100 kr.

Oversat fra norsk af Jannie Jensen og Arild Batzer
2009. Indbundet. 432 sider
Tore Renberg

Mig og Yngve

Tore Renberg er det nye stjerneskud i norsk litteratur. Hans tre bøger om Jarle Klepp har solgt hen ved 300.000 eksemplarer i Norge. Filmen som bygger på Mig og Yngve modtog prisen som bedste norske film i 2008 og fik strålende anmeldelser da den havde dansk premiere. Året er 1990. Muren falder, den kolde krig er slut, Gorbatjov er den store helt. Jarle Klepp er 17 år og går i 2.g på gymnasiet i Stavanger. Sammen med sin bedste ven Helge danner han Mathias Rust Band, hører The Cure, REM, Pixies og Nirvana, og jager den hellige treenighed: fisse, rock og revolution. Han har en smuk kæreste. Han læser Dostojevskij og Camus og ser film af Wenders, Tarkovskij eller Jarmusch. Han går med partisantørklæde og har skråsikre meninger om verden. Han er en af dem der ikke vil være som de andre. Så møder han Yngve, en mild, lys og engleagtig dreng som lytter til synth-pop, spiller tennis og drømmer om at blive egyptolog, og det forandrer alt. Mig og Yngve er en generationsroman som tegner et billede af tiden, politikken, tøjstilen, musikken, og gør det med en ungdommelig energi og humor. Romanen blev Tore Renbergs gennembrudsroman i Norge, hvor den har solgt 135.000 eksemplarer.

Tekstuddrag

1. Mathias Rust Band
Okay: Det hedder ikke EU, det hedder ikke Rusland, og det hedder ikke Either you are with us or you are with the terrorists. Der er ikke nogen golfkrig, der er ikke noget folkemord på Balkan, og der er ikke nogen tiårige der dør af LSD. E-mails er science fiction, internettet er en teori, og ingen kan brænde deres egne cd’er. Ingen har hørt Kurt Cobain synge "Smells Like Teen Spirit", det er ikke grunge det handler om, og ingen har læst i avisen at Cobain er død af en overdosis. Verden er ikke blevet præsenteret for Spice Girls, Boyzone, eller Destiny’s Child, Bono har ikke talt med fremtrædende statsledere live på turné, og Blur har ikke været oppe at skændes med Oasis om den nye britpop. Keanu Reeves har ikke ophævet tyngdekraften i The Matrix, ingen har set Ernst-Hugo Järegård stå oppe på taget af Riget i København med knyttet næve mod Øresund imens han råber "Förbannade danskjävlar", og Ross, Monica, Chandler, Rachel, Phoebe og Joey har ikke fået de tyve- og tredveårige til at sidde derhjemme hver tirsdag aften. Ingen taler om Webdesign, man kan ikke få job som chatværtinde, og SMS er der ingen der har hørt om. Bill Clinton har ikke grædende på en pressekonference måttet tilstå at han har haft noget at gøre med aspiranten. Prinsesse Diana er ikke stået frem som anorektiker på fjernsyn, og hun er ikke død. Greta Garbo er heller ikke død, Astrid Lindgren er ikke død, Pol Pot er ikke død, og Kong Olav er ikke død. De unge britiske drenge Robert Thompson og Jon Venables har ikke myrdet den toårige James Bulger på en jernbanestrækning i Manchester, attenårige Eric Harris og Dylan Klebold har ikke skudt tolv medstuderende og en lærer på Columbine High School i Jefferson County, Colorado. Kan du forstå det, at intet af dette er sket? Synes du det lyder godt? Det er ikke sket. Hvis du tænker dig om - savner du det så? Kunne du ikke lige så godt være det foruden? Kunne du forestille dig et liv uden disse hændelser du har levet med på godt og ondt? Skal vi sige farvel til det hele - Slobodan Milosevic og et ødelagt Balkan, Leonardo di Caprio og Kate Winslet om bord på Titanic, Gary Barlow, Robbie Williams og de andre i Take That? Hvad så med resten? Dit eget? Den dag hvor du for nogle år siden gik gennem sygehusparken, standsede op foran de store egetræer og pludselig forstod at herregud, det er socialpædagog jeg skal være, jeg skal ikke være skuespiller. Eller hvad med den dag du kom hjem fra ferie hos en ven på Sicilien, og mor mødte dig i døren med ordene far og jeg skal skilles, vil du bo hos ham eller mig? Hvad med Roskilde-festivalen da du var 20, dengang du røg så meget pot at du blev hed om ørerne og blød i knæene, så Primal Scream sent om natten på Orange Scene og konstaterede at Bobby Gillespie var mere stenet end dig, mens du kælede med en pige fra Malmø som du glemte navnet på? Kan du også slippe alt det? Din mormor der døde for nogle år siden, hende du var så knyttet til, hende der kogte gulerødderne så de blev bløde som bananer, hende der havde en stor have hvor der voksede tusindfryd som du plejede at plukke da du var lille? Kunne du tænke dig et liv uden savnet af hende? Kan du? Okay: Så hedder det ikke EU, så hedder det heller ikke Rusland, og så hedder det ikke Either you are with us or you are with the terrorists. Det hedder EF, og vi er imod, det hedder Sovjetunionen, og det forandrer sig fra dag til dag, det hedder Perestrojka, nedrustning og Glasnost. Amerikanske tropper sættes ind mod Panamas diktator Manuel Noriega, intifadaen på Vestbredden og i Gaza er to år gammel, og det er ikke længe siden kinesiske militære panservogne kørte ind på Den Himmelske Freds Plads i Peking med tåregas, skarp ammunition og sporlys, åbnede ild og mejede tusindvis af demonstranter ned. Vi har ikke mobiltelefoner, men der er velstående fædre der kører rundt med bærbare telefoner i bilerne, få har datamaskiner derhjemme til andet end at spille på, men folk er begyndt at skifte skrivemaskinerne ud på jobbet og gå på EDB-kursus om aftenen, og det er ved at være på høje tid at skifte vinylsamlingen ud med cd’er. Bruce Springsteen er et navn man kan regne med, 20 år gamle Celine Dion fra Canada har vundet Melodi Grand Prix, og R.E.M. er ved at blive kendt af flere end indiefolket. Vi går i sorte frakker og partisantørklæde hvis vi hører til på venstrefløjen, og resten af samfundet sværger til permanent kort hår, stramme 501, overskæg og mavebælte. Der er ikke en kæft som ikke har set Den sidste kejser, alle er enige om at Tom Cruise er uhyggelig god i Born on the Fourth of July, og Pelle Erobreren er en triumf for skandinavisk film. Margaret Thatcher sidder som statsminister i Storbritannien på tiende år, Mikhail Gorbatjov taler til FNs generalforsamling og siger at den kolde krig er slut, han rejser verden rundt og taler om nedrustning, og Gorbie bliver kåret til årtiets mand i The Times. Nationalfølelsen vokser i små befolkningsgrupper, og mens de baltiske republikker kæmper for selvstændighed, melder den ene kommunistiske stat efter den anden om en mere eller mindre smertefri overgang til kapitalisme og parlamentarisk demokrati. Reformfeberen raser i østbloklandene, og hverken Politbureauet, Stasi, Ceaucescu, Egon Krenz, Warszawapagten eller den massive 28 år gamle Berlinmur undgår at blive smittet. En hel verden, et helt tankesæt, et helt, kort århundrede, går i knæ lige for øjnene af os uden at vi ved hvad vi skal stille op, og naturen gør som den vil; orkanen Hugo hærger i USA og Caribien. Reagan holder sin sidste tale til den amerikanske kongres hvor han siger at han er stolt over at have bidraget til at den amerikanske selvfølelse er genoprettet, og George Bush holder en indsættelsestale hvor han udtrykker ønske om en mildere og venligere nation; mere samarbejde, flere venskaber, mere loyalitet og en bedre moral. I Norge fylder Gro Harlem Brundtland 50 år, og arbejdsløsheden sætter ny rekord. I Sverige fængsles den 42 år gamle Christer Petterson for mordet på statsminister Olof Palme, han får en dom på livstid, men løslades nogle måneder senere. Vejret er godt, alt for godt mener mange, det skyldes sprækker i ozonlaget, og det er vores egen skyld. De unge melder sig ind i Natur og Ungdom, og de skriver på brunt, plettet genbrugspapir fra Hippopotamu og begynder at opdrage deres storforbrugende parabolantenneforældre i genbrug, genbrug af gamle brødposer - du skal skylle dem, mor, og hænge dem til tørre, og bruge dem igen, herregud, hvor egoistisk kan man være? Går det ad helvede til, eller går det langt om længe godt? Holder faren op med at lade motoren gå i tomgang i morgentimerne om vinteren fordi datteren siger at det ødelægger miljøet? Sælger han bil nummer to og begynder at cykle til arbejde? Optimisterne siger at vi kan nå det endnu, hvis vi er selvkritiske og indser hvad der er galt - miljøforurening, aids, kold krig og kommunisme, og pessimisterne ser ozonlaget åbne sig på vid gab og siger at det er den vej det går, ja ja, nu er chefkreditoren her og regningen skal betales; at erkende sine fejl på dødslejet hjælper kun på den dårlige samvittighed. Og jeg? Jeg er en lille mand fra en lille by i et lillebitte land, og knap nok en mand; jeg er snart sytten og et halvt år, én meter og treoghalvfjerds centimeter, 69 kilo uden tøj om morgenen, bumser rundt om munden og på halsen, en lille skævhed i den højre fod, har kæreste på femte måned. Jeg bor i Stavanger, i Norges oliehovedstad, den lille handelsby der er skudt godt i vejret de sidste ti år og har sørget for at mange af mine bekendte har forældre der enten arbejder med olie eller i erhvervslivet og kører i to biler og har mindst én hytte på landet, og gerne en båd nede i havnen eller på Sørlandet. I Stavanger er stemningen lige så forvirret som den er andre steder, hård apokalypse akkompagnerer ufortrødent troen på fremtiden og ubekymret investeringsglæde; i Kulturhuset i centrum står der en ekskluderet kirketjener fra Domkirken og hans søn, de har et skilt hvor de bebuder verdens undergang, som de også gjorde sidste år, og året før det - Jesus kommer snart - mens erhvervslivet i byen bygger nye hoteller der skal være fine og fornemme hvis Jesus virkelig skulle komme i år. Jeg bor i Bjergsted, et område nær centrum, med min mor der er skilt fra min far, og jeg går i 2.g på byens ældste skole, Kongsgård, midt inde i byen. Jeg hedder Jarle Klepp - Klepp er min mors pigenavn, og navnet fortæller folk der lægger noget i den slags at vi stammer fra Jæren. Den lokale mytologi siger at den geografiske og åndelige arv skal have gjort os lidt sagtmodige, tænksomme og grublende. Men ingen af os, hverken mor eller jeg, har nogensinde boet på Jæren, og jeg føler ikke det passer til mig. Jeg er utålmodig og relativt impulsiv, jeg træder hårdt, men ofte skævt. Og spørger du mig hvordan jeg har det, så tror jeg at jeg svarer: Godt. Lidt rastløs, måske, ret skoletræt, i opposition, men jo: Godt. Det svarer jeg. Gør jeg ikke? Jeg har jo en kæreste, jeg har jo venner, jeg har jo planer, fascinationer og ambitioner. Jo, jeg har det vist godt? Jeg har jo mor, jeg har jo far, en mærkelig historie og en frygtelig alliance som heldigvis er brudt, selv om de må opretholde en slags diplomati og forholde sig til hinanden på grund af mig. Så jeg har det vist ret godt der hvor jeg vokser op i verden, omgivet - mere eller mindre bevidst - af en tid min historielærer kalder "exceptionel" i hver eneste time, hvor han oftere og oftere underviser os i samtidshistorie, hvor han dropper pensum i sin begejstring over at leve nu, lige her og nu, mens det koger i Mellemøsten, mens Gorbie rejser rundt med fødselsmærket i panden og fikser demokratier kloden over, og bare vent, siger han, historielæreren, der elsker at spå om fremtiden, det næste der sker, det sker på Balkan. Og jeg, Jarle Klepp, har det vist godt? Har jeg ikke? Er der noget jeg mangler? Fremtiden. Som sædvanlig. Det der ikke er sket endnu. Tilfældighederne som bare render ind i livet, dagene der går, de kommende resultater af ting der er lagt ud for længe siden, alt på en eller anden måde styret af det jeg begærer. Det er det jeg mangler, det er det jeg ikke kender: Fremtiden. Den jeg nu må viske ud, som om det var muligt, for at prøve på at være der igen: Det er vinter, det er januar 1990, og jeg er lige startet på mit andet halvår på Kongsgård. Jeg har kæreste, jeg er ret arrogant, jeg tror jeg ved det meste om meget, og jeg synes at godt 80% af mine jævnaldrende er imbecile, konservative, uvidende fjolser, og er der noget jeg er imod, så er det EF, og er der noget jeg ikke kan døje, så er det de kristne og specielt Ten-Sing-folk, og er der noget jeg hader, så er det kommercialisme, manglende miljøbevidsthed, hitlistemusik og kapitalisme. Jeg kan godt lide at folk gør noget ingen andre gør. Hvis nogen siger ja, kan du bande på at Jarle Klepp siger nej. Kan alt for mange lide en ny plade, for eksempel af R.E.M. eller The Cure, kan du være sikker på at Jarle Klepp syntes bedre om bandet før; nej, de har ikke det dér længere. Jeg kan godt lide dem der går mod strømmen, dem kan jeg rigtig godt lide. Dem der gør noget andre ikke gør. Mathias Rust, for eksempel, er der nogen der kan huske ham? Den nittenårige der landede et lille Cessna-fly i nærheden af Kreml og Den Røde Plads i Moskva? Rust fløj fra Hamburg i et lejet fly, mellemlandede i både Norge og Helsingfors, før han lagde kursen mod Sovjetunionen. Utroligt nok klarede han at komme ind over sovjetisk territorium og lande midt i hjertet af kommunismen. Jeg kan huske jeg så ham i fjernsynet i 1987, jeg var femten år og syntes han var suveræn. Han lignede en ganske almindelig ung mand da han nogle måneder efter anholdelsen blev fremstillet for den sovjetiske domstol, med briller, blå vest og slips, og hævdede at flyveturen og landingen i centrum af Moskva var en fredshandling for at vække verdensopinionen. Jeg klippede et billede ud af ham som jeg hængte op på opslagstavlen nede på mit værelse. Hvem er det? spurgte mor. Det er Mathias Rust. Jeg syntes han hævede sig over alle andre, jeg syntes han var suveræn. Han blev idømt fire års arbejdslejr i Sovjet. Men for fanden da, hvor var han god, var han ikke? Flyveturen resulterede i at den sovjetiske forsvarsminister og luftforsvarschefen måtte gå af, var det ikke godt, eller hvad? For mig blev han et ikon, jeg blæste ham op til en ideolog og satte ham ligeså højt som andre oppositionelle i mit heltegalleri: Che, Bakunin, Marx, Arafat. Ja, det er den slags folk jeg godt kan lide. Jeg siger det til min bedste kammerat, engang hen mod slutningen af 80’erne, mens vi sidder og drikker øl i Ullandhaugskoven en fredag efter skoletid, stadig kun seksten år gamle og går i 1.g: "For fanden da, Helge," siger jeg, "hvis vi nogensinde starter et band, så kalder vi det Mathias Rust Band, ikke?""Vi skal fandeme ikke starte noget band," siger Helge, "vi kan jo ikke spille.""Nej nej," siger jeg, "men alligevel, ikke? Mathias Rust Band?""Hellere Fissesatan Anarkikommando," siger Helge. "For fanden, Hegga, hvad siger du?""Hvad for noget?""Vi skulle have gjort ligesom ham, ikke? Bare kørt derudad, lige ind i Sovjetunionen.""Ah," siger Helge og åbner en ny øl, "det er bare noget småborgerligt pis, han skulle da for fanden hellere have kørt Cessnaen ind i Det Hvide Hus, og have ladet kommunisterne være i fred." Jeg gjorde aldrig som Mathias Rust, men Helge og jeg deltog i de demonstrationer der var, og jeg købte en guitar, og jeg var der. Nu var det vinter i Stavanger, skolen var lige startet efter jul, og der fandtes en virkelig verden, der fandtes virkelige hændelser: oliepriserne steg mod gamle højder, Samuel Beckett døde, arbejdsløsheden steg, Ceauçescu blev henrettet i Rumænien, Vaclav Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet, DDR var ved at være historie efter murens fald 9. november, og der var rigtig mange der syntes at nu, nu går det frygtelig stærkt, så stærkt at det er for meget, så stærkt at vi må købe en bil til for at kunne følge med, og der var andre, som nu min historielærer, der elskede den tid de levede i. Det der endnu ikke var sket, det var fremtiden. Det er 1990 - kan du forstå det? Det er ikke 2000-tallet, det er tidligt om morgenen fredag den 19. januar 1990, og jeg cykler i regnen på vej til skole. Om nogle få sekunder skal der vendes op og ned på mit liv.

"En fortryllende roman."  Dagens Nyheter

"Mesterværk … den der ikke læser Mig og Yngve vil resten af livet gå omkring med en følelse af at mangle noget væsentligt."  Gefle Dagblad

"En roman som vil bjergtage et stort antal læsere ... Årets opvækstroman ... Man morer sig og tænker ‘herregud, var det sådan vi var?’ ... Renberg har vitterlig skrevet en ‘pageturner’ ... mange ubetalelige - og pinlige – scener."  Klassekampen

"Det er en af den slags romaner man ikke kan lægge fra sig, som underholder, undrer, overrasker og skaber genkendelse. Som er stilsikker, og som elegant og troværdig beskriver både en tidsepoke og et aldersmæssig følelsesregister ... en modig og fængslende bog."  Bergensavisen

"Tore Renberg er en usædvanlig talentfuld forfatter ... en yderst velskrevet roman."  NRK ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

" … en altopslugende læseoplevelse ... Renberg har skrevet en præcis, entusiastisk og varm roman."  Haugesunds Avis

"Driver læseren fra side til side. En roman skrevet med stor energi og turbotryk ... Romanen bliver hængende længe i ens litterære knurhår." Tønsberg Blad ⭐️⭐️⭐️⭐️

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

0
Kurven er tom