Mange opfatter mig måske som en støvet bogorm, men når jeg ser tilbage på min historie, kan jeg ikke sige at det ligefrem lå i kortene at jeg skulle beskæftige mig med bøger. Min far var i sine unge år sømand og blev senere dagbladstypograf og frihedskæmper. Af ham lærte jeg at man skal slås for det man mener og tror på, men jeg kan ikke huske han læste andet end avisen, hvor det mest ophidsende var Fantomet som tegneserie. Min mor var gårdmandsdatter og modist, og mest optaget af det huslige og af at facaden var i orden. Faktisk fandtes der knapt nok en bog i mit barndomshjem, bortset fra Bibelen, som ligesom hørte sig til i en by hvor frimenighederne blomstrede. En by som var mest kendt for sit fodboldhold og sine vækkelsesprædikanter, når den ikke pralede af at være Henrik Ibsens fødeby.
Havde det ikke været for en pragtfuld skolelærer, som inspirerede mig til at læse de gode gamle drengebøger som Tom Sawyer og Huckleberry Finn og senere introducerede mig til bl.a. John Steinbeck og i øvrigt lærte mig at blive en flittig bibliotekslåner, kunne jeg måske have endt med at blive fodboldspiller, hvilket var min store drengedrøm. Barndomsheltene var de lokale fodboldstjerner, og den første notesbog bestod af skøjteløbernes rundetider, som jeg sirligt noterede mens løbene stod på. Det var i dampradioens tid og før Elvis, Dylan og Beatles.

Steppeulv og beatnik
Som årene gik, fik jeg andre helte: de store opdagelsesrejsende, Gandhi og Sokrates, og førte mig frem som redaktør af skoleavisen. Langhåret og iført min fars gamle skindjakke, kom jeg mere og mere til at ligne en rimbaudsk oprører som havde fået nok af småbyens småborgerlige indelukkethed, og som en anden beatnik tomlede jeg som 17-årig Europa tyndt en sommer, besøgte museer en masse, gav den som gadetegner i Rom og levede på en sten.
Så tog jeg på højskole, hvor jeg brugte et år på at læse Søren Kierkegaard og eksistensfilosofi, og det satte varige spor. Nu var jeg solgt til stanglakrids, til Camus, Hesse, Blake og Rimbaud. Senere begyndte jeg at læse filosofi på universitetet, skrev digte, anmeldte bøger og oversatte bl.a. Rilke og Enzensberger, til norsk. Det var de gode 60’ere, dengang drømme var toldfrie og man troede man kunne forandre verden med et snuptag, en form for naiv uskyld som jeg måske stadig lider af når jeg udgiver bøger som ingen andre tør røre ved. Og modsat så mange andre som lod sig forblænde af sekterismen og siden fik voldsomme tømmermænd, er jeg glad for at mine helte forblev sig selv, Hesses steppeulv, Camus’ oprører, Rimbauds rablende yndling, Blakes synske (nogle vil sige gale) visionær. Sådan at jeg her, tredive år senere, stadig kan blive betaget og begejstret af de forfattere jeg læste dengang, min litterære himmel og helvede, så at sige.

Formidler og kultursmed
Dette være sagt fordi det personlige univers nødvendigvis spiller en stor rolle i et énmandsforlag, hvor bøgerne så at sige ’snakker sammen’. Men selv om både jeg selv og begrebet ’bogcafé’ har rødder i 60’erne, synes jeg alligevel at noget af styrken ved Roskilde Bogcafé har været den anti-autoritære åbenhed og vovemodet, evnen til fornyelse og til at holde benene på jorden — og sætte tæring efter næring. Vi har aldrig opfattet os som verdensfrelser eller haft patent på sandheden, vor opgave har snarere været den mere ydmyge: at være formidler af god litteratur og musik, også live i form af talrige forfattermøder, lyddias-foredrag og koncerter. Og som kultursmedie at være igangsætter for ulige lokale projekter, alt fra forfatterværksted til globetrotterselskab.

Dansk skønlitteratur og klassikerbibliotek
Man kan sige at forlaget opstod som en udløber af vores tætte kontakt til danske forfattere. Faktisk var de første fire udgivelser på forlaget dansk skønlitteratur, noget mange formentlig ikke ved.
Det var dengang forlaget var en bibeskæftigelse og bøgerne udkom med års mellemrum, fem bøger blev det til på ti år. I 1992 kom Haakon Bugge Mahrts lille Rimbaud-biografi, som blev forløberen for Klassikerbiblioteket og udgivelsen af to af mine gamle helte: William Blakes »Ægteskabet mellem Himmel og Helvede« (1995) og Hermann Hesses »Troldmandens barndom« (1996). To bøger som grundlagde forlagets ry for at udgive »håndplukkede, eksklusive bøger af fornemste aftapning« og som i 1997 førte til at vi besluttede at satse på forlagsvirksomhed som det primære. Siden er der kommet en lind strøm af bøger, 6-7 om året, og vi nærmer os udgivelse nr. 30. Eller som Kristian Ditlev Jensen skrev i Berlingske: Blake er en af de vigtigste visionære forfattere, der udgives på det visionære forlag Roskilde Bogcafé. Rimbaud, Dostojevskij, Hesse, Ginsberg udkommer også her. Og man spørger sig selv: hvorfor er det altid outsiderne, der skal sørge for det centrale.« Jeg kan tilføje andre navne som er udkommet siden: Tolkien, Cohen, Kafka, Joyce, Camus, Burroughs og senest Kerouac, hans dharmabums eller bhikku, digtermunken der vandrer op i bjergene for at meditere over tilværelsens mening, kan jeg sagtens identificere mig med.

Drømmen og glæden
For mig var det en gammel drøm som gik i opfyldelse da vi i 1997 besluttede at satse på forlagsdrift. Egentlig var jeg godt træt af at lange bøger over disken og da økonomien i boghandelen alligevel hang i laser, kunne vi lige så godt springe ud i det og gøre det som var forbundet med lyst og glæde: at udgive bøger med hjertet.
Jeg forestiller mig at det må være dér enhver seriøs forlægger starter, med at udgive de forfattere man holder mest af. Og for et lille forlag, som ikke har nogen ambitioner om at vokse sig stort, findes der i sagens natur ingen anden drivkraft end kærligheden til god litteratur, til bøger som man selv bliver bevæget af. Selvfølgelig er mange af de bøger jeg selv holder af allerede udkommet på andre forlag, og tak for det, men det litterære marked er i disse kommercielle tider fyldt med så mange huller, at der er rigeligt at tage fat på for alle. Så må det bære eller briste, at man dybest set er autodidakt og lærling, udi forlæggeriet som i de fleste andre forhold her i livet.

Strabadser og forhindringer
Dermed skal man ikke tro at det at drive et lille forlag er en dans på roser. Bunkerne af bøger og manuskripter som skal læses, breve som skal besvares, regninger som skal betales, har det med at hobe sig op. Der skal være tid til at kæle for produktionen af bøgerne, og så er det altid 1000 praktiske ting som skal ordnes. Kaos truer konstant, og dagene forsvinder som dug for solen. Lønnen er beskeden og forhindringerne kan virke tårnhøje.
Alene det at få bøgerne afsat til boghandlerne er en kunst i sig selv, og det at blive synlig i medierne har også været en lang, sej kamp. Nogle gange kan en opringning udrette mirakler, andre steder føles det som at slå i en dyne. Og selv når man får gode anmeldelser, og »det lille tapre forlag« får roser for at »spytte den ene con amore-udgivelse efter den anden på markedet« og bøgerne kaldes »en gave fra troldmandens værksted i Roskilde«, er det ikke ensbetydende med at der bliver solgt mange bøger. Selvfølgelig guffer man de gode anmeldelser i sig, men indimellem kan jeg ikke fri mig for den tanke at anmeldelser sjældent yder en bog fuld retfærdighed.
Uden boghandlernes og anmeldernes hjælp til at blive synlig, har et lille forlag dog ikke en chance i helvede for at overleve. Når jeg ser tilbage på hvad vi har udgivet, og de chancer vi har taget, plejer jeg at sige: Jeg forstår ikke at vi er sluppet levende fra det, det må vist henhøre under mirakler. Og i øvrigt glæde mig over at der findes et publikum derude til andet end bestsellere og underholdningslitteratur.

Samtidsromanen
Da jeg fik tilbudt Gert Nygårdshaugs pragtfulde totalroman »Provst Gotvins geometri«, en mursten på 500 sider og med et budget på 125.000, var min første reaktion: Den har vi ikke råd til at udgive, men da jeg havde læst den, sagde jeg til mig selv: Den kan vi ikke lade være med at udgive. Og læserne og de fleste anmeldere tog godt imod den, lod sig underholde, græd og grinede, og ønskede at »den aldrig fik ende«.
Nygårdshaugs roman blev samtidig indledningen til en ny æra i forlagets historie: samtidsromanen, som allerede i år vil spille en hovedrolle i forlagets repertoire. Og måske er tiden nu kommet til at genoptage tråden fra de første udgivelser, den danske skønlitteratur?

Frihed og indre vækst
Roskilde Bogcafé er en ’non-profit’ selvejende institution med en bestyrelse valgt på generalforsamlingen. Der er ingen som ’ejer’ bogcaféen i traditionel forstand, ingen som hæver ’udbytte’ — udover Told og Skat. Med årene er det som engang var en bred kreds af aktivister skrumpet ind til en håndfuld trofaste støtter, og i det daglige er du overladt til dig selv, når der da ikke er en entusiastisk praktikant fra universitetet. Men det giver også en frihed som er livsvigtig for en gammel steppeulv og oprører: At du kan satse så tosset du vil — så længe du ikke graver din egen grav med bøger som ikke bliver solgt.
Mens aktivistskaren er skrumpet ind, kan man sige at der med årene og de mange gode anmeldelser, er sket en modsat bevægelse — nemlig en strøm af positive tilbagemeldinger, af manuskripter som dumper ind af brevsprækken og af gode idéer som kommer udefra. Noget som har tilført forlaget en indre vækst og som forrykker, forstørrer og udvider det personlige univers som engang var forlagets basis. Her kan jeg ikke undgå at nævne oversætteren Karsten Sand Iversen, der er et sandt ’opkomme’ af idéer og med en kærlighed til litteratur, som er uden grænser. Vores omfattende brevveksling har foreløbig resulteret i fem konkrete projekter, og mange vil forhåbentlig følge i årene fremover. Faktisk kan man sige at Karsten Sand Iversen er forlagets uofficielle hovedkonsulent.
Dette være sagt som en opfordring til parnasset. Roskilde Bogcafé er ingen fæstning omgivet af volde. Der kræves intet password og der findes intet omstillingsbord, kun den direkte linie. Skriv eller mail eller ring hvis du har et projekt du brænder for. Eller hvis du har lyst til en ulønnet tjans som konsulent eller ligefrem til at være medlem af en redaktionsgruppe. Der må være masser af urealiserede idéer derude. Og her ved indgangen til det nye årtusinde, står forlaget overfor nye litterære udfordringer, nye stemmer som ikke nødvendig kan relateres til det gamle univers på anden måde end at de alle sammen skal igennem redaktørens ubønhørlige nåleøje.

Batzer & Co
Programmet for år 2000 byder på en god blanding af klassikere som Elias Canetti og Jack Kerouac, og nye stemmer som Penelope Fitzgerald, der fik den store amerikanske kritikerpris for sin roman Den blå blomst, Per Petterson og Beate Grimsrud, som begge har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sine bøger, Geir Uthaugs imponerende biografi om Blake, og Ulf Peter Hallberg, svensk forfatter, oversætter, teater- og filmmand, der bryder alle genre med sin essay-roman Flanørens blik.
At Hallberg også skulle få sin rolle i forlagets historie da han tog den gamle diskussion om forlagets navn op, er en anden sag. I mange år har forlagets navn — med de associationer det måtte give til noget amatøragtig eller sekterisk — været en forhindring, ude hos boghandlerne eller når man var til møde med de store forlag i Frankfurt. Og hvem ved om vi overhovedet ligger i Roskilde om to år. Måske er vi flyttet til København eller Bahamas? Så takket være Hallberg besluttede generalforsamlingen at forlaget nu skifter navn til Batzer & Co. Et navn som afspejler den daglige virkelighed, »ildsjælen og hans hjælpere«, og som med sin blanding af storhedsvanvid og selvironi slører, hvor forlaget ligger og at omstillingsdamen er den samme som redaktøren, som også er forlagets bydreng og vinduespudser. Moderselskabet hedder dog stadig Roskilde Bogcafé, og Roskilde Bogcafé vil i en overgangsperiode figurere på titelsiden og i kolofonen, for at markere kontinuiteten i udgivelserne.

At udgive bøger er en opdagelsesrejse
Når jeg sidder under birketræet i kolonihaven, sammenligner jeg sommetider det at udgive bøger med en opdagelsesrejse. Bagved det næste bjerg ligger der altid et nyt storslået landskab du gerne vil besøge. Og de eneste redskaber du har behov for kan være i en rygsæk: en blyant, et viskelæder, en computer og en hotline til verden. Men når man knokler røven ud af bukserne, kommer man nemt til at glemme at alt er forgængeligt, og at den eneste livsfilosofi som duer er her og nu. At det eneste du med nogenlunde sikkerhed ved, er at livet er kort som et stjerneskud, og man er så længe død, som det hed i en sang. Og kun guderne ved om himmelens og helvedets vogtere, eller ormene, for den sags skyld, sætter pris på god litteratur. Note: Skrevet på opfordring til litteraturtidsskriftet Standart i forbindelse med et temanr. om de små forlags eksistensvilkår.