Tor Ulven - Gravgaver

Tor Ulven: Gravgaver – Fragmentarium

Tor Ulven - GravgaverOversat af Christina Hesselholdt
2002. 136 sider. 199 kr.

Tor Ulven (1953-1995) er nærmest blevet en myte og kultforfatter. Gravgaver regnes for et hovedværk i nyere norsk litteratur og bogen var med på flere af kritikerlistene over de bedste bøger udgivet i Danmark i 2002. Torben Brostrøm skriver: Den tidligt døde norske lyriker skrev denne fragmenterede roman: stemmer der henter livserfaringer og erindringer op fra sindets arkæologiske mørke, stilsikkert, originalt … Et suggestivt sortsyn forvandles i kunsten til en højere munterhed.

DKK159.20

Kategori: Tags: ,

Produktbeskrivelse

Tor Ulven regnes for en af de vigtigste forfattere i Norge i 80erne og 90erne og er nærmest blevet en myte og kultforfatter i Norge, ligesom Michael Strunge herhjemme. Trods denne position fik Tor Ulven aldrig nogen bred læserkreds, men forblev en forfatternes og kritikernes forfatter. Måske skyldtes det at han altid holdt sig udenfor den litterære offentligheds rampelys. Han holdt aldrig foredrag, deltog ikke i debatter og modtog litterære priser in absentia. Han gav kun ét interview i sit liv, hvor han citerer Ibsens ord at mit kald ej er at tale, kun at skrive. “Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger som skaber uro, måske plager læseren. Jeg må insistere på det ubehagelige ved eksistensen i det jeg skriver. Der er allerede nok morfin i omløb.”

Gravgaver, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven.

Gravgaver handler om de “gaver” døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: “Den eksakte dato for katastrofen kendes.”

Som en litterær arkæolog søger Ulven at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det der sker er i næste øjeblik fortid. Musikken forsvinder f.eks. idet den spilles og den optagelse du hører er musikkens ‘gravgave’ eller ‘genfærd’. Ulvens litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang.

Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine brudstykker eller fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: “Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange.” Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring.

Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver ‘et videokamera af ord’, men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret.

Anmeldelser

★★★★★★
Den afdøde norske kultforfatter Tor Ulven er med ‘Gravgaver’ for første gang aktuel på dansk, og det med en bog, der i tankekraft og sproglig intensitet rager langt op over gennenmsnittet. Bogen beskriver i smuk prosa livets og erindringens flyktighed.
Peer S. Høgsbro, URBAN

Ingenting hænger sammen. Men alt kan sammenlignes. Så alligevel: Der ligger gemt en kunstens protest mod livet i alle disse simulationer, en insisteren på tekstens virkelighed, der afmægtigt peger på sig selv. Patetisk er det i al nøgternhed. Og i stor skønhed.
Torben Brostrøm, Information

Sær og smuk norsk prosa
Dens tekster er poetiske, keramisk hårde og klingende, ind i mellem af stor skønhed. Øjeblikket fastholdt i blivende form som muslingens perle. “Gravgaver” er smal litteratur; men for den der vil give af sin knapt afmålte tid, venter en stor oplevelse, der holder længere end dyrehavstiden ud.
Henrik Schovsbo, Fyens Stiftstidende

Det er en meget dristig, meget modig og også stædig bog. Den er særdeles neurotisk, men også dybfølt og har denne selvberoende selvstændighed, som kun meget få værker har … Bogen er illumineret af sine billeder. Den lyser langt væk … Det er en meget berigende bog. Det er simpelthen en stærk bog … Rent ud sagt imponerende.
Connie Bork, Politiken

“Gravgaver” fra 1988 er hans første prosabog, og den fik de norske anmeldere til at strø gavmildt om sig med superlativer. Og det forstår man. For “Gravgaver” – med undertitlen Fragmentarium – er dybt, dybt fascinerende læsning. Forunderligt fabulerende, mesterligt metaforiserende og ikke mindst formidabelt foruroligende.
Henriette Bacher Lind, Jyllandsposten

Tor Ulven er en forfatter, der ved sit eksempel har spillet en rolle i Norge som forfatternes forfatter, både da han levede, og efter at han som kun 42-årig døde i 1995. Gravgaver hører til den absolut bedste prosa i nordisk litteratur og forfatteren har et enestående format … Tor Ulven opfattede Christina Hesselholdt som sin bedste læser og kritiker, og det er da smukt, at det netop er en gravkvinde som hende, der har givet os Gravgaver på dansk
Fritz Andersen, Weekendavisen

Om forfatteren

Tor Ulven (1953-1995) udgav i sit korte liv fem digtsamlinger og seks prosabøger. Han regnes for en af de vigtigste forfattere i norsk litteratur i 1980’erne og 90’erne og er nærmest blevet en myte og kultforfatter i Norge, ligesom Michael Strunge herhjemme.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

TRE TEKSTUDDRAG
1

Fyren var læge og havde temmelig godt råd, havde han fortalt hende, så han (lægen) købte en af de tidlige båndoptagere, du husker dem sikkert, store brune kasser med en mikrofon af elfenbensgul plastic og en slags grønlig, tror jeg, svamp eller mos af skumgummi, som du talte ind i. Han (lægen) anlagde en underfundig mine, tændte den og sagde Tal her og så spurgte han hvad jeg havde lavet i dag (altså en dag for længe siden), og jeg svarede, det vil sige jeg husker ikke hvad jeg svarede, bortset fra Vi rodede i jorden, og Og jeg hørte virkelig, tydeligt og klart, da båndet var spolet tilbage og blev spillet igen, min egen stemme der sagde, om igen, dette Vi rodede i jorden, og min egen stemme udefra, fra et hul i en maskine; det var ligesom ikke helt min egen stemme længere, det var en andens, men heller ikke lægens ejendom, jeg ved det ikke. Det var som jeg pludselig havde hørt den stemme bruse op fra et afløb ved fortovskanten, et af de der med gitter over (en fanges stemme?), eller fra et foto på væggen, eller som om min stemme var faret vild i skoven for altid, og aldrig ville finde hjem igen. Og det er jo rigtigt; den kommer aldrig mere tilbage derfra, men jeg kan heller ikke glemme det. Vi rodede i jorden og

2

Hans kærlighedsbreve (sommeren efter) lagde jeg ind mod en sten, viklede ståltråd om, og kastede den ud fra båden hvor jeg antog at vandet var dybest. Jeg syntes om den tanke at først ville blækket fortyndes til ingenting i vandet, så ville papiret blive svampet og opløses, og efter mange år ville også ståltråden være rustet væk. Til sidst ville kun stenen være tilbage, ude af buret, som om det han egentlig ville have fortalt mig fandtes i dén. Processen er stadig i gang, helt af sig selv, på bunden af søen, hvad enten jeg er vågen eller sover. (Og jeg kan lide den tanke at ting der sker, fortsætter med at ske, mens jeg sover). Jeg var så glad for de breve! Det var derfor jeg lod dem gå til bunds.

3

Andre gange er det indlysende hvorfor du husker det du husker, fordi du erindrer med begæret snarere end med intelligensen, som den kvindetorso, eller snarere underkroppen (maven, hofterne, lårene), liggende på siden, iført hvide nylontrusser der rynkede lidt ved elastikken, og skinnede silkeagtigt, et billede i overvældende format (2 x 1,5 meter, mindst) i forhold til motivet, fotorealistisk, man kunne se hver en rynke i navlen, fuldstændig uvirkelig, alt for stort, alt for illusionistisk malet; ikke tilfældigt at det var netop det motiv han huskede, eftersom resten af udstillingen var glemt, bortset fra netop disse kvindelige former, som ikke var af denne verden, fordi de lignede alt for meget, som havde det været en af brødrene van Eycks engle, afklædt sin smykkebehængte kjortel. Og spejlet. Spejlet der hang i den halvmørke gang, ved en afsats på den snoede, knagende trætrappe i det århundredgamle udstillingslokale, lidt afskallet i kanterne, omkranset af en guldramme. Han havde ikke kunnet lade være med at kaste et blik ind i det, på vejen ud. Det han så, var hans egen uvirkelighed. Og skønt fuldt påklædt, i vintertøj, havde han set at i det fjernhedens hinterland hvor hans spejlbillede opholdt sig, dér var hun også, den malede, og aldrig skulle de vågne og komme til sig selv eller hinanden. De stod begge i et projektørbelyst udstillingsvindue, men ingen så på dem, byen rundt om var evakueret, fraflyttet, i ruiner, kun befolket af rotter og omstrejfende hunde. Ikke engang rotter og omstrejfende hunde.

Forfatterside Aftenposten, Oslo