Tomas Espedal - Mod Naturen - bogforside

Tomas Espedal: Mod naturen

Tomas Espedal - Mod Naturen - bogforsideOversat af Jannie Jensen og Arild Batzer
2012. 168 sider. 250 kr.

Mod naturen er en undersøgelse af arbejdet: fabriksarbejdet, skrivearbejdet og kærlighedsarbejdet. Og en bog om den svære kærlighed mellem en ældre mand og en yngre kvinde. Hvad er naturligt? Og hvorfor drages fortælleren mod det umulige: den umulige kærlighed, bøgerne, myterne, tabuerne? Han læser fortællingen om Abélard og Héloïse, og langsomt går det op for ham at han selv lever mod naturen.

»Espedal viser endnu engang, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste.«
– Berlingske Tidende ★★★★★

»Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk.«
– Politiken ♥♥♥♥♥

»Med sin kirurgiske hånd, sit præcise snit ind i livet og lykken og sit usentimentale blik ned i kældermørket har Tomas Espedal sat sig på toppen af bjerget i norsk litteratur.«
– Kristeligt Dagblad

DKK200.00

Produktbeskrivelse

VINDER AF BRAGEPRISEN 2011
Juryens begrundelse: »Den handler om en midaldrende mand, en jeg-fortællers liv, erfaringer, arbejde og refleksioner, hans kærlighed og lidenskab, hans forhold, barn, intense lykke og ubodelige vedvarende sorg. Blandt skrivende er Tomas Espedal digter og magter derfor at transformere liv til litteratur. (-) Mod naturen er dristig, elegant og farlig. Teknisk er den virtuos.«

Udvalg af norske anmeldelser:
»Mod naturen er en af årets stærkeste og mest originale udgivelser.«
– VG

»Mod naturen er ganske enkelt en kærlighedshistorie der trækker læseren til sig med stor kraft og taler direkte til alle der har oplevet kærlighedssorg.«
– Aftenposten

»… undertegnede bevæges dybt over denne åbenbaring af en bog. Jeg kender ingen anden norsk forfatter der skriver så smukt om sorg.«
– Adresseavisen

»I sine sidste udgivelser sammenskriver Espedal poesi og selvbiografi, i en unik, norsk prosa. Mod naturen er en distanceret og nærgående skildring af et ældgammelt tema: umulig kærlighed. Han skriver det i stykker og sætter det sammen igen, i lange, modgående bevægelser.«
– Klassekampen

»Ingen beskriver hverdagen – alle livets gøremål – med større følsomhed, ingen fletter eksistentielle spørgsmål ind på en mere tilforladelig måde, end ikke Knausgård.«
– Dagsavisen

»Få norske romaner er fyldt med en så pragtfuld prosa og så mange passager man får lyst til at citere som Tomas Espedals.«
– Dagens Næringsliv

»Mod naturen er et af hovedværkerne blandt årets norske bogudgivelser.«
– Vårt Land

»Tomas Espedal er hovedpulsåren i norsk samtidslitteratur.«
– Bergenavisen


Bøger af Tomas Espedal

Anmeldelser

ET MESTERVÆRK I LITTERÆR UNDERSTATEMENT
EN BOG SOM KLART VAND. Normanden Tomas Espedal har skrevet en kærlighedsroman som man aldrig har set magen til. (-) Espedals prosa er fuld af sorte huller hvor det uskrevnes energi hober sig op. Hans kærlighedsbog er et mesterværk i litterær understatement. Alle der tørster efter en ny, uspoleret realisme som efter klart vand i ørkenen, vil elske denne bog. LÆS MERE!
Iris Radisch, Die Zeit

I EN LIGA FOR SIG
Med skarp, stilistisk sans og i en unik sammensmeltning af selvbiografi, dagbogsnoter og poesi kommer Espedal vidt omkring: fabriksarbejdet, skrivevanskelighederne, datteren og det forliste ægteskab. (-) Karl Ove Knausgårds og Tomas Espedals projekter er på samme tid nært beslægtede og vidt forskellige. Begge står de som eksponenter for en ny litteratur, hvor fortælleren bruger og formidler egne livserfaringer, hudløst og ærligt, råt for usødet. At de to forfattere befinder sig i en liga for sig, er jeg ikke i tvivl om, og skulle jeg se sig mig nødsaget til at vælge mellem de to, istemmer jeg helt og holdent (sorry Knausgård!) norske Dagsavisens udtalelse på bagsideflappen: »Ingen beskriver hverdagen – alle livets gøremål – med større følsomhed, ingen fletter eksistentielle spørgsmål ind på en mere tilforladelig måde, end ikke Knausgård.« LÆS MERE!
Kamilla Krogh Uttrup, Litteratursiden

FREMRAGENDE UDGIVELSE
Mod naturen er et stykke fremragende norsk samtidslitteratur, som bør finde et stort publikum på de danske folkebiblioteker. Bogen er velskrevet, udfordrende, rammende og meget rørende. Den handler om store ting som livet, døden, kærligheden og forfattergerningen, men er formidlet let og elegant, og forfatteren leger med mange forskellige litterære genrer. (-) Mod naturen er et litterært eksperiment, som blander elementer fra dagbogsformen, selvbiografien og lyrikken. Og denne blanding fungerer godt, fordi forfatteren skriver som en drøm. Det virker aldrig kunstigt eller påtaget, men er blot forskellige greb til at vise sorgen, kærligheden, livet, døden og til at skrive om det at være forfatter og at finde sin identitet. (-) Mod naturen er både en enkel og dyb fortælling om kærligheden og livet – og de sorger der følger med. Forfatteren formår at køre sit eksperiment sikkert i hus, og det er en fornøjelse at være vidne til. Fremragende udgivelse.
Jacob Holm Krogsøe, DBC – bibliotekernes lektørudtalelse

JEG ELSKER TOMAS ESPEDAL
Tomas Espedal er en af tidens største og vigtigste forfattere! Umiddelbart er Mod naturen en lille simpel bog, men det er også en klog bog som rummer nogle helt væsentlige livsbetragtninger. Bogen rummer en vemodig livssmerte, som gør det til en hjertegribende, urovækkende og angstfremkaldende oplevelse at læse den. Det er utroligt, at sådan en enkel bog kan have sådan en virkning på læseren – det beviser, at Tomas Espedal er en stor og en genial forfatter. Jeg elsker Tomas Espedal – eller i hvert fald hans bøger! LÆS MERE!
Jens Drejer, Blog

DET ER KRONEN PÅ VÆRKET
Tomas Espedal har længe været blandt de forfattere jeg sætter allerhøjest. Jeg troede egentlig at jeg for længst var kommet ud over min idoldyrkende fase, men når jeg læser hans værker, bliver jeg som besat.(-) Det er kronen på et stort værk. Noget af det bedste jeg har læst i lang, lang tid.
Anders Kousholt, Bogrummet

BOGEN OM LYKKEN: DEN MÅ BLIVE KORT
Med sin kirurgiske hånd, sit præcise snit ind i livet og lykken og sit usentimentale blik ned i kældermørket har Tomas Espedal sat sig på toppen af bjerget i norsk litteratur. Det er sjældent at læse en lydefri bog (hvilket i parentes bemærket ikke er en fuldkommen bog, skønt det kan være tæt på!). Sådan en roman er norske Tomas Espedals Mod naturen.
Hver eneste sætning er velovervejet, præcis, kortfattet, rytmisk. Hver tone er slået an med en følelsesmæssig præcision, der nærmest er skræmmende i sin minimalisme. En litterær slankekur par excellence – ikke mindst takket være Batzer og Jensens som altid fremragende oversættelse.
Heldigvis fandt jeg en enkelt lille fejl undervejs og blev helt lettet. Ellers ville det jo ikke være et ægte tæppe. »Det er værst når kærlighedssorgen går over« reflekterer forfatteren et sted og fortsætter: »Men min kærlighedssorg går ikke over, det er jeg sikker på.« De sidste fem ord burde naturligvis være slettet. Der skal ikke være et gran af selvgarderende forbehold, hvis det skal være en fuldbåren Espedal!
På mange måder er Mod naturen en forlængelse af forfatterens forrige roman Mod kunsten fra 2010. Dels er de skabt over samme læst med spring i tid og rum, spredte notater, digtsekvenser og henvisninger til andres værker. Dels er det så udpræget Tomas Espedals eget liv, der sættes på spil. Det er liv og det er undergang. Helt bogstaveligt når forfatteren ender med at ligge i sengen og drikke flere liter vin om dagen. Dog mindre end Margurite Duras, får vi at vide. Hun var oppe på fem! Men døde også af det.

Det er kærlighed det handler om. Kærlighed og sorg. Oh, så meget skytung sorg, der er hos Espedal. Sort med sort på. Ind i marvens mørke. Men hvor romanen fra 2010 handlede om tabet af moderen og af ekskonen – så handler denne nye tekst om at turde kærlighedens spring.
Titlen er mangetydig. Den refererer til det paradoks, at vores hovedperson med sine kærester flytter på landet for at finde det ægte liv, skønt han aldrig har haft et forhold til naturen og trives bedst inden døre. Men endnu mere handler det om den ene gang, hvor han for alvor følger sin natur og forelsker sig i en helt ung pige, som han siden flytter sammen med: »Åh lykkelig, så lykkelig. År efter år, tre, fire år, fem, seks, lykken sluttede ikke, den voksede, år for år, jeg havde aldrig troet det var muligt.« Og for en stund bader vi os i lys: »Jeg var lykkelig i alle husets rum.«
Men med naturen er også mod naturen. Hvad er naturligt for et menneske, der i bund og grund er kultur? Hun er bare fireogtyve år, han otteogfyrre, de bliver kaldt far og datter, når de møder andre mennesker. Og til sidst går de slet ikke ud sammen mere – skammen holder dem inde. Senere skriver han: »bogen om lykke: den må blive kort.«
Men lykken er der. Den sidder på dette korte halmstrå og venter på at knække. Den glimter uendeligt smukt, og så er den pludselig forbi.
For hun flytter jo en dag. Og det gør datteren også, næsten samtidig. Den datter han har haft eneansvaret for efter hendes mors død. Nu ekkoer stuerne af fravær: »Overalt i huset findes hun, overalt i huset er hun borte.«
Og i dette benspændende møde mellem fylde og tomhed danser vi med Espedals præcise kirurghånd i alle mulige cirklende bevægelser. Og vi når ud til den parallelhistorie, som hele forholdet på en måde spejler sig i – den smertelige kærlighedshistorie mellem Abélard og Héloïse.

Espedal bruger af hovedstolen. Rub og stub. Og det er der et mærkeligt bagvendt lys i, som Aristoteles ville kalde katarsis. Vi ser det menneskelige kælderdyb. Og vi overlever. Men der er også et andet projekt i Tomas Espedals senere romaner, der fascinerer. Et opgør vi kender fra landsmanden Karl Ove Knausgård og som Espedal i virkeligheden var den første til at introducere. Med en indædt, næsten aggressiv konsekvens søger de begge to at afskrive fiktionen og al dens kunstlede fremmedhed – afskaffe den med en tekst, der så meget det overhovedet er muligt nærmer sig den renskrabede virkelighed.
Det kommer der forunderligt nok bare ny kunst ud af.
Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

HUN VAR HANS FREMTID ♥♥♥♥♥
Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Deres projekter er intimt beslægtede og vidt forskellige. Begge nordmænd realiserer en vision om en ny prosa hinsides fiktionen. Personlige projekter skrevet i eget navn og med eget liv som råstof.
Hvor Knausgård breder ud og ophober detaljer, komprimerer og komponerer Espedal på gylden brevvægt. Hvor Knausgård skriver biografisk-essayistisk prosa, skriver Espedal biografisk-litterær prosa, som naturligt hælder mod poesien. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk. LÆS MERE!
Kim Skotte, Politiken

SPØRGSMÅLET OM DET NATURLIGE
Mod naturen er en bog, der på én gang gør meget lidt og meget stort væsen af sig.
Den enkle, inderlige og skarpe pen formår at gøre det lille hverdagsdrama så stort, som det faktisk er og føles. Det er mere end godt gjort.
Nanna Goul, Weekendavisen

SPROGETS ÅNDEDRÆT ★★★★★
Fiktion blandes med selvbiografi i Tomas Espedals fortælling om arbejde, alder og den store, altfortærende kærlighedssorg … »Hun læste med åndedrættet«, står der et sted, og præcis sådan er det at læse Mod naturen, hvor Espedal endnu engang viser, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste. LÆS MERE!
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

LÆS DEN, FØR DET ER FOR SENT
Jeg har gået rundt og rundt om norske Tomas Espedals roman Mod naturen. Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg læste den for en måned siden. Fordi den meget præcist skildrer, hvordan det opleves at blive forladt. (-) Tomas Espedal (har) skrevet en rigtig god, alt andet end pralende og smart roman om, hvor svært det er at sidde tilbage som taber. Som mand og som fader. Læs den, før det er for sent.
Erik Svendsen, Jyllands-Posten

EN LYKSALIG FRYD AT LÆSE ★★★★★
Tomas Espedal er brillant til at beskrive de tab, tilværelsen byder os … Espedal skriver ‘nøgent’, han skræller alt det unødige væk. Intet er poleret. Det er den rå ærlighed, der træder frem foran ens øjne … Det er ‘tunge’ emner, den norske forfatter bakser med, men hans sprog gør bogen til en lyksalig fryd at læse. Eller måske er det forkert sagt. Måske skulle man snarere sige, at Espedal bare er en af de få forfattere, der formår at komme helt ind og påvirke læserens sjæl.
Danny Rødgaard, Søndagsavisen

Om forfatteren

tomas-espedal

Tomas Espedal

Tomas Espedal, f. 1961 i Bergen, debuterede i 1988 og har udgivet tretten bøger. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for og Mod kunsten, som han fik Kritikerprisen for. Han modtog Brageprisen for Mod naturen. Hans seneste roman Bergeners var også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Forfatterweb om Tomas Espedal

Wikipedia om Tomas Espedal

Forfatterprofil

Tekstuddrag

BIBLIOTEKET
Jeg er ved at blive gammel; jeg genkender ikke mig selv. Det har altid tiltrukket mig, dette billede af alderdommen: den gamle mand og den unge pige. Jeg ved ikke hvad det minder mig om, en forbrydelse, måske, eller naturen; naturens brutalitet og vold, dens uskyld. Man ved ikke hvem der er den skyldige, ham der sidder på stolen, eller hende der sidder på ham, på skødet, i en udringet, sort selskabskjole.
Den hvide hud og det gamle ansigt, rynket og groft, der hviler mod det nøgne, unge bryst.
De faste, lyse bryster der bliver løftet op af en stram brystholder. En perfekt bue. Halsens og brysternes hvide bue; hvor står det gamle ansigt godt til den glatte hud. Han hviler. Han er glad. Han sidder på en stol. Hun sidder på hans skød; han hviler hovedet mod det hvide bryst.

De er til fest. Sidder i et afsides rum, et lille bibliotek med svag belysning. De hører lydene fra festen gennem væggen: stemmer, latter, glas som klirrer. Hun holder sin højre arm om hans skulder, trækker ham ind til sig; han presser munden mod det ene bryst. Der er et spejl på væggen. Hun har bundet håret op i en hale eller pisk som slår når hun snakker eller går: da han så hende, glemte han straks sin egen alder.
Der var ingen alder i dette møde.
Alderen kom senere, da de trak sig tilbage og gemte sig i værelset med bøgerne og spejlet.
Hun sidder på hans skød; han holder om hende som om hun er hans mor. De ser sig selv i spejlet. Det får mig til at tænke på et billede, malet af Velázquez: den unge pige virker smukkere når man ser hende ved siden af en krøbling.

Da han så hende, glemte han straks sin egen alder. Hun gik forbi der hvor han sad omgivet af venner og bekendte, forfattere og studerende, hendes hår var bundet op i en hale som slog mod ryggen og skuldrene når hun klaprede forbi i sine højhælede sko, hun var højere end ham. Han rejste sig op, nærmest automatisk, og gik hen hvor hun stod sammen med nogle veninder. Han tænkte ikke et øjeblik på sin alder. Alderen kom senere, da de sad i biblioteket og så på hinanden i spejlet. Et urovækkende billede; de to ansigter, så lig hinanden i al deres ulighed, som to søskende, som far og datter, eller mor og søn, og måske var det dette naturstridige, det groteske og maleriske, ja, det tidløse i billedet, i spejlet, der gjorde at de ikke ville give slip på hinanden, de ville ikke give slip på hinanden.
Han er otteogfyrre år, han virker ældre, håret er gråt ved tindingerne, et gråt kortklippet skæg. En bred mund, tykke læber, der er flænger i læberne og ar omkring munden efter slag eller skader, han har et groft og rynket ansigt. Ansigtet kan være ødelagt af ensomhed eller af for megen nydelse, det er ikke til at sige hvad der bor i hans ansigt, men det er det ødelagte der er smukt ved ham: hun synes han har et ødelagt og smukt ansigt. Når hun ser på ham, på nært hold, når hun sidder på ham og læner sig frem for at kysse ham, føler hun kun frygt. Og det må være en frygt hun har brug for, for hun presser læberne mod hans og stikker tungen ind i den åbne mund. Hvad vil hun? Måske vil hun bare have at han skal være hendes elsker. Måske vil hun kaste sig ud i noget farligt, katastrofalt, der vil forandre hende fuldstændig. Han sidder på stolen ved skrivebordet iført et sort jakkesæt og en hvid skjorte, et sort slips som han har løsnet i halsen; hun sætter sig på hans skød, som om de begge er fortrolige med billedet som venter dem i spejlet: døden og den unge pige.

Det er nytårsaften. Han ser på sit armbåndsur, klokken er ti over elleve. De hører lydene fra festen i lejligheden; han rækker hånden ud efter flasken som står på skrivebordet, han ryster flasken lidt og presser proppen op så den flyver op i loftet, det giver et knald; hun farer sammen, flytter sig og råber, skummet rammer hende på halsen. Hun rødmer og skjuler ansigtet i hænderne, men han har set det, hvordan blodet skød op i hendes ansigt. Han hælder champagne i de to glas, tager det ene glas og holder det op mod hendes mund og hælder væsken ind mellem læberne, hun kan ikke synke og der render skum ud af munden, han kysser hende.
Du kvæler mig, siger hun.
Han ler.
Giv mig noget champagne, siger han.
Hun tager det fyldte glas og hælder væsken i munden på ham, hun hælder så voldsomt hun kan, men han synker det og hun tager flasken og fører den mod hans mund, han synker og synker, som et afløb, tænker hun.

De drikker, af flasken. Han tager en maske op af jakkelommen, en sort maske med to små huller i stoffet som dækker panden og størstedelen af ansigtet, kun næse og mund er synlig under de blå øjne. Han ser på hende, og nu kan hun mærke at hans blik er gammelt. Det er som om disse to øjne altid har været der, i mørket, har hængt der i luften, uden ansigt, uden hænder, to øjne som aldrig vil slippe hende, som hun aldrig kan skille sig af med; er de en del af hende selv, er det hendes eget blik som er hængt op foran hende, to stirrende, ovale organer som er bundet fast til hendes krop, og som er groet fast uden for hende, som en kunstig finger, forlængelsen af en arm; hun lukker øjnene. Jeg er ked af det, siger hun.

Han tager slipset af, vikler det to gange rundt om hendes hoved og hår. Et stramt bind over øjnene, som om han umiddelbart forstår hende, dette ønske om mørke, fraværet af øjne; hun slår armene om hans hoved og trækker ham ind til sig.

Han rejser sig fra stolen, lader hende sidde i mørket. Han trækker en bog ud fra en af hylderne, lader som om han læser op fra bogen: Ovid skriver at blindhed øger følsomheden i hænderne, siger han. Han finder en pose i inderlommen, en gennemsigtig plasticpose, han drysser det hvide stof i to striber ud over et stykke papir på skrivebordet, stikker et tyndt rør op i hendes næsebor; snus ind, siger han. Han tvinger hendes hoved ned mod skrivebordet, og hun trækker vejret forsigtigt gennem næsen, husker med ét hvordan hun blev presset ned i sneen, hvordan sneen fyldte mund og næse, den kolde sne, hun snuser ind og bliver overrasket over hvor varm den er, den brænder i næseborene og i hovedet, en flamme af sne. Hun åbner munden og vil spytte varmen som fylder halsen og brystet ud. Hun spytter ham i ansigtet.

Han skubber hendes hoved bagover, og hun lægger overkroppen i en bue mod skrivebordet. Så trækker han kjolen ned over hendes skuldre, hiver brystholderen ned og drysser en hvid stribe af pulveret mellem hendes bryster. Han stikker røret ind mellem de hvide bryster og snuser kraftigt ind.

Hun har sved på panden, små svedperler, de løber ned langs næsefløjene, en tynd, fugtig hinde af sved i de lyse dun over munden; han kysser hende.
Du kysser som en slange, siger hun.
Du har en slangetunge.

Hun stikker sin tunge ind i hans mund, og han trænger forsigtigt ind i hende; en ubrydelig cirkel, som slangen der bider sig selv i halen, som når han lægger sig på gulvet og hun sætter sig over ham; hun læner sig frem og tager hans køn i munden mens han stikker sin tunge ind i hendes køn.

Hun former læberne til en trutmund som hun kører ned over hans pik, hun suger hårdt. Hun lægger tommelfingeren og langfingeren i en ring omkring skaftet og trækker det trange hul mellem fingrene op og ned, langsomt og hurtigt, i en skiftende rytme mens hun holder munden over penisspidsen som hun fugter med tungen. Hun stikker tungen ud.

Han tager fat i hendes hår, i hestehalen, og trækker hovedet så hårdt bagover at hun må rejse sig op på alle fire. Hun står som et dyr på knæ og albuer, med kjolen trukket op om hofterne, og han er et dyr der trænger ind i hende bagfra mens hun kryber hen over gulvet. Hun kryber i blinde over mod skrivebordet, tager fat i bordkanten med begge hænder og rejser sig op. En skrivebordslampe, hun vælter den. Penne og papir, hun skubber det væk, lægger sig på ryggen på skrivebordet og trækker kjolen op.

Pierre Abélard skriver, i sit lange selvbiografiske brev fra 1132, Mine trængslers historie: “I Paris boede der en ung pige som hed Héloïse. Hun var niece til en kannik som hed Fulbert, og som af kærlighed ikke havde sparet på noget for at give hende en så god boglig uddannelse som muligt. Hun var meget smuk og havde fremragende boglige kundskaber.” Héloïse var seksten år. Hun var toogtyve år yngre end Abélard der var hendes lærer, og som hun forelskede sig i; han skriver i brevet: “Jeg var så berømt og smuk at jeg ikke behøvede at frygte noget afslag, hvem jeg end beærede med min kærlighed.” Den selvbevidste, arrogante og temperamentsfulde Abélard rejste til Paris for at studere filosofi og for at skrive bøger, han ville være forfatter. Han underviste og skrev en række bøger om logiske emner, men det var først og fremmest det selvbiografiske brev hvor han fortalte om sit forhold til Héloïse der gav ham en plads i litteraturhistorien:
“Under påskud af at studere hengav vi os fuldstændig til kærligheden, og studierne gav os anledning til at træk-ke os tilbage til afsidesliggende rum, som kærligheden fordrer.
Hvad mere kan jeg sige? I vort begær undlod vi ikke en eneste fase af kærlighedens nydelser, og dersom lidenskaben kunne udpønse noget ualmindeligt pirrende, så tog vi det med, og jo mindre erfaring vi havde i disse kærlighedens glæder, desto mere intenst gik vi frem, og disse glæder blev aldrig vendt til afsmag.”

Rummet, afsidesliggende, et bibliotek med et mørkerødt tapet som skinner der hvor lyset fra vinduet rammer de sølvbroderede roser i det mørke tapet. Et blyindfattet vindue med en bred karm hvor man kan sidde og læse, hvor Héloïse sidder og læser. Boghylder, bogbind i skind langs væggene, fra gulv til loft. Gyldne fade af messing med tællelys i stagerne, et kvadratisk spejl indrammet i rombeformet bronze. En bænk betrukket med tæpper og belagt med orientalske puder. Det samme mønster på puderne som på tæpperne på gulvet, lagt lag på lag i et tykt dække som lydløst giver efter når man går over gulvet, når Abélard går over gulvet, han lukker døren efter sig. Står i halvmørket bag skrivepulten der næsten når ham til brystet; han er klædt i stramme, mosgrønne bukser der er stukket ned i de spidse sko af skind. En hvid skjorte. En jakke i orangefarvet fløjl som er bundet sammen om livet med et tyndt bælte af læder. En sølvkniv i bæltet, en rosa pengepung og en lille parfumeflakon med et guldhjerte i flasken; han er ubarberet og har en sort, rund hue på hovedet, trukket ned over det mørke, lange hår. Héloïse sidder i vindueskarmen og læser. Hun er iført en sort trøje med hvid linning i halsen, en appelsinfarvet kjole med lange ærmer og et broderet bryststykke som går ned til midjen hvor det tykke kjolestof er bundet sammen af et langt bælte med røde kvaster i enderne. Et hårspænde i det sandfarvede hår der hænger løst over skuldrene; Héloïse læser og løfter ikke blikket fra bogen: Glossulae super Porphyrium, Logica nostrorum petitioni sociorum. Rødmer hun? Abélard tager jakken af, den hvide skjorte er åben i brystet; han holder et smykke frem, det er en gave til hende, til Héloïse, et halskæde af sølv, en forsølvet slange; den bider sig selv i halen.

Abélard lægger smykket om Héloïses hals, lukker låsen i nakken og kysser hende på munden: den der giver en gave forventer noget til gengæld, hvad er det han vil have af hende; hun giver ham forsigtigt sin tunge.

Hun har aldrig kysset nogen før. Hun strækker halsen, lukker den ene hånd i en klo. Presser de lange negle ind i håndfladen til huden giver efter og sprækker. Hun løfter hagen og ser hvordan han lægger sit ansigt ind over hendes; øjnene, næsen, munden, ansigtet, det fylder hele hendes synsfelt og hun vil skubbe ham væk. Hun kysser. Hun skubber ham fra sig og ser at hun har farvet hans kind rød med blodet fra sin hånd.

Han er hendes lærer, en mand hun ser op til og respekterer. Han er Petrus Abaelardus, forfatter af logiske og filosofiske bøger, klerk og forelæser ved l’École du Cloître, den vigtigste læreanstalt i Paris.
Han er otteogtredive år, ambitiøs og selvsikker, siger man, og meget smuk, synes hun, slet ikke opblæst og arrogant, ikke selvhøjtidelig, som hun har hørt, nærmere egenrådig og vild, som om han har været tættere på naturen end på bøgerne, tættere på skoven end på læreanstalterne, tættere på dyrene end på menneskene; og genkender hun ikke sig selv i denne ensomhed? Hans hår falder frit ned over det smalle ansigt, skjuler kun delvist de store ører; han har et rastløst blik, to kvikke øjne der følger hende med opmærksomhed og hengivenhed, har han ikke et udseende der minder hende om hendes hunde, om hestene, måden han går på, og farer op på, som om han aldrig hviler, altid er på vagt. Hun har et tættere forhold til dyr end til mennesker, til sin hund og sin hest.
Hver dag, efter skoletid, går hun med hunden over markerne og gennem skoven; har hun ikke fantaseret om ham, ventet på ham? Han har et sanseligt og smukt ansigt, synes hun; siger rygtet ikke at han bruger alle sine penge på forlystelser og kvinder? Er hun ikke blevet advaret mod ham, burde hun ikke være forsigtig med ham? Har hun ikke hørt at han er glad for piger, at han forfører kvinder? Har hun ikke hørt at han har skrevet sange og digte om det, om hvor glad han er for piger, man synger hans sange i gaderne: Lai des Pucelles. Sangen om de unge piger.

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Helge Skodvin

Artikler/ interviews

POLITIKEN: NORGES SVAR PÅ LARS VON TRIER
INTERVIEW: Den norske forfatter Tomas Espedal dummer sig konstant i det offentlige rum. Som Lars von Trier har også Tomas Espedal en særlig evne til at udtale sig, så ansvarlige folk i hans nærhed overvejer at springe ud ad det nærmeste vindue.  LÆS MERE!

POLITIKEN: HUN VAR HANS FREMTID ♥♥♥♥♥ (anmeldelse af Mod naturen)
Tomas Espedal er Knausgårds rejsefælle og skyggebokser. Deres projekter er intimt beslægtede og vidt forskellige. Begge nordmænd realiserer en vision om en ny prosa hinsides fiktionen. Personlige projekter skrevet i eget navn og med eget liv som råstof.
Hvor Knausgård breder ud og ophober detaljer, komprimerer og komponerer Espedal på gylden brevvægt. Hvor Knausgård skriver biografisk-essayistisk prosa, skriver Espedal biografisk-litterær prosa, som naturligt hælder mod poesien. Begge skriver hudløst ærligt og bundløst digterisk. LÆS MERE!

BERLINGSKE: SPROGETS ÅNDEDRÆT ★★★★★ (anmeldelse af Mod naturen)
Fiktion blandes med selvbiografi i Tomas Espedals fortælling om arbejde, alder og den store, altfortærende kærlighedssorg … »Hun læste med åndedrættet«, står der et sted, og præcis sådan er det at læse »Mod naturen«, hvor Espedal endnu engang viser, at han er en af Nordens stærkeste forfatterstemmer. Om ikke dén stærkeste. LÆS MERE!

DIE ZEIT: ET MESTERVÆRK I LITTERÆR UNDERSTATEMENT (anmeldelse af Mod naturen)
EN BOG SOM KLART VAND. Normanden Tomas Espedal har skrevet en kærlighedsroman som man aldrig har set magen til. (-) Espedals prosa er fuld af sorte huller hvor det uskrevnes energi hober sig op. Hans kærlighedsbog er et mesterværk i litterær understatement. Alle der tørster efter en ny, uspoleret realisme som efter klart vand i ørkenen, vil elske denne bog. LÆS MERE!

LITTERATURSIDEN ANBEFALER MOD NATUREN
Med skarp, stilistisk sans og i en unik sammensmeltning af selvbiografi, dagbogsnoter og poesi kommer Espedal vidt omkring: fabriksarbejdet, skrivevanskelighederne, datteren og det forliste ægteskab. (-) Karl Ove Knausgårds og Tomas Espedals projekter er på samme tid nært beslægtede og vidt forskellige. Begge står de som eksponenter for en ny litteratur, hvor fortælleren bruger og formidler egne livserfaringer, hudløst og ærligt, råt for usødet. At de to forfattere befinder sig i en liga for sig, er jeg ikke i tvivl om, og skulle jeg se sig mig nødsaget til at vælge mellem de to, istemmer jeg helt og holdent (sorry Knausgård!) norske Dagsavisens udtalelse på bagsideflappen: ”Ingen beskriver hverdagen – alle livets gøremål – med større følsomhed, ingen fletter eksistentielle spørgsmål ind på en mere tilforladelig måde, end ikke Knausgård.” LÆS MERE!

JENS DREJER BLOG: JEG ELSKER TOMAS ESPEDAL (anmeldelse af Mod naturen)
Tomas Espedal er en af tidens største og vigtigste forfattere! Umiddelbart er ‘Mod naturen’ en lille simpel bog, men det er også en klog bog som rummer nogle helt væsentlige livsbetragtninger. Bogen rummer en vemodig livssmerte, som gør det til en hjertegribende, urovækkende og angstfremkaldende oplevelse at læse den. Det er utroligt, at sådan en enkel bog kan have sådan en virkning på læseren – det beviser, at Tomas Espedal er en stor og en genial forfatter. Jeg elsker Tomas Espedal – eller i hvert fald hans bøger! LÆS MERE!