ind i indianermiljøer. Mange finsk-indianske børn – findians – blev på grund af deres blandede herkomst betragtet som fremmede både i det omgivende samfund og i reservatet, og romanen beskriver den rodløshed det medførte.

Den beskriver også det hvide samfunds systematiske undertrykkelse og forsøg på udslettelse af indianernes kultur, men samtidig håbet og forventningen om en fremtid hvor indianerne gradvist vender tilbage til instinktet, ritualerne og forfædrenes visdom. Rose er væk handler om kærlighed, uopfyldte drømme og om at finde sine rødder. Det er en vild og lyrisk fortælling der leder tanken hen på både Blixen og García Márquez, og som myldrer med eksotiske indtryk og sanselige beskrivelser af natur, mennesker og dyr.

“Exceptionelt fortalt … lyrisk og lysende skrevet … Forlaget Batzer er altid garant for enestående læseoplevelser.” – Femina ❤️❤️❤️❤️❤️❤️

 

"Katja Kettu lægger ikke fingre i mellem, men skriver barskt og realistisk om de forfærdelige metoder, man tog i brug for at få “indianeren ud af mennesket” (–) men der er lige så meget knald på kærlighed, skønhed og magi. Her er en bog hvor sprog og historie sprudler og gnistrer." – Bibliotekernes lektørudtalelse

"Mere eksotisk ramme for en kærligheds- og kriminalgåde er det vanskeligt at komme på, men det er karakteristisk for den finske forfatter Katja Kettu. (-) Forlaget bag Rose er væk er Batzer & Co med det umiskendelige talent for at udgive litteratur fundet uden for de mere tiltrampede stier. Birgita Bonde Hansen har oversat, og opgaven synes fornemt løst; det har nok ikke været let at forvandle den finsk-indianske verden og Kettus finske prosa isprængt et betydeligt mål indianske gloser og forestillinger til dansk." – Weekendavisen

"I Rose er væk fejrer Katja Kettus prosa, der er lige dele rå sanselighed og arkaisk, poetisk ophøjethed, nye triumfer. Når hun lader sin magiske realisme tage farve af Nordamerikas oprindelige befolknings myter og legender, bliver teksten nærmest selvlysende. Kettus evne til at væve store fortællinger gør Rose er væk til meget mere end blot en smuk kærlighedshistorie eller en skildring af en rystende social virkelighed. I stedet forvandles romanen til en historie om hvordan et samfund håndterer sin historie: hvordan ekkoet af tidligere overgreb fortsætter med at lyde helt ind i vores tid." Yukiko Duke, Svenska Dagbladet

"Kærlighed og magi i en stærk fortælling ... Kettus sprog er rigt og stilen nærmer sig magisk realisme." Maria Eriksson, Norran

"Med poetisk magi og feminin sanselig kreativitet fortæller Katja Kettu om den helbredende kraft der får livet til at strømme." – Ö1 Ex libris

"Spændende som en thriller, magisk som en myte og benhård som virkeligheden." – FRIZZ Magazin Frankfurt

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

0
Kurven er tom