Sigmund Jensen - Hvide dværge Sorte huller

Sigmund Jensen: Hvide dværge. Sorte huller

Sigmund Jensen - Hvide dværge Sorte hullerOversat af Peter Nielsen
2003. Ib. 480 sider. 349 kr.

Hvide dværge. Sorte huller er en moppedreng på 480 sider hvor der males på det store lærred og som rummer en encyklopædisk viden om alt fra litteratur og filosofi til kvantefysik og astronomi. Men vigtigst: romanen er gnistrende velskrevet, ubesværet og spændstig, og fortalt med både indsigt og humor.

“NORSK LITTERATUR HAR FÅET SIN EGEN PETER HØEG.” Weekendavisen

“Det ene ord, der på alle måder betegner den norske forfatter Sigmund Jensens romandebut, er format.” Berlingske Tidende

DKK280.00

Produktbeskrivelse

Hovedpersonen og jegfortælleren er en ung engelsk børsmægler, Gestas Hutting, der begår et større underslæb og rømmer over hals og hoved til Indien. Navnet Gestas stammer fra den af røverne på korset som valgte fortabelsen frem for frelsen, og Gestas Huttings rejse fra Madras til Calcutta og videre langs Ganges til den hellige by Varanesi kan nærmest sammenlignes med en nedstigning i Dantes Helvede. På flugt fra Scotland Yard, sin fars død og et forlist ægteskab er han en blind passager i tilværelsen og hans ubehag ved kulturen tvinger ham til at reflektere over civilisationens pris. Hans møde med Indien – med stanken og lidelsen, råddenskaben og fornedrelsen – fører til at hans verdensbillede ramler sammen og til det han kalder selvafvikling, en demontering af selvet eller egoet, og i sidste ende til en form for bevidst galskab.

I skrivende stund befinder Gestas sig som patient på Magdalena Mentale Medlidenheds-hjem hvor han som en slags offerhandling sidder og nedfælder historien om de hvide dværge – de kolde stjerner der er holdt op med at lyse – og verdensrummets og tilværelsens sorte huller. Og parallelt med rejseberetningen løber to andre spor: scener fra et ægteskab og samtaler med præst og psykiater, samtaler som hver for sig bidrager til forståelsen af fortællerens historie.

Anmeldelser

NORSK LITTERATUR HAR FÅET SIN EGEN PETER HØEG
“Sigmund Jensen er norsk litteraturs ny wunderkind … Hvide dværge. Sorte huller er en frodig roman af et stort fortælletalent. Det er oven i købet en roman med en masse på hjerte … nøjagtig lige så lovende som Peter Høegs afgørende gennembrud med frøken Smilla.”
Klaus Rothstein, Weekendavisen

I EN AF DETTE FORÅRS BEDSTE BØGER BRAGER SIGMUND JENSEN IGENNEM  ★★★★★
Det ene ord, der på alle måder betegner den norske forfatter Sigmund Jensens uhyrlige romandebut, er format. Bogen er på 476 tætskrevne sider, hvilket ikke er én for meget. Samtidig er bogen skrevet med så kolossalt episk et schwung, at man dårligt ved, hvad man skal sammenligne det med. Det er som Jules Verne eller Arthur Conan Doyle, når de er mest drengede. Det er Bruce Chatwin på speed, hash og Murder One. Det er moderne amerikansk minimalisme-realisme a la Ellis, men drevet frem i Thomas Harris’ krimitempo og iklædt diskrete postmoderne Peter Høeg-lignende allusioner. Det er indisk fabuleren, det er saga, myte, vits, lal og derudaf. Og så har jeg ikke nævnt plottet, persontegningen og al filosofien. Og al religion – kors! Og civilisationskritik og politisk oprør fra en forfatter, der vil noget – også ude i samfundet – med sin litteratur. (-) Alt dette mikses og blendes og omrystes og serveres i en så fejende elegant bevægelse, at man tror, det er løgn. Det hele samler sig og bliver STORT. Og selv når han er studentikos – og det er han i lange passager – er Jensen så uhyre læsværdig, at sommerferien 2003 for mange bliver en genopfriskning af hele den vestlige verdens pensum. Så stor er ambitionen nemlig.
Kristian Ditlev Jensen, Berlingske Tidende

“Hvide dværge. Sorte huller” låner med arme og ben og samler brokkerne med suverænt overskud. Batzer & Co. har gjort det igen: Introduceret en ung nordmand, som er alle pengene værd.
Der er en absurditet over den, som har mindelser om Kafka. En ætsende civilisationskritik, som peger tilbage på Joseph Conrad. En rablende galskab, en fabulerende metaforbrug, som har en del til fælles med Tor Ulven, og en kompositionstvang i stil med Jan Kjærstads, blot knap så manieret. Men til trods for alle åbenlyse inspirationskilder er Sigmund Jensen suverænt sin egen. En moderne, flertonende stemme, der uden blusel vedgår sig den litterære ballast, og med selvsikker selvfølgelighed møblerer sit setup med alt brugbart, uanset ophav. (-) Først og fremmest er romanen en slags moderne gendigtning af Dantes “Guddommelige komedie”. Der er tale om en vandring gennem helvede og alle dets forgårde indtil den forløsende ankomst i Paradiset.
Henriette Bacher Lind, Jyllandsposten

BLIND PASSAGER I LIVET
Bogen er morderlig underholdende, koloristisk og besættende som tidsbillede, som et kritisk portræt af civilisationens moderne krise under kapitalinteressernes magt.
Torben Brostrøm, Information

FABULERENDE NEDTUR OG VIIS OPTUR ★★★★
Gad vidst, hvor længe de nordmænd kan blive ved med at sprøjte nye, gode forfattere ud? Snart sagt hver mindeværdig bog, man får i hænderne, er skrevet i Norge p.t. Her er i hvert fald endnu et eksempel på en stort anlagt norsk roman. Et potent værk, der nok kan kategoriseres som encyklopædisk, men som frem for alt falder i et helt naturligt tonefald.
Christa Leve Poulsen, Børsen

UMENNESKELIGHEDENS ENCYKLOPÆDI
Gennem Gestas Hutting tages læseren på en tur igennem videnskabelige teorier, filosofiske forestillinger, myter og historiske hændelser, der alle har en forbindelse til nogle af de menneskelige omkostninger, den vestlige civilisation har været årsag til. (-) Romanen lever af et fortællemæssigt overskud og en encyklopædisk viden, der vælter frem overalt.
Ove Christensen, Kristeligt Dagblad

LITTERATURSIDEN ANBEFALER
Norges svar på Peter Høeg er Sigmund Jensen blevet kaldt. Sammenligningen er ikke helt ved siden af. I hans romandebut “Hvide dværge, sorte huller” bliver man præsenteret for alt lige fra filosofi og psykologi, over naturvidenskab til litterær name dropping. Encyklopædisk viden i fiktionens indpakning – ligesom hos vores egen Peter. (-) Er du een af dem, der kan lide en filosofisk roman om liv og død, der stiller krav til læseren, så bliv hængende – den er velskrevet! LÆS MERE!
Litteratursiden

Jeg må indrømme at det er længe siden jeg har læst en norsk roman med så højt et ambitionsniveau og som samtidig er fuldført med en sådan litterær kraft og spændstighed. LÆS MERE!
Oddmund Hagen, Dag og Tid

Det mest slående ved denne bog er det voldsomme anslag, det enorme lærred han spænder ud … Ja, dette er kort og godt en bemærkelsesværdig romandebut, af den type bøger som normalt skrives af garvede og fejrede forfattere … Originalt udformet, funklende velskrevet … En ny romanforfatter af rang.
Terje Stemland, Aftenposten

Om forfatteren

Sigmund JensenSigmund Jensen, f. 1968, debuterede i 1995 med novellesamlingen Antikvarens datter og blev allerede dengang betragtet som et talent ud over det almindelige. Hvide dværge. Sorte huller er hans forbløffende romandebut, som ifølge en anmelder tyder på at vi her står over for en forfatter som fra nu af vil høre til “det ypperste inden for samtidslitteraturen”.

Forfatterprofil

Tekstuddrag

1. kapitel

Den morgen vågnede jeg, som i en drømmelignende døs, i en hotelseng i Madras, uden at jeg straks var i stand til at huske hvordan jeg var havnet der.
Jeg lå og mærkede en uudholdelig varme. I loftet var der en defekt vifte som jeg aftenen før havde forsøgt at få liv i, men som nu kun mindede mig om et havareret propelfly. Det hele var tåget og utydeligt, som om der lå en uigennemtrængelig hinde mellem mig selv og verden. Men endnu var jeg ikke mere umenneskelig end at jeg havde forsøgt at komme til klarhed over det. Hele vejen fra lufthavnen og langs South Beach Road forsøgte jeg at komme til klarhed over det, mens palmer og casuarinatræer defilerede forbi taxiens vindue som elegante tamburmajorpiger i skumringen og en sval havbrise førte løfter om lindring med sig i den ellers kvælende tropeaften. Men det var umuligt for mig at fastholde grebet om det. Jeg ønskede jeg kunne falde i søvn igen, simpelthen for at undslippe, komme væk fra dette voldsomme, feberlignende ubehag i brystet og lemmerne. Men det var der hele tiden, navnløst og ubeskriveligt. Huden føltes klam og snavset, som om støvet og bilosen efter blot nogle få timer på disse breddegrader havde klæbet sig til mig som det voksagtige lag på et nyfødt barn eller en slags liniment der ikke engang kunne skylles væk med vand og sæbe. Det var simpelthen som om støvet og snavset var groet fast på mig. Sveden piblede ud gennem porerne; den lagde sig klam og klæbrig over huden, som saften fra et såret træ. Sengetøjet var fugtigt og koldt, gennemvædet af sved. Håret var klistret med små, kølige sveddråber i spidserne. Jeg var dvask og ør. Jeg huskede turen i taxien til det middelmådige hotel sammen med en uforskammet amerikaner der havde nægtet at betale sin del, til trods for at han bare få sekunder efter at jeg havde afregnet for os begge, tog taxien videre til det langt mere luksuriøse Chola Sheraton Hotel nogle karréer længere borte. Rejs til verdens ende, tænkte jeg i det øjeblik, og der vil altid være en amerikaner, parat til at udnytte dig.
Derefter et kortvarigt ophold i hotellets bar efter den anstrengende flugt gennem tidszonerne, hvor jeg efter bare to drinks segnefærdigt opgav ethvert forsøg på at tale med de andre gæster.
Nu i formiddagstimerne lå jeg og lyttede til den indiske travlhed i gaderne udenfor. Larmen fra utallige biler, motorcykler, knallerter, rickshawer, kærrer, okser og mennesker. Det var som om det var muligt at høre hvor varmt det var. Jeg lyttede til den intense og vedvarende summen af insekter med modbydelige facetøjne som stirrede på mig fra alle værelsets falmede vægge, hvor de svirrede omkring i en slags hidsig utålmodighed, jaget op af den helvedes sol, mens de ventede på et stykke sagesløst kød de kunne stikke brodden i. Ikke at jeg bebrejdede dem. Hvordan kunne jeg? Havde jeg ikke selv i en årrække levet mit liv efter det samme dubiøse princip? Og på den anden side: Spillede det egentlig nogen rolle? Når alt kommer til alt, er det trods alt insekterne der skal arve jorden efter at aktieselskaberne har lagt den øde.
Tankerne føltes lige så kvalmende og støjende som larmen i gaderne udenfor. Køretøjer og fejekoste hvirvlede støv og sand op som blev blæst ind ad det åbne vindue, hvor den lette havbrise fik det til at blafre svagt i de slidte gardiner. I hotelkorridoren råbte to kvinder til hinanden på et sprog jeg ikke forstod; musikken i deres stemmer var en foruroligende appel til min fantasi. Over spejlet ved håndvasken hang et afbleget portræt af kong George V. På kommoden nærmest døren stod en miniature af Ganesh, guden med elefanthovedet. Og over sengen, mærkeligt nok, hang et falmet og lidet flatterende portræt af den tidligere britiske premierminister, sir Winston Spencer Churchill, på trods af at den cigarelskende drukkenbolt i sin tid omtalte selveste Gandhi som en halvnøgen fakir og for øvrigt aldrig havde noget tilovers for Imperiets Juvel.
Men det betød ingenting, ikke nu. Det var ikke andet end et dunkelt bedrag. Det tænkte jeg fra det øjeblik jeg satte mig ind i flyet, og jeg fortsatte med at tænke det da flyet endelig landede, da jeg løftede kufferten af bagagebåndet og bar den ud i den ventende taxi, da bilen i høj hastighed kørte forbi Senatsbygningen og Fort St. George med den hvidkalkede mur, og da jeg sorgfuld, må jeg medgive, så på den hvide strandlinje, hvor vandet fra Det indiske Hav skyllede skummende ind over det kølige sand. Indien, tænkte jeg, dette hersens kontinent der lokkede med storslåede bygningsværker, frugtbarhed, venlighed, rekreation, mystik og mindeværdige oplevelser, og så var reklameplakaterne og prospektkortene ikke mere sandfærdige end hvis de var blevet udformet af en reklameguru. Selv den svale havbrise var ikke andet end et dunkelt, afledende bedrag, forekom det mig, for bag den lurede antagelig monsunerne. Så langt lod landet ikke til at have andet at byde på end dynger af ildelugtende kokasser, svampeinficerede bygninger, kvælende hede og stanken af bundløs fattigdom. Og mystikken, antog jeg, begrænsede sig vel til de skrøbelige og kalkfattige fakirer som morede sig selv og hinanden med at gå på glødende kul, og utilregnelige landsbytosser som spillede blokfløjte for tandløse brilleslanger. Pokkers også. Ja, pokkers også! Det hele var en frygtelig fejltagelse. Det fyldte mig med en anger så dyb at jeg ikke engang var i stand til at glæde mig over alle de bizarre fænomener som uafladeligt bød sig til for mig.
Ved fodenden af sengen stod kufferten som, foruden tøjet, toiletsagerne og en murstensroman af Anthony Burgess, indeholdt selve bundfaldet af en tilsjasket og ubetydelig eksistens. Ikke andet end de uvæsentlige rester, konstaterede jeg, utydelige spor og vage indicier, som om alt der nu var tilovers ikke havde større betydning end bundfaldet i en flaske portvin eller det kornede grums i en kaffekop. I den sidste tid havde et meget ubehageligt spørgsmål meldt sig stadig oftere: Er det overhovedet muligt at dekantere et menneskeliv?
Øverst i denne svimlende bunke af abstrakter tronede, ikke overraskende, de svinske beskyldninger der var blevet rettet mod mig på koncernchefens kontor: pengene jeg efter sigende skulle have stukket til side, som om jeg var en hvilken som helst suspekt forbryder, kokainen de hævdede jeg kvikkede mig op på både i og uden for arbejdstiden, som om de slet ikke henvendte sig til en højt skattet medarbejder med penthouse-lejlighed i Chelsea Village og en Maserati i garagen, men til en hvilken som helst tarvelig lille junkie. Hvor havde de det fra? Hvad andet havde de at bygge deres sag på end denne hysteriske escortpige der havde skandaliseret mig under jubilæumsmiddagen?
Jeg lå og tænkte på hvordan jeg havde tilbragt størstedelen af min ungdom i London, i en slags forstenet sjælelig ubevægelighed. Jeg havde satset på de forkerte heste, det var oplagt. Allerede i ungdomsårene var jeg mærket af den tærende kræftsvulst som går under navnet Tiden, der dag efter dag langsomt nedbryder karakteren. Men en slags aktiernes eller valutaens kryptografiske poesi fik mig efterhånden til at erkende de modbydelige kontrapunkti- ske understemmer i tilværelsen, denne forvirrede polyfoni som, alt efter hvem der spiller og hvordan den klinger, får kapitalens banale visioner til at skrumpe og svulme. I en forfærdelig, praktisk talt kronisk banalitetsangst fik jeg en dag øje på mig selv i spejlet. Det gik op for mig at min koglekirtel, corpus pineale, helt uforklarligt var skrumpet ind til så at sige ingenting, ja havde fået livskraften og safterne presset ud af sig, som en manddom uden svampelegemer.
Jeg satsede enorme summer på boblerne i det grå marked. Det var den rene kamikaze-investering. Før jeg vidste et ord af det var jeg blanket af, tømt for kapital, ribbet for livsgnist. Det siges at en mand som i et muslimsk land stjæler brød for at stille sin sult, benådes. Men jeg behøvede ikke pengene. Jeg behøvede bare, af uforståelige årsager, flere penge. Jeg sad praktisk talt og dinglede med begge ben på den grønne gren, i den grad opfyldt af mig selv at jeg var helt uden tanke for nogen anden. Jeg var for længst blevet smittet af den angloamerikanske galskab. Jeg vidste alt om grådighed. Det trick inden for egoismens raffinerede kamuflagekunst som jeg ikke beherskede, var endnu ikke opfundet. I lighed med en narkoman, som jeg på en eller anden måde var, og en alkoholiker, som jeg også på en eller anden måde var, som med tiden udvikler en stadig større tolerance over for de gifte han har gjort sig afhængig af, så jeg mig hver eneste dag nødsaget til at tage stadig større chancer for overhovedet at kunne opnå noget af den samme tilfredsstillelse som jeg i begyndelsen havde kunnet føle ved investeringer og pengeanbringelser der i og for sig var bagatelagtige. Vejen til den grænseløse rigdom var brolagt med antagelser, alle fadæsers moder. Da boblerne til sidst bristede, den ene efter den anden, sad jeg til sidst tilbage med en såkaldt odd lot: Den knugende skuffelse over verden og menneskene. Mit indre tyngdepunkt havde forskubbet sig. Under min ubevægelige børsmæglerfacade ulmede det af kaos.
Hos Masterson & Trickham, kom jeg til at tænke på i hotelsengen, dette velrenommerede firma jeg havde arbejdet for i hele min erhvervskarriere, blev der begejstret talt om at det økonomiske system ville gennemgå store forandringer, på samme måde som da verdensøkonomien blev radikalt ændret da præsident Nixon i 1970´erne ophævede guldstandarden og $2 som fastpris pr. olietønde. Jeg vidste hvad det handlede om. På en yderst spidsfindig måde magtede kapitalens kræfter at kamuflere deres entydighedsfilosofi som mangfoldighedens, konkurrencens og valgfrihedens ideologi. Det overraskede mig at der ligesom ikke var plads til en tredje position, en neutral eller tvivlende mellemting. Under de givne omstændigheder kunne man vist kun være enten progressiv eller reaktionær.
Det hele mindede mig i grunden om det skæve tårn i Pisa, hvor skævheden i toppen udgør en difference på hele fem grader i forhold til udgangspunktet på jorden. Jeg måtte le højt da jeg i et program på Discovery Channel blev opmærksom på hvordan ingeniørerne, arkæologerne, historikerne, politikerne og konservatorerne i fællesskab satte tunge stålkabler omkring tårnet i et desperat forsøg på at forhindre det i at tippe over. Selvfølgelig vil det skæve tårn i Pisa før eller siden styrte sammen, på samme måde som Venedig er dømt til at synke i havet som et moderne Atlantis, Colosseum er skæbnebestemt til at forvitre og pyramiderne i Giza før eller siden ikke vil være til at skille fra ørkensandet. Tidens tand gnaver helt uden hensyn til menneskets rørende nostalgi. Og når sandheden skal frem, for det skal den jo, kunne jeg heller ikke se nogen grund til at disse fiberoptiske kabler, der nu blev lagt omkring moder jords frodige talje og som et korset strammede hende op, skulle lide nogen mildere skæbne.
Alvorligere var det muligvis at det forholdt sig på samme måde med mig selv, på det personlige plan. Bag min joviale og ubevægelige børsmæglerfacade ulmede til tider en uhåndterlig fortvivlelse. Mærkeligt nok var denne fortvivlelse selvforstærkende. Når jeg først var blevet fortvivlet, blev jeg endnu mere fortvivlet over at føle mig fortvivlet. Jeg havde snøret hjernevindingerne sammen med et mentalt korset som det var meningen skulle forhindre mig i at tippe over, men i virkeligheden var jeg en mand der dagligt brød hjernen med menneskets dumhed og fiasko, især min egen. Jeg fik koncentrationsbesvær. Det mentale korset revnede. Afføringen blev hård som beton. Nogle gange studerede jeg den, nede på bunden af toilettet, og mente at registrere små, urovækkende uregelmæssigheder ved dens farve og konsistens. Men dermed opnåede jeg bare at afføringen ved næste korsvej var blevet endnu hårdere. Hver dag gik jeg hen til kontoret med en følelse af at leve livet i en slags forprogrammeret tilstand. Der dukkede mærkelige, nærmest vanvittige forestillinger op i mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle tilskrive disse forestillinger min hustrus begyndende galskab eller et sjæleliv under højtryk. I det underlige grænseland om aftenen, i skæringspunktet mellem den skarpe analyse og den kognitive tåge, når livet selv føles som en drøm i en drøm, kunne jeg se mig selv øverst oppe i pariserhjulet, sådan som jeg engang havde set det i en film hvor handlingen foregik i Wien, med fuldt udsyn over alle menneskets absurde og totalt unyttige handlinger og gøremål. Jeg tumlede med ubehagelige regnestykker. Ganske vist studerede jeg tallene nøgternt og sagkyndigt, på samme måde som jeg studerede de kontinuerlige svingninger på børsen, men det udslettede ikke følelsen af at tilhøre denne bande af farmakologer som dag ud og dag ind forpestede og forgiftede menneskeheden. Alligevel skulle der gå lang tid før jeg lod denne tvivl få lov til at arbejde i mig. Og disse tal, som jeg så nøgternt studerede, berettede om en omfattende nød og massedød. Hvordan var det muligt? Var det ikke andet end dette der var kommet ud af århundreders dannelse og oplysning, læsefærdigheder, bogtrykkerkunst og handel, kulturkontakt, kommunikation og opøvelse i demokratisk tænkning?
Det er ikke kun det 20. århundrede i en nøddeskal, forekommer det mig nu, i skrivende stund, efter at have destilleret denne halvsøvnens dorske biprodukter, men hele menneskeheden og dens historie i en nøddeskal. Det er den specifikt menneskelige evne til at få alt hvad der er godt, barmhjertigt, dannet, anstændigt og helligt til at løbe ud i sandet.
Nå ja, jeg kom omsider ud af sengen. Jeg kom lidt lunkent vand i ansigtet, friserede håret og klappede nogle dråber aftershave på kinderne, før jeg endelig, ikke uden et vist besvær, vaklede ned ad trapperne for at finde hotellets restaurant. Jeg havde været mere eller mindre plørefuld lige siden jeg gik om bord i Indian Airlines, og nu stavrede jeg ned ad trapperne iført en lys bomuldshabit og mørke solbriller, som en hvilken som helst blasert stjerne. Jeg holdt en tændt cigaret mellem fingrene. Skjorten var opknappet i halsen, halvt flagrende uden på bukserne, først og fremmest fordi den ellers ville have givet mig kvælningsfornemmelser. Jeg følte mig som en helgen med forkullet glorie. Blot nogle dage forinden havde mit liv trods alt været præget af en vis orden og overskuelighed. Nå ja, i dag, i går, for en uge siden eller for den sags skyld for et helt år siden, hvilken rolle spiller det? Under alle omstændigheder havde mit liv udefra set haft en vis retning og været underordnet en plan som jeg trods alt havde kunnet finde mig til rette i, men som på den anden side, og i det lange løb, umuligt kunne udligne den stadig stigende følelse af at jeg befandt mig midt i en uvirkelighedsproces. Jeg levede mit liv midt i et helvede af ruin og kollaps, en skærsild af statisk livløshed. Og jeg havde det på nøjagtig samme måde da jeg gik ind i restauranten. Jeg følte mig som en våd papfigur med et dinglende blylod mellem benene. Åh, kvælende begær, brændende testikler! Hvis jeg ikke snart fik noget at berolige nerverne med, ville jeg antagelig komme til at klynke, gøre mig umulig, ja gå fuldstændig i opløsning foran de andre hotelgæster, simpelthen synke ubehjælpsomt sammen og flyde ud over gulvtæpperne som et smeltet vokslys.
Jeg fik øje på et ledigt bord midt i salen og satte mig. Den kvalme stank fra hotellets chetinnad-køkken slog øjeblikkelig imod mig. Te, doughnuts, krydderurter, kokosmælk, papayasalat og så videre. Bare tanken om at skulle spise en rispandekage fik det til at vende sig i mig. Men jeg blev siddende. Jeg behøvede brændstof. Jeg drak to gin og tonic til morgenmad, og røg tre cigaretter. Ingen grund til at spille helt, tænkte jeg; kroppen skreg efter lindring. Jeg havde en følelse af at det allerede var langt ud på dagen, men viserne på uret over døren viste ikke mere end lidt over elleve, selv om det forekom mig vanskeligt at skelne viserne fra hinanden og urskiven nærmest flød ud, ikke som i det berømte maleri af Dalí, men som en ubestemmelig grå og grødlignende masse, nærmest som jeg kan forestille mig at en menneskehjerne vil tage sig ud på en tallerken efter en omgang i røremaskinen. Der lå et dunkelt slør over alt og alle, nærmest en atmosfære af uhygge. Det var som om alle ting løj om sig selv.
Mens jeg sad der i restauranten og som en sand epikuræer nød min anden gin og tonic, kom jeg til at tænke på det professor Fields havde sagt om sorte huller under jubilæumsmiddagen. Professor Fields var en kapacitet tilknyttet Cambridge og The Royal Society of London, og derfor utvivlsomt en mand der evnede at sætte tingene ind i deres rette perspektiv. Under en rejse fra Indien til Cambridge i 1928, huskede jeg at professor Fields fortalte, var den indiske student Subrahmanyan Chandrasekhar kommet frem til hvor stor en stjerne må være for at kunne opretholde sig selv efter at alt tilgængeligt brændstof er brugt op. Den såkaldte Chandrasekhar-grænse går ud på at en kold stjerne med en masse større end halvanden gange solens masse ikke vil kunne opretholde sig selv, mens en stjerne med en masse under denne grænse vil ophøre med at trække sig sammen og til sidst falde til ro som en såkaldt hvid dværg, et legeme der opretholder sin stabile tilstand ved eksklusionsprincippets frastødning mellem elektroner. Men det allermest fascinerende er utvivlsomt stjerner med en masse højere end Chandrasekhar-grænsen, eftersom den slags stjerner sandsynligvis vil komme til at trække sig sammen til et punkt, ja nu og da også krympe til nul i størrelse. Denne teori, var professor Fields påpasselig med at understrege, blev imidlertid kategorisk afvist af både Albert Einstein og sir Arthur Eddington, to af de største autoriteter på stjernestrukturer dengang. De fleste andre videnskabsmænd delte autoriteternes opfattelse uden grundigere selvstændige undersøgelser af sagen. Nedbrudt af denne modgang indstillede den unge inder derfor arbejdet med sorte huller, og helligede sig i stedet andre problemstillinger inden for astronomi og astrofysik. Men det betød ikke at spørgsmålet om sorte huller blev liggende.
Den foreløbige løsning på problemet blev fremsat i 1939 af ingen ringere end Robert Oppenheimer, manden der senere kom til at lede udviklingen af atombomben og efter Hiroshima greb til det hellige indiske skrift Bhagavad Gíta for at sætte ord på sin skyldfølelse: Now I have become Death, the destroyer of worlds. Også Oppenheimers arbejde med sorte huller bar dødens segl, mente professor Fields, eftersom han påviste at en stjerne med en masse over halvanden gange solens masse ville trække sig sammen til et kritisk punkt, hvor tyngdekraften på overfladen er så enorm at ikke engang striber af lys ville have nogen mulighed for at slippe igennem. Der er med andre ord tale om en ny grænse i rum-tiden som det virker umuligt at komme bort fra: Begivenhedshorisonten. Og også en ny tids begyndelse, antagelig, en singularitet med uendelig tæthed og rum-tid-krumning, som i hvert fald i teorien åbner for rejser i tiden.
Men hvad er tid egentlig? tænkte jeg ved restaurantbordet. Er tiden ikke bare et giftbæger, et løgnagtigt ølkrus der langsomt fyldes med sorg? Og er hele tilværelsen ikke bare et bundløst, sugende mørke? Kan vi ikke alle sammen tælle de tilfælde på én hånd hvor striber af lys mirakuløst nok er undsluppet, for at røre ved os, som en Guds finger? Og alligevel holder vi den altså gående. Til trods for døden, vores truende begivenhedshorisont, holder vi stillingen, holder os oprejst, på en eller anden måde, som kolde, men stabile stjerner, som hvide dværge. Vi befinder os allerede i skærsilden, i det absolutte fravær af Det absolutte. Nej, fyld ikke mit bæger på ny. Kun for kærester der går i seng med hinanden for allerførste gang og for gamle ægtepar uden morgendag, kan spørgsmålet være helt uden interesse. Men alle andre, tænkte jeg, må jo dagligt føle på kroppen hvordan tiden praktisk talt komprimerer karakteren, undergraver personligheden, og formindsker og vrager alt det man er eller ønsker at være.
Og her, forekom det mig forvirret da jeg så mig omkring, havde tiden åbenbart slået krølle på sig selv. Det var som om et eller flere stykker af tid havde slidt sig løs fra den jævne hovedstrøm som alle ellers retter sig efter, og nu lå og flød for sig selv, hjælpeløst, forældreløst, formålsløst, som skibbrudne på det vældige verdenshav, sådan at alle der blev omfattet af dette afbrudte stykke tid, denne uforudsigelige drivtid, ligesom levede deres liv i et ubeskyttet, kvælende tomrum, en slags ikke-sted hvor almindelige naturlove og menneskelig anstændighed ikke længere gjorde sig gældende. Hvad disse tidløst fortabte mænd og kvinder huskede som noget der var sket, tænkte jeg, var i realiteten noget der ville ske. Tiden trak sig tilsyneladende fremad, men pegede mærkeligt nok altid bagud. Det var et liv der kørte baglæns. Og skam, skyld og lidelse var det eneste løfte dette liv holdt. Nutiden var uden indvirkning på fremtiden. Kausallovene var ophævet eller i det mindste blandet på ny, sådan som en pudret kvinde med røde negle, falske øjenvipper og en overdreven aura af billig parfume blander kortene før et slag Black Jack. Hvad der kom først eller sidst var i grunden helt uvæsentligt for dem. Begreberne uagtsomhed og forsætlighed lod i disse menneskers skøre bevidsthed (uagtsomt eller forsætligt) til at være reduceret til skrøbelige og uigenkendelige museumsgenstande der kun blev hentet frem og afdækket i sjældne nostalgiske øjeblikke. Tiden manglede retning, historien manglede mening. Og livet manglede indhold. Det var en verden uden fremtid. Alle linjer pegede mod det umiddelbare, mod nuet og nydelsen, og derfor var alle handlinger også tilsyneladende de sidste af deres slags, det vil sige uden synlige konsekvenser. Hvert eneste øjeblik var et uendeligt sort hul som skulle fyldes, og som efterhånden boblede over af fortid og bitter erindring. Menneskene drømte ikke mere, de ventede ikke længere på noget.
Og sådan, tænkte jeg opgivende ved restaurantbordet, fortsatte vi alle med at krybe gennem dyndet til de evige grundtoners dystre, disharmoniske klangbilleder. Fødsel og død, kærlighed og had, latter og gråd, sex og vold, erindring og glemsel. Det var utvivlsomt en mørk tid præget af apati og letargi, berygtet for sin moderigtige dovenskab. Og der fandtes ikke et eneste menneske i denne konforme, tankeløse masse som hævede stemmen i protest mod denne skæve verden hvor barmhjertighed og guddommelighed for længst er afskaffet som kompatible størrelser, fradømt muligheden for nogensinde at kunne genforenes.
Vi bærer livet som en tung byrde, uden tanke for at det vi derved opretholder ved vores frugtesløse anstrengelser, kun er ådslet og affaldet. Når det kommet til stykket, er verden, kundskaberne og objekterne måske ikke andet end utydelige orienteringsposter på den livslange vandring gennem tomheden. Alt projiceres, som en uskarp film mod indersiden af øjenlågene, og vil til sidst viskes bort på en brøkdel af et sekund, lige så hurtigt som sceneskiftene i moderne redigeringsteknik. Og glemt lige så hurtigt.
Udødelighedens pris: Ingenting bliver udrettet.
Dødelighedens pris: Ingenting betyder noget.
Var vi her en evighed eller kun et kort øjeblik?
Året var 1999.
Og dér står sagen.

2. kapitel

Jeg ved nøjagtig hvordan det hele begyndte. Eller endte, det er jo et definitionsspørgsmål. Min far døde. Mere er der vel ikke at sige om den sag. Eller jo, måske lidt. Jeg var der. Dimas var der også. Dimas var der altid, monumentalt til stede med sin overvældende kundskab om alt fra småtterier til komplicerede juridiske spørgsmål. Dimas er der altid. Det er som om han er en af dem der er kommet til verden for at få bragt orden i tingene. Han er vederhæftig, han er til at stole på. Når alt ramler sammen, kan man være sikker på at Dimas står lige så støt som altid. “Dimas ligner mig,” kunne far sige i sine stolteste øjeblikke. Hvem jeg ligner, aner jeg ikke.
Min far havde rygrad, i mig er der kun brusk. Far havde principper, jeg har aldrig været andet end et vankelmodigt fjols. Far havde moral, jeg har ikke engang i et kort øjeblik holdt moralen i hænderne og med et lykkeligt smil nikket bekræftende at ja, det her er også min moral. Far tog alle livets skuffelser med stoisk ro, jeg besvarede dem ved at ødelægge mig selv. Modgangen styrkede ham, men pulveriserede mig. Han havde store forhåbninger til min bror, Dimas, som vitterlig blev en fremragende advokat og på den måde demonstrerede at han i hvert fald på papiret delte min fars vilje til sandhed og moralsk efterrettelighed. At jeg endte som børsmægler, brød han sig antagelig slet ikke om. Men han viste det aldrig. Ikke én eneste gang gav han udtryk for at han misbilligede mit valg af erhverv. Tværtimod var det som om han altid støttede og opmuntrede mig i et og alt. Hvorfor i alverden bærer sønner på denne indgroede frygt for at skuffe deres fædre? Det bør snarere være fædrene der skal bære på en dybfølt frygt for at skuffe deres sønner. Se, min søn: Det her er den verden jeg har sat dig i. Det burde have været tilstrækkeligt at svare: Jeg kan ikke lide den.
Men far skuffede mig aldrig. Han havde det ikke i sig. Han var helstøbt. Han kom til verden i ét solidt stykke. Det vil sige han skuffede mig uforskyldt ved to anledninger. Den første gang, jeg var atten, nitten år gammel, var da det viste sig at han trods alt ikke var perfekt og ufejlbarlig. Og den anden gang var da han døde. Han var et offer for det almindelige, som os andre. Vi er ikke perfekte. Og vi dør. Men det behøver ikke at være ensbetydende med at vi må leve triste, middelmådige liv.
Og jeg ved nøjagtig hvordan det hele endte. Eller begyndte. Så er det defineret. Jeg vidste det, da jeg to måneder senere kom hjem og fandt Iris krybende omkring på stuegulvet som en køter der var skræmt fra vid og sans. Hun rystede over hele kroppen og slog sig fortvivlet i ansigtet med håndfladerne, fuldstændig ukontrolleret, mens hun skreg at hun ikke orkede mere, at hun ikke længere kunne holde det ud, at hun havde fået nok af den mørke følelseskulde som jeg bestandigt omgav mig med, som et koldt gys.
Det var kærlighed ved første blik. Arsenal havde slået Tottenham 2-1 på Highbury, og to timer efter at kampen var slut så jeg hende i øjnene for første gang, på en pub der vibrerede af ølglød og lørdag aften. Iris. På trods af navnet var heller ikke hun i stand til at forudse at vi ville gifte os tre måneder senere.
Men hun fik det ikke bedre, snarere tværtimod. Anfaldene kom stadig hyppigere. Hver gang jamrede hun sig over at hun gik i opløsning, at hun ikke kunne holde livet ud, at hun ikke orkede at tænke på fremtiden, at hun ikke var i stand til at se frem mod denne evindelige, håbløse trummerum år ud og år ind, at hun hverken ville leve eller dø. Sandt at sige havde jeg bare lyst til at stikke hende en på hovedet og råbe at nu måtte hun fandeme tage sig sammen, vi lider for helvede alle sammen, men vi går ikke op i sømmene af den grund.
Hvad kan jeg sige? Jeg tog fejl. Før eller siden går vi alle op i sømmene.

Forfatterside – Aschehoug