Simon Glinvad: Min grønne himmel

2013. 234 sider. 269 kr.

Min grønne himmel er en sansemættet, vemodig og poetisk historie om en mand der forlader sit gamle liv og flytter ud på landet. Her lever han på tiende år et tilbagetrukket liv med sine hunde. Dagene går med praktiske gøremål, et hegn skal repareres, fårene skal passes. Indtil han en dag får et telefonopkald som vækker hans erindringer om den skæbnesvangre sommer da han var fjorten.

★★★★★ Berlingske ★★★★★ Jyllands-Posten

DKK269.00

Beskrivelse

En dag for ti år siden forlod den nu 60-årige navnløse fortæller sin kone og sin søn, solgte sine ejendele og flyttede langt ud på landet.

Her lever han et stille og tilbagetrukket liv med sine hunde og en radio som eneste selskab. Dagene går med praktiske gøremål, et hegn skal repareres, fårene skal passes, hundene skal luftes og én gang om ugen kører han de ti kilometer ind til den nærmeste by for at købe ind og spise i bowlingcentret. Men en dag får han et telefonopkald som vækker fortiden til live og sender ham tilbage til den sommer da han var fjorten og alting forandrede sig.

I et nært og præcist sprog bevæger fortællingen sig ubesværet mellem fortid og nutid, mellem ungdom og alderdom, og lader elegant de to spor spejle hinanden i en udforskning af hvad der skete dengang og lagde grunden til at fortælleren blev den mand han er i dag.


Bøger af Simon Glinvad

Anmeldelser

SOM FAR, SÅ SØN ★★★★★
… hele den dybe, uafvendelige historie skildrer Simon Glinvad i et på én gang nøgternt og lavmælt poetisk sprog med blik for sigende detaljer. (-) De lever i to verdener, børnene og deres forældre, og ikke mindst sønnerne og fædrene, som mange andre forfattere har skrevet om. For eksempel norske Per Petterson, som Simon Glinvads prosa godt kan minde om. Men han har også sit eget tyste tonefald og skriver med imponerende indlevelse fra både drengens og den aldrende fars synsvinkel. Det er godt gjort af en forfatter, som er 35, og Min grønne himmel fortjener at blive læst af alle sønner og fædre. Samt alle andre, der gerne vil forstå deres flerstrengede bånd lidt bedre.
Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske

MINDER OM PER PETTERSON
Simon Glinvad er en forfatter, som tager sig tid til at dvæle ved tingene og fremtrylle sansemættede universer, hvor tiden næsten står stille. Han har en fin sans for at leve sig ind i barnets skrøbelige univers, ganske som de fleste sikkert husker situationer fra deres egen barndom nedkogt i en bestemt følelse eller stemning. En stil, der giver mindelser til Per Pettersons forfatterskab. (-) En nærværende og stemningsfuld lille roman om det erindrings- og erfaringsstof, der former os som mennesker og forfølger os gennem livet. LÆS MERE!
Line Hoffgaard, Litteratursiden

AT SKRIVE DRAMAET FREM ★★★★★
Der tilbydes ikke mange forklarende stødpuder i Min grønne himmel, hvis historie vokser sig større og større og stadig mere fængslende og skræmmende. Og pludselig er det, som om den indledningsvis så afvisende tekst bliver blød og elastisk og åbner sig for læseren, der nu suges fuldstændig ind i det intense univers. For fortællerens tilbageskuende blik på sig selv som ung kan ikke undgå at afsløre de sprækker, han som voksen har forsøgt at cementere til.
Simon Glinvad skriver sig med elastisk elegance helt tæt på sin hovedperson, der via teksten indhentes af den fortid, han har afskrevet. Det er i dette spændingsfelt mellem fortid og nutid, at det stille drama buldrer løs.
Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten

Om forfatteren

Simon Glinvad er født i 1978. Har tidligere udgivet romanerne Petersborg Express (2005) og Jetlag (2008) og novellesamlingen Krager i træet (2011).

Forfatterprofil

Tekstuddrag

Her er ikke andre end mig. Der ligger en herregård et par kilometer væk, og for enden af vejen, skjult af brombær og siv og krat, ligger et teglværk som ikke har været i brug i mange år. Skorstenen faldt sammen i en efterårsstorm for ti år siden, kun et par måneder efter at jeg var flyttet ind. Stilheden gjorde stadig ondt i mine ører, og jeg løb ud på grusvejen da braget lød, og himmel og jord stod i ét, og jeg tænkte at sådan ville det lyde når verden gik under.

Jeg kender ikke så mange mennesker længere. Jeg har ønsket at have tid, og det har jeg fået. Når sommeren kommer, har jeg været her i elleve år. På et tidspunkt vil jeg stoppe med at tælle årene, men aldrig dagene.

Den ligger langt væk, den sommer da jeg var fjorten, men jeg kan stadig mærke den i mig, grå og stille. Andreas boede længere nede ad vejen, ved foden af den bakke hvor de mindre børn kørte med sæbekassebiler, og hvor engene stødte op til en mose. Han var født i huset dernede, var ældst af tre, og de fleste morgener gik han op ad bakken for at finde mig. Nogle morgener bar han på en knallerthjelm som var omviklet med stanniol og et bøjet metalrør der var forbundet med andre bøjede metalrør i andre galakser, og så mærkede jeg hårene rejse sig på armene, for så vidste jeg at vi skulle ud bag husene.

Andreas viftede med metalrøret. Vi bliver nødt til at forlade galaksen, sagde han. Nu. De er på sporet af os.

Forside i høj opløsning