Espedal Elsken forside

Tomas Espedal: Elsken

Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.
2019. 96 sider. 200 kr.

Elsken er en roman om døden. Den gode død. Romanens hovedperson, som hedder Jeg,Espedal Elsken forside glæder sig til at dø, han har fået nok af livet, han er tilfreds. Men hvor og hvordan skal han dø? Han giver sig selv et år at leve i. Og det år bliver det mest intense i hans liv, netop fordi hver årstid og hver måned og hver dag som går, vil blive den sidste.

Elsken er en roman om døden og om hvor intenst livet kan være.

ANMELDELSER

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – Berlingske

❤️❤️❤️❤️❤️ – Politiken

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – Jyllands-Posten

»Espedal er en brillant stilist.« – Dagbladet

»Elsken giver indsigt i en kompromisløs skønhedslængsel og er romankunst på højeste niveau.« – Vårt Land

»Espedals præcise, klare og årvågne sætninger fletter livsglæde, sorg og smerte sammen til en udholdende og underholdende
fortælling.« – Dagsavisen

DKK160.00

Produktbeskrivelse

TEKSTUDDRAG
»Jeg har forsøgt at leve alene. Han har rejst, han har
besøgt lande og byer. Han har spist på restauranter og
drukket i barer. Han har mærket ensomheden. Han har
søgt venskaber. Han har haft kærester. Det Susa kaldte
små kærligheder. Vi har, hvis vi er heldige, en stor
kærlighed, og så har vi nogle små kærligheder, sagde
Susa, siddende på en høj stol i baren. Høje hæle, lange
strømper, en lang frakke, alt ved hende var højt, og for at
forlænge sin højde havde hun hat på. Susa havde kendt
treogtres mænd. Hun havde skrevet deres navne på en
liste. Bag navnene, efter et kolon, havde hun noteret
den omtrentlige længde på deres erigerede pikke. Samt
nogle egenskaber, som: Sød. Godtroende. Uintelligent.
Ondskabsfuld. Jaloux. Morsom. Snakkesalig. Den slags.
Susa havde skrevet bøger. Hun var en vismand, allerhelst
burde hun kaldes for en vis kvinde, men kvinder
er dumme, sagde Susa, det er vores opgave at tage vare
på dumheden. Jeg går ikke længere op i køn og alder,
sagde hun, det er konstruerede størrelser, det hænder at
jeg er en dreng på nitten år, men lige nu er jeg en kvinde
på treoghalvfjerds. Du skal ikke nægte dig selv de små
kærligheder, sagde hun. Jeg har levet i cølibat. Det var
de bedste år. Uden mænd. Uden kvinder. Uden seksuelle
forhold, det gør seksualiteten bredere, højere, man kommer
til at elske træer og fugle, skyer og blomster, børn og
ældre, man kommer til at elske livet. Og det vigtigste jeg
har oplevet når man elsker flere, når begæret ikke fæster
sig ved én bestemt som man skal eje eller blive ejet af,
som man skal besidde eller blive besat af, er at man en
dag sidder blandt venner eller fremmede og tænker at jeg
elsker dem alle. Jeg har kendt en kannibal. Han spiste sin
kæreste. Det var i Paris. Montaigne mente at kannibalen
er civiliseret. Han dræber ikke flere end han kan spise.
Jeg har mødt Borges. Jeg ville pynte mig for ham. En
veninde af mig, det var i Buenos Aires, sagde: Hvorfor
pynter du dig? Borges er blind. Jeg tog mit fineste tøj på.
Øreringe og hat. Sminke. Et silketørklæde. Lidt parfume.
Et specielt smykke. Da jeg blev vist ind, af moren, i hans
arbejdsværelse, han sad bag skrivebordet i halvmørke,
sagde Borges: Hvor er du smukt klædt.«


 

Anmeldelser

LIVET ER IKKE ANDET END EN LAMPE SOM TÆNDES ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
»Den er seriøs, men skrevet med en utrolig lethed, i Espedals næsten altid uovertrufne og ubesværede modernistiske hånd. Teksten er optaget af at indfange sanse- og erindringsindtryk, som de viser sig for den oplevende bevidsthed og giver mindelser om litterær impressionisme. Den genkalder Proust i behandlingen af minder og tid og Woolf i fremstillingen af sanseindtryk, af naturen, dagen, øjeblikket. Dertil trækker den underforstået på Kafka i fremstillingen af Jegs bizarre møde med retssystemet i forbindelse med en voldtægtsanklage imod ham. (–)
Elsken er ligeså suverænt skrevet og ligeså irriterende patetisk i sine banale æstetiske præferencer som Espedals andre værker, men i sin vision og intention anderledes og iøjnefaldende.« – Mette Leonard Høeg, Berlingske

EN DAG I TOMAS ESPEDALS LIV
»Espedals »Jeg« er optaget af det »naturlige«; ikke af det ordnede, men af det, som er ægte. Tidligt i romanen finder man et billede på det skønne i den vildtvoksende have. Den patosfyldte romantik er en præmis for Espedal. Og på et tidspunkt vågner hovedpersonen af, at den højgravide Aka råber i søvne: »Det er fiktivt! Fiktivt!« Elsken er en smuk og brutal kortroman, velkomponeret i en cirkelbevægelse. Romanen er ikke uproblematisk, men er samtidig noget af det bedste, Espedal har skrevet.« – Kristin Vego, Information

INTENSITET I HVER EN SÆTNING ❤️❤️❤️❤️❤️
Alt i alt byder ’Elsken’ på variationer over temaer, som er rigt til stede i Espedals andre værker, også den eksistentielle overgearethed og romantiske fridødsbegejstring. Der bliver ikke sparet på noget, undtaget på klicheerne – som romanen også spiller bevidst på med sin litterære genbrug af Elskens fotografiske tableauer. Selvparodien ligger snublende nær. Men det formidable er, at Espedal igen slipper godt fra det. Man kan mene, hvad man vil om programmet, men der er dækning for det i stilen – i romanens prægnante besyngelse af ensomheden, alkoholen, kærligheden og – ja – livet. Og der er netop liv i næsten hver eneste sætning, som ikke postulerer, men præsterer at skabe den intensitet, der er altings endemål og målestok i Espedals univers. – Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

BETYDNINGEN AF EN VERSAL
»Først læste jeg Elsken én gang, den lille bog glider ned på halvanden time, og tænkte, at det måtte jeg gøre igen. Jeg plejer at holde meget af Tomas Espedals bøger, men var i tvivl om smagen her. Så læste jeg den en gang mere og tænkte, at den smagte præcis som første gang. Formen var den samme: øm og selvkredsende livsundersøgelse på et sprødt leje af romantiseret livstræthed. Stilen den samme: en letsmurt vekslen mellem Espedals lurmærkede prosa og mere fokuserede stykker om alkoholiseret fordærv, en slags fermenteret kunst. Hensigten den samme: servering af ét styk bohemevagabond i litterære gevandter. Nu belagt med død.« – Johannes Baun, Weekendavisen

»Mange af sætningerne i den her bog er små kunstværker; erkendelserne både lysende og rystende. I romanens sidste ord samles hele tematikken med udsøgt timing. Espedal er her på højde med den franske nobelprisvinder Patrick Modiano, en forfatter han desuden slægter på rent stilistisk, med bratte kast i sætningsrytme og forløb. Romanen kan også siges at være en prosaudvidelse af Wergelands ord på dødslejet da han med skælvende håndskrift skrev: “Jeg dør.” Men det er Hamsuns navn som slår mig allerede efter at have læst de første sætninger i bogen, den springende, undrende fortællerholdning i På gjengrodde stier.« – Vårt Land

Om forfatteren

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning. Foto: Jakob Dall