Ulf Peter Hallberg - Flanørens blik

Ulf Peter Hallberg: Flanørens blik

Ulf Peter Hallberg - Flanørens blikOversat af Karsten Sand Iversen
Rigt ill. med fotografier af forfatteren
2000. 248 sider, ill. 299 kr.

I et forsvar for fortællekunsten drager Flanøren ud på en rejse for at nedfælde beretningen om de store forandringer som har fundet sted i Europa i den tidsepoke som indledtes med oprøret i Ungarn i 1956 og endte med murens fald.
2. oplag

DKK239.20

Produktbeskrivelse

Ulf Peter Hallberg, svensk oversætter og forfatter med bopæl i Berlin, tager i Flanørens blik pulsen på den europæiske bevidsthed ved årtusindskiftet. I et forsvar for fortællekunsten drager Flanøren ud på en rejse for at nedfælde beretningen om de store forandringer som har fundet sted i Europa i den tidsepoke som indledtes med oprøret i Ungarn i 1956 og endte med murens fald. En epoke som ifølge forfatteren kan måle sig med den franske revolution, opfindelsen af hjulet eller kartoflens indførelse.

Den centrale person i bogen, der er en syntese af rejsedagbog, reportage, filosofisk essay og roman, er flanøren, som Walter Benjamin gjorde til model for den moderne intellektuelle. Flanøren er forfatterens alter ego, som i sin jagt på en personlig og europæisk identitet, giver sig tid til at se, samtale og erindre, og skrive det hele sammen. Nogle vil måske betragte mig som en voyeur, skriver forfatteren, men min holdning er at omfatte tilværelsen uden at beherske den.

Overalt søger han en tvillingesjæl, der kan forvandle intetheden og ensomheden til et fælles og udholdeligt vilkår. Hans lidenskabelige vilje til indsigt og viden er hans værn mod en fundamental livslede i en verden som i al sin hektiske bevægelse alligevel synes at være gået i stå. De store omvæltninger er sket, historien synes at befinde sig ved et nulpunkt. Men ved at tage udgangspunkt i barndommens dybeste visdom, i erkendelsen af at man må give slip for at komme videre, åbner himlen sig og ballonfærden kan begynde.

Flanørens blik starter og slutter i det Berlin, hvor muren faldt “som i en stormvind”. Berlin, dette knudepunkt i Europa hvor alle tråde løber sammen og spredes igen, bliver udgangspunkt for en sidste rejse til Europas brændpunkter, Paris, Wien, Budapest, Moskva, og til New York, hvor flanøren fører samtaler med forfattere og filosoffer som Péter Nádas, Peter Esterházy, Yves Bonnefoy, Paul Auster og en række mindre kendte navne.


Bøger af Ulf Peter Hallberg

 

Anmeldelser

Flanørens blik er en gnistrende velskrevet beretning om Europas intellektuelle klima ved årtusindskiftet. (-) Den er nemlig gjort med en uovertruffen originalitet og intelligens, og med en underspillet humor. (-) Det er en intellektualisme, som står ved sit navn, og som formår at overbevise om sin duelighed. Og dens indlejring i en fængslende og gnistrende velskrevet rejseberetning, der levende fremtryller Europas lande og byer for læserens indre øje, gør kun fornøjelsen større.
Martin Møller, Information

Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg er draget på lystvandring i den europæiske bevidsthed, og hans beretning i Flanørens blik er rasende interessant. (-) Bogen rummer en vederkvægende vilje til at tænke og forstå og til at gøre det langsomt og grundigt – i flanøren, den begavede fodgængers tempo. Hvem er vi? Hvad tænker vi på? Hvordan opfatter vi os selv? Hvad er det, vi overhovedet kan fatte? Hvad skete der, da Berlin-muren faldt?
Pernille Bramming, Aktuelt

Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg har rejst rundt i det grænseløse Europa for at finde dets sjæl. Det er der kommet en vedkommende rejseroman ud af. (-) UPH har i sin rejseroman søgt mennesket. Ansigtet i den europæiske identitet. Det bliver en dannelsesrejse, som indbefatter den rejsende selv og hans søgen efter mening. Hvad driver ham? Nysgerrighed og forsøg på at knytte bånd hinsides de gennembrudte grænser og ekkoet fra den ideologiske spærreild. Og inderst inde? Drømmen om en kvinde, Anna Blume, hvis tale, han erindrer, hvis blik han husker og hvis krop er forvandlet til det skændede Europa, han nu forsøger at tænke sammen igen til noget smukt.
Henrik Wivel, Weekendavisen

Ulf Peter Hallbergs rejseroman er et spændende bekendtskab. Et skatkammer af betragtninger om forholdet mellem øst og vest, fortid og nutid, den enkelte og kollektivet, ja tilværelsens mening.
Jes Stein Pedersen, Politiken

Flanørens blik er en fornøjelig og krævende lystvandring i Bibliotek Europa, henvendt til ‘den danske offentlighed’.”
Jon Helt Haarder, Jyllandsposten

“Man må lade ordene passere, som når man læser lyrik eller hører musik. Så kommer stilens enkelhed til sin ret, teksten åbner sig, en velgørende, alvorlig humor slår smut og Flanørens blik bliver ren lystlæsning.
Erik Farmann, Fyens Stiftstidende

★★★★★
Michael Holbek, Ekstrabladet

En smuk og vedkommende rejseroman.
Berlingske Tidende

En guldgrube for litteraturinteressede og endelig en bog som med sin blanding af genrer og former skaber noget fuldstændig nyt og lyksaliggørende egenartet.
Der Bund, Schweiz

At Ulf Peter Hallberg med velberåd hu krydser alle genrer, stiller sig over deres tyranni, gør hans bog til en fryd at læse … Jeg har svært ved at forestille mig at den kan lade nogen uberørt. Hallberg viser at han bærer på en ægte dybsindighed, en eftertankens stemme som virkelig har levet og tænkt før den begynder at tale… Uden tvivl hører Flanørens blik til en af de store intellektuelle begivenheder.
Kvällsposten

Om forfatteren

Ulf Peter HallbergUlf Peter Hallberg, f. 1953 i Malmø, har arbejdet som havnearbejder, antikvarboghandler, grafiker og dramatiker. Han har siden 1983 boet i Berlin hvor han ernærer sig som forfatter og oversætter af bl.a. Walter Benjamin, Brecht, Molìere og Shakespeare. Foruden essaybøger og dramatik har Hallberg også skrevet filmmanuskripter.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Uddrag fra JANUSLAND

Vinteren har sin kølige berlinhimmel, grå af kul og støv. Det er arbejdshimlen, den store, tunge kappe som svøber ham ind i sine folder. Birketræerne i gården har ingen blade, og i nabohuset lyser de fremmede interiører hele tiden med bevægelige reliefskikkelser, et dukkehus med figurer fra strindbergske familieinfernoer. Fede madammer råber på Mackie og Kutte; verden vredes i mørket. Han erstatter udsigten fra sine snavsede vinduer med grandiose skriftvuer og færdes friere og friere i sit værelse.
Dér sidder han, mellem bogstablerne, og lader øjnene vandre over hvide, grå og gulnede blade. Da flaneringens kunst er at lade tilfældighederne øve deres spil, strejfer han mellem forskellige bogstabler samtidigt. Han hører ikke de ægteskabelige skænderier og ambulancesirenerne, og han indånder en anden luft end i udstødningskuplen udenfor. Varmen strømmer fra den flisekamin han egenhændigt fyrer i, og sjælen løfter sig mod himlen, indtil gårdkattenes brunstskrig signalerer forårets komme og enden på flanørens vinterverden.
Han går sjældent ud før mørkets frembrud. Om dagen er byen alt for grå og håndgribelig og sandstensmættet; fordums magt tynger med sin tragiske historie, sine velpolerede myter, og den nye katteguldsglans er hyllet i gravkøernes støvskyer. Hvor nemt farer man ikke vild her hvis man leder efter et centrum, et overblik eller bare et torv at puste ud på? Hvor er den nye verden, den nye orden? Man blændes af lyset og går vild i det vældige. Du kan jo altid spørge. Så udpeger berlineren hjælpeløst de steder der har været: tårne, murstrækninger, grænseovergange, blinde gader og baggårde. Den indfødte synes at være det første offer, rodfæstet i fortiden ligner han et lynfældet træ. Dagslyset blotter forvirringen; hvor er indgangen, døren til begivenhedernes centrum? I det samme falder skumringen på, og i mørket bliver byen synlig.
I den gamle verden var der vagter nede i U-Bahn som bevogtede spøgelsesstationernes hvælvinger. Sommeren 1961 blev hængende på perronen i rådnende cirkusplakater. I otteogtyve år holdt DDRs byvagter udkig efter de forbiilende tunnelbanetog. En glødelampe, en gammel indskrift fra århundredskiftet og et diffust ansigt, som stirrede ud af et hul. I et tilmuret rum på stationen Potsdamer Platz lyste i årtier et støvet lysstofrør fra halvtredserne.
Da muren faldt, blev tiden sluppet løs som en stormvind. Den jog gennem gaderne og gav alting nye navne, forvildede sig ind i gårdene og fyldte kuglehullerne med puds, og så skred den gennem gaderne med dokumentmappe og udstak fremtid. Ja, den hvirvlede gennem boligerne og slukkede med en frostkold gennemtræk hjemlighedens lys. Byen åbnede sig som en mørk grotte, løfterig og foruroligende. Mulighedernes kriblende kløe. Selv den sidste retræteplads, hjernen, udhuledes af triumfens trykluftbor. I visse baggårde faldt ældgamle træer; motorsavens hvinen gjorde en ende på århundredgammel skygge. Byen ramt af et slagtilfælde, ens egen krop i ukontrollerbare trækninger.
Flanøren indså at hans sjæleliv var i fare og flygtede skyndsomt til traditionens sidste holdepunkt, ølstuen. Ind i det illusoriske fællesskabs stille hjørne, hvor en eller anden skrålhals eller nattesværmer forsøger at få et mønster til at træde frem. Det klirrer af glemsel, bruset klinger ud mod gaden. I denne summen af fremmede stemmer vil man ikke vide af et udenfor; dette er et sted indenfor, en kokon af forgangen tid.
Flanøren følger Spree, nøjagtig som på den tid da Nowak gik ved hans side. Jernbroerne krummer sig som kløer. Langs Friedrichstrasse rejser de nye glaspaladser sig, men gaden er mærkeligt mennesketom, ligefrem glansløs. Flanøren træder ind på den øde grund bag Tacheles, en ruin fuld af atelierer, cafeer og smøger. Bagsiden er en kunstkirkegård, civilisationens affald stikker op af sandet. Han vil spørge efter Anna Blume og linder forsigtigt på en dør. Kvinden i atelieret vinker til ham at han skal træde ind. Nej, hun har ikke set nogen af det navn, men det lyder sjovt, som et tyggegummimærke. Mens flanøren synker ned på en madras begynder hun i stedet at tale om sig selv. Uafbrudt gentager hun ordene “min ting”, som flanøren synes lyder som en besværgelse. Hun vil afgrænse sig over for det dekorative og leve efter mottoet: “At blive menneske er en kunst.” Nattevinden suser gennem glugger og døråbninger. Hun pakker for at begive sig til Prag i en kunstnerbus samme nat. “Der er for megen ond energi i det hus her,” siger hun, “mange går lige ind i deres eget mørke.” Alternativernes bagside: livet på kanylespidsen, løkken under tagryggen. Natten indrammer ordet showdown som hun smager på i afskedens øjeblik: opgør, styrkeprøve, kortene på bordet. “Man må have barrierer, selvopholdelsesdrift.” Toogtyve år gammel; blikkets renhed og bevægelsernes ynde giver et billede af hærdet fortrøstning: at stå ved en afgrund og dog tro på springet. “Kunsten skal handle om mit liv.” Hendes seneste udstilling hed Never Trust A Victim.
Gennem kælderhulens vinduer ser han bargæster lukket inde i nattens akvarier. Da mørket fortyndes forsøger de at bevæge daggryets komme med historier der bobler op mod overfladen. Oranienburger Strasse spiler sig ud som en bugtende, lysten slange. De unge ludere tager hævn på spidsborgerligheden i det gamle DDR; de er puritanismens driftige arvtagere, påfugle i gennemsigtige blonder som pilker torsk fra hele verden – det begærlige ungpigekød kunstfærdigt draperet i skinnende nylon, den krøllede seddel, menneskehedens sidste kommunikationsmiddel. Rent spil, til forskel fra illusioner.
Natten er en dunkel, blåtskinnende stribe mellem øst og vest, en dørsprække. Flanøren snubler ned ad trappen til et dansepalads. Han spekulerer på om han nogen sinde skal gense Anna Blume, der forsvandt som en rødglødende refleks i et spejl. Han er alene og natten er uden ende, dens trapper og vildveje fører altid videre, rendestensprinsesser og snuskeprinser holder glasset stilfuldt højt. Livet er jagt og venten. Glinsende kysselæber længes efter en fremmed ordløs mund. Byen er ikke bare genforenet, den er opløst, tøjlesløs, uoverskuelig – det mest passende svøb for ens egen krop. Det sidste skrig.

Forsiden i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning