Påfugleøen-web

Thomas Hettche: Påfugleøen

Oversat af Maj Westerfeld
2017. 350 sider. 300 kr.Påfugleøen-web

Påfugleøen i floden Havel udenfor Berlin, tidligere tilflugtssted for kongerne af Preussen, blev i 1800-tallet omdannet til et kunstigt paradis af Peter Joseph Lenné og Karl Friedrich Schinkel med hjælp fra hofgartner Ferdinand Fintelmann. Her fandtes kænguruer og en løve, palmer og himmeltræer, en mand fra Sydhavet, en kæmpe, to dværge og en vaskeægte morian.

Hele denne glemte verden vækker Thomas Hettche til live ved at sætte dværgen Marie i centrum, Påfugleøens slotsfrøken. Romanen fortæller om hendes liv og om vores forestillinger om skønhed, om at bearbejde naturen og om vores længsel efter det eksotiske, om menneskets værdighed, om tidens væsen – og om en tragisk kærlighedshistorie.

Thomas Hettche, født 1964, hans romandebut Ludwig muss sterben fra 1989 blev fejret som en genistreg. Der Fall Arbogast (2001) blev en bestseller og er oversat til tolv sprog. Woraus wir gemacht sind var i 2006 på shortlisten til Deutscher Buchpreis. Han har bl.a. modtaget Robert-Walser-Preis.

SHORTLISTED TIL DEUTSCHER BUCHPREIS 2014

»Påfugleøen er bare en smuk og en smukt skrevet roman med masser af svær kærlighed og menneskelighed«
– POLITIKEN 
♥♥♥♥♥

»Hettche viser sig endnu en gang som en af de mest elegante og raffinerede stilister i den tyske samtidslitteratur«
– Juryen for Deutscher Buchpreis

LÆSEPRØVE

DKK240.00

Produktbeskrivelse

Fra en konsulentudtalelse:
Pfaueninsel er en historisk roman om Preussen mellem 1810 og 1880, bygget op omkring den lille ø, kaldet Påfugleøen, der ligger i Havelflodens søsystem nordøst for Potsdam uden for Berlin, og som tilhørte kongeslottet Sansousci. Frederik d. Store byggede i slutningen af 1700-tallet et lille slot på øen til brug for sin elskerinde og derfra udviklede det sig til udflugts- og ferieområde for hans søn, Friedrich Wilhelm d. I. og hans kone, den legendariske Luise (Preussens Luise), der efter et kort ægteskab døde ganske ung i 1810, efterladende fire børn. Friedrich Wilhelm udviklede derefter øen til et eksperimentarium for planter og dyr, et slags preussisk svar på Jardin des Plantes i Paris, og et yndet udflugtsmål for Berlins befolkning. Indtil hele menageriet efter de folkelige oprør i 1840’erne og den tiltagende industrialisering og udbygning af transportnettet langsomt gik i opløsning, og den afrettede og iscenesatte natur efterhånden vendte tilbage til ’naturtilstanden’ – idet dog det først installerede ’kunstige’ element på øen: påfuglene stadig overlever til det sidste og sender deres dystre skrig ud over det øde landskab. Alt i alt et budskab om det kunstige paradis’ futilitet, om at den moderne (ordet bruges af en af de agerende, hvilket er en anakronistisk konstruktion) underholdningsindustri i sidste instans ikke er varig og at naturen altid vil æde dem, der forstyrrer dens balance. Bogen rummer en lang række udblik til nutiden og til de skæbner som nogle af de handlendes efterkommere eller deres efterladenskaber har haft, men vi får ikke noget at vide om, hvordan Pfaueninsel fungerer i dag. Om den stadig fungerer som et kunstigt udflugtsmål eller henligger som den naturlige utopi, som den oprindelig var tænkt som. Det synes at være en viden, som Hettche forudsætter, at vi som læsere har, sådan at vi kan videreføre hans historiske skitse frem til nutiden og sætte den i perspektiv. Den viden har jeg ikke (ud over lidt opslag på Google) og savnede under læsningen.
Hele denne historie spejles gennem især et fokus: dværgen Marie, der sammen med sin tvillingebor Christian ved et tilfælde bliver samlet op af den kongelige familie i Potsdam og installeret på Pfaueninsel – hun som ’slotsfrøken’, han som arbejdsdreng. De er født år 1800 og vi følger nu især hendes liv frem til hendes dramatiske død som 80-årig, et liv der kun en enkelt gang er afbrudt af et kort besøg i Berlin, ellers helt finder sted på Påfugleøen.

Romanen starter med, at Christian en sommerdag i 1810 støder på Luise, der leger med sine børn på en eng på øen, og hun reagerer på det uventede syn af en dværg med at kalde ham et monster. Noget, får vi at vide, der hænger sammen med det latinske ord for at vise frem, og som får de to søskende til at betragte sig som en del af det menageri, der efterhånden samles på Pfaueninsel, en nymodens zoologisk have, hvor alskens fremmedartede gevækster og dyr vises frem. De to dværge er menneskeartens afvigende eksemplarer, der kun kan tolereres i det ordnede moderne samfund, hvis de er under kontrol og holdes i en slags indespærring. Denne domesticering underkaster Marie sig et langt liv, mens Christian er mere utilpasset, ikke kan finde sig i indskrænkningerne på øen, bliver forvist til et skrædderjob på fastlandet, og under et kort besøg på hjemmeøen helt overskrider borgerlige konventioner og anstændighed og dræbes af den unge overgartner, Gustav. Episoden camoufleres som uheld, men er regulært drab. Øens veldædighed tåler ingen afvigelser.

Sådanne foretager Marie kun en gang i sit liv: da hun forelsker sig i nævnte Gustav, der er plejebarn hos sin onkel, slotsgartneren, og ender med at overtage hans embede. Gustav er som ung genert og hæmmet og forelsker sig også i den små Marie, der ikke stiller de store krav til ham og med hvem han kan opføre sig naturligt. Men da Marie bliver gravid, fortryder han, og af en sin onkel og det establishment, han er en (sympatisk skal siges) del af, bliver han tvunget til at afsværge Marie, få barnet bortadopteret og gennem studierejser til den store verden kvalificere sig til sin kommende stilling. Hovedparten af sit resterende liv lever Marie side om side på Pfaueninsel med sit bortfjernede barns far og dennes efterhånden voksende familie. Det er ikke sjovt, men hun finder sig i det. Hun har ikke noget valg.

Marie som synsvinkelperson er et godt greb, hendes udvikling fra barn til voksen og til den sårede kvinde, der både mister sit barn og sin bror, men bevarer livsmodet og vedbliver at reflektere stedets udvikling, er meget overbevisende skildret. Der kan komme nok så mange løver, kænguruer og andre eksotiske væsner til Pfaueninsel, øen er hendes, som hun gang på gang understreger, hun er dens egentlige ’monster’, dens påfugl, og forbliver det lige til hun beordrer den sidste raritet: palmehuset, så meget opvarmet, at det futter af. Understøttet af Maries egen ild fra en cigar, som hun taber i nogle tørre blade. Det tager sig ud som et uheld, men er et selvmord. Nu vil hun ikke mere.

Pfaueninsel er en historisk roman, også i den forstand, at Hettche hele tiden supplerer hovedhandlingen med historiske faktaoplysninger, der holder os ajour med den samtidige udvikling i verden: Napoleonskrigene, Wienerkongressen, arbejderopstande i 1830’erne, befrielseskrige i Polen og Grækenland – og den accelererende industrialisering og globalisering, der netop tager fart fra midten af 1800-tallet. Denne oplysende diskurs, som gennemsyrer bogen, spiller sammen med den enkle, næsten nøgterne stil, som handlingen fortælles i. Og hvor det et sted pointeres, at Marie som figur er fiktiv – men selvfølgelig godt kunne have været der. Enkelte gange samles der sammen til dramatiske eller følelsesmæssigt intense højdepunkter, men som regel berettes der roligt og sagligt om livet på øen, om forholdet mellem menneskene dér (også om kærligheden mellem Marie og Gustav, som er uden sentimentalitet, men umulig fra starten), og om de omvæltninger som den store reformator og entreprenør, Lenné, får sat i værk. Tivoliseringen vises som noget uundgåeligt, og Marie kan egentlig godt lide alle dyrene, selv om de larmer ret meget. Hun elsker aberne og klør løven på mulen gennem tremmerne, også dyr i fangenskab er jo et stykke natur. Gustav kan derimod ikke lide dyr, han er specialist i planter, og det er under hans regime at menageriet smuldrer. Han er til gengæld en stor hegelianer, og har gået til mesterens forelæsninger inde i Berlin, og docerer for Marie om verdensåndens dialektik som en naturhistorie. Han kan også godt en periode elske hende, men bryde de borgerlige konventioner tør han ikke. Han er i sig selv et eksempel på den borgerlige dannelses manglende evne til at acceptere det afvigende.

Selv om Marie ender med at dø i et slags iscenesat selvmord, ender bogen dog optimistisk: hun får nemlig på sine gamle dage besøg af sin søn og hans unge kone. Han blev efter bortfjernelsen fra Marie adopteret af en fjern slægtning til Gustav på Ceylon, blev uddannet til ingeniør dér, og er nu med sin tamilske kone kommet til Preussen for at besøge sit oprindelsesland. Han ved ikke noget om, at det er hans mor, der viser rundt på øen, og Marie siger ikke noget. Det er lidt konstrueret, men er en ret rørende scene. Sønnen arbejder mest med minedrift, og Marie ved, at dværges rolle i mytologien altid har været, at hente jordens skatte op. Herunder ilden, der som bekendt befinder sig inde i jordkuglen. Den dør hun selv af til sidst, men sønnen Max synes at have fremtiden for sig. Han repræsenterer en mere bæredygtig modernitet end det spraglede Tivoli på Påfugleøen. Eller hvad vi nu skal mene – budskabet synes mig ikke ganske klart: er dette en kritik af det moderne industrisamfund eller er det en hyldest til den udvikling, den trods al underholdningsgøglet dog kan give grobund for. Maries udflugt til Berlin er her typisk: hun har truffet en sød mand, der arbejder som kok i storbyen og laver vidunderlig mad. Hun besøger ham og oplever et kort kærlighedsmøde i sin modne alder. Smukt. Samtidigt er byen skræmmende for hende med sin larm, forurening og fattigdom, og hun flygter tilbage til idyllen på Pfaueninsel. Er dette et nederlag eller økologiens triumferende tragik? – jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal læse denne slutning.


Bøger af Thomas Hettche

 

Anmeldelser

DVÆRGSEX OG HAVEKUNST ♥♥♥♥♥
Stilistisk er Påfugleøen en meget overbevisende roman, der med sådan et sirligt og egentlig også ret overdådigt, men klart sprog (lige så smukt oversat af Maj Westerfald) i sig selv – som sprog – synes at forholde sig til de diskussioner om naturen og synet på den, der gennemsyrer romanen. Ligesom naturen griber ind i livet, ja, gør sproget det på forskellige måder i romanen (-) Men mest af alt er Påfugleøen bare en smuk og en smukt skrevet roman med masser af svær kærlighed og menneskelighed.
Alexander Westerlund, Politiken

VILDE DYR OG MENNESKER ★★★★
Den tyske forfatter Thomas Hettches »Påfugleøen« er en menneskeligt deprimerende og sprogligt opløftende roman.
Påfugleøen foregår på en ø af samme navn i floden Havel mellem Berlin og Potsdam. Øen er ikke blot scene i romanen, men har også adresse i den virkelige verden og i historien. 
(-)
Thomas Hettche indtager rollen som en alvidende fortæller, der leger med sproget og indirekte kommenterer fortællingen, for eksempel det »chokerende« greb, at han introducerer ordet dværg. Bruges det overhovedet stadigvæk? Allerbedst er hans poetiske sprog, når han beskriver skønheden på øen, så man sanser landskabet og naturen og længes mod en eller anden form for paradisisk tilstand i en have så skøn. Uden slanger.
Torben Weirup, Berlingske Tidende

FORLYSTELSESSYGE
Elegante Thomas Hettche er på samme tid pornograf, biograf og topograf. (-) Er det godt 300 siders pikant pornografi, man har læst? En sand tour de force af eventyrlige erotiske møder mellem dværge og kæmper, prinser og prinsesser og incestuøse tvillingesøskende? Eller er det et let fiktionaliseret, men i det store og hele historisk korrekt portræt af slotsfrøkenen Marie og en række andre autentiske skikkelser fra 1800-tallets preussiske hof? Eller er det simpelthen en overordentlig stofmættet, men alligevel let og elegant skrevet krønike om den idyllisk træklædte Pfaueninsel i floden Havel, som den preussiske kongefamilie i 1800-tallet lod sine allerbedste anlægsgartnere og arkitekter forskønne, og hvortil der hentedes alverdens planter, pattedyr og påfugle? Påfugleøen er nok det hele på en gang og dertil også en melankolsk historie-filosofisk traktat.
Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen

POETISK OG SMUK FORTÆLLING
Historien er fascinerende, og set fra den nutidige læsers udkigspost forekommer det jo sært og tankevækkende, at mennesker som Marie og hendes bror blev opfattet som naturstridige vanskabninger eller i bedste fald eksotiske og kloge dyr på linje med de mange mærkværdige dyr og planter, der bliver slæbt over til denne lille ø. (-) Det ubetinget bedste ved bogen er det smukke og poetiske sprog. Romanen blev shortlistet til Deutscher Buchpreis 2014, og det er en fortælling, man ikke glemmer lige med det første. 
Litteratursiden

Om forfatteren

Thomas-Hettche

Thomas Hettche

Thomas Hettche, f. 1964 er tysk forfatter og bor i Berlin. Hans romandebut Ludwig muß sterben blev i 1989 fejret som en genistreg.  I 2001 udkom Der Fall Arbogast, som blev en bestseller og er oversat til tolv sprog. I 2006 udkom Woraus wir gemacht sind, som var på shortlisten til Deutscher Buchpreis. Siden har Hettche udgivet Die Liebe der Väter, den selvbiografiske essaysamling Totenberg og senest Påfugleøen, som også  var på shortlisten til Deutscher Buchpreis.

Forfatterprofil

Bogside – besøg Påfugleøen (tysk side)

Forfatterside – Kiepenheuer & Witsch

Forside i høj opløsning

LÆSEPRØVE

Artikler/Interviews

FRANKFURTER ALLGEMEINE: “HÖHERE TAKTZAHL FÜR LITERATUR”
Video-interview (tysk tale!): SE MERE!