Wojciech Kuczok: Skarn

Wojciech Kuczok - Skarn - bogforsideOversat og med efterord af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
2009. 226 sider. 199 kr.

“Er der tale om allegori, samfundssatire, udviklingsroman eller det hele på en gang? Jeg tror det sidste, og det kan desuden forklare, at Kuczoks gennembrudsroman om en families forfald og undergang fra 2003 har fået en nærmest ikonagtig status i polsk litteratur, er blevet filmatiseret og oversat til seksten sprog.” Weekendavisen

“… morsom, underholdende, skøn og tragisk på samme tid.” DR P2

“Polsk mesterværk.” Berlingske Tidende ★★★★★★ 2. oplag

DKK199.00

Beskrivelse

I den halvt selvbiografiske Skarn lader Wojciech Kuczok en ung mand fortælle om sin mareridtsagtige opvækst i det kommunistiske Polens sidste årtier.
Skuepladsen er familiens hus der blev bygget af fortællerens farfar før den anden verdenskrig og ligger midt i kulminearbejdernes rå og beskidte kvarter, som vrimler med uvorne unger, rapkæftede mødre og alkoholiserede, voldelige fædre. I huset bor foruden fortælleren og hans forældre også en halvtosset onkel, en aldrende, ugift tante og nogle lejere der flyttede ind efter krigen, og som familien ikke bryder sig om.
Fortællerens far, en mislykket kunstner, lader sin vrede gå ud over moren og sønnen; han tyranniserer dem med sin pisk og sine sarkastiske ordspil og tvinger dem til at lytte til de samme Haydn-symfonier om og om igen.

”Jeg flygtede fra huset,” siger fortælleren i romanens sidste drømmeagtige sekvens, ”men overalt hvor jeg kom, trak jeg en skygge fra huset efter mig, og i lang tid var jeg kun en skygge af mig selv.”

Klip fra anmeldelser:

»Kuczok er den mest stilsikre, musikalske og lidenskabelige forfatter vor tids polske litteratur kan byde på.« Frankfurter Rundschau

»Wojciech Kuczok er en stjerne i den unge polske litteratur … Skarn er en ond, men også en mærkværdigt munter bog, dramatisk, voldsom og sprogligt koncentreret som kun få i samtidens europæiske litteratur … Poetisk og rystende, men også en burlesk skælmeroman.« Der Spiegel

Anmeldelser

POLSK MESTERVÆRK ★★★★★★
Velfortalt og gribende roman om opvæksten i en minearbejderby i kommunismens Polen … Romanens sproglige overskud formidles elegant af oversætterne, der også har skrevet et stemningsfuldt efterord, som man ikke må snyde sig selv for at læse. LÆS MERE!
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske Tidende

BLÆNDENDE
Det er en meget velskrevet roman med et flot sprog og en formidlen af ondskaben, så det næsten gør ondt på læseren også … På dansk skal vi nok tilbage til Knut Becker og Det daglige brød for at finde en så barsk barndomsskildring … En blændende fortalt historie om en opvækst præget af brutalitet og ondskab.
Per Månson, DBC

FORBANDET UNGDOM PÅ POLSK ♥♥♥♥♥
Den 37-årige polske forfatter Wojciech Kuczok, der hermed for første gang udgives på dansk, har med ‘ Skarn’ skrevet et af de mest veloplagte faderopgør, jeg mindes at have læst … Bogen balancerer mellem det tragiske, bitre og tyngende – der er immervæk tale om en skrækkelig far, en mængde skæve skæbner og et grumt sted og afsnit i historien – og så hvad en af de begejstrede tyske anmeldere har kaldt det burleske, og som udspringer af fortællerens giftige galgenhumor, robusthed og sproglige overskud … Den er blevet filmatiseret og oversat til 16 sprog. Fuldt fortjent.
Marie Tetzlaff, Politiken

EN FAMILIE UEGNET FOR SMÅ BØRN
… et formfuldendt, musikalsk poem, som man nyder læsningen af trods det barske indhold. Dermed være også sagt, at det er en fantastisk dansk oversættelse, vi præsenteres for … Måske kan sorg og fortræd vække kunstnerisk talent, men i dette tilfælde er det uforståeligt, at der er kunstnerisk overskud og æstetisk sans tilbage i den sønderbankede dreng, at han ikke bare har fået en stemme, men formår så eftertrykkeligt at tage afsked med fortiden, begrave barndomshjemmet og alt, hvad det rummede. Som ordkunstner går han til dels i fædrene fodspor, idet den voldelige, afstumpede far chokerende nok er billedkunstner. Men hans personlige, poetiske sprog, som allerede har affødt adskillige værker, er, forstår vi nu, i høj grad et opgør med netop farens normtyranni. Denne unge polske roman fortjener sin store udbredelse, og Batzer & co skal have stor tak, fordi vi også får lov at læse med. LÆS MERE!
Tine Roesen, Information

GRUM UNDERHOLDNING
SKARN er en usædvanlig roman, som med sin grumhed og udmaling af menneskelig dårligdom paradoksalt nok formår både at være dyb og underholdende … Frustrationerne er til at tage og føle på i romanen, hvor Kuczok skifter ubesværet mellem talesprog, tankestrømme, indskudte parenteser og beretning. Som læser kan man ikke kun levende forestille sig de enkelte karakterer, men også høre dem. Fortællerens forældre forsøger at overgå hinanden i perfiditeter i deres bekrigelse af hinanden, og Kuczok er en mester i at lave replikker, hvor personerne kommer til udtryk gennem deres dialekt, talefejl eller ordvalg. Der bliver bandet, grinet, snakket, truet og råbt i dette værk, hvilket gør SKARN til en uvant dynamisk og underholdende tekst at læse … SKARN er en barsk fortælling om en families undergang a la Thomas Manns BUDDENBROOKS, hvis særegne vitale skrivestil forfører til at læse videre og gør livets gru let fordøjelig. Hvor paradoksalt det end kan lyde, kan det kun anbefales at dykke ned i Kuczoks grumme verden, for man vil være godt underholdt!
Maria Andersen, Litteratur.nu

HUSTYRAN
Er der tale om allegori, samfundssatire, udviklingsroman eller det hele på en gang? Jeg tror det sidste, og det kan desuden forklare, at Kuczoks gennembrudsroman om en families forfald og undergang fra 2003 har fået en nærmest ikonagtig status i polsk litteratur, er blevet filmatiseret og oversat til seksten sprog.
Lars Bonnevie, Weekendavisen

MORSOM, UNDERHOLDENDE, SKØN OG TRAGISK
… en ret fantastisk historie om livet som en rejse gennem helvede. Det er ret forfærdeligt, men samtidig er den morsom, underholdende, skøn og tragisk på samme tid. Den sprudler af sprogligt overskud.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, DR P2

LITTERATURSIDEN ANBEFALER
’Skarn’ er både et tidsbillede, en familiekrønike, et sociologisk studie og måske en art samfundskritik. Historien fra et gråt Polen er sjælden og anderledes, men alligevel genkendelig. Siderne vrider sig af mængden af uhyrligheder og optrin så groteske, at man både overvældes og frastødes. Men man drages også af dette mærkelige, levende hus med dets sære karikerede beboere. Satire vikler sig ind i kras socialrealisme, og man både klukker forsigtigt af grin og ømmer sig i hjertet.
Zenia Johnsen, Litteratursiden.dk

ET LYSENDE FYRTÅRN
Det er herligt at få en bog i hånden, som man ikke i forvejen ved, hvad handler om. En bog, der er skrevet af en forfatter, man ikke kender, og som foregår i et land, man ikke kender særlig meget til. Så meget desto større er overraskelsen, når man allerede på første side går i ét med bogen, suges ind i dens univers og slet og ret får benene slået væk under sig. I romanen ‘Skarn’ lader den polske forfatter Wojciech Kuczok en ung mand fortælle historien om sin families forfald.

Han beretter stilsikkert, musikalsk og billedligt om familiens historie og om sin opvækst i byen Chorzów i det kommunistiske Polen. En opvækst, der for den lille pjevs er et sandt rædselskabinet af menneskelig ondskab. Hans far, Gamle K, er en tyran uden lige, der jævnligt tæsker ham med en ridepisk, kvæler ham med ordsprog og mener, at man kan helbrede en halsbetændelse ved at spille Hayden-symfonier i lange baner.

Det helt særlige ved denne bog, dét der gør, at den står tilbage i ens erindring som et lysende fyrtårn efter endt læsning, er dog, at det netop er menneskelig onskab, der skildres. For side om side med hadet og rådenskaben står kærligheden, og hånd i hånd med tragikken går en ukuelig humor og munterhed. LÆS MERE!
Signe Pallisgaard, Villabyerne

EN BOG TIL TIDEN 5 plusser
Polske romaner bliver sjældent oversat til dansk. Alt for sjældent, hvis Wojciech Kuczoks ’Skarn’ ellers kan bruges som rettesnor for litteraturens tilstand hos vores næsten-naboer mod syd. Denne halvt selvbiografiske familiekrønike charmerer således i en grad, at man næsten fryder sig ved tanken om kulminearbejdere, stanken af kogt kål og andre polske specialiteter. Med sproglig elegance og afsæt i kommunismens sidste årtier, skildrer fortælleren sin families balstyriske historie to generationer tilbage i tiden, og man ser, hvad der sker med mennesket, når frygten koloniserer forstanden. ’Skarn’ er på mange måder en bog til tiden.
Jesper Skov, Euroman

EN STJERNE I DEN UNGE POLSKE LITTERATUR
Wojciech Kuczok er en stjerne i den unge polske litteratur … Gnój er en ond, på en ejendommelig måde munter bog, sproglig og dramatisk så rasende og konsentreret at det i dag er usædvanlig i europæisk litteratur. Kuczoks kunststykke er at fortælle den unges lidelseshistorie så poetisk og rystende, men også som en en burlesk skælmeroman.
Der Spiegel

DEN MEST STILSIKRE, MUSIKALSKE OG LIDENSKABELIGE
Kuczok er den mest stilsikre, musikalske og lidenskabelige forfatter som vor tids polske litteratur kan byde på.
Jörg Plath, Frankfurter Rundschau

FREMRAGENDE
Et fremragende værk, ikke bare i den polske samtidslitteratur … ubetinget læseværdig.
Die Zeit

Om forfatteren

kuczok-wojciechWojciech Kuczok er født 1972 og opvokset i Chorzów ved Katowice i det sydvestlige Polen. Debuterede i 1999 med Fortællinger. For romanen Skarn modtog han i 2004 NIKE, den vigtigste polske litteraturpris. Romanen er filmatisereret og oversat til seksten sprog.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Huset havde to etager. Gamle K.s far havde bygget det til sin familie i håb om at den inden længe ville blive større: en dag ville sønnerne blive voksne, datteren ville blive gift og alle havde de jo brug for et sted at bo. Kælderetagen kunne de vel lade tjenestefolkene få (tjenestefolk ville gamle K.s mor “aldrig, aldrig” give afkald på). Men krigen havde de ikke forudset; ligesom alle andre vidste de selvfølgelig godt at der altid drev en krig omkring et eller andet sted, men de havde, ligesom alle andre, håbet at det i det mindste ville vare nogen tid før den nåede dem; og netop som de havde lagt sig til rette i livet som til en eftermiddagssøvn, besluttede den at gøre sit indtog. Krigen kom og bragte sengetøjet i uorden, den krøllede det sammen, man måtte rede op på ny. Men da krigen var ovre, havde de ikke længere råd til tjenestefolk, og hvad værre var, de havde ikke råd til et hus af den størrelse, så de solgte stueetagen.
“Ak ja, det er jo kun stueetagen, en dag køber vi den tilbage,” sagde de.
“Før eller siden bliver vores datter vel gift, hun rejser væk med sin mand,” sagde de, snart viste det sig dog at det slet ikke var så let at få hende gift, en tid endnu var de nødt til at forsørge hende, for hun holdt mere af sin rosenkrans end af at blive budt op til dans, og heller ikke sønnerne var klar til giftermål, de var i det hele taget ikke klar til noget som helst, de var klodsede og kejtede, sent modne, som man siger.
Og sådan gik det til at de fik underboere, dog ikke ligefrem de mest selskabelige af slagsen, de var snarere lidt sky af sig, hvilket kun gjorde livet lettere for gamle K.s mor, for efter salget af stueetagen havde hun truffet en beslutning:
“Jeg taler ikke med de folk, lige meget hvem de er.”
Således tog hun revanche for salget og for det skæbneslag der havde splittet hendes families hus i to. Og således lod hun i årevis som om intet havde forandret sig og stueetagen kun midlertidigt var ude af brug; og på den måde lærte alle i familien K. med tiden at ignorere og undgå dem dernede. Gamle K.s far plejede at sige:
“Det er i det mindste et held at det er ordentlige folk, de kunne sagtens have været værre, de laver trods alt ikke spektakel.”
Men da dem dernede efter nogle år flyttede, solgte de stueetagen (“hvor vover de, uden at spørge os, uden at fortælle os noget!” hidsede gamle K.s mor sig op), og de der flyttede ind, de nye dem dernede, var ikke just af fornem herkomst. Man kunne endda have sagt (hvis man måtte sige den slags, men det måtte man ikke) at de nye dem dernede var af temmelig ordinær og simpel herkomst, hvilket man havde kunnet præcisere ved at sige (dog ikke højt, den slags gik man og surmulede med i det stille) at de nye dem dernede var flyttet direkte fra Gravergade ind i dette hus. Under den tyske besættelse havde Gravergade for en tid heddet “Steinstraße”, og siden da var øgenavnet “Stajnka” blevet hængende, og klangen af det ækle øgenavn blev i dette hus forstærket af de nye beboeres afskyelighed. Gravergade var udelukkende beboet af forhenværende, nuværende eller kommende kirkegårdsgravere og deres familier, ifølge gamle K.s forældre var Stajnka en gade befolket af alkoholikere, fattigfolk og forbrydere: jo større nød de led, og jo mere håbløst det så ud, desto flittigere kopulerede de, desto flere børn fik de. Gamle K.s mor værdigede ikke døren ind til dem dernede et eneste blik, og hun forbød også sine børn at gøre det, men de kunne ikke lade være med at standse op og glo på det nye navneskilt og more sig over at dem dernede havde sådan et sjovt navn, familien Spodniak, spodniakkerne, haha, det lød jo næsten som ‘lange underbukser’ på schlesisk, men gamle K.s far bemærkede dog til sin forundring at naboerne ikke udtalte deres navn med et lukket a, som det ellers var almindeligt blandt folk fra de gamle, schlesiske fattigkvarterer, det havde ellers været oplagt, mente han, at proletarisere det a.

Hr. og fru Spodniak kunne ikke leve ubemærket blandt graverne. Hr. Spodniak var et fremmedelement og kunne ikke i længden holde alle de ubehageligheder ud som de indfødte beboere af den gamle Steinstraße udsatte ham for; som den privilegerede tilflytter fra bjergdistriktet han var, blev han lidenskabeligt hadet af alle sine naboer, alle hans privilegier hidrørte i øvrigt fra arbejdet i minerne, et arbejde han priste sig lykkelig for og som han nat efter nat forblev tro, for dagvagter gav man ham ikke. Som tilflytter måtte han stille sig tilfreds med de godt betalte natvagter, hvilket i øvrigt gjorde det vanskeligt for beboerne af Gravergaden at give udtryk for deres had mod hr. Spodniak, for om dagen sov han ud oven på vagterne og viste sig ikke på gaden, og han dukkede heller ikke op på værtshuset efter arbejde. Altså blev fru Spodniak ramt af en dobbelt fordømmelse: for det første fordi hun havde holdt på sin dyd til ære for en tilflytter fra bjergdistriktet, selvom man i årevis med ægte gravercharme havde efterstræbt den og hun igen og igen var vendt hjem, forslået og med kjolen revet i laser. Hun kradsede, rev dem i håret og spyttede sin dyd i øjnene på dem; kjolen reparerede hendes mor og de blå mærker beskyttede hende i det mindste i nogle dage som en fæstningsvold, for selv de ældste og frækkeste af graverslænget skammede sig trods alt når de så dem. Men til syvende og sidst hadede sjufterne fra Stajnka fru Spodniak fordi hun havde vovet at gifte sig med en tilflytter, eller værre endnu, med en tilflytter fra bjergdistriktet som hun holdt skjult ligesom hun som ung pige havde holdt sin dyd skjult, og som man ikke så noget til om dagen, og som man ikke engang kunne tæve om aftenen når han kom træt hjem fra arbejde, som man ikke engang kunne slå tænderne ud på, for hvem gad at stå så tidligt op bare for det. Selv da hr. Spodniak lidt efter lidt fandt sig til rette med arbejdet i minen og lidt efter lidt blev en rigtig schlesier, for han var jo trods alt ingen stædig natur, selv da man tilbød ham dagvagter halvdelen af måneden, valgte han af egen fri vilje natvagterne, for desto hurtigere at tjene penge, desto hurtigere at kunne spare op og desto hurtigere at kunne flytte væk fra Gravergaden. Indtil videre vendte hr. Spodniak dog hjem ved daggry uden at vække sin kone, gik ud på badeværelset, klædte sig af, fyldte varmt vand i badekarret og gik så ud i køkkenet hvor fru Spodniak havde lagt en liste over den forløbne dags ulykker på bordet, hun skrev enten at “de ha kaste me sten å blomstepotte fal ne, trek rud og potte fra igen” eller at dørene skulle males, fordi “de forbande lømle ha risse dem me kniv elle nav ant skarp”. Men et punkt forblev altid det samme i fru Spodniaks lille morgenregnskab og det var følgende opfordring: “Ta li å rechne u, vor maj vi mangle, fø vi ka flyt, for jæ ka it hål et u længe.” Han tog sedlen med ud på badeværelset og læste den mens han lå i badekarret, han talte, regnede efter og faldt i søvn. Fru Spodniak vækkede hver dag sin mand ved at hive bundproppen op og lade vandet sive ud, hun hjalp ham ind under dynen der endnu var varm efter hende, trak gardinerne for og gik ud af værelset.
Til sidst fik hr. Spodniak samlet så meget sammen at de kunne sælge lejligheden i Gravergaden og til en fordelagtig pris købe stueetagen i huset, sikken et lykketræf … Og da målet var nået, da hr. Spodniak havde løst sit livs opgave og sikret dem en tilværelse fri for Stajnkas mareridt, besvangrede han af bar glæde fru Spodniak og hengav sig så med ro i sjælen til alkoholen.
Om dem der boede i stuen talte man ikke i huset, alle i familien K. levede i den ufravigelige tro at de ejede det hele, lejligheden nedenunder betragtede de som ubeboet, de undgik naboerne og skænkede dem end ikke et øjebliks opmærksomhed. Gamle K.s mor indprentede sine børn at:
“Nu til dags tvinger man ordentlige folk til at bo dør om dør med pakket, men det skal nok ændre sig alt sammen.”
“Gud ved hvornår,” tilføjede gamle K.s far ondskabsfuldt.
“Gud ved skam godt hvad vi fortjener. Han skal nok belønne os,” slog gamle K.s mor fast.
Man behandlede hr. og fru Spodniak som luft og opfattede det at de boede nederst som et indlysende billede på det samfundsmæssige hierarki.
“I kommer aldrig til at mænge jer med dem dernede, det bliver over mit lig,” sagde gamle K.s mor altid.
I mellemtiden plagedes hr. Spodniak af søvnløshed, og han besluttede sig derfor til at vende tilbage til natvagterne. Med undtagelse af helligdagene kunne han nu hver eftermiddag i nogle timer glæde sig over det hjemlige liv, fra midt på eftermiddagen og ind til aftensmaden sad han i et hjørne ude i køkkenet og så i tavshed til mens hans lille søn lærte sig at gå; han sad med sin flaske vodka, for uden den var han ikke i stand til at forundres over verden, uden den forstod han slet ikke den lunefulde skæbne der så gavmildt havde opfyldt hans bøn om naboer som ikke chikanerede ham. Familien K. var på ingen måde klar over hvilket held der havde tilsmilet den, for hr. Spodniak var takket være sit milde væsen en såkaldt indadvendt dranker. Selvom han konsekvent drak en halv liter vodka om dagen, gjorde han det i al stilhed, i ensomheden ved det hjemlige komfur, han hævede ikke stemmen over for sin kone, hun gav ham heller ikke grund til det, hun vidste at han ikke ville holde op med at drikke før han selv besluttede sig til det (men hun ville ikke se i øjnene at han for længst havde besluttet aldrig at holde op). Med årene blev hans stemme stadig svagere og blikket stadig mere udflydende, men han blev aldrig vredladen, han var fuld af taknemmelighed mod verden der havde tildelt ham en beskeden, men ikke ubehagelig plads, en luksus tidligere generationer af Spodniakker måske aldrig havde kendt, en plads i køkkenet med en flaske, en plads hvorfra han kunne se sin kone passe den daglige dont og sin søn lege. Men da sønnen var blevet for stor til at lege i køkkenet og hr. Spodniak havde trukket sig tilbage fra sit arbejde, hvad man jo inden for minearbejdernes fag kunne gøre tidligt, drejede han sin stol over mod vinduet, forhøjede den daglige ration til halvanden liter vodka og sad nu og så ud på et træ, for netop foran køkkenvinduet stod et højt og imponerende egetræ og skyggede for udsigten. Det var blevet plantet af gamle K.s far, der var husets bygmester (gamle K.s far sagde ofte, at der foran ethvert hus burde vokse et træ der var lige så gammelt som huset selv, “så man kunne mindes dets alder”). Hver dag sad hr. Spodniak altså og så ud på egetræet fra sit lille hjørne, han så ud på de dvaske duer og de nervøse gråspurve på grenene, han betragtede dem og lyttede. Det forekom ham at selv duerne i denne by heppede på hans yndlingshold, og da hans kone efter sin årelange barselsorlov vendte tilbage bag disken i købmandsbutikken, forhøjede han sin daglige ration med en øl (“Hål nu lit igen me vodka, ska jæ it heller kom me øl”). Og når han havde indtaget sin ration, kunne han tydeligt høre hvordan duerne skanderede, “de blå-å, de blå-å”, men det passede ikke de frække råger der pustede sig op og jog duerne, gråspurvene og endog selv de stakkels mejser væk, hr. Spodniak havde særlig ondt af mejserne der om vinteren virkede så fortabte. Den vinter besluttede hr. Spodniak sig for at hæve rationen med yderligere en halv liter vodka og en liter øl, og da han havde ført sin beslutning ud i livet, indså han samtidig at det var på høje tid at han gik udenfor og jog alle rågerne ud af byen, de skulle se at flyve hjem hvor de kom fra, skulle de. Den dag følte hr. Spodniak at han omsider var faldet til i byen, han havde for længst glemt at han engang var kommet fra bjergdistriktet, han tog ud for at jage rågerne væk og vendte ikke hjem om natten. Fru Spodniak løb trods den knagende frost ned til minerne for at se om han skulle have forvildet sig derned, det kunne jo være han savnede sit gamle arbejde; fru Spodniak spurgte alle på sin vej, hun ledte overalt og tog sig til hovedet, “han æ gåen u i frostver un hu.” Hr. og fru Spodniaks søn tog også del i eftersøgningen, og også drengene fra baggården blev ophidsede over hans forsvinden, trods snefoget var de ellevilde, de løb gennem snedriverne og råbte: ingenting her, ingenting her. Om morgenen, på vej tilbage fra eftersøgningen, stødte fru Spodniak i parken på sin afdøde mand, mejserne åd af kødet i hans stivnede hånd.
Fru Spodniak må have grædt højt og længe over sin mand, for gamle K.s mor besluttede for første og sidste gang i sit liv at gennembryde tavshedens mur, hun gik ned ad trapperne, og mens hun hamrede med sin stok mod døren, råbte hun ind til sine underboer:
“Kan vi så få ro!!!”
Indtil der blev ro.

Forsiden i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning

Tysk udgave – Surhkamp Verlag