Jeg har endnu ikke set verden

Roskva Koritzinsky: Jeg har endnu ikke set verden

Oversat af Jannie Jensen
2018. 102 sider. 200 kr.

HUN HAVDE HAFT MANGE KÆRESTER, men hun vidste ikke noget om kærlighed. Når hun gjorde et Jeg har endnu ikke set verdenforhold forbi var det ikke fordi hun troede på noget bedre. For hende var forholdet bare en måde at få tiden til at gå på. EN UNG KVINDE skriver et kærestebrev til sin kæreste syv måneder efter hans død. I brevet ønsker hun at kunne se verden ligesom ham: med åbne øjne. DU VOKSEDE OP I ET HØJHUS i Oslo Vest, det eneste højhus blandt villaer og rækkehuse. Du var et smukt barn, men du vidste det ikke. Du måtte have nogen at spejle dig i, først da opdagede du det smukke i dig selv.

JEG HAR ENDNU IKKE SET VERDEN er en novellesamling om kærlighed – både den romantiske kærlighed, men også om forholdet mellem forældre og børn, og mennesker som jagter lykken, friheden og skønheden, alt mens verdens katastrofer og mysterier langsomt rykker nærmere.

ANMELDELSER

“Koritzinsky fortjener Litteraturens Tapperhedsmedalje for seks noveller, der ser kærligheden og læseren illusionsløst i øjnene.”
– Weekendavisen

“Koritzinskys novellesamling, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, punkterer alle illusioner – også kærlighedens. Den unge forfatter skærer ind til benet og præsenterer årets bedste novellesamling.” – Litteratursiden

“Skarpe observationer og kloge refleksioner om sårbare skæbner. Gennem seks stilsikre historier portrætterer Roskva Koritzinsky i sin anden novellesamling en række kvinder og mænd som ikke magter det måske sværeste af alt – at leve et lykkeligt liv.” – Stavanger Aftenblad

NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2018

 

DKK160.00

Produktbeskrivelse

Udkommer 2018.

Anmeldelser

KÆRLIGHED SOM KIRURGLAMPE
“Når man læser en bog på det helt rigtige tidspunkt, kan det føles som selv at blive læst. Set og måske afsløret, måske forbundet, knap så ensom. Sådan en bog har tægelignende egenskaber, man hænger på den bagefter – som ven, sjæle­­sørger eller anklagende vidne. Når en bogs blik på verden tilfældigvis lyser lige ind i ens eget mest svampede mørke, kan det være en brutalt lægende omgang.

De seks noveller i norske Roskva Koritzinskys Jeg har endnu ikke set verden handler om kærlighed. Blikket i dem er klart, præcist og overrumplende illusionsløst. (–)

Jeg har endnu ikke set verden er Koritzinskys tredje bog og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det forstår jeg godt. Det er smuk prosa, sikker på hånden, og undervejs fortættes sproget i nogle stilfærdigt vilde associationer: En gul rand på indersiden af en skjortekrave bliver til gult uvejrslys over Sydspanien. En hundehvalp vrider sig som en nyudklækket larve. Men Koritzinskys ærinde er i høj grad »det konkrete under alt det magiske«, og hun tænker simpelthen godt: modigt, flere steder bitterligt sjovt, men uden ironiens beskyttelsesdragt og loyal over for det banale, der jo sjældent er spor banalt. Som når det hedder, at »der ligger en egen omsorg i alt som hverken efterspørges eller tilbydes, en kærlighed i alle tavse overrækkelser«.

Novellerne refererer til hinanden på flere planer, og enkelte passager migrerer ordret fra tekst til tekst. Måske kan bogen også læses som en slags tematisk struktureret roman. Læs den eksperimenterende, eller læs den som seks intelligente og nøgternt hudløse studier i kærlighed – som forstillelse, som forbandet vilkår, som forandringskraft, som bristet illusion, arbejde og dom. På mig gjorde det nas, men det gør det jo som regel at blive klogere.”
– Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Weekendavisen

ÅRETS BEDSTE NOVELLESAMLING
”Koritzinskys novellesamling, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, punkterer alle illusioner – også kærlighedens. Den unge forfatter skærer ind til benet og præsenterer årets bedste novellesamling. ’Jeg har endnu ikke set verden’ er seks stærke noveller, der glider om på bagsiden af illusionen. Herfra undersøges kærligheden, perspektiver og porøsiteten i forhold mellem mennesker. Mellem forældre og børn, kvinder og deres kærester, læremestre og elever (-) ’Jeg har endnu ikke set verden’ er ikke bange for noget, og som læser bliver man hverken frastødt af de depressioner eller forfejlede forsøg på et ”almindeligt” liv, der dukker op. Man bliver tænksom. Novellerne har en lækker litterær og eksistentiel tyngde, og tonen er direkte, af og til klædeligt tragikomisk. Fortælleren er ikke venner med nogle af sine personer og vil heller ikke være det. Det er befriende og benhård læsning, og der er ingen tvivl om, at Koritzinsky forstår at arbejde med novellegenren. Hendes små, fortættede dyk ned i andre menneskers liv slår svirp med halen, som alle fantastiske noveller skal!”
– Maj Skydt Villadsen, Litteratursiden

“… Koritzinsky udviser en sjælden evne til på ganske få sider at zoome ind på detaljerne i et enkelt øjeblik og samtidig gengive et helt livsforløbs skiftninger og uvished. Og så formår hun ikke mindst at vise, hvor tæt sammenvævet det nære og det fremmede er mellem mennesker …” Norden.org

“Novellekunst. … et originalt og skarpt blik på verden. (–) På trods af sin unge alder, hun er kun 28 år, står Roskva Koritzinsky i disse seks noveller frem med litterær autoritet. Roskva Koritzinsky [skriver] historier som berører læseren langt udover spændingen i selve fortællingen”.  Dagsavisen

Om forfatteren

Foto: Håkon Borg

Foto: Håkon Borg

Roskva Koritzinsky (f. 1989) udgav sin første bog i 2013, novellesamlingen Her inne et sted. For denne bog blev hun nomineret til Tarjei Vesaas’ debutantpris og hædret med Aschehougs debutantpris. Hendes næste bog, romanen Flammen og mørket (2015), fik også strålende anmeldelser. I 2016 blev Koritzinsky udvalgt af NORLA til at repræsentere Norge og ny norsk litteratur på internationale bogmesser og seminarer. Jeg har endnu ikke set verden (2017) er Roskva Koritzinskys anden novellesamling, og den er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.

Forside i høj opløsning

Forfatterportræt i høj opløsning