100 kr.

Oversat fra norsk af Jannie Jensen & Arild Batzer
2008. Indbundet. 532 sider
Tore Renberg

Kompagni Orheim

Kompagni Orheim er en opvækstroman fra halvfjerdserne og firserne. Jarle og hans mor og far flytter ind i et rækkehus med carport i Norges oliehovedstad Stavanger. Jarle er en dreng med stor nysgerrighed på livet. Han forelsker sig hovedkulds i pigerne, bliver antiracist og feminist, og bedste ven med Helge, der kalder sig “kommunist med klare anarkistiske træk”. Alt ånder fred og idyl, men bag facaden skjuler sig en anden og barskere virkelighed. Jarles far drikker og langsomt krakelerer Kompagni Orheim, som faren kalder familien. Men hvordan gik det til at de der ville hinanden det så godt, kom til at gøre hinanden så ondt? Det er en stærk historie, men fortalt på en original og gribende måde. Renbergs skildring af Jarles opvækst, hans usikkerhed og sårbarhed, hans drømme og gryende seksualitet, og den rolle musikken spiller for hans udvikling, har fået de norske anmeldere til at sammenligne ham med Lars Saabye Christensen. Tore Renbergs bøger er udkommet i Sverige, Frankrig, Tyskland og Ungarn.

P2-lytternes romanpris

Nomineret til Brage-prisen

Solgt i 80.000 eksemplarer i Norge

Tekstuddrag

Hallo? Jarle? Er du der? Verden lever: Regnvåde blade, drivvåde plæner, flydende muld fra bed og haver, striber på facaderne, gnister under lygtepælene, oversvømmede kloakker. Bergen lægges i blød, det er midt om natten, det er efterår i Norge. Det siler ned over universitetet, det vasker Bryggen, og vandmasserne stiger i Allégate. Men er du der? Nej. Det er du ikke. Du er sunket ned i en dyb, drømmeløs dvale, og der er du forsvundet. Der er intet i dig der ved at du findes. Alt er dødt. Det er ikke mørkt i landet hvor du er, men det er heller ikke lyst. Det er ikke varmt, og det er ikke koldt. Overfladen er glat og fedtet. Følelserne er størknet, alt er goldt. I dette ufrugtbare dyb kan kun den simpleste form for liv finde sig til rette. Kun den fredelige, menneskeforladte søvn. Men Jarle? Der er nogen der vil have fat i dig. Hallo? Jarle? Telefonen ringer, er du der? Du kan ikke have det bedre end du har det nu, hvor du bare sover og ikke føler noget som helst. Hvordan bar du dig ad, Jarle Klepp, 24 år, med at nå hertil? Den varme sprit, det tunge øl, alkoholen som har pumpet dig fuld af lammelse og uovervindelighed. Støt og roligt, målrettet, har du siddet i en kælderlejlighed på Danmarksplass og drukket i otte timer: Øl, gin, tonic, rødvin, whisky, sprit. Du har mærket varmen brede sig, du har mærket tankerne løsne sig fra deres vante pladser, du har mærket modet stige, og alt det som ellers føles umuligt, eller pinligt, er blevet enkelt. Men, Jarle? Telefonen ringer. Det er midt om natten, og der er nogen der vil have fat i dig. Du må vågne, Jarle. Er du der?Natten ved Nygårdshøyden er kulsort, regnvåd november og efterår. Uden for vinduerne står træerne nøgne, langs fortovene ligger bladene falmet i regnen. For nogle timer siden stavrede du gennem gaderne, nynnende halvfemsersange, glad og mesterligt, here we are now, entertain us: En fuld bifagsstudent i filosofi ved universitetet i Bergen. Du stod og pissede med spredte ben i et bed uden for det naturvidenskabelige fakultet, du vaklede ind og ud af lyset fra gadelygterne, med den silende regn over hovedet og asfalten under fødderne, på vej hjem mod Allégate. Du nærmede dig lejligheden, nærmede dig Lene der lå og sov, og lidt efter lidt forsvandt modet fra nachspielet, lidt efter lidt holdt du op med at stige: Du begyndte at synke. Gennemblødt på fødderne, øm i musklerne, stiv i leddene, mørk i sindet. Hvad var det du havde lavet? Siddet og skrålet, råbt til en studiekammerat at du ville høre en anden sang, lænet dig ind over bordet og talt om det amerikanske valg i lyset af dekonstruktion? Stirret, længe og ugenert, på hende med den ranke overkrop der sad ved siden af dig. Nu måtte du se at komme hjem. Du var våd, du var kold, og der var kun én løsning: Synke og sove. Ned ad gaden, tage sig sammen, gå lige hen til hoveddøren, blinke med øjnene, sigte mod nøglehullet. Du bommede, tabte nøglerne på gulvet så det gav genlyd i væggene. Du prøvede igen indtil det lykkedes at låse dig ind i lejligheden som du og Lene lejer for fire tusinde kroner om måneden. Du snublede over en stol og standsede et sekund, for at høre om hun var vågen, for at kigge ind i stuen om hun sad der, vred, og ventede på dig. Nej. Ingen lyde. Du trak vejret dybt, smuttede ud af de sorte sko, hængte den regntunge frakke op, manøvrerede så stille du kunne på strømpesokker. Ud i køkkenet, hev et stykke køkkenrulle af og tørrede panden og brillerne, strakte dig efter et stort glas, fyldte det med vand, og drak. Så åbnede du forsigtigt døren ind til soveværelset. Jo. Hun sov, gjorde hun ikke? Så gik du ud som et lys. Forsvandt ned i en dyb og støjende fuldemandssøvn, velsignet for dig selv, og kolossalt irriterende for hende som måtte høre den stinkende krop trække vejret i seje drag, hende der havde ligget og vredet sig i timevis, ventende på dig, bare for at høre dig snuble over parketgulvet. Få minutter senere lå du udstrakt på ryggen. Åben mund, slubrende halslyde, snorkende, mens du breder dig i sengen med armene ud til siden og spredte ben, som et barn i solen eller en romersk kejser. Nogle sekunder efter at du faldt i søvn, skete der noget et andet sted. En sval vind strøg hen over din kind, som en let hånd, måske et pust fra en mund, men du mærkede det ikke. Hallo? "Jarle!" Verden lever, og der er sket noget. "Jarle! Telefonen ringer!"

"...gribende."  Jyllands-Posten

"Det storslåede projekt kan måske placeres et sted mellem Lars Saabye Christensen og Per Petterson."  Politiken

"Flot og rørende portræt af en tid og far/sønproblematikken, skrevet med indlevelse og sprogligt overskud."  Bibliotekernes lektørudtalelse

"Det har været et rigtig godt bekendtskab, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger."  Litteratursiden

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

Tirsdag & fredag 12-17

0
Kurven er tom